Seasons change.

Mennesker jeg før har elsket og som jeg stadigvæk elsker meget meget højt, virker til at glemme at jeg overhovedet eksisterer. Før var det kun dem jeg egentlig aldrig så, jeg blev glemt af. Men nu er turen åbenbart også nået til de 3 venner, som jeg holder allermest af. - Stephanie, Sebastian og Kristoffer.
Der går altid lang tid mellem, at jeg hører fra Stephanie. Hun smider aldrig lige en hurtig sød sms til mig en gang imellem, ligesom hun gjorde før i tiden.. Dvs. før hun fik kæreste på. Hun er sjældent herhjemme på jydeland, fordi hun bruger hvert eneste øjeblik hun har fri på Fyn.. Gæt sammen med hvem! - Kæresten.

 Sebastian og Kristoffer virker til at holde afstand til mig hele tiden.. Hvorfor?
- Det ved jeg ikke..
Jeg kan huske tilbage til dengang, hvor jeg lige havde fået at vide af Seb, at jeg var hans bedste ven. Jeg kan endda finde tekster jeg har skrevet fra dengang. Tror aldrig jeg har virket gladere. Den følelse af, at have nogen som man er 100% sikker på synes godt om dig og som man kan fortælle stort set alting til.
Jeg savner allerede den følelse. Igen sidder jeg tilbage, som jeg gjorde tidligere.
Jeg har mennesker som godt kan lide mig, men som jeg stort set aldrig ser, min familie tør jeg ikke rigtigt betro mig til. Jeg skal have en lillebror og al samtale er om ham, så gider egentlig ikke deltage. Så nu ty'er jeg til computeren igen, hvor jeg kan holde lidt liv i mine venskaber over msn, og så køber jeg nok en dagbog snart. Er man så bare sølle eller hvad? Det er sådan jeg ser mig selv. Sølle og ikke noget værd. Hvorfor skulle de ellers droppe mig, eller glemme mig, eller hvad det nu end er, de har.

Overvejer ret tit, om det måske er min skyld. Måske kunne jeg have taget mere initiativ til noget vi kunne lave sammen. Eller måske bare sørge for at kontakte dem mere.

Jeg kan huske de mange gange, hvor vi har haft videoaftener, bare os 4, og jeg har siddet og snakket med Stef, efter drengene tog hjem. Vi kom egentlig altid gennem emnet, 'Vi håber, at vi ikke glider fra hinanden'. Vi kunne begge ikke forestille os, at vi en dag ikke ville ses mere. Man kan vel godt sige, at det er hvad der sker nu. Og hvor gør det ondt.

Så nu sidder jeg tilbage med citatet: