Dette er en blog om mit liv og de tanker jeg gør mig. En gang imellem vil jeg måske forsøge mig med et kreativt indslag, men da jeg er en totalt ukreativ person skal man nok ikke regne med at det er fuldstændig fantastisk. Jeg er en ganske normal teenager med ups and downs, ligesom enhver anden på min alder. I er velkomne til at læse mit pladder, og kommentere det. Håber i overlever :p
Kun perlerne minder mig lige nu om, at det hele ikke bare var en drøm...
Den lille ting, han ville lave til mig, fordi jeg snart har fødselsdag, viste sig at være kæde efter kæde af masai-perler, som han forsigtigt gav mig på. Det er ikke meningen, jeg skal tage dem af, ikke engang når jeg bader. "I focused on black and yellow. Ask me why I chose black and yellow," sagde han, mens han lukkede kæden om min talje. "Why?" "Because the dress you were wearing on your pictures from New Year's Eve was black and yellow, so I thought you must like these colours." Der er mange farver, jeg holder mere af end sort og gul, men bare det at han har lagt så megen tanke i det, siger mere end nok.
48 timer med en mand, der er alt hvad enhver pige drømmer om i gentlemanness, humor, lækkerhed, dybe samtaler, kys og kærtegn, omsorg, både personlig og fysisk styrke, livserfaring, fantastisk sex... Han er også broke og politisk flygting, har levet i over en måned på gaden, har set sin del af vold, korruption og trusler, er langt væk fra sin familie, sine venner og det liv, han måske aldrig får tilbage, og han kan ikke tage mig ind i sit nuværende hjem, fordi de ikke tillader besøgende. Vi er så forskellige og vores liv har været så forskellige, men jeg har aldrig følt mig så tryg med en mand, jeg har aldrig gjort så mange tossede ting som med ham, og jeg har aldrig følt mig så levende.
48 timers konstant samtale og kropskontakt. 48 timer i Paris' gader, hånd i hånd, i Paris' metro stående tæt sammen, nøgne i et lille værelse på et billigt pariserhotel, overfor hinanden i den lille restaurant nede om hjørnet...
Og glimtene, der får mig til at smile... Fra den første nat, da han løftede mig op og bar mig ned ad gaden mod hotellet og derefter trak mig ind i en dans. Det første kys. Øjeblikkene, hvor han lukkede perlekæderne om min krop. Den anden morgen, da vi bare lå og talte sammen, og jeg havde lyst til at græde, fordi jeg følte mig så forbundet med denne mand. Den allersidste togtur til lufthavnen... som jeg har lyst til at beholde for mig selv... Og så uendeligt meget mere.
Jeg ved ikke, hvor det går hen herfra. Det er det vildeste og skøreste, jeg nogensinde har gjort, men hvert øjeblik af det har været det hele værd. Jeg ved ikke, om jeg er forelsket, men jeg håber, jeg bliver det, for jeg har ikke lyst til at stoppe her. Det var en anden kvinde, der landede i København end hende, der landede i Paris 50 timer tidligere. Den verden, jeg er kommet tilbage til, virker pludselig så lille og tom. Han har fået mine øjne op for så mange ting, jeg ikke anede, jeg savnede.
Han sagde, jeg ikke skulle beslutte det, før efter jeg var kommet hjem. Om jeg ville fortsætte. Og mens jeg var der, vidste jeg det egentlig ikke. Om det bare skulle være de to fantastiske dage, eller om vi skulle prøve at gøre det til mere. Jeg kan stadig se det smukke i at lade mindet være i al sin skønhed, men det er ikke så smukt som at tilføje endnu flere minder. Jeg ved ikke, om jeg kunne tilbringe mit liv med ham, fordi vi er så forskellige, men jeg kan ikke lukke døren for muligheden nu uden at prøve, for jeg ved, at hvert øjeblik af det vil være det hele værd alligevel. Jeg ved godt, hvad han leder efter, og selvom jeg ikke er helt sikker på, hvad han egentlig tænker om os på det plan, så er jeg ganske sikker på, at han også har lyst til at fortsætte eventyret.
Og kun perlerne minder mig om, at det hele ikke bare var en drøm...
De så det aldrig komme. Måske var røgens tåge for tyk til at se igennem. Måske valgte de at lukke øjnene og simpelthen prøvede at glemme. Hvis blot jeg kunne, så ville jeg skære mine fingre fri blot for at de kunne spille alene på klaveret hele dagen fordi jeg nærmede mig aldrig stue hvor mit støvede klaver stod længere. Jeg var lænket til sengen uden nogen idé om verden udenfor. Dette var mit råb om hjælp. Dette var min historie.
Jeg havde aldrig brudt mig om grønsager, men min mor fik mig altid til at spise det alligevel.
Jeg var 11 år gammel og sad ved spisebordet. Far var stadig ikke kommet hjem og stilheden imellem min mor og jeg var så iskold at jeg umuligt kunne rykke mig ud af øjeblikket. Jeg var frosset til is og hver gang jeg prøvede at bevæge et led i min krop kunne jeg høre isen briste og knække imellem mine organer og knogler.
Jeg kiggede ned på min tallerken og så min tallerken som var anrettet med kartofler, brunsovs og massevis af grønsager. Grønsagerne var mest af alt blevet lagt på tallerken i den store bunke for at skjule, at der ikke var nok kød eller kartofler.
Vi havde ikke særlig mange penge, men vi havde altid nok grønsager, fordi min mor høstede selv grønsagerne.
