Hun går ned ad stien til sine følelser, mærker de mange følelser, af svigt, smerte og sorg presse på..  Hun går videre ned ad stien, vil ikke ærkende hun har sådanne følelser, da det gør hende skrøbelig, gør hende menneskelig.

Hun begynder så småt at løbe, følelserne presser på, svinger de store tunge skygger over hende, gør hun til sidst må knække sammen, midt på stien. Tage en pause, til at lade tårene blive inde, hun vil ikke lade dem komme ud. De er hendes værste maridt.. Hun virker som en stærk pige, men bærer på den største hemmelighed. At selv hun kan fælde en tåre.. Den lille pige, der virker så stærk, som om intet kan få hende ned, intet kan sårer hende.

Hun tager det med sig, bærer på det, holder det i sit hjerte, så langt inde i sjælen at ingen kan komme derind. Hendes sjæl er fyldt med smerte, sorg, og svigt..

Smerte grundet det der er sket hende som ung pige. Sorg, da hun har mistet sig selv på stien, hun kan ikke kende den pige hun engang var. Og til sidst har vi svigt, hun føler svigt over at hun ikke kan fortælle andre om det hun gennemgår, hun svigter sig selv, hendes hjerte og hendes sjæl.

Hun kigger op, kigger på stien, rejser sig op, og begynder at gå. Hun går længe. Stopper så op, kigger bagud af stien, ser at denne her sti aldrig får en ende.. Hun vil blive ved med at gå ned af den samme sti, aldrig finde sig selv, aldrig kunne slette de dårlige minder, og aldrig undgå den svigt hun har givet sig selv..

Denne pige, viser ikke tårer, viser ikke frygt, eller viser sit sande jeg overfor nogen. Hun gemmer sig inde i sig selv.