Jeg savner dig om morgenen, gennem hele min dag og om aftenen og når jeg skal ligge mig til at sove.. Jeg savner du ikke er der til, at give mig mit første smil på vejen, ved at du giver mig det mest smukkeste morgenkys, jeg har oplevet. Jeg savner dig, når jeg ved, jeg er ude af døren og ikke hører fra dig før om aftenen.. Jeg savner at du ligger ved min side om natten og holder mig tæt ind til dig. Jeg savner dine dejlige havblå øjne, dit dejlige smil der kan få selv det mest ondskabsfulde menneske ned på jorden. Jeg savner at du hvisker søde ord ind i mit øre, fortæller mig at du er der for mig..

Jeg savner dig nu, imorgen og forevigt..

Du er min bedste ven, men kan vel ikke sige bedste ven mere. Vi gled fra hinanden efter alt det skete mellem os.. Jeg kan huske jeg spurgte mig selv, vil det nogensinde, blive det samme igen.. Men jeg ved nu, mens jeg sidder og skriver dette, at det blev det aldrig, og det vil det aldrig blive.. Jeg plejede at tænke, er dette kun min skyld, men det er det ikke.. Du var ligeså stor en skyld i det som jeg var..

Jeg savner sku vores køreture, hva det så måtte have været, det var tider.. Jeg kan huske jeg tænkte hvordan vil jeg kunne leve uden ham her, han er min bedste ven.. Men jeg fandt hurtig ud af at det, skal jeg gøre mig klar til at gøre.. Altså at leve uden dig.. Dagene var talte for vores opløsning af vores venskab.. Dagene var talte allerede fra første sekund, jeg trådte ind ad døren hjemme hos dig...

Mine følelser blev til mere end bare venskabelige, det var nok det der gjorde udfaldet.. Man kan vel sige jeg bar den største skyld.. Jeg fortalte dig hvordan jeg havde det.. Måske ikke det smarteste men det gjorde jeg.. Damn it.. Jeg dummede mig erkender jeg gerne, men du dummede dig, da du tog det for givet og brugte det imod mig..

Du betød rigtig meget for mig.. Men gider ikk kun sige du BETØD meget for mig, for du BETYDER meget for mig stadig.. Du var mit første store crush og det betyder en del.. Du er alfa og omega.. Du er den der kan tale mig til ro, hvis jeg er gal, ked af det, eller frustreret.. Du er min bedste ven.. Du er den jeg har det bedst med at være i lokale med.. Du holder om mig og fortæller med din rolige stemme, at jeg nok skal komme igennem tingene..

Du havde ret mange af gangene, men da jeg til sidst blev vendt ryggen af dig, ville jeg ikke tro jeg ville kunne komme igennem det, men det er noget jeg kæmper med hver dag.. Jeg kæmper for den tro at du stadig holder af mig, for den pige du kendte mig som og kender mig som..

Du plejede at sige du er en stærk pige og lagde armen om mig, trykkede mig ind til dig, så langt ind at jeg kunne mærke dit hjerteslag.. Det beroligede mig.. Men den stærke pige du føler jeg er, er jeg bare ikke.. Jeg er skrøbbelig, lige så skrøbbelig som porcelæn.. Jeg ligger stadig og tænker over det, tænker over om jeg kunne have gjort noget anderledes, en tårer triller ned af min kind hver gang.. Jeg skammer mig over det jeg gjorde, du udnyttede mig og det samme gjorde jeg vel lidt med dig..

Jeg håber bare du en dag vil komme til mig.. Sige kom min pige, nu skal vi sku have løst vores mellemhverne, men det gør du nok ikke.. Men håber på vi en dag igen, vil snakke og hygge os som vi plejede.. Elsker dig for den du er, og du har en speciel plads i mit hjerte.. Glem det aldrig min ven.. <3

Kærlighed, hvad er det egentlig? Kan du røre ved kærlighed, kan du se kærlighed, kan du måske smage kærlighed? Man ser altid på film om hvor dejligt det er med kærlighed.. Men i det virkelige liv, der er det for det meste altid en illusion af noget der er så godt, at du ikke vil af med det.. Men det er det jo ikke.. Kærlighed er til tider, det mest ubehagelige, vi har.. Jeg skal da ikke sige det ikke også kan være rart, men vi har jo alle oplevet at det kan gøre ondt at elske en anden person.. Vi har nok for det meste alle sammen oplevet, en utroskab, en følelse af at miste den du elsker til en anden, en "bedre" end dig.. Vi har oplevet svigt.. Vi har oplevet svig. Vi har oplevet hvor ondt det gør, at miste det du elsker mest..

