Jeg holder mig helst for mig selv, for at jeg ikke skal blive såret, som jeg så mange gange er blevet! Alle de mennesker jeg holder af ender altid med at såre mig, selvom de ikke ønsker det, ender det alligevel sådan.!

Folk siger altid til mig at jeg skal åbne mig op, udfolde mig selv. Men det er sku svært for når man så endelig gør det, er der en der står og enten kikker mærkeligt på en eller siger man er underlig. Jeg er som jeg nu engang er, og det kan der ikke ændres på ligegyldigt hvad.

Mine venner siger altid jeg er en skør pige, men alligevel griner de og siger de elsker mig. Jeg er en underlig pige og gør mange mærkelige ting. Men ved du hvad, det har jeg det fint nok med. For så længe jeg kan få mine venner til at grine, eller få et smil på læben har jeg det godt!

Når en fyr siger jeg ser godt ud, bliver jeg helt glad indeni, men benægter at jeg er det. For jeg føler det er som om at de bare vil holde mig for nar. Jeg har haft mange fyre/mænd i mit liv, og det ender altid med at jeg bliver såret eller trådt på. Sådan er det og sådan har det alle dage været. Jeg har en ven jeg "hygger" mig ved, han er noget af det mest venlige jeg kender. Han er da lækker, og dejligt et menneske, men jeg vil hellere "hygge" mig med ham end at komme sammen med ham.

For der kommer det igen, min frygt, min svaghed, for jeg vil ikke såres igen. Men jeg kan ikke benægte at en dag sker det igen. Selv om folk ikke ønsker at såre mig, sker det alligevel.!

Lige som supermand har en svaghed, som er hans kryptonit, er min mænd! Jeg er "bange" for mænd, Men når jeg siger bange, mener jeg ikke at jeg løber skrigende væk, så snart de nærmer sig mig. Selv om at det er det jeg inderste inde godt vil, for jeg ved at de kommer for tæt ind på livet af mig, og så ender det galt, og jeg bliver såret. Igen ikke fordi de har lyst til det, men det sker.

Mine venner/veninder siger at de ikke kan finde ud af mig, det er fordi jeg holder mig tilbage, lukker mig inde! Jeg er bange for at hvis jeg er en åben bog, så ved de hvad min største frygt er, hvem jeg er og hvordan de kan forskrue mit hoved.

Jeg er ikke en åben bog og det har jeg valgt ikke at være, for at have en "hemmelig" identitet, for at jeg ikke skal vise folk jeg kan også være ked af det. Udadtil virker jeg måske som den stærke pige, den smilende, og den grinende pige, men det er jeg ikke inderst inde. Inderst inde, er jeg svag og grædefærdig. Folk siger til mig, du har da en dejlig familie. De er som alle andre familier, de er da søde ved dig.

Nej, det føler jeg ikke! Jeg har ikke haft det fedt, og jeg ville ønske nogle gange jeg aldrig havde eksisteret. Men så tænker jeg for en gangs skyld på andre, end hvordan jeg kun har det. Jeg tænker på min mor, og tænker på hvor synd det ville være for hende, hvis hun ikke havde mig til at læsse sine følelser ud på.

Folk kommer tit med deres problemer til mig og jeg tager dem på mig. Jeg går så meget ind i hvordan de har det, at jeg glemmer min egne følelser, og skubber dem til side. Når jeg så endelig græder over noget, så kommer min følelser tilbage i mig og smasker mig hårdt i ansigtet. Såå de følelser jeg selv har haft får frit løb, så jeg kan græde dem ud. Men det sker ikke så tit, så jeg har så mange følelser som bare gør at, jeg får mere og mere, ondt indeni. Jeg er ikke en uskyldig lille pige, ikke en mor's pige eller en far's pige, jeg er bare mig selv.

Når jeg holder mig for mig selv, er jeg usårlig og ingen kan sårer mig ligemeget hvad, og det er sådan jeg har det bedst; alene, usårlig og ensom.

Mange gange har jeg lyst til at sige til mig selv; Anja, åben dig op! Men jeg ved også det sker ikke, når jeg har det så slemt med mig selv, og ved at hvis jeg åbner mig op, bliver jeg sårelig og folk "klemmer" sig fast på mig, som sugekopper og vil vide hvad jeg føler.

Hvorfor kan jeg ikke bare sige, Anja åben dig op?!