Hvorfor tillader jeg at du gang på gang, gør mig ked af det, får mig til at føle mig dummere end resten af verdenen.. Når du gør dette, bliver jeg ikke kun ked af det men også vred..

Vred over at din vrede skal gå ud over mig, ja du er blevet gammel, men du er sku blevet en gammel nar.. Jeg føler mindre og mindre respekt for dig, og mere og mere had.. Du er ikke den dejlige person, jeg så op til som barn, det har du forpuret senere hen i mit unge liv...

Du har så meget med at jeg ingenting må, som om jeg stadig er en lille pige på 10, det er jeg ikke mere, jeg er 20 år gammel, men det er som om du aldrig rigtig kommer til at forstå det.. Du har ikke kunne forstå mine valg her i livet, nej på samme måde, har jeg med dig..

Du er ikke til at komme ind på livet af, du er fjern fra mig, meget fjern, vi to kan ikke sidde og snakke sammen alene, ikke som mig og mor kan.. det er utroligt, for førhen kunne vi godt sidde og hygge, men nu du er en heeelt anden person, hvor er min far..?

Nogle gange når jeg kører mine små ture, græder jeg indeni, ved tanken om at jeg skal hjem igen, da jeg ingen andre valg har... Du støtter aldrig op om mig, eller drengene eller mor, for den sags skyld.. Du gjorde det engang, men det er somom, jo ældre du er blevet jo mere ligeglad er du blevet...

Jeg tænker på de gode tider, fra da vi boede i tornemark, den tid, hvor alt var liv og glade dage.. Det livet jeg vil tilbage til, ikke dette liv vi har her, hvor vi bor nu.. Efter vi flyttede pga. dit arbejde, så har det været et helved.. Har aldrig været mere skuffet over en person i mit liv, som jeg er over dig.. Selv mine venner synes du er meget efter mig.. Men du har aldrig forstået et pænt vink, om at du skulle lade mig være mig selv..

Jeg har gjort hvad du ville have jeg skulle gøre, både med job, venner og dertil følger, for at du skulle blive stolt af mig, men det er aldrig sket.. Tror faktisk aldrig du har været stolt af nogen af os børn, vi skulle vel bare makke ret, så havde du det godt.. Bare at vi skaffede vores egne penge, så du ikke skulle betale for os, så var du tilfreds.. Men så snart vi ikke liige havde penge, så brokkede/brokker du dig over, at vi ikke laver en skid, og ikke gør noget for at skaffe penge...

Men det er jo lige netop det vi gør, vi gør alt for at stille dig tilfreds, men ved at vi skulle gør det, gjorde det os til bitre små djævkle, der ikke føler andet end had for dig snart. Vi elsker dig fordi du er vores far, men elsker dig ikke, for den person du er..

Hvorfor lader jeg dig, gøre mig ked af det og sur hele tiden??