Kærlighed, kan både være dejlig og det kan være noget af det værste man nogensinde kommer til at opleve. Vi gør mange dumme ting for kærligheden, vi gør mange dumme ting for at kærlighed skal sejre i sidste ende.. Jeg har set mange gang de personer jeg holder mest af, mister kærligheden, til deres elskede.. Deres kærlighed, ændres til had, og deres had ændres til sorg... Du har vel ikke rigtigt levet før du har elsket og mistet..

Kærlighed er vel lidt ligesom en blomst, den skal vandes, den skal plejes, lige som i et forhold, passer du ikke godt på din blomst så den kan vokse op fra en lille knop, til den smukkeste blomst, som vil blomstre, så smukt som aldrig nogensinde set før, så vil blomsten visne, og det sammen vil dit forhold, det vil dø.. Plej din kærlighed til en anden person ellers visne den bort.. Og den kan aldrig vandes flot igen..

Burde jeg skulle have noget at have sagt, skal jeg det.. Kan jeg tillade mig det, nej det kan jeg vel egentlig ikke.. Jeg kan bare stå og se til, mens du gør det du vil.. Jeg erklærede mine følelser for dig, men jeg tror at det var lidt for sent at gøre det... Du smilte, og sagde du holdte af mig.. Jeg forstod ikke dit lille vink den gang, men det gør jeg denne gang.. Jeg ved du aldrig vil se mig mere end som ven, eller som du plejer at sige det er bare (*****) Jaa, jeg forstår at det er det eneste du ser mig som, den du kan træde på.. Jeg hjælper dig når den er værst, men man får ikke engang et tak, det er det mindste du kan give mig,, men end ikke det, kan du´give mig..

Jeg aner ikke mine levende råd.. Hva vil du med mig??

If all you can bring me is sadness, then please get me out off this madness.. You said i was nothing too you, yeah the same way i feel too.. You are like stone, you don't breake in two, but breakes anything else.. You are like the wales, flows with the water, but im glad im never gonna have your daughter... You are evil and mean, im know you dont mean too.. But doo you?

Jeg ved ikk hvorfor jeg skriver dette, jeg håber det mildner det lidt vel, du kommer aldrig til at se anderledes på mig.. Jeg er din, ja hvad jeg nu er, og bliver aldrig mere, end dit lille stykke legetøj, du kan lege med, når du keder dig, og ingen andre vil lege med dig..

Jeg må lærer at leve med det, vel.. Eller skal jeg tage kampen op, og få dig til at forstå det jeg vil med dig.. Neeej, det ville sku ikke nytte noget alligevel.. Du ville ikk lytte, kun hører/se det du selv gerne vil.. Prøv for en gangs skyld, at tænke på andre end dig selv, se mig, lyt til mig, føl mig... Gør noget.. Se mig ikk som et stykke legetøj, eller en statue, men et menneske, med følelser.. Vågn op!!!

Jeg har altid været bange for døden.. Jeg har været bange for at skulle ende alene.. Jeg har altid virket som den der havde det hele, og den som havde styr på sit liv..  Men det har jeg bare ikke.. Jeg har altid villet det bedste for alle andre, altid ønsket at de skulle klare den, altid stået der, når de havde brug for det.. Men jeg har aldrig tænkt på mig selv.. Hvilke behov jeg havde.. Jeg levede mit liv som vil det vare for evigt, men det vil det jo ikke.. Jeg besluttede mig for at leve i nuet.. Men nu da jeg gør det, tror jeg det måske er dumt.. Jeg sårer mange på min vej, for at jeg kan leve hver dag, som var den min sidste..

Jeg holder af mennesker, men ikke for meget, da jeg har mistet dem jeg har holdt kært.. Den følelse jeg havde da jeg mistede dem, den vil jeg ikk opleve igen, men jeg ved at det kan jeg ikke undgå.. Jeg vil mærke den samme sorg om og om igen..

Jeg ved ikk hvorfor jeg skriver dette, nok fordi jeg har brug for at komme af med nogle af de tanker jeg har, for at få lettet mit hjerte, så jeg kan komme igennem min dag.. Jeg bliver ked af det på andres vegne, over de ting de går igennem, men tænker ikke over hvordan det påvirker mig..

