Jeg har altid været bange for døden.. Jeg har været bange for at skulle ende alene.. Jeg har altid virket som den der havde det hele, og den som havde styr på sit liv..  Men det har jeg bare ikke.. Jeg har altid villet det bedste for alle andre, altid ønsket at de skulle klare den, altid stået der, når de havde brug for det.. Men jeg har aldrig tænkt på mig selv.. Hvilke behov jeg havde.. Jeg levede mit liv som vil det vare for evigt, men det vil det jo ikke.. Jeg besluttede mig for at leve i nuet.. Men nu da jeg gør det, tror jeg det måske er dumt.. Jeg sårer mange på min vej, for at jeg kan leve hver dag, som var den min sidste..

Jeg holder af mennesker, men ikke for meget, da jeg har mistet dem jeg har holdt kært.. Den følelse jeg havde da jeg mistede dem, den vil jeg ikk opleve igen, men jeg ved at det kan jeg ikke undgå.. Jeg vil mærke den samme sorg om og om igen..

Jeg ved ikk hvorfor jeg skriver dette, nok fordi jeg har brug for at komme af med nogle af de tanker jeg har, for at få lettet mit hjerte, så jeg kan komme igennem min dag.. Jeg bliver ked af det på andres vegne, over de ting de går igennem, men tænker ikke over hvordan det påvirker mig..

Jeg hygger mig med at være den som jeg er.. Men når jeg sidder alene, ligesom jeg gør nu, tænker jeg på, om jeg måske skulle se og tage mig sammen, komme ud med mine følelser til folk, så de ved at jeg også er følsom.. Men igen så har jeg det behov for at virke stærk, folk skal se mig som den person der kan klare alt, kan komme igennem selv, den største sorg..Men desværre er min største sorg,ikke ovre endnu..

Jeg mistede min kammerat, min ekstra storebror, den mand jeg holdte mest af.. Da jeg mistede ham, mistede jeg en del af mig.. Han holdte mig kørende.. Han havde altid et smil på læben, men når man kikkede ham dybt i øjnene, så dybt at man kunne se ind til sjælen, så man en så stor sorg, at ikke engang, jeg ville kunne beskrive den..

Han var/er det der holder mig oppe, han opgav kampen mod livet, det er det der giver mig et drive for at forsætte.. Han vil altid blive husket, aldrig glemt.. Han var ulykkelig.. Vi ville hjælpe, vi kunne ikke hjælpe, han følte sig ikke elsket, men vi elskede ham meget meget højt..

Ære være dit minde min ven.. Når solen skinner ved vi at du smiler ned til os, når det regner ved vi du er ked af det.. Vi ved du er et bedre sted nu, du kunne ikke finde fred i livet, men jeg håber på at du fandt din fred i døden.. I, mine venner som læser dette, og kender mig, ved hvem jeg snakker om..

Livet er skrøbeligt, det skal ikke tages for givet, lev hver dag som var det den sidste.. Elsk hveranden.. Elsk jeres medmennesker.. Hold da op nu gik der præst i den.. Men jeg håber i forstår hvad jeg mener..

Elsker jer min kærer venner, vi har levet mange år sammen, lad os tage mange flere dejlige år sammen..  

Og lad os, være glade for at vi stadig er i live.. Vi skal forhåbentlige leve mange år på denne jord endnu, så hvis du har brug for at få klargjort noget, få sagt noget, inden det er for sent så gør det nu, før det er for sent..

Godnat og sov godt allesammen.. Lev hver dag som var det den sidste, du ved aldrig hvornår vejrtrækningen stopper, og du synker ind i den sødeste søvn.. <3