Hun sad der og stirrede ned på sin tallerken, som var anrettet præcis min. Hendes ansigt var fyldt med væmmelse og sorg og jeg vidste godt hvorfor, men jeg lod som ingenting. Jeg lod mig simpelthen glemme det.
Hendes rynker skar ned i hendes hud og afslørede hendes alder som hun var indeni, selvom hun var så ung udenpå.
Jeg fokuserede på broccolien.
Kunne ikke lade være med at tænke på hvis jeg lagde min hånd på hendes, som hvilede på bordet, ville hun så gengælde det? Ville hun holde om mig og forklare mig hvordan vi endte her?
Måske ville hun endda trøste mig og fortælle mig, at hun elskede mig, selvom hun måske ikke gjorde.
Jeg stirrede længselsfuldt på hende med dådyrs øjne der skar igennem både kød og knogler. Lige ind til hendes sjæl som ellers var blevet lagt på is et stykke tid mens krigen mellem min mor og far stadig var i live.
"Elsk mig, mor. Elsker du mig, mor? Jeg har haft en god dag i skolen. Vil du høre om min dag? Mor? Mor?".
Mine øjne løb i vand. Disse ord kom aldrig ud af min mund, men bestod kun i mine tanker.
Min mor sagde heller ikke noget. Luften imellem os stod stille og kunne ikke holde os begge i live. Jeg følte trang til at græde det hele ud indtil jeg måske glemte alting for det gjorde for ondt når jeg huskede tilbage på nætterne og skrigene der veg mig bort fra et godt liv som jeg kunne have haft.
Jeg gjorde tegn til at rejse mig op fra bordet og det vækkede min mor op fra den dybe trance hun befandt sig i og hun vækkede op med en uendelig vrede. Hendes øjne udtrykte had mens hun stirrede på mig. "Hvor tror du, at du skal hen?", spurgte hun mens hendes øjne åd sig igennem min hud og knogler; helt ind til mit inderste.
Hjertet hoppede. Glemte, hvad jeg havde gjort. Glemte fuldstændig, hvem jeg var oppe imod.
"Svar mig!", skreg hun og bankede med den før så hvilende hånd hårdt ned i træbordet.
"Jeg er ikke sulten", sagde jeg i en god tro om hun ville lade mig slippe.
Stemningen mellem os var langt fra sund, men i stedet fyldt op med livsfarlige følelser.
Jeg indså stille med årene, at vi begge ikke ville overleve i dette hus, hvis en af os ikke forsvandt.
"Hvem tror du, at du er? Tror du virkelig at du kan komme og bestemme dagsorden. Sæt dig ned", hvæsede hun. Rynkerne gennemborede hendes hud. Øjnene forsvandt i lagene af sorg; had til mig.
Hvor er mor? Hvor er min mor?
Jeg sagde ikke noget fordi jeg ikke havde noget at sige. Ingen god undskyldning som jeg skyldte hende.
"Sæt dig", sagde hun advarende, "Og spis dine grønsager".
Jeg kunne ikke. Jeg prøvede at gå baglæns, væk fra hende, men alligevel var mine fødder plantet til jorden og gjorde mig urørlig.
Jeg følte mig blottet. Når minderne endelig viste sig for mine øjne, indså jeg at denne kvinde, som skulle være min mor, hadede mig mere end nogen anden på grund af det, der skete de par sidste nætter.
Jeg var beskidt; ikke engang flere gange i badet kunne skylde mig ren.
Sorgen var ikke nok straf, derfor fandt hun fred i sit had til mig og jeg kunne lide derefter.
Hun rejste sig op og rev fat i min arm. Hun hev mig ned på stolen og da hendes hænder endelig havde givet slip på min arm efterlod det blåmærker.
"Spis dine grønsager og vis for helvede du er taknemmelig for, at jeg stadig vil give dig mad til at overleve", skreg hun ind i mit ansigt, så hendes spyt ramte mig, men jeg var for skræmt til at reagere og fjerne det. Blot i frygt for at hun ville gøre noget ondt ved mig; skade mig. Måske endda slå mig ihjel.
Jeg kiggede ned på grønsagerne og kunne ikke få mig selv til at tage gaffelen i min ene hånd og spise. Jeg rystede i hele kroppen og ønskede, at jeg kunne komme væk. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun måtte ikke se mig græde, fordi så ville hun vide, at hun havde knækket mig.
Intet kunne knække mig fordi jeg kunne glemme, men i det øjeblik så distraherede hun mig med hendes råben og skrigen. Det var umuligt at forholde sig rolig i dette hus der rummede så mange gennemborende hemmeligheder og følelser, som man i virkeligheden ikke kunne slå ihjel.
Du kunne kun tie og tro på, at det ikke nåede ud for husets døre.
Hun tog en håndfuld af grønsagerne og tvang dem ind i min mund. Jeg prøvede at skubbe maden væk med min tunge, men hun rev mit hoved tilbage med et fast greb i mit hår og tvang det ind i mig.
Først der begyndte jeg at gå i panik, men hun blev ved indtil tallerkenen med grønsagerne var væk.
"Slug det!", skreg hun ind i mit ansigt mens hun fyldte min mund op så jeg ikke kunne trække vejret.
De kogte grønsager gled langsomt ned i min hals. Deres konsistens gav mig sure opstød, men min mors hånd var over min mund. Hvis jeg blot prøvede at kaste op, ville hun tvinge mig til også at spise mit eget bræk. Jeg havde rester af grønsager udover mit ansigt og tøj.