Jeg hygger mig med at være den som jeg er.. Men når jeg sidder alene, ligesom jeg gør nu, tænker jeg på, om jeg måske skulle se og tage mig sammen, komme ud med mine følelser til folk, så de ved at jeg også er følsom.. Men igen så har jeg det behov for at virke stærk, folk skal se mig som den person der kan klare alt, kan komme igennem selv, den største sorg..Men desværre er min største sorg,ikke ovre endnu..

Jeg mistede min kammerat, min ekstra storebror, den mand jeg holdte mest af.. Da jeg mistede ham, mistede jeg en del af mig.. Han holdte mig kørende.. Han havde altid et smil på læben, men når man kikkede ham dybt i øjnene, så dybt at man kunne se ind til sjælen, så man en så stor sorg, at ikke engang, jeg ville kunne beskrive den..

Han var/er det der holder mig oppe, han opgav kampen mod livet, det er det der giver mig et drive for at forsætte.. Han vil altid blive husket, aldrig glemt.. Han var ulykkelig.. Vi ville hjælpe, vi kunne ikke hjælpe, han følte sig ikke elsket, men vi elskede ham meget meget højt..

Ære være dit minde min ven.. Når solen skinner ved vi at du smiler ned til os, når det regner ved vi du er ked af det.. Vi ved du er et bedre sted nu, du kunne ikke finde fred i livet, men jeg håber på at du fandt din fred i døden.. I, mine venner som læser dette, og kender mig, ved hvem jeg snakker om..

Livet er skrøbeligt, det skal ikke tages for givet, lev hver dag som var det den sidste.. Elsk hveranden.. Elsk jeres medmennesker.. Hold da op nu gik der præst i den.. Men jeg håber i forstår hvad jeg mener..

Elsker jer min kærer venner, vi har levet mange år sammen, lad os tage mange flere dejlige år sammen..  

Og lad os, være glade for at vi stadig er i live.. Vi skal forhåbentlige leve mange år på denne jord endnu, så hvis du har brug for at få klargjort noget, få sagt noget, inden det er for sent så gør det nu, før det er for sent..

Godnat og sov godt allesammen.. Lev hver dag som var det den sidste, du ved aldrig hvornår vejrtrækningen stopper, og du synker ind i den sødeste søvn.. <3

Den der skjuler sine følelser...

Ja, jeg er følsom, men jeg viser det ikke.

Hvis en person sårer mig dybt, så viser jeg ikke person at jeg er såret. Jeg viser at jeg er stærk nok og at ingen kan få mig ned. Men når jeg er alene, så tænker jeg hele tiden over det personen har sagt og gjort.

Når jeg græder, græder jeg kun for mig selv. Jeg viser ingen mine tårer, for de må ikke vide at jeg er svag. De må ikke vide hvordan jeg virkelig er. 

Jeg har tit stærke følelser overfor dem jeg virkelig holder af og elsker. Hvis en person jeg virkelig elsker og holder af, sårer mig, men siger undskyld senere, så hader jeg ikke personen, men jeg glemmer heller ikke at den person har såret mig og det vil være umuligt for mig at elske personen ligeså meget som jeg elskede ham/hende engang.

Kigger på klokken, den blev kvart i elleve.. Puha, der er ikke længe til man sidder i bilen på vej hjem. Hjem til oprydningen, hjem til skænderierne, hjem til maveknebene pga. skænderierne..

Viseren på klokken drejer og tikker, den bevæger sig ikke meget. Et ryk på viseren, føles som en evighed. Lydende fra alle omkring mig, går ind i stilhed, kun en lille brummen høres der, hvor der før var larm.

Man kan godt hører igennem brummen, at folk snakker, men man registrere det ikke rigtigt hvad der bliver talt om.. De små knirkende lyde fra stolene, forstyrre ikke en..

Viseren nærmer sig mod det 12. slag. Nu er klokken 11..

Rejser hovedet op fra bordet, og så kommer alle de små irriterende lyde, al støjen fra mennesker der fører en samtale med hinanden. Støjen fylder mit hoved, det gør lettere ondt i hovedet nu. Tænker al denne larm er unødvendig.

Hvorfor kan folk ikke bare være stille..?

Viseren rykker sig langsomt frem og det samme gør jeg.. Sætter mig til rette og venter på at tiden er gået...

