Hvorfor SKAL jeg synes så dårligt om hende?

Posted at 07:34, 2008-Sep-16

Det samme spørgsmål har jeg stillet mig selv hundrede gange... Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, når spørgsmålet, sammen med andre, hober sig op inde i mig. Dage hvor jeg bare har lyst til at græde, og glemme det hele for en gangs skyld.

Samme spørgsmål kom frem igen i søndags..
Hvorfor skal jeg synes så dårligt om hende..?
Jeg havde været på besøg hos mine ferieforældre, som jeg kalder dem, og min familie var taget hen til "dem".
Self. det øjeblik jeg ikke er der, kommer min lillebror og "hendes" lillesøster op at skændes, og M (min lillebror) afslører hans og min lille hemlighed. Han afslører at vi ikke bryder os om dem, og hver gang vi skal være sammen med dem, er det under tvang og at vi altid brokker os.. Self. er det mig der for "SMS'en" søndag eftermiddag...
Igår kom M og H op at skændes, og Mads fortalte at hver gang i skal være sammen med os siger i altid Nej, og Øv, og alt sådan noget.... Og hvis du har det sådan... Så fint!
 Typisk!
Det er bare altid mig det går ud over... Og så måtte jeg sidde med telefonen i hånden i lang tid, bare for at tænke over hvad jeg skal svare, eller om jeg bare skal ignorere den...
Min konklution: Efter hvor meget vores forældre er sammen duer det bare ikke at vi er uvenner, det går bare ikke... Derfor: Bliver jeg nødt til at lyve for hende...
Gud, hvor jeg hader at lyve, det er noget af det værste lort på jorden. Løgn, løgnere, og sine evige dårlige undskyldninger... Men altså, jeg skulle lyve overfor "hende", og hun falder for det med det samme... Tumpe...
En dårlig smag breder sig i min mund i takt med at ordet Løgner kører rundt i mit hovede.

Jeg ved at jeg burde være p!ssesur på min lillebror over det her, men jeg kan bare ikke? Det er ham mod en jeg ikke kan tage.. Ved hun også er såret,.. men... Jeg kan bare ikke føle med hende?

Hun er jo egentlig en sød pige, så jeg aner virkelig ikke hvorfor jeg har det på den måde med hende..
Måske er det fordi hun er ved at stjæle mine venner? "N er iiih så sød, og ååååh så dejlig" har hørt det hundrede gange nu... Hun er perfekt? Måske er det det der irritere mig? At jeg skal kæmpe for ikke at ligne en fjols mens hun bare kan spankulere rundt, og ikke anstrenge sig det mindste, og så kan hele verdenen lide hende. For en gangs skyld var jeg midtpunktet? Mine venner holdt mere af mig end før, men nu rettes al opmærksomheden mod hende... Det kan godt være at det lyder som om jeg er narcicist eller hvordan det nu staves, og det er jeg måske også? Jeg ved det ikke.. Det er nok fordi jeg har brugt hele mit liv på at være "efterfølgeren" som bare fulgte vennerne og aldrig kunne have min egen mening.. Holdt en fest, blev midtpunktet, N nakker alle mine venner... og jeg føler mig igen alene selvom mine venner utallige gange har fortalt mig at de elsker mig, og jeg altid kan stole på dem...

Men orker virkelig ikke det her selvmedlidenhed mere.. Så jeg smutter...
Bye peeps