Jeg prøvede at kæmpe imod, men hun klemte hårdere om mit hår så jeg kunne smage blod i min mund.
Et øjeblik ville jeg ønske at hun gjorde det af med mig.
Grønsagerne røg endelig ned sammen med det sure opstød som senere sikkert ville komme, men jeg lod hende ikke vide at jeg havde det skidt. Mit blik fokuserede på den gule tallerken med resterne af en aftensmad.
Til sidst slugte jeg grønsagerne og først der slap hun mit hår og skubbede mit hoved forover så mit ansigt ramte tallerkenen med resterne af den brune sovs og kartofler.
Hun gik derefter op på sit værelse og smækkede døren efter sig. Jeg blev siddende med madrester i ansigtet og følte mig blottet; nu kunne verden se hvor beskidt jeg i virkeligheden var.
Det var først der at jeg begyndte at græde. Først stille og roligt, men jo mere jeg huskede begyndte jeg at skrige og smide med tingene. Ting gik itu omkring mig og væggene blev malet af vaser med våde forårsblomster.
Alligevel fik jeg aldrig brudt igennem den hårde murstensmur.
Alle mine skrig blev fanget og gav genlyd indtil det på et tidspunkt ikke havde mere ilt tilbage og døde ud.
De skrig blev ofte vækket til livs af hans berøring. Natten gjorde mit værelse endnu mere mørkt og uhyggeligt. Hans øjne forsvandt bag rynkerne. Tiden tog alting væk så hurtigt, men når han kom på besøg så gik tiden så langsomt.
Sommetider mistænker jeg tiden for i virkeligheden at være tidløs. Det er bare noget, som vi mennesker har fundet på for at få en tidsfornemmelse og den gave fik han frarøvet mig sammen med min glæde til livet selv.
Hun vidste det godt, men var blevet så træt af at bekæmpe det at hun tændte for grammofonen og spillede klassisk musik.
Og det gjorde det hele endnu mere deprimerende mens han holdte sin hånd over min mund. Bad mig om at tie stille. Han ville gøre meget slemme ting imod mig hvis jeg ikke lå stille.
"Se ud som om du faktisk er i live", råbte han ind i mit ansigt mens han prustede som en hest.
Jeg græd ikke længere; ikke som første gang hvor jeg skreg hans navn igennem den kolde nat. Så højt at det ikke engang kunne overdøve mors klassiske musik.
"Vis mig, at du kan lide det".
Jeg mærkede fjedrene skære ind i min nøgne ryg. Jeg var var lammet af frygt for om hun hadede mig endnu mere efter dette.
Det gjorde hun sikkert ellers havde hun banket på væggen for at han skulle skynde sig med at blive færdig så han kunne se deres yndlings tv serie, som var i fjernsynet, men denne gang lod hun som om det ikke skete; at jeg ikke eksisterede. Hun ville hellere se tv serien alene den aften.
Når han kom ind til hende igen så hældte hun kaffe op af hans "Bedste far" kop og slukkede grammofonen. Nu var det overstået. Nu var vi en rigtig familie igen.
Tit så troede jeg at det var mig, som havde fantaseret det hele. Men jeg kiggede ned ad mig selv, selvom jeg burde lade være, så jeg brændemærkerne af hans cigaretter på mine ben.
Siden da stoppede jeg bare med at kigge ned ad mig selv for jeg var ulækker; ikke et rigtigt menneske.
Jeg sov aldrig. Jeg lå som jeg blev efterladt og lod tankerne tie stille for engang skyld og lyttede blot til mine forældre bag væggen, der hældte mere kaffe op i deres kopper og tændte ild til deres cigaret. Deres kølighed var en hån imod mig. Jeg troede at jeg var ved at blive sindssyg for de lod som om det var okay.
"Hvad græder du over? Er du virkelig sådan et utaknemmeligt barn, der ikke kan tage imod din egen fars kærlighed når han kommer og putter dig om aftenen?", sagde han hvæsende da jeg stillede mig op i en krog på mit værelse om aftenen, da han kom på besøg for det sædvanlige. Ville ikke have ham tæt på mig. Allerede natten før hvilede i mine tanker og jeg kunne ikke klare mere.
"Hvis det ikke var for mig, så var du aldrig blevet født. Vidste du det?". Hans blik skar igennem og jeg kunne ane hans smil komme i det fjerne. Han elskede at sige disse ting til mig og jeg tog imod det hele. Slugte hvert et ord som kvalte mig til sidst ihjel, men kun inderst inde, desværre, kun inderst inde.
"Din mor ville ikke have dig så hun prøvede at få en abort, men fik afslag, vidste du det? Staten ville ikke hjælpe os. Maria, du skal vide, at det er hårde tider. Du gjorde din mor rigtigt ked af det over din eksistens", sagde han og gik med langsomme skridt imod mig.
"Først så søgte hun hjælp hos de såkaldte kvaksalvere, kender du dem?".
Han fortsatte med at gå imod mig med langsomme og med et drilsk blik. Han ventede ikke på et svar. Dette var hans lille forestilling.
Først nedbrød han mig psykisk fordi så strittede jeg ikke så meget imod fysisk.
Til sidst blev jeg ligeglad, hvad end han gjorde ved mig. Jeg fortjente det. Inderst inde gjorde jeg, men altid kun inderst inde.