Det hele snurre rundt.. Hold da op man bliver jo helt rundtosset, når man står stille, er man stadig ved siden af sin krop... Kan i huske når man dansede med sin mor eller far, eller en anden man holdte kært så snurrede man rundt sammen med dem.. Alt andet var ligegyldigt i det øjeblik musikken spillede, og rundtosseriet begyndte..

Nu er det ikke så ligemeget mere, de bekymringer man får sig når man bliver ældre, bliver bare værre og værre med tiden.. De bliver større, og mere uoverskuelige.. Til sidst kan man ikke huske, den ligegyldighed der var ved at snurre rundt, ved at grine, være glad, og have det sjovt..

De minder vil man få tilbage en gang imellem, men et eller andet sted vil du ikke kunne holde af at snurre rundt som du kunne, som barn.. Det er ikek den samme glæder du deler, med de forskellige mennesker.. For jo ældrere man bliver, jo mere ligeglad bliver man..

De få barndomsvenner man må have haft sig.. Man vokser op, vokser fra hinanden.. Dette er en livscyklus man ikke kan blive fri for.. Den vil altid være der, den vil aldrig få en ende.. Det er trist at tænke på.. For da man var barn havde man alle disse sjove stunder, dem har man ikke sammen mere, da man voksede fra hinanden, flyttede hvert til sit, man ville.. Så mange ting.. Man gjorde bare aldrig rigtigt noget ved det.. Desværre..

Men hvorfor nu også desværre, det at man vokser fra hinanden kan vel også være en god ting, eller kan det nu også det.. De hemmeligheder man delte sammen, de små stunder hvor man har grint over noget som kun den vennekreds, vidste hvad var, det vil jo for evigt gå tabt..

Tror tiden snurre rundt, og det vil den altid gøre, snurreriet vil aldrig stoppe, før musikken gør.. Men vil musikken nu også stoppe.. Så mange spørgsmål flyver igennem mit hoved lige nu.. Men får jeg svar på dem, sikkert ikke.. Men jeg kom ud med dem i det fri.. Jeg tror jeg vil tage en snurretur, og mindes mine dejlige tider, med minderne der svævede bort..

Hun kigger tilbage på sin fortid, og ser at den har ikke været andet end dårlig.. Hendes liv, er et helved, og hun kan ikke engang gøre noget ved det. Hun kan ikke gå tilbage i tiden, og ændre det hun gerne ville ændre.. Når hun tænker på sin fortid, løber det som is ned ad ryggen på hende. Hun føler sig kold.

Hn knuger dynen ind til sig, så hun kan mærke varmen igen i kroppen. Hun tænker på nuet. Hun slipper dynen lidt, hendes nutid er ikke så slem, når hun reflektere tilbage på hendes fortid. Hun har mere styr på hvad hun vil lige nu. Men hver gang hun tænker glade tanker, kommer de negative op fra fortiden.

Negative tanker, hun ikke vil tænke på, men alligevel kommer til en gang imellem. Hun spørger sig selv hver gang " Hvorfor kan man ikke ændre fortiden". Hun spørger flere gange, men det er der jo ingen der kan svare på. En skønne dag er der vel en videnskabsmand, der opfinder sådan en form for tidsmaskine, men der er det måske for sent, for hende..

Livet er nogen gange det værste for en person, men man vil jo heller ikke såre dem man efterlader, så man kæmper videre. Man kæmper indtil man ikke kan mere, man knækker sammen og må tilstå at det er for hårdt.

Det er sådan denne pige har det, hun kæmper og kæmper, men hun ved en dag kan hun ikke kæmpe mere. En dag må hun opgive kampen. Den dag hun opgiver kampen, og indrømmer sit nederlag, den dag vil den pige ikke være her mere. Hun vil falde sammen. 

Hun har kæmpet så længe, uden at vinde noget på det. Igen hvorfor kan man ikke ændre fortiden.?!

Hver dag går hun igennem hendes daglig dag.. Putter en facade på som om at alt er godt, og at alt ånder fred og idyl. Men når hun er alene, sidder hun med en nedadvendt mine. Hun kommer i tanke om hvad dag det er på måneden. var det d. 14. Det var det vist. Stadig en trist mine. Det er d. 14 og ingen penge er der tilbage. Hun klare den altid, men alligevel bliver hun trist når hun tænker på alle de små ting som hun gerne ville have, noget så simpelt som måske en pakke tyggegummi. Men det er der ikke en gang råd til.

