Så sidder vi her, to voksne mennesker og fumler forgæves rundt for at finde hinandens hænder
Du kigger nervøst rundt i lokalet, mens en mørk skygge falder over dit ansigt
Jeg trækker hurtigt hånden til mig, tager en lok hår og gnasker usikkert på den
Dine øjne finder mine, men flakker rundt som om de ikke kan finde et enkelt punkt at fokusere på
Jeg lukker mine og drejer hovedet væk, for ikke selv at blive forvirret

I slow motion løfter du din hånd, strækker armen ud fra kroppen og rækker ud efter min kind
En tåre forlader mit øje og triller langsomt, snigende ned og hvis min tåre og din hånd fortsætter vil de ramme hinanden, støde sammen og omfavne hinanden
Du indser dette, på samme tidspunkt som jeg
Jeg venter spændt på øjeblikket, hvor du endelig rører ved mine tårer
Men du trækker hånden til dig og kigger i stedet tomt ud i rummet
Min tåre falder forgæves ned på min egen hånd, der ligger i mit skød

Jeg sidder helt stille, fokuserer mit blik på tåren på min hånd
Den ligger som en lille halvcirkel og dirrer i takt til min puls
Hvis jeg ikke bevæger mig det mindste, vil den måske ligge der til evig tid
Pludselig rejser du dig op, står foran din stol
Jeg bliver forskrækket over din pludselige handling og stirrer op på dig

Der står du, høj og mørk med skuldre så brede at de skygger for solen gennem vinduet
Din duft hvirvler i luften og fanger mine sanser, jeg kan næsten se den
Vil rejse mig, holde om dig og tage hele din fornuft, din frygt og din kølighed ud af dig
Gemme den i tåren på min hånd, beholde den der
Men jeg bliver siddende og kigger ned på min hånd
Tåren er væk, løbet ud af sin form, har mistet sin renhed

Du kigger ned på mig og i dine øjne brænder et sjældent lys
En lille flamme, som blusser en smule op da vore øjne mødes
Du åbner munden en smule, og derinde kan jeg se ord forme sig
De rykker lidt rundt, prøver at give plads til hinanden
Mens jeg sidder på nåle og forsøger at give dem styrke til at finde den rigtige rækkefølge ogg mod til at komme frem, ser jeg at flammen i dine øjne kæmper for ikke at gå ud
Men vinden er for stærk og den slukkes langsomt, gløden forsvinder
Din mund lukker sig igen, sluger ordene der kæmpede så længe

Du tager et skridt væk fra din stol over mod min
Beslutsomt lægger du en hånd på min ene skulder, jeg lægger instinktivt mit hoved mod din hånd
Du bøjer dig ned og jeg læner mit hoved bagover for at møde dig
Vore læber drages mod hinanden, jeg kan næsten mærke din blødhed
Jeg holder vejret for ikke at ødelægge øjeblikket, længes og lukker øjnene
Du holder inde, trækker dig lidt væk og kysser mig på panden
Du giver min skulder et klem og hvisker ”min lille prinsesse”
Din krop drejer sig væk fra mig og hen mod døren

Hurtigt genvinder jeg kontrollen over mine lemmer, rejser mig og fanger din arm med min hånd
Jeg siger ”Vent lidt…” måske lidt for højt
Du vender dig halvt om, kigger på mig med intet andet end den kulde jeg har set så mange gange før
Du smiler let, det smil som kan smelte alting dog uden at give varme, og siger med mekanisk præcision: ”Baby, du ved jo jeg er vild med dig. Men jeg kan ikke finde ud af det”
Tilfreds med din udmelding fjerner du hurtigt og effektivt min hånd fra din arm
Jeg sætter mig ned igen, ser dig gå ud af døren i dit sædvanlige hurtige tempo, fordi hele verden venter på dig!

