Hver dag går hun igennem hendes daglig dag.. Putter en facade på som om at alt er godt, og at alt ånder fred og idyl. Men når hun er alene, sidder hun med en nedadvendt mine. Hun kommer i tanke om hvad dag det er på måneden. var det d. 14. Det var det vist. Stadig en trist mine. Det er d. 14 og ingen penge er der tilbage. Hun klare den altid, men alligevel bliver hun trist når hun tænker på alle de små ting som hun gerne ville have, noget så simpelt som måske en pakke tyggegummi. Men det er der ikke en gang råd til.

Hun bærer en maske hver dag overfor alt og alle, om at hun er glad, alt er godt, og at hun sagtens kan købe tingene, men gerne vil spare.. Når hun så kommer hjem, smider hun masken væk, hun ånder lettet op.

Nu skal hun ikke længere forgive at hun har alt, og at alt er godt. Hun er trist, men hun ved at hendes venner er mere værd end penge, så hun tyer til dem. Nogle få men også kun nogle få stykker, får afvide, hvad hun virkelig går med.. Hun bor alene, men alligevel ikke så alene, som hun måske gerne ville have gjort.

Hun har et ansvar overfor sin familie, som bor hos hende. Hendes familie, som ikke hjælper hende med husleje eller noget andet. Hun er vildfaren, for hun kan jo ikke smide sin familie, på porten. Eller kan hun.. Det kunne hun jo nok godt.. Men hun er for god af sig.. Hun forsøger igen og igen at få alting til at blive godt derhjemme. Men den triste maske er altid på.. Lige indtil hun går udenfor igen, så ryger den "falske" maske på igen. Og smilet er højt..

Hun er vildfaren da hun ikke ved, hvilken en af disse masker hun skal beholde på døgnet rundt. Måske finder hun aldrig ud af det, men måske en dag.. Måske ikke idag, men en dag, vil hun finde ud af det., og så beholde den maske, som hun vælger, på til al evig tid.

Man må håbe det bliver den glade..