Hun bærer en maske hver dag overfor alt og alle, om at hun er glad, alt er godt, og at hun sagtens kan købe tingene, men gerne vil spare.. Når hun så kommer hjem, smider hun masken væk, hun ånder lettet op.

Nu skal hun ikke længere forgive at hun har alt, og at alt er godt. Hun er trist, men hun ved at hendes venner er mere værd end penge, så hun tyer til dem. Nogle få men også kun nogle få stykker, får afvide, hvad hun virkelig går med.. Hun bor alene, men alligevel ikke så alene, som hun måske gerne ville have gjort.

Hun har et ansvar overfor sin familie, som bor hos hende. Hendes familie, som ikke hjælper hende med husleje eller noget andet. Hun er vildfaren, for hun kan jo ikke smide sin familie, på porten. Eller kan hun.. Det kunne hun jo nok godt.. Men hun er for god af sig.. Hun forsøger igen og igen at få alting til at blive godt derhjemme. Men den triste maske er altid på.. Lige indtil hun går udenfor igen, så ryger den "falske" maske på igen. Og smilet er højt..

Hun er vildfaren da hun ikke ved, hvilken en af disse masker hun skal beholde på døgnet rundt. Måske finder hun aldrig ud af det, men måske en dag.. Måske ikke idag, men en dag, vil hun finde ud af det., og så beholde den maske, som hun vælger, på til al evig tid.

Man må håbe det bliver den glade..

Engel min, så god, så rar, hendes hår er som tusind stjerner samlet på et sted, så lyst som tidens sand. Øjne så varme, at hvis man skulle komme til at fryse, så kig i hendes øjne, og blive varmet. Hun er alt hvad jeg betegner som en engel, med skjulte vinger. Hun er min inspiration, hun er kilden til mine smil, min latter, til at kunne være sjov og alvorlig på samme tid.

Engel min, var borte fra mig i mange år, men dukkede op, da jeg behøvede hende. Hun viste mig hvad det vil sige, at leve livet fuldt ud. Have det sjovt, og tage chancer. Hun fører mig ikke bag lyset, men leder mig mod det. Dette varme lys, hvor ingen fare lurer. Hvor alt ånder fred og idyl.

Med hende ved min side, føler jeg mig tryg, englen min, min inspiration, min ven, min godhed. Med hende ved min side, føler jeg mig altid glad, føler at jeg er elsket.. Engel min er min beskytter, hun beskytter mig mod det onde i min sjæl, værner om mig i mine drømme, fjerner min dårlige drømme, ved at komme ind i dem, og sprede glæde..

Uden min engel, ville jeg være fortabt, uden hende i mit liv, ville jeg kun se mørke dage, triste dage, uden sjov. Kun alvor, mørke skyer.. Engel min forlad mig ikke, uden dig, eksistere den glade jeg ikke..

Engel min , du er min inspiration, du er min ven, min beskytter. Flyv ej bort, men blive for evigt hos mig og i mit hjerte.

Hun går ned ad stien til sine følelser, mærker de mange følelser, af svigt, smerte og sorg presse på..  Hun går videre ned ad stien, vil ikke ærkende hun har sådanne følelser, da det gør hende skrøbelig, gør hende menneskelig.

Hun begynder så småt at løbe, følelserne presser på, svinger de store tunge skygger over hende, gør hun til sidst må knække sammen, midt på stien. Tage en pause, til at lade tårene blive inde, hun vil ikke lade dem komme ud. De er hendes værste maridt.. Hun virker som en stærk pige, men bærer på den største hemmelighed. At selv hun kan fælde en tåre.. Den lille pige, der virker så stærk, som om intet kan få hende ned, intet kan sårer hende.

Hun tager det med sig, bærer på det, holder det i sit hjerte, så langt inde i sjælen at ingen kan komme derind. Hendes sjæl er fyldt med smerte, sorg, og svigt..

Smerte grundet det der er sket hende som ung pige. Sorg, da hun har mistet sig selv på stien, hun kan ikke kende den pige hun engang var. Og til sidst har vi svigt, hun føler svigt over at hun ikke kan fortælle andre om det hun gennemgår, hun svigter sig selv, hendes hjerte og hendes sjæl.

Hun kigger op, kigger på stien, rejser sig op, og begynder at gå. Hun går længe. Stopper så op, kigger bagud af stien, ser at denne her sti aldrig får en ende.. Hun vil blive ved med at gå ned af den samme sti, aldrig finde sig selv, aldrig kunne slette de dårlige minder, og aldrig undgå den svigt hun har givet sig selv..