Jeg tænder en smøg og sætter mig ned
åbner for megablog.dk og ser på min lejlighed
ser på den stol du sad i da du sagde
at du ikke ville have mig tilbage
Ser på det bord som du engang havde dækket med lys og mad
da du sagde at jeg var det eneste der gjorde dig glad
Tænker på første gang vi mødtes og du sagde
at vi sammen skulle opleve alle dage
Tænker på da du dansede for at få mig til at smile
Tænker på da vi sov og når vi var vilde

Mine tanker går tilbage til første gang du sagde du elskede mig
og hvordan jeg følte at det var den eneste rigtige vej
Men desværre er de fleste minder fyldt med gråd, råben og desperation
med et så dyb et hul at den sluger al min koncentration
Jeg mindes at sige at jeg havde høfeber til venner
så de ikke vidste jeg havde grædt hele natten over en de ikke kender

Jeg mindes da du blev kold og ligeglad
og da du sagde at jeg ikke var noget værd
og at jeg blev ved med at lede efter et svar i dine øjne
fuck hvor har jeg spildt megen tid på løgne

Jeg løj for mig selv og min mor sagde at dagen vil komme når jeg fortrød så bitterligt
at jeg havde spildt så mange år på noget så latterligt

Nå... har slukket min smøg
og vores historie
og mine tårer
tilbage er kun...

ALT ANDET ..

Med flasker og smøger  
sidder han og mindes
måske sidste chance
for vi lever jo ikke evigt
               ”det har han da lært på den hårde måde
                ingen i livet har sgu vist ham nåde”

En tår af flasken gør hans bevidsthed klar
Og stemmer kommer til ham
Han ser baggården, sin hjemby for sig
med duften af bager og slagter
og barneråb og børneleg

Nu i dag i sin stue
med en smule snue
(i hvert fald en rød næsetip)
hidser han sig op over nutidens unge
som tager alt for givet
                ”Var din tunge…min ven,
                 Dine muligheder kommer måske aldrig igen!”

Han drikker en tår, der løber gennem svælget
ned i kroppen
               ”Hvor fa’n er proppen?!
                Det er lige meget,  
                at tømme flasken…
                …vil drukne smerten”
Hov, hvad var det?
Var det en tanke?
At man kunne høre hjertet banke?

Men fejlen bliver hurtigt rettet
og en ny cigaret bliver tændt
Røgen derfra bliver sendt
med luftpost
væk fra de skuffer
som aldrig må åbnes af nogen
og for guds skyld
aldrig af psykologen!

Der ligger grunden måske gemt:
At blodsbåndet stadig er stærkt?
Også selvom alt hvad blodsbåndet indebærer..
….er forkert?

Men det er jo kun os der tænker sådan,
vi der trækker i redningskransen,
og hiver den med alle kræfter i land
blot for at se, at den ikke
har reddet en eneste mand!

For han selv drikker tårerne bort
Ingen, slet ikke han selv
skal se at hans barndom er sort
Hellere tænke tilbage til gode gamle dage
hvor mor kunne bage kage
                ”Mens vi venter på at far kommer tilbage”
Og ungdommen bar præg af vildskab og gejst

               ”Intet er som det var engang
                med kammeratskab og håndbajere
                Dengang solidariteten var i højsæde”
….Mest på grund af en samfundsbetinget fødekæde

Der var ens fortid glemt,
på trods af smerten den medførte
Heldigvis kunne man kæmpe sinde minder væk
               ”Kæmp ikke for nutiden
                men for fremtiden!”
For der ligger tusindevis af muligheder

Da skulle man kæmpe for relationer
ved hjælp af  
          ”Aktioner!
           Demonstrationer!”
….Frustrationer
              ”Man fik ikke noget serveret på et sølvfad
               man var arbejder, man var mand!”
På nær når far tæskede mor
……så var man stadig en hund i snor

Så han drikker nu
med proppen et ukendt sted
               ”Og den sukkersyge og de tømmermænd  
                må man sgu ta’ med
                Det er vel ens eget valg!”
Han drikker til han dør
                ”Ingen skal sige han ikke tør!”

