Hun kigger tilbage på sin fortid, og ser at den har ikke været andet end dårlig.. Hendes liv, er et helved, og hun kan ikke engang gøre noget ved det. Hun kan ikke gå tilbage i tiden, og ændre det hun gerne ville ændre.. Når hun tænker på sin fortid, løber det som is ned ad ryggen på hende. Hun føler sig kold.

Hn knuger dynen ind til sig, så hun kan mærke varmen igen i kroppen. Hun tænker på nuet. Hun slipper dynen lidt, hendes nutid er ikke så slem, når hun reflektere tilbage på hendes fortid. Hun har mere styr på hvad hun vil lige nu. Men hver gang hun tænker glade tanker, kommer de negative op fra fortiden.

Negative tanker, hun ikke vil tænke på, men alligevel kommer til en gang imellem. Hun spørger sig selv hver gang " Hvorfor kan man ikke ændre fortiden". Hun spørger flere gange, men det er der jo ingen der kan svare på. En skønne dag er der vel en videnskabsmand, der opfinder sådan en form for tidsmaskine, men der er det måske for sent, for hende..

Livet er nogen gange det værste for en person, men man vil jo heller ikke såre dem man efterlader, så man kæmper videre. Man kæmper indtil man ikke kan mere, man knækker sammen og må tilstå at det er for hårdt.

Det er sådan denne pige har det, hun kæmper og kæmper, men hun ved en dag kan hun ikke kæmpe mere. En dag må hun opgive kampen. Den dag hun opgiver kampen, og indrømmer sit nederlag, den dag vil den pige ikke være her mere. Hun vil falde sammen. 

Hun har kæmpet så længe, uden at vinde noget på det. Igen hvorfor kan man ikke ændre fortiden.?!