Denne pige, viser ikke tårer, viser ikke frygt, eller viser sit sande jeg overfor nogen. Hun gemmer sig inde i sig selv.

Hvorfor tillader jeg at du gang på gang, gør mig ked af det, får mig til at føle mig dummere end resten af verdenen.. Når du gør dette, bliver jeg ikke kun ked af det men også vred..

Vred over at din vrede skal gå ud over mig, ja du er blevet gammel, men du er sku blevet en gammel nar.. Jeg føler mindre og mindre respekt for dig, og mere og mere had.. Du er ikke den dejlige person, jeg så op til som barn, det har du forpuret senere hen i mit unge liv...

Du har så meget med at jeg ingenting må, som om jeg stadig er en lille pige på 10, det er jeg ikke mere, jeg er 20 år gammel, men det er som om du aldrig rigtig kommer til at forstå det.. Du har ikke kunne forstå mine valg her i livet, nej på samme måde, har jeg med dig..

Du er ikke til at komme ind på livet af, du er fjern fra mig, meget fjern, vi to kan ikke sidde og snakke sammen alene, ikke som mig og mor kan.. det er utroligt, for førhen kunne vi godt sidde og hygge, men nu du er en heeelt anden person, hvor er min far..?

Nogle gange når jeg kører mine små ture, græder jeg indeni, ved tanken om at jeg skal hjem igen, da jeg ingen andre valg har... Du støtter aldrig op om mig, eller drengene eller mor, for den sags skyld.. Du gjorde det engang, men det er somom, jo ældre du er blevet jo mere ligeglad er du blevet...

Jeg tænker på de gode tider, fra da vi boede i tornemark, den tid, hvor alt var liv og glade dage.. Det livet jeg vil tilbage til, ikke dette liv vi har her, hvor vi bor nu.. Efter vi flyttede pga. dit arbejde, så har det været et helved.. Har aldrig været mere skuffet over en person i mit liv, som jeg er over dig.. Selv mine venner synes du er meget efter mig.. Men du har aldrig forstået et pænt vink, om at du skulle lade mig være mig selv..

Jeg har gjort hvad du ville have jeg skulle gøre, både med job, venner og dertil følger, for at du skulle blive stolt af mig, men det er aldrig sket.. Tror faktisk aldrig du har været stolt af nogen af os børn, vi skulle vel bare makke ret, så havde du det godt.. Bare at vi skaffede vores egne penge, så du ikke skulle betale for os, så var du tilfreds.. Men så snart vi ikke liige havde penge, så brokkede/brokker du dig over, at vi ikke laver en skid, og ikke gør noget for at skaffe penge...

Men det er jo lige netop det vi gør, vi gør alt for at stille dig tilfreds, men ved at vi skulle gør det, gjorde det os til bitre små djævkle, der ikke føler andet end had for dig snart. Vi elsker dig fordi du er vores far, men elsker dig ikke, for den person du er..

Hvorfor lader jeg dig, gøre mig ked af det og sur hele tiden?? 

Det var fedt at gøre det, man glemte smerten, alle sine bekymringer.. Skulle man gøre det igen, bare for at få al den smerte væk fra hjertet..?! Det spørgsmål stiller jeg mig selv tit.. Da jeg gjorde det, smilte jeg havde det godt, men nu hvor jeg ik gør det, føler jeg mig trist, sur, og tom..

Ved godt at mange siger at man er sindsyg, når man gør sådan noget.. Men for os der gør det, lindre det en smerte, en smerte der sidder så dybt inde i hjertet, at man ikke kan få den smerte ud på andre måder end at gøre det...

Jeg græder tit uden grund, kan tude over noget så simpelt som en mistet sutsko, eller at jeg ikke har en cola, alt lige meget hvad.. Ting uden betydning for mig.. Folk hadede mig for det, men de forstod ik grunden til det... Selvfølgelig kan man snakke med folk om sine problemer, men stadig igen holder jeg mine følelser og problemer for mig selv.. Kun jeg må vide dem..

Jeg snakker da med min mor, men hun forstår mig heller ikke.. Det er somom ingen forstår mig, ikke en gang jeg selv, forstår mig.. Det er som om jeg er i en verden hvor jeg ik føler mig hjemme, ikke føler jeg tilhører.. Jeg ville hellere lukke mig ned i en kasse, og se andre gå forbi, uden for min lille trygge kasse, der hvor jeg føler mig hjemme, der hvor jeg tilhører, og der hvor jeg føler mig tryg..