Se, det er en mand uden frygt
Den er i hvert fald gemt godt
Bag hans kløgt

Hendes afslutning - vores mareridt Mor er i køkkenet
far læser avis
Hun sidder på sit værelse
med ryggen mod sengen  
og benene strakt ud på gulvet

Hun vil befri sig selv, vil hun
hun vil stoppe smerten

Hun sidder med skåret i hånden
tragikomisk at det er et skår fra et spejl
der skal hjælpe hende
når hun har brugt hele sit liv
på at flygte fra netop det

Hun skærer lige under håndleddet
perfekt snit, perfekt dybde
hun har øvet sig så mange gange
Og det gør ondt
men hun trækker vejret i takt med smerten

Mor råber fra køkkenet om hun vil have løg på sin bøf
og hun svarer med sin glade stemme
for hvis ikke hun gør
kommer de ind og skriger op
og holder håndklæder for at stoppe blodet
blodet der pibler ned af hendes lår
og farver tæppet rødt

Hun bliver ør i hovedet
og lader det falde bagover
ned på sengen
hun ligger og venter
hun tager ikke stilling

Gjort er gjort
og det kan ikke engang mors saftige luftbøf
med skysovs ændre på

Hun tror hun har gjort os en tjeneste
måske er det blodmangel
måske er det hendes fortvivlede sind
Men hun forstår ikke at det efterlader pletter
pletter som hverken tæpperens, eller kartoffelmel, eller drukture, eller terapi, eller piller kan fjerne

Tiden læger alle sår
Men den fjerner ikke pletter

Du kaster grankogler efter mig
sådan lidt i sjov
ihvertfald i starten
og jeg smiler og griner lidt
for vi har prøvet det før
og jeg ved at det er sådan du leger

Grankoglerne flyver til højre og venstre
og rammer mig hist og her
De splintres til alle sider
med en tør, knasende lyd
og det er ikke til at hitte ud af
hvilke små flager
der hører til hvilke grankogler
hvis man ville samle dem igen

Man kan sige at de ingen skade gør
grankogler
for de er ikke tunge eller hårde
De kan måske efterlade lidt pletter på tøjet
eller ugle mit hår
men det er jo til at overse

Faren er dog med grankogler
at med den rette vinkel og fart og sindelag
kan du være uheldig, eller heldig, at ramme mig lige i øjet
Og så er de ikke sådan at kimse ad
så kan de ødelægge mit øje så meget
at jeg ikke kan bruge den kropsdel længere
Faktisk kan jeg miste den del af mig selv
på grund af en grankogle

Det upraktiske med øjne er at
man kun har to af dem
Nu fik du ramt det ene
så jeg har tænkt mig at passe ekstre meget
på det andet!

Jorden er kold og mørk, mine bare fødder bliver opslugt af det våde mudder og bliver suget ned for hvert skridt jeg tager
Min hvide natkjole bliver plettet af brunt vand, der sprøjter op i mit forsøg på at vride fødderne fri fra den insisterende undergrund der truer med at opsluge hele min krop, hvis jeg ikke fortsætter fremad mod mit ukendte mål

Forude er der blot mere mørke og jord i horisonten, grå tyk tåge flyder henover jorden  
Var det ikke for de vrede hviskende stemmer deri, ville tågen kunne lokke mig til at lægge mig ned der på jorden og blive et med intetheden

Mit hår blæser med vinden, der skubber mig fremad mod tonerne af stemmer som messer i kor
Stemmerne bliver højere og højere og trænger ind i mit sind, i mine inderste hemmeligheder

De synger mine hemmeligheder ud over jorden og giver mørket mere fylde  
Pludselig snubler jeg over en tornet gren, der holder mine ankler fast med et greb så stærkt, at den kun kan være levende og ondsindet
Jeg falder ned i mudderet og mit ansigt bliver opslugt af vådt kvælende mørke
Jeg vrider mig rundt så mit ansigt kan få luft, men fra jorden tager hænder fat i mit hår, tager om min krop og hiver mig længere og længere ned i mudderet
Jorden lugter af død og lokker med sine toner, lover en uendelighed af ingenting