"Men krisen havde ramt os. Du var ikke værd alle disse penge som det ville koste at fjerne dig, så din mor prøvede en tidlig morgen at grave dig ud med en strikkepind. Hun var ved at blive slået ihjel, Maria, og du var årsagen".
"Stop", skreg jeg og holdte mig for mine ører. Ikke mere, ikke mere.
"Men det er jo rigtigt, Maria, og du døde ikke engang. Du forblev indeni hende som en infektion; som den skide sygdom som du er! Du er som pesten selv! Vi kan ikke komme af med dig!", skreg han mig ind i ansigtet så jeg kunne lugte hans dårlige ånde af smøger og muggent kaffe. "Og føj, da vi fik dig græd din mor fordi hun var ulykkelig. Du var en smuk baby, men kun fordi du har arvet din mors skønhed ellers er du et monster; en forbandelse. Hvorfor kom du, Maria? Kan du ikke forstå, at din mor aldrig blev den samme igen!", og med det skubbede han mig hårdt ind i væggen, så jeg mistede hørelsen et øjeblik.
Det eneste jeg hørte var en summen i det fjerne. Det var først efter jeg fandt af at det var din anklagende stemme, som summede.
"Så vi kan lige så godt få det bedste ud af det, nu når du er her!", råbte han og tog mig hårdt i armen og kastede mig ned på gulvet og sparkede mig i maven.
"Så for helvede gør hvad jeg siger. Hvis du stritter imod låser jeg dig inde i skuret og tvinger dig spise din egen afføring".
Jeg skreg endnu højere da han rev mit tøj af. Min krop rystede og jeg fokuserede på min bamse som stirrede tomt på mig med sine glasøjne. Jeg vendte den om, så den ikke kunne se på mig imens.
"Stop med at græde!", råbte han endnu højere mens han tog sine sko af.
Jeg stoppede med det samme med at græde. Jeg lå der bare og blev kvalt i mine tårer, der ikke fik lov til at komme ud.
Og jeg var som en levende død der til hver dag gik imellem levende mennesker som jeg ikke kunne sammenligne mig selv med; skabe relationer til.
Det var som om at jeg var bag et skjult glas og bankede desperat på glasset for at blive set og bemærket, men de lydtætte vægge omkring mig slog hver og eneste skrig om hjælp ihjel inden de nåede ud. Til sidst blev jeg ligeglad. Jeg malede glasset med sort maling fordi jeg alligevel ikke ville vide ikke af den verden udenfor. Hvis den ikke var noget for mig, så ville jeg heller ikke prøve at være en del af den.
Nej, jeg ville slet ikke vide af den. Det var ikke noget for mig.
Det der vækkede mig op igen var lægens kølige hænder der rørte min mave og stolens hårde facade som jeg lænede mig op ad som om jeg ville lægge mig til at sove, men jeg lukkede ikke øjnene en eneste gang. Jeg fokuserede blot på lægens øjne bag de store brune briller. Hans blik var intetsigende og jeg kunne se, at han tænkte over noget der omhandlede mig, men jeg kunne ikke læse hans tanker. Han skubbede mig ud af hans hoved hver gang jeg prøvede at komme ind.
Han sagde ikke noget til mig, da han forlod værelset og lod mig vente uvidende på hans kontor.
Min far ventede udenfor. Han var iført jakkesæt for at vise sin bedste side som blot var en løgn, men det var det hele alligevel. Han lod som om han var den bekymrende far som havde taget sin datter til lægen på grund af en uskyldig forkølelse, men den var langt fra uskyldig
.
Forkølelsen var klistrende og ulækker. Lugten af skyld og væmmelse dækkede min krop ind som et varmt tæppe og lod mig forblive derinde som om jeg var en larve i en puppe. Jeg ville gerne vokse mig stor og flyve ud som en smuk sommerfugl, men jeg var blevet frosset inde og kunne ikke finde min vej ud. Mine vinger var blevet visnet for længst. De alle sammen havde glemt mig herinde.
Min mor gemte sit ansigt i sine små hænder mens hun udstød de fortrængte skrig af gråd. Min far nikkede og så alvorlig ud fordi det var en alvorlig situation; hans datter var en luder.
Lægens dømmende blik åd mig op. Han bad min far om at holde det hemmeligt for familiens ære og sige, at det er mine forældres. Lade det opfostre som deres eget og ikke lade nogen vide af det.
Min far nikkede. Rakte hånden frem og tog imod lægens hånd. Han takkede inderligt for lægens hjælp. Fortalte om de hårde tider uden at vide, at de tider ikke var noget i forhold til det, der ventede os.
Min far låste mig inde i skuret som straf for at det blev undfanget. Det var ikke meningen. "Du kan heller ikke gøre andet end at bringe skam over din familie!", skreg han og kastede en potteskjuler efter mig, så det ramte mig i hovedet og gik itu.
Min mor græd inde i skuret; højlydt så det trængte igennem hver en væg selv den mest lydtætte.
"Jeg hader hende! Jeg vil ikke have noget at gøre med hende eller det barn!", græd hun til min far da han trådte ind i køkkenet. "Jeg ved det godt, Ellen, men vi kan ikke gøre andet. Folk vil stille spørgsmål og vi kan ikke risikere noget".
Jeg forstillede mig ham omfavnede min mor kærligt som han aldrig omfavnede mig.
"Hvad skal vi dog stille op?", græd min mor og gemte sit våde ansigt i sine hænder.