Måske gør jeg det, måske ikke idag eller imorgen, men en dag gør jeg det måske, så jeg igen kan blive en glade pige jeg kender mig selv som..

Man hører altid det der med at man nok skal finde, ham der prinsen på den hvide hest.. Men jeg ender altid med at få den hvide hest, på prinsen.

Jeg har kun haft mislykkedes forhold. I ved de der forholde, hvor man bare ved at den person du er sammen med bare ikk er den rigtige for dig.. Sådan har jeg haft det.. Jeg har altid haft den følelse af, at HAN ikke findes, ham der, der kan give mig glæde, ham der kan kramme mig når jeg har brug for det, og sige at han elsker mig...

De fyre jeg har været sammen med har kun sagt det til mig, fordi de ville have noget fra mig..  Det er sådan meget sexbehov de har haft brug for eller penge til diverse tingel tangel ting...

Så det med at finde den eneste ene, eller prinsen på den hvide hest, det tror jeg at jeg dropper.. Det er sku så besværligt at finde en der kan lide mig for den jeg er, de ting jeg gør og siger.. Han kan bare ikk findes synes jeg..

Og hvis jeg så endelig finder ham, så ender det altid med at jeg ødelægger det, eller han ender med at ødelægge det for os.. Sådan har det altid været, så sådan bliver det ved med at være.. Selvom jeg har snakket med en rigtig dejlig fyr, og han virker som den fyr jeg vil havedet skide godt med... Men det ender sikkert med at jeg oghså ødelægger det, det er jeg jo så vant til snart...

Nåå pyt, lukker mig ind i min lille skald igen, og venter til den dag, hvor jeg synes i skal høre fra mig igen..

Jeg holder mig helst for mig selv, for at jeg ikke skal blive såret, som jeg så mange gange er blevet! Alle de mennesker jeg holder af ender altid med at såre mig, selvom de ikke ønsker det, ender det alligevel sådan.!

Folk siger altid til mig at jeg skal åbne mig op, udfolde mig selv. Men det er sku svært for når man så endelig gør det, er der en der står og enten kikker mærkeligt på en eller siger man er underlig. Jeg er som jeg nu engang er, og det kan der ikke ændres på ligegyldigt hvad.

Mine venner siger altid jeg er en skør pige, men alligevel griner de og siger de elsker mig. Jeg er en underlig pige og gør mange mærkelige ting. Men ved du hvad, det har jeg det fint nok med. For så længe jeg kan få mine venner til at grine, eller få et smil på læben har jeg det godt!

Når en fyr siger jeg ser godt ud, bliver jeg helt glad indeni, men benægter at jeg er det. For jeg føler det er som om at de bare vil holde mig for nar. Jeg har haft mange fyre/mænd i mit liv, og det ender altid med at jeg bliver såret eller trådt på. Sådan er det og sådan har det alle dage været. Jeg har en ven jeg "hygger" mig ved, han er noget af det mest venlige jeg kender. Han er da lækker, og dejligt et menneske, men jeg vil hellere "hygge" mig med ham end at komme sammen med ham.

For der kommer det igen, min frygt, min svaghed, for jeg vil ikke såres igen. Men jeg kan ikke benægte at en dag sker det igen. Selv om folk ikke ønsker at såre mig, sker det alligevel.!

Lige som supermand har en svaghed, som er hans kryptonit, er min mænd! Jeg er "bange" for mænd, Men når jeg siger bange, mener jeg ikke at jeg løber skrigende væk, så snart de nærmer sig mig. Selv om at det er det jeg inderste inde godt vil, for jeg ved at de kommer for tæt ind på livet af mig, og så ender det galt, og jeg bliver såret. Igen ikke fordi de har lyst til det, men det sker.

Mine venner/veninder siger at de ikke kan finde ud af mig, det er fordi jeg holder mig tilbage, lukker mig inde! Jeg er bange for at hvis jeg er en åben bog, så ved de hvad min største frygt er, hvem jeg er og hvordan de kan forskrue mit hoved.

Jeg er ikke en åben bog og det har jeg valgt ikke at være, for at have en "hemmelig" identitet, for at jeg ikke skal vise folk jeg kan også være ked af det. Udadtil virker jeg måske som den stærke pige, den smilende, og den grinende pige, men det er jeg ikke inderst inde. Inderst inde, er jeg svag og grædefærdig. Folk siger til mig, du har da en dejlig familie. De er som alle andre familier, de er da søde ved dig.