Mine forsøg på at vride mig fri bliver mindre voldsomme og mine skrig forstummer, da jeg ufrivilligt begynder at lytte til de lokkende toner
Mit sind drages af mørket, mine hænder bliver rynkede og mit hår bliver langsomt mørkere og mørkere i takt med at hænderne fører mig ned i mudderet
Jeg overgiver mig, overgiver min sjæl til deres befalinger
Jeg lukker øjnene og venter på deres dom og på opfyldelsen af deres løfte om ingenting for altid

Mørket opfylder løftet, jeg er ingenting, der er ingenting, der er hult og koldt i dette univers
Min stemme flyder i takt med resten og vi messer ud over jorden og tågen
Vi hvisker med råbende stemmer om intetheden og venter på den næste hvileløse og søgende sjæl, der får forvildet sig ud i mørket

Hun sidder ved vinduet og spekulerer over hvordan hun er havnet der. Igen.

Træerne udenfor vinduet er så småt ved at springe ud. Hendes indre bobler af forår og dog er frosten ved at gribe om hendes hjerte.
Små sommerfugle flyver fra blomst til blomst, men i det fjerne truer en mørk sky med at ramme de små lykkelige væsner og kaste dem i jorden.

Hun tager en tår af sin the, men varmen spreder sig ikke i hende. Kun varmen fra koppen kan hun mærke, og den brænder hendes fingre.
Hun tager sig selv i at råbe efter ensomheden. Hun kalder på den og vil lokke den nærmere, så den kan blæse komplikationerne væk og erstatte dem med en velkendt tomhed.

"Nogle gange er det lettere slet ikke at føle." Ordene kører i hendes hoved og vil presse sig ud gennem hendes mund. Men hun ved, at hvis de får liv i den virkelige verden, vil også de medføre komplikationer. Så hun tager hurtigt en ny tår.

En tanke dukker pludselig op og spreder sig som lys der fordriver skyggerne. I hendes sind plantes et lille frø af håb og hun fokuserer på lyset. "Er der muligvis en løsning?"

Netop som hun hun næsten kan røre det med sine fingerspidser åbnes døren ved siden af vinduet.
Frøet af håb visner og hun rejser sig fra sin stol. "Velkommen hjem" siger hun og flygter ind i sin rolle igen.

Forår eller vinter, det kan være ligemeget.
Varme eller kulde, hun kan ikke skelne dem fra hinanden længere, alligevel.

Hun ser på sit liv.

Det virker sølle, ligegyldigt og mest af alt tomt.

Hun har da venner og veninder, men holder dem altid et stykke væk fra sig, det ender altid med at hun bliver såret.

Der er ingen der virkeligt forstår. Forstår hvordan hun har det.

Der er ingen der rigtigt ser. Ser hvordan hun har det.

Hun føler hun drukner. Der er så mange ting der fylder hendes hoved. Tankerne danser rundt, som en evig ballet, der aldrig ender. En ballet der handler om hendes dårlige barndom, med vold, druk og sorg. En ballet der omhandler hendes svære teenage år, med en mor der ikke ville se hende som hendes barn, men som hendes veninde som hun skulle betro sig alle sine problemer. En ballet der omhandler hendes dårlige samvittighed over hun ikke kan hjælpe hendes bror, hvis liv er kørt helt af sporet, med stoffer, hjemløshed og inderligt sorg. En ballet, med en depression og angst. En angst for ikke at være god nok, ikke at være værd at elske eller bare holde af.

