Det var fedt at gøre det, man glemte smerten, alle sine bekymringer.. Skulle man gøre det igen, bare for at få al den smerte væk fra hjertet..?! Det spørgsmål stiller jeg mig selv tit.. Da jeg gjorde det, smilte jeg havde det godt, men nu hvor jeg ik gør det, føler jeg mig trist, sur, og tom..

Ved godt at mange siger at man er sindsyg, når man gør sådan noget.. Men for os der gør det, lindre det en smerte, en smerte der sidder så dybt inde i hjertet, at man ikke kan få den smerte ud på andre måder end at gøre det...

Jeg græder tit uden grund, kan tude over noget så simpelt som en mistet sutsko, eller at jeg ikke har en cola, alt lige meget hvad.. Ting uden betydning for mig.. Folk hadede mig for det, men de forstod ik grunden til det... Selvfølgelig kan man snakke med folk om sine problemer, men stadig igen holder jeg mine følelser og problemer for mig selv.. Kun jeg må vide dem..

Jeg snakker da med min mor, men hun forstår mig heller ikke.. Det er somom ingen forstår mig, ikke en gang jeg selv, forstår mig.. Det er som om jeg er i en verden hvor jeg ik føler mig hjemme, ikke føler jeg tilhører.. Jeg ville hellere lukke mig ned i en kasse, og se andre gå forbi, uden for min lille trygge kasse, der hvor jeg føler mig hjemme, der hvor jeg tilhører, og der hvor jeg føler mig tryg..

Måske gør jeg det, måske ikke idag eller imorgen, men en dag gør jeg det måske, så jeg igen kan blive en glade pige jeg kender mig selv som..