Min far stod målløs overfor hende: "Jeg ved det ikke, Ellen, jeg ved det virkelig ikke".
Dagene var lange og mørke i skuret. Selvom jeg ikke kunne se noget, så, så jeg mange ting inde i mit hoved som ikke forsvandt selvom jeg lukkede øjnene. Jeg prøvede at tænke på noget andet. Jeg snakkede mig selv til ro.
Sommetider græd jeg for nu kunne jeg ikke lade som ingenting og være ligeglad; fordi et levende væsen voksede indeni mig og forandrede mit liv for altid. Jeg levede ikke længere for de spildte dage jeg gik imod, men et andet menneskes liv. Jeg kunne ikke engang leve mit eget, så hvordan kunne jeg leve to menneskers liv. Jeg spiste ikke engang, men som barnet voksede og viste tegn, så begyndte jeg at mærke varmen live op indeni mig mens jeg kærtegnede min voksende mave med mine beskidte hænder.
Min far kom ind til mig engang imellem med mad og vand. Mest af alt for barnets skyld for han kunne ikke være mere ligeglad med mig. Han smilede til mig og omfavnede min mave og glædede sig til sit kommende barn.
Jeg trak mig væk, men det afholdte ham ikke fra at putte mig når aftenen kom.
Til tider troede jeg at jeg var ved at blive sindssyg af al den mørke. Jeg begyndte at forstille mig ting. Det voksede indeni mig og det holdte mig i live; Hvad så når barnet var kommet ud til verden? Hvad blev der så af mig? De ville slå mig ihjel, mor og far. De ville slå mig ihjel og jeg ville aldrig overlade min egen baby i hænderne på de mennesker, som havde ødelagt alt for mig. Så jeg handlede i desperation.
Min baby fortjente ikke, at blive født i denne familie. Jeg ville hellere lade barnet forblive som et godt minde i stedet for at lade det dø ud imellem disse mennesker.
Jeg søgte i flyttekasser og i støvede kroge; efter noget spidst. Efter noget, der kunne redde os begge fordi du var en tikkende bombe. Når du først var ude af min favn, så var du ikke længere min.
Jeg fandt noget gammelt strikkegrej i en flyttekasse og huskede på, hvad min far altid fortalte hvad min mor gjorde og jeg gjorde det under risikable omstændigheder.
Jeg kunne ikke se noget i mørket, men jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke det hele og jeg skreg. Jeg skreg fordi jeg kunne mærke hvor meget jeg var ved at miste dig.
Og han hørte mig. Skyndte sig ind og stoppede mig. Han råbte og skreg og for første gang i flere måneder så jeg min mor ved døren. Hun var kommet fordi han havde råbt sådan.
"Lad hende dø", bad hun koldt mens hun stirrede mig ind i øjnene.
Min far nægtede og fik fat i lægen, som skyndte sig ud til os. Han spurgte aldrig til, hvad der var sket eller hvorfor jeg befandt mig i et beskidt skur.
"Jeg gør det igen! Jeg vil ikke have det lever!", skreg jeg og sprættede med benene.
Min læge gav mig en lussing for at få mig til at tie stille. "Har du ingen skam i livet kvinde?".
Jeg skreg endnu højere.
"Jeg gør det igen! Lad min baby være!". Min far holdte mig nede og lægen undersøgte mit underliv.
"Der er ikke sket skade med fosteret umiddelbart. Hun har ikke nået at komme helt op", sagde han.
Min far smilede. "Gudskelov".
Siden den dag holdte han øje med mig. Hver eneste bevægelse jeg lavede blev analyseret.
Jeg blev rykket ind på mit gamle værelse og kunne endelig sige farvel til flere måneders fængsel i skuret omme i baghaven. Min far mente, at de skulle sørge for fostret den sidste tid inden det kom.
"Jeg vil ikke se på hende gående rundt i mit eget hus som en slags hån imod mig!", skreg min mor og farede op fra stolen ved spisebordet.
Hun var blevet gammel at se på. Hun lignede ikke den kvinde hun var for ni måneder siden.
"Jeg forstår ikke, hvorfor du vil beholde barnet! Er det fordi jeg ikke er god nok længere, Claus? Hvad med mig?", skreg min mor og blev rød i hovedet mens tårerne der fór ned ad hendes kinder som afslørede om al hendes frustration og glemte smerte.
Min far havde sat sig ned i stolen overfor hende og åbnede avisen op og læste ligegyldige annoncer mens han stønnede opgivende fordi han ikke kunne svare hende længere. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op.
"Siden vi fik af vide, at hun bar barn har hun været det eneste du har tænkt på! Hvorfor kan du for en gang skyld ikke tænke på andet end dig selv og den forbandede skøge!", skreg min mor og hamrede hånden adskillige gange ned i bordet for at få min fars opmærksomhed.
Han lagde avisen fra sig på bordet og kiggede på hende; "Fordi det er mit barn", sagde han. "Hun bærer mit barn. Du kan jo ikke blive gravid længere efter du prøvede at udføre en abort på dig selv. Du kunne bare lade være, Ellen, så kunne vi have været det lykkelige par, som du længtes efter hver eneste forbandede dag!", råbte min far og hamrede sin hånd ned i spisebordet så hele huset rummede.
Der var stille et øjeblik. Min mor stirrede min far ind i øjnene.
"Dit forbandede svin. Gå ad helvedes til!", skreg hun og kastede et glas efter ham så det gik itu da det ramte væggen.