Hun ønsker at kunne forlade forestillingen bare fem min. men ligemeget hvor meget hun prøver, er hun fanget i salen. Der sider en masse mennesker og ser balletten sammen med hende, men da hun går over til dem, ser hun at de sidder så langt væk fra forestillingen, at de kun ser få bidder af den. De ser ligeglade ud. Hun sætter sig ved siden af dem. de ser for det meste kun de gode scener, alt andet er helt sløret fra deres pladser. Hun prøver at råbe dem op, fortælle dem at det ikke er sådan, men de hører ikke. En af dem kigger på hende og siger, syns du ikke det er en dejlig forestilling? Hun svarer ikke. Hun vælger bare at gå over på sin plads, hun ser sig omkring, der er ingen stole ved siden af hendes egen, hun indser at der aldrig vil være en der kommer til at forstå hende, forstå hvorfor hun er som hun er. En tåre rammer hendes kind, hun går over til kanten af balkonen, ser ned og springer.

Hun rammer lige ned i forestillingen, da bliver hendes navn råbt højt. Hun er hovedpersonen og pludesligt ser hun at der hænger en masse snore fra hendes arme og ben, det er de snore der styre hvordan hun skal gøre tingene, da ved hun at hun er fanget i et dårligt net af tanker og nok aldrig slipper fri.

Der er noget smukt over en folkekomedie
Noget ganske uskyldigt der alligevel søger at afdække menneskets tvetydige skæbne
Fugle der synger en sen sommeraften på en villavej
En vejfest der forener mennesker på trods af forskelle
Man sidder med en følelse af at selv den kedeligste frikadelle-dansker indeholder et spændende univers
Rødvinsglas i den pæne stue og tv-avisen samler hr og fru danmark
Der er skænderier og konflikter, der er problematikker der skal løses
Madpakker på arbejdet med små sedler i, kærlighedserklæringer på madpapir

Sådan er livet for en almindelig dansker  
I hvert fald på lærredet og skærmen
Og selvom man ved at svigtet tillid efter utroskab ikke klares med salsaundervisning
Og at erhvervelsen af et taxakørekort ikke redder en enlig mor uden en klink på lommen
Så er der noget bekræftende over kampen mod afgrunden, smilet på læben
og vejfesten der varer til den lyse morgen!

En samtale om varme!

Lokalet er hvidt og sterilt, med møbler der for længst har opgivet at virke hjemlige
Stearinlys er tændt i vinduerne
men vinden hiver i flammen og truer med at slukke for den lille rest af varme de giver
Han siger: "Jeg elsker dig når du ikke er her"
Hun peger mod vinduet og svarer: "Jeg tror det bliver frost i nat"
Han kigger i retningen af hendes finger, stirrer ud i mørket: :"Jeg hader dig når du er i nærheden"
Hendes ansigt er lukket og passivt, kun hendes læber bevæger sig:"Måske skulle vi tænde for varmen"
Han ryster på hovedet, let, opgivende: "Nej det gør ingen forskel, mit hjerte fryser til is alligevel"
"Is?" siger hun og rynker brynene
"Ja, is" svarer han og kigger på hende, afventende
"Nej, jeg tror kun det bliver lidt rimfrost... men jeg synes nu alligevel at vi skal tænde for varmen" siger hun og folder hænderne, som kun én der har ret kan gøre det
Hans blik bliver mere intenst og han hæver stemmen lidt da han siger: "Jeg dør en smule indeni hver gang jeg er oppe i dig"
Hun sænker blikket og sukker, ikke et ord kommer fra hendes nu lukkede mund
"Hører du hvad jeg siger?" siger han og læner sig hen imod hende. "Jeg dør indeni"
Hun nikker stille, rykker lidt på sig i stolen og kigger endelig på ham: "Var det da ikke meningen?", spørger hun lettere arrogant
"Mange intentioner havde jeg med dig... men det var ikke en af dem" siger han skuffet og fortsætter:"Du tømmer mit sind, min sjæl og min krop. Der er intet tilbage af mig længere"
Hendes blik er igen vendt mod vinduet: "Tomhed er et privilegie, det giver klarhed og plads til logikken" Hendes toneleje er undervisende
Han løfter armene og lader dem falde igen:"Men jeg vil ikke være logisk, jeg vil... jeg vil elske, jeg vil leve, jeg vil rive tøjet af dig og bide i dine brystvorter. Jeg vil skynde mig hjem fra arbejde fordi du venter, jeg vil ud og se verden med dig, jeg vil ofre alt, jeg vil slå hjernen fra og lade hjertet råde. Jeg vil give dig alt det du mangler, jeg vil føle kærlighed! Det eneste jeg vil er bare at føle kærligheden, kan du ikke forstå det?!"
"Du er en svag person" siger hun, tager hans hånd og kigger ham i øjnene. "Skal vi nu ikke hellere tænde for varmen?"
Han bøjer hovedet, slår øjnene ned og hvisker:"Jeg er syg om hjertet, kold og hård"
Hun svarer med omsorg:"Nu skal du ikke gøre det værre end det er. Tror du ikke det er nok hvis vi skruer den op på tre?"
"Jo" svarer han, rejser sig og går hen mod radiatoren. "Det er sikkert rigeligt"