Nej, det føler jeg ikke! Jeg har ikke haft det fedt, og jeg ville ønske nogle gange jeg aldrig havde eksisteret. Men så tænker jeg for en gangs skyld på andre, end hvordan jeg kun har det. Jeg tænker på min mor, og tænker på hvor synd det ville være for hende, hvis hun ikke havde mig til at læsse sine følelser ud på.

Folk kommer tit med deres problemer til mig og jeg tager dem på mig. Jeg går så meget ind i hvordan de har det, at jeg glemmer min egne følelser, og skubber dem til side. Når jeg så endelig græder over noget, så kommer min følelser tilbage i mig og smasker mig hårdt i ansigtet. Såå de følelser jeg selv har haft får frit løb, så jeg kan græde dem ud. Men det sker ikke så tit, så jeg har så mange følelser som bare gør at, jeg får mere og mere, ondt indeni. Jeg er ikke en uskyldig lille pige, ikke en mor's pige eller en far's pige, jeg er bare mig selv.

Når jeg holder mig for mig selv, er jeg usårlig og ingen kan sårer mig ligemeget hvad, og det er sådan jeg har det bedst; alene, usårlig og ensom.

Mange gange har jeg lyst til at sige til mig selv; Anja, åben dig op! Men jeg ved også det sker ikke, når jeg har det så slemt med mig selv, og ved at hvis jeg åbner mig op, bliver jeg sårelig og folk "klemmer" sig fast på mig, som sugekopper og vil vide hvad jeg føler.

Hvorfor kan jeg ikke bare sige, Anja åben dig op?!

Hvorfor... Hvorfor gør du det imod mig, hvorfor kunne du ikke bare have sagt det fra starten. Jeg prøvede alt for at du kunne lide mig, lide de ting jeg stod for. Men alligevel slog det fejl. Jeg gjorde mange dumme ting for at du skulle blive min. Men du var ligeglad med mine følelser. Selvom jeg gang på gang, kørte ud til dig sent om aftenen, var hos dig hele natten og fortalte dig, hvor meget du betød for mig. Alligevel skubbede du mig væk, fortalte mig at du nok skulle sige når du var klar.

Jeg ventede på dig, ventede på et tegn fra dig, om at det skulle være dig og mig. Jeg har spildt mange tårer på dig, og endnu flere søvnløse nætter. Jeg håbede bitterligt at du ville sige, kom hjem til mig skat, vær min. Men det gjorde du ikke..!

Du var ligeglad med hvordan jeg havde det, bare du havde det godt, er det ikk sådan det er.? Jeg er træt af at være ked af det over, de valg du tog dig til sidst. At du til sidst fortalte mig, på en sms, at du kun kunne se mig som en god ven. Jeg gjorde rigtig meget for dig, men lige meget betød det.

Jeg lukker dig nu ude af mit liv, jeg kan ikke have dig i mit liv mere, når du har taget mit hjerte, og bagefter flået det i tusinde stykker, og smidt det på jorden. Det gør så ondt, at når man finder en, en man har det så godt med at man vil ofre alt i verden, for at man kan blive sammen. At så den person lukker af for en, fortæller en, du er intet for mig.

Det sårer mig at du ikke bare, kunne give mig en chance, se om du ikke kunne få lyst til at være sammen med mig, for den jeg er.

Mine tårer stopper her, mine følelser for dig er slukket ned. Nu er du intet for mig. Nu kan du selv prøve at se hvordan det er at, vide at en person der har holdt så meget af dig, pludselig føler intet for dig. Og at det er bare endnu en, der har trådt på dig.

Jeg håber du har det virkelig dårligt, med det du har gjort mod mig. Jeg håber virkelig at du en dag, kan mærke den følelse jeg havde for dig, og at der er en der flår dit hjerte ud og gør det samme mod dit, som du gjorde mod mit.

Selvom man ikke burde lade andre føle, den smerte jeg har følt.. Men jeg vil bare så gerne at du forstår min smerte..

Jeg hader dig for det du gjorde, men er glad for at du nu har givet mig chancen, for at lukke et andet menneske ind til mit hjerte. Det er slut, min kamp mod dig slutter nu! Jeg kan ikke klare det mere. Hav det godt, håber dig du finder ud af dit liv.!