En dør smækkede og der var atter stilhed.
Den nat fødte jeg min egen datter. Min mor var ikke til stede under hele fødselen; kun min far og vores læge.
Alle var så begejstret for, at barnet endelig kom at de næsten ikke kunne gemme deres glæde.
Jeg følte ingen smerte den nat andet end den skarpe smerte som mine tanker påførte mig. Tankerne om, at jeg ikke kunne redde hende. Nu var hun ikke længere min.
Min far tog hende op i sine arme og kiggede stolt. "Har du tænkt på et navn?", spurgte han.
Jeg blev forskrækket og indså han spurgte mig. Jeg kiggede blot. Det havde jeg.
"Hun skal hedde Anne", sagde han og smilede til lægen. Glemte alt om mig og min mening.
"Hun skal hedde Christine", sagde jeg svagt.
Min far vendte sig imod mig og hans øjne sagde alt. Det bestemte jeg ikke.
Jeg rakte ud efter hende. "Giv mig hende. Vil du ikke nok lade mig få hende?", sagde jeg med en skælvende stemme. Tårerne begyndte allerede at komme.
Min far undveg mit blik og gik ud af rummet.
"Giv mig min baby!", skreg jeg og prøvede at komme op af sengen, men lægen holdte mig nede. "Du har brug for at slappe af. Jeg giver dig noget beroligende så du kan sove".
Jeg kiggede bedende på ham, mens han gav mig en indsprøjtning: "Vil du ikke nok give mig min baby?", hviskede jeg grædende, men han svarede mig aldrig.
Næste morgen følte jeg mig ør i hovedet. Der var gået betændelse i mit underliv, som var blevet værre.
Jeg kæmpede mig op af sengen for at komme ud af værelset og få noget frisk luft. Jeg kunne ikke tænke på andet end at få Christine i mine arme og beskytte hende fra resten af verden.
Jeg nåede slet ikke, at se hendes ansigt før hun blev taget fra mig. Jeg nåede aldrig at sige hej før vi allerede sagde farvel.
Jeg gik med langsomme skridt, mens jeg hørte gulvet der knirkede under mine bare fødder. Min kjole var stadig smurt ind i blod. De havde bare efterladt mig sådan og det gjorde mig endnu mere sikker på, at Christine ikke var sikker hos dem. Hun tilhørte mig.
På et tidspunkt ville de gøre det af med mig og så var Christine efterladt alene for sig selv og stod til en fremtid som jeg havde.
Jeg åbnede døren stille op og kunne høre min far snakke sammen med min mor. Hun ville ikke holde Christine.
"Hun ligner et misfoster", hvæsede hun vredt. Væmmelse var ikke svær at tyde i hendes tonefald.
"Hun ligner dig", sagde min far kortfattet. Prøvede at ignorere min mors fornærmende kommentar.
"Vi skulle have ladet dem dø da vi havde chancen, så ville dødsårsagen være selvforskyldt".
"Hvordan kan du sige sådan noget om din egen datter, Ellen?".
"Hun er ikke min datter. Og det der misfoster ikke er mit barn heller", hvæsede hun.
Jeg gik stille ned ad trappen mens jeg hørte dem snakke. Stemningen var spændt og et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg burde holde mig inde på værelset indtil de sov. Jeg var ikke velkommen her.
"Lægen sagde, at det skyldes nogle gener", undskyldte min far.
"Jeg er fuldstændig ligeglad! Hvad skal jeg sige til naboen? At min mand har gjort min egen datter gravid og hun har givet ham et misfoster af en datter! Du tvinger mig til at gå, Claus, du tvinger mig til at gå!?, skreg hun grædende.
"Hvorhen? Ingen andre ville tage imod sådan en gammel barnløs kælling som dig!", råbte min far og slog sin hånd hårdt ind i væggen så Christine begyndte at græde.
Min mor forblev atter tavs.
Pludselig knirkede et af trinene som jeg betrådte, så min far vendte sig om: "Maria?".
Jeg mærkede panikken vokse og skyndte mig op på mit værelse og lod som om jeg stadig sov.
Jeg lyttede efter fodtrin, men han gik ikke op for at tjekke til mig. Han troede vel bare, at det var det gamle hus, som snakkede.
Og natten faldt på og jeg hørte grammofonen blive tændt og klassikeren blive spillet som i gamle dage. Lige pludselig følte jeg mig helt hjemme. Det var som om jeg bare havde været væk et stykke tid. Nu var jeg mig selv. Intet havde ændret sig.
Det var først, da jeg hørte Christine græde fordi hun blev lagt i seng at jeg vågnede op og huskede på mit andet liv som græd bag de andre vægge.
Og jeg ventede. Tankerne strejfede mig. Jeg vidste ikke mit levende råd. Jeg følte mig magteløs. Hun var ude af mine hænder; ude af min favn. Jeg kunne ikke nå hende.
Men jeg ville fange hende; jeg ville få fat i hende igen.
Dette skulle være det sidste min far ville kunne tage fra mig.
Og da der kom ro over huset, så sneg jeg mig ud. Gik imod soveværelset. Min far var faldet i søvn foran fjernsynet og min mor sad nede i køkkenet og strikkede mens grammofonen spillede lavt.
Jeg gik imod sengen med usikre skridt. Det var først, da jeg så hendes ansigt at jeg vidste besked.
Christine var vanskabt. Hendes ansigt så ikke normalt ud og hun manglede nogle fingre. Alligevel bag det vanskabte ydre så jeg den smukkeste pige. Min babypige.