Afslutning:

Der findes så ekstremt mange ord
Og alle ord kan komme ud af din mund
De kan have den rette betoning og det rette flow
Du kan krydre dine ord med et glimt i øjet eller en lille tåre
Dit smil kan bløde op for de hårde ord og dine kærtegn kan næsten få ordene til at forsvinde

Men uanset hvilke midler du bruger og hvor mange ord du siger
Skjuler det ikke dine handlinger
Jeg sluger alt der kommer ud af din mund, alt du siger
Jeg sluger alt der kommer ud af dig, lader det sprøjte ind i min mund og mine ører
Glæder mig over at du giver mig lidt af dig
Men glæden skjuler ikke sorgen over dine handlinger

Efter et år sidder jeg tom tilbage, med følelsen af tid der er forsvundet
Og følelser der er gået til spilde
Min energi er væk, min gejst er forduftet
Og dine ord er ærlige og rigtige
Alligevel skjuler de stadig ikke dine handlinger
Men denne gang, lige nu, er det dine handlinger der redder mig
Og endelige følger dine ord dine handlinger og jeg vil gøre det samme
Så jeg læner mig tilbage og forener mig med tanken om at jeg ikke skal høre dig snakke mere
Skal ikke se dig smile, mærke dig nusse eller sluge alt det du giver mig
Nu er der kommet svar og konklusion
Og jeg søger min lykke andre steder !

Krøller

Mit hår er som mit sind

Det er altid fladt når jeg forsøger at være kreativ

Det vil aldrig som jeg har planlagt

Det imponerer mest når jeg ikke har gjort noget særligt ved det

Det udtrykker ting jeg ikke er klar over

Det bliver strammet op når det skal bruges

Det lever vildt – Når jeg har det godt

Og selvom jeg forsøger at glatte det – Er der altid en krølle der afslører mig.

Paradoksalt – Min vej ud, er igennem!

Hun vasker sit ansigt

Hver aften

Vasker alt make-up af

Vasker rester af tårer væk

Vasker de slag væk hun har fået

Vasker indtil hendes jeg kommer frem

Vasker indtil hun kan se det rigtige

Det som ikke lyver

Et ansigt der fortæller hendes historie

Men når det atter er morgen

Bliver det dækket igen

Af lag af glæde

Af energi

Af sunde kinder

Hun tegner smilet op

Som kun hun kan gennemskue

Jeg vil bare sige at jeg har set din maske

Jeg har set hvor tung den er

Jeg ved du kun tager den af i mørke

Og undgår hvert et spejl

En dag du tager masken af

Vil der ikke være noget under.

Natsværmere!

I mørke med kun en lille stribe lys
sidder vi to og fletter fingre,
mens verden rundt om os i mørket farer hektisk forbi
og truer med at rive os med

"Jeg kan i virkeligheden ikke lide dig"
siger du og kigger på mig med døde øjne
"I bund og grund bryder jeg mig heller ikke om dig"
svarer jeg og løsner grebet om din hånd en smule
"Nej, hold nu fast" udbryder du og holder i mig med begge hænder
"Ellers er vi fortabte"

Lysstriben dækker os lige præcis og skjuler
alt det forfærdelige for vores øjne
Vi har søgt en udgang, et fast holdepunkt
Her i lyset fandt vi det
og hinanden

"Tror du nogensinde der kommer andre herind?"
Min stemme er forsigtig og håbefuld
"Det håber jeg virkelig" svarer du og kigger fortabt
ud i mørket
"For jeg er ved at være træt af kun at høre din stemme"

Sådan bliver vi siddende og fletter fingre
med lukkede hjerter for hinanden
og håbefulde for alt andet

En ny tilstand:

En uvant ro sænker sig over det lille hjem og det bankende hjerte
En hånd rækker ud og finder pludselig sit ønskede mål,
men holder stadig fast med skælvende og tvivlende fingre
Der er intet lys og intet mørke, ingen tårer og ingen latter

I det nye, sande rum ligger der erfaringer på skjul
Alting kan ses med nye åbne øjne
og de dårlige skilles fra de gode, nærmest som i en strøm af naturlig kraft
Her tør hjertet pludselig banke højlydt og bevidst
Ingen censur, ingen masker
Kun den rene menneskelige ånd flyder og afslører falskheden

Hånden holder fast og øjnene vil ikke lukkes
Sjælen vil opleve det hele
Snavset forsvinder langsomt, glider af subjektet og løber væk,
tilbage til en verden, der lagde bånd på kærligheden og glæden

Livet starter her eller begynder på en frisk
Her er der ikke plads til ukrudt, jorden er for frodig til at lade rådne frø spire
Der luges ud og der lukkes ind, varmen er trøstende og inspirerende
Langsomt driver smerten fra årelang kamp bort og et nyt menneske opstår
En ny verden, en ny tilstand

Frihed!

"Begge arme", siger du, "hold om mig med begge arme." Hvorfor begge arme, er den venstre ikke tilstrækkelig? Du kan da mærke mig, at jeg er hos dig. Den falder så perfekt om din skulder, kropsvarmen er konstant, den giver dig tryghed.

Så lad den højre hænge hvor den altid har hængt, ned af min egen krop. Lad den beholde sin vante plads, forvent ikke at den gør det fuldendt.

Din krop spænder under min venstre arm og søger omfavnelse. Den højre er dog ikke til din disposition. Den har ikke til formål at tilfredsstille dit behov. Den er sin egen, uden forpligtigelser og ansvar.

Du må forstå at min venstre arm altid vil være din, den vil altid kærtegne din hals, holde din hånd. Du vil altid kunne mærke den hos dig, give dig hvad du forlanger.

Hvordan kan du forvente mere? En omfavnelse er vel stadig en omfavnelse uden højre arm?
Den venstre, det må være rigeligt.!

Tulle, Jeg elsker dig!

Jeg bliver tit fanget af fortiden, og selvom jeg nægter at lade mig selv rive med, bliver mit hjerte flået i stykker!
Det er den latterlige følelse der plager mig, og gør mig til slave i mit eget følelses register.

Jeg affinder mig med dine valg, men det er bestemt ikke noget der falder i god jord, jeg vil jo være din nr. 1, jeg kan ikke bære ikke at vide jeg er den eneste du er i stand til at elske.
Jeg har ikke lov til at trække sådan på dig, ej heller at blive ved med at holde fast i noget der for længst er et afsluttet kapitel.
Men, det er nu hvor jeg sidder her alene, nu hvor mine tanker er så ensporede og afstumpede jeg straffer mig selv. Jeg får lyst til at hæve mig over dig, over den verden jeg selv kun er en lille del af, ruske dig, tørre dit lykkelige smil af og skrige så højt at din hjerte sprænges, så der igen kun er plads til mig! men før jeg fordrejer halsen på dig når min samvittighed altid at hente mig. Jeg ved jo godt at du elsker mig, og at denne magt kamp ikke behøves.!