Og hun sov. Så roligt og stille selvom hun havde svært ved at trække vejret normalt.
Jeg tog hende op i min favn og duftede til hende. Hun duftede så rent; så uskyldigt.
"Du er så smuk", hviskede jeg. "Så smuk".
Og jeg kyssede hende op til flere gange mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Min fars snorken og min mors grammofon forsvandt i baggrunden og der var kun Christine og jeg tilbage.
Jeg satte mig ned i mine forældres seng og betragtede Christine der sov trygt i min favn. I det mindste sov hun, så det ikke ville blive nær så svært.
Hun skulle bare vide, hvor meget jeg elskede hende. Tanken om, at hun skulle opleve det samme som jeg har gjort i mit liv gjorde for ondt til at jeg kunne leve med det.
Så jeg tog hendes pude og lagde den over hendes ansigt. Og jeg holdte den blidt for hun var min lille pige.
Hun begyndte at vågne op og jeg bad til Gud om at hun snart faldt i søvn igen. Jeg kunne høre hende græde, men hun ville en dag forstå.
Hendes små hænder rakte ud efter mine og jeg tog fat i hendes hånd; lod hende vide at mor var ved hendes side og aldrig gav slip. Mor elskede sin dyrbare skat.
Og efter et stykke tid blev hendes lille spinkle krop kold i mine arme og jeg rystede. Jeg turde ikke fjerne puden i frygt for at hun havde øjnene åbne. Jeg ville hellere leve i den tro med, at hun stadig sov.
Og jeg ledte efter hjertebanken, men hendes krop havde givet op.
Fjernede stille puden og så hendes små blå læber. Hendes øjne var lukkede og hun så fredfyldt ud og jeg var atter alene.
Jeg skreg mens tårerne aldrig stoppede. Jeg tog hendes lille krop op til mit ansigt og græd ind i det lyserøde tæppe hun var blevet lagt ind i.
For jeg elskede hende mere end noget andet, men han måtte ikke få hende.
Jeg tog hende ind på mit værelse og skiftede de blodige lagner ud med det smukke blomstrede betræk, der duftede af lavendel.
Jeg slugte mere beroligende medicin end jeg havde brug for, men det var også meningen. Jeg havde gennemtænkt det hele; det her var min sidste chance. Jeg vidste ikke om han ville gøre det af med mig om nogle dage. Uvisheden gjorde mig desperat. Han måtte ikke få hende. Han måtte ikke tage dette fra mig.
Jeg bad om tilgivelse og forståelse fra Gud fordi han var den eneste, der så til mens alt dette skete for mig. Han vidste hvad jeg ville. Og selvom jeg havde mistet min tro for længst, så havde jeg brug for ham den nat.
Så jeg lagde mig roligt ned i min seng med de friske lagner med Christine sovende dybt i min favn.
Jeg puttede os ind i tæpper og dyner så vi aldrig ville fryse, også lukkede jeg endelig mine øjne i, mens jeg tænkte på hvor lykkelig jeg egentlig var over, at hun igen var min.
Om den nytårsaften, hvor jeg var med til at starte et dansegulv... Am just saying!
Posted at 14:11, 4.1.2012 by Tjulahöpö
Årh, jeg har ikke engang fået skrevet om min mest fantastiske nytårsaften ever!
Vi endte med at spise hos mig, Nordkvinden og Spøg og Stilet og jeg. Vi havde delt maden op imellem os, således at Spøg stod for forretten (jomfruhummere med kryddersmør), jeg fik hjælp af Stilet til hovedretten (laks med pestogrønsager og frisk pasta), og Nordkvinden lavede chokoladesoufflé med vanilleis. Champagne til forretten og hvidvin til fisken, inden da en masse dejlig Asti og derefter lidt Somersby og rigtige Tequila-shots med salt og citron og det hele. Og allerhelvedes meget godt selskab, var det.
En smule spil blev det også til, inden vi tog ind imod Stilets bar, nu med selskab af Kåre (en ballon med tegnet ansigt), Hans (rom og cola i en halvandenlitersflaske) og Herman Bang (stort konfettirør/bordbombe/hvad-det.-nu-hedder) samt en masse festlige mennesker i bussen, sammen med hvem det lykkedes os at overtale buschaufføren til at tænde for musikken.
Inde på baren var der endnu kun halvfyldt, da vi ankom, og vi kom gratis ind pga. Stilet, som skulle på arbejde. Spøg og Nordkvinden og jeg satte straks kursen mod det endnu tomme dansegulv, som vi hurtigt fik sat gang i, ikke mindst, da Herman Bang blev sprunget (Nordkvinden kom til at vende ham forkert, hvilket skuffede Spøg alvorligt).
Resten af aftenen husker jeg kun i brudstykker, men vi dansede en frygtelig masse, spillede bordfodbold, drak shots, og ja... Da vi ikke havde flere femmere til bordfodboldbordet, måtte jeg jo i baren og veksle, men her mødte jeg en fyr, jeg vistnok allerede havde kysset lidt på ude på dansegulvet... Jeg nåede aldrig ned med de femmere, og ved stadig ikke, om jeg overhovedet fik dem. Ved stadig heller ikke, hvordan jeg kom til at kysse på ham fyren i første omgang, men det var meget hyggeligt, han var lidt tilbageholdende sammenlignet med min sidste scoring (host), men vistnok meget pæn og høj og lyshåret. Det lykkedes mig på uvis vis at kysse fyren farvel da vi forlod baren, uden at nogen tog nogen med hjem eller fik nogens numre, selvom han havde snakket en del om begge dele, men det passede mig egentlig meget overordentligt fint.
Gåturen til stationen var ganske hård i de nu efter seks timers næsten ren dans i høje støvler, og vi holdt alle fast i hinanden... Jeg kan stadig ikke helt få puslet det sammen i mit hovede, men jeg tror også, jeg flettede fingre med Spøg, hvilket jeg fandt lidt sært, da jeg kom i tanker om det dagen efter.
Som sædvanlig var folk i McD-køen nogen idioter (ville stadig virkelig gerne have slået ham bagved os), og bussen kom aldrig, selvom det nu var tidlig morgen, så Nordkvinden og jeg tog hjem til hende og sov. Om eftermiddagen tog vi ud til mig for at hente hendes ting og finde tømmermandsmad, og vi endte med at lade aftenen gå med et par film og gøre det til endnu en sleepover. Bedste måde at tilbringe dagen derpå på! Dagen efter dagen derpå brugte jeg på oprydning, som dog var relativt nemt overstået - mine dejlige venner havde været så flinke at hjælpe med opvasken undervejs.
Tjoh. Det lyder måske tamt, når jeg får skrevet det, men ville heller ikke gøre det for langt. Og det var i sandhed en awesome aften. Mere af den slags!
... Har bare været lidt distraheret af en anden person, såedes at jeg næsten glemte at få det alt sammen skrevet. Og det så meget, at jeg har svært ved at læse og koncentrere mig og sove... Mere om det i fremtiden, er jeg ganske sikker på. Sød.
Jeg er byens flygtighed.
Et glimt i forbifarten,
et øjebliks øjes blik,
en flagrende nederdel.
Jeg elsker de øjeblikke.
Jeg elsker byen for dens flygtighed.
Man kan være uden at være.
Eller lade være med at være
som man vil.
Indtryk af udtryk.
Udtryk for indtryk.
Så korte møder.
Så dejligt overfladisk og uforpligtende.
Imorgen er jeg en anden.
Jeg ser ind i deres øjne.
Bare kort.
Bare for at se.
Bare for at blive set.
Og jeg ser, de ser mig.
I mørkets mysterier ser man hinanden lidt mindre.
Måske er det derfor, man kigger lidt mere.
Det er derfor, jeg elsker de øjeblikke, øjen-blikke.
Fordi jeg er noget, lige netop i det sekund, selvom jeg ikke er noget.
---
Re-run af et gammelt blogindlæg, som jeg blev lidt overrasket over at finde, fordi det da faktisk ikke er helt dumt, hvis jeg selv skal sige det.
Bortset fra det... Partisan har smidt sit bordfodboldbord ned i det midlertidige mBar. Fantastisk at få spillet igen! Det sidder bedre fast, end man tror. Og så var der også gratis luksuskaffe fra pallerne (vi har fået uanede mængder!!), og Pippi havde købt den vildeste chokoladekage. Og vi havde lokalet helt for os selv, fordi der egentlig ikke var åbent. Neat. Og derefter en af Præcis' og mine sædvanlige caféture, dog med en noget tvivlsom rabarberthe. Det er nu en meget hyggelig tradition, vi har fået skabt os. Skal stadig have hevet flere mennesker til den café, den er virkelig et af mine yndlingssteder...
Og jeg har været overskudsinitiativagtig og smidt en besked ud til biokemikerfolk om at finde ud af noget gøgl i ferien og ovenikøbet tilbudt at lægge hus til. Og inviteret lige præcis de mennesker, jeg havde allermest lyst til at se, selvom det går lidt udover den sædvanlige gruppe. Yeah. Så mi vi se, hvor mange, der er friske.
Great start på juleferien! Er i øvrigt i den vildeste fredagsstemning. Imorgen til det hårde arbejde med juegaverne...
Det er virkelig ikke sundt, det med at kede sig. Jeg onlineshopper alt for meget. Denne gang en parfume. Som jeg aldrig har duftet til.
Forhistorie: Jeg har altid haft en ting med multebærsyltetøj, som stort set ikke fås herhjemme, men både svenskerne, nordmændene og finnerne kan så let som ingenting købe denne himmerigsmundfuld i supermarkedet. Så det har altid været en ting, når jeg var i Sverige. I Norge besteg vi et bjerg, hvor vi fandt multebær og atter multebær på en fugtig skråning og plukkede, til vi ikke orkede mere. Jeg husker faktisk ikke smagen af friske multebær, men oplevelsen var fantastisk, fordi de her bær altså er relativt sjældne. I Finland købte jeg en halskæde med et multebærvedhæng, som jeg i lange tider gik med dagligt. Hvorfor bruger jeg egentlig ikke den for tiden? Nåh.
For nylig har jeg tilmeldt mig et nyhedsbrev fra noget, der hedder Campadre, som dagligt har kampagner med stærkt nedsatte varer, primært tøj fra diverse mærker, somme tider kendte, dyre mærker, somme tider ukendte svenske mærker. Men de har altså også lidt kosmetik og forskelligt andet. I sidste uge kørte der en kampagne fra det svenske parfumefirma Cloud & Berries, hvor der var tilbud på showergel/bodylotion med multebær/vanille-duft. Nu er det sådan, at jeg foretrækker kun at have parfumeduft i min parfume