Jeg opfører mig jo bare sådan her fordi jeg elsker dig, fordi jeg bekymrer mig om dig, og har svært ved tanken om at skulle dele dig med andre! (Wow, sikke en selverkendelse) Det er pisse egoistisk og slet ikke retfærdigt. - Jeg har absolut ingen ret til at trampe i jorden og opføre mig som et pattebarn!
DerforVil jeg prøve at trække mig tilbage, give dig lov til at leve dit liv, give dig chancen for at elske.

men, det skal også siges at det er en beslutning der efterfølgende vil blive taget op til anden vudering tit!

Han sagde uden ord: ”Kom med mig
Jeg vil tage dig med på en rejse gennem et fantastisk landskab af død og smerte
Åbn dine små naive øjne og lad mig vise dig verden, lad mig slukke din glød på turen
Glæd dig kun, dette er din chance for at se et helt nyt univers af det du troede du kendte
Din horisont vil rykke sig, dit blod vil løbe anderledes i dine årer, hurtigere

Lad mig starte med at bede dig tage alt dit tøj af
Dine klæder vil blot forhindre rejsen i at forløbe uden ophold, vi skal svæve igennem dette land
Nøgne og frie og endda sårbare
Lad bare din hud ånde og mærke den plads der er omkring dig, det tomrum vi starter i

Dernæst skal jeg bede dig sige farvel til alt du kender, tag en tur gennem dit sind og husk på alle de vidunderlige minder du har
Dine forældre, dine dyr, dine ferier, dit første kys, din skolegang, dine fester, dine bøger, dit arbejde og alle dem du holder af
Skænk det hele en sidste tanke med omsorg og gør derefter dit sind frit for disse belastninger
Først når du er tom og åben, kan rejsen så småt begynde

Sidst men ikke mindst skal du gøre mig en sidste tjeneste. Er du spændt? Jeg lover dig at det bliver det hele værd. Jeg holder dig i hånden når jeg viser dig hele meningen med livet, når jeg viser dig hvor kærligheden og hadet stammer fra, når jeg viser dig bevidstheden i sin reneste form. Der skal vi svælge os i visdom og i magt, der kan vi leve sammen for altid, når først du har gjort denne sidste ting. Du skal være en god lille pige og give slip på dig selv. Jeg lover dig at dit nye jeg, vil langt overgå dit gamle.  

Du skal bare føle dybt inde i dig selv, finde de værdier der gør dig til den du er, kæle for dem et øjeblik, riv dem derefter løs og smid dem væk. Omsorg, næstekærlighed, solidaritet, empati og alle de blødsødne ting vil forurene dig på denne rejse og gøre det umuligt for dig at begribe de smukke og skræmmende ting vi sammen skal opleve. Grib godt fat i dem, sørg for at du har dem alle med. Har du det? Så riv! Ja jeg ved det gør ondt et øjeblik. Træk vejret dybt et par gange, kan du mærke hvordan det hjælper? Nu er du parat, min ven. Nu er du endelig værdig til denne tur båret af enorme krafter uden for dig selv, jeg vil skænke dig min viden og min tid, så længe du følger med og ikke forglemmer dig i fortidens tryghed. ”

Sådan stod vi der, nøgne og hånd i hånd. Han stolt og stærk. Jeg tom og underkuet. Begge klar til denne fantastiske tur, med tomheden og de døde hjerter som følgesvende. Vi tog et skridt frem, ingen trang til at kigge tilbage, og jeg lod mig falde med ham ud i intetheden. Spændt på det nye univers som ville følge. Indtil det gik op for mig at hans hånd ikke længere var i min, at han stod på kanten og vinkede smilende til mig mens jeg faldt dybere ned. Sådan var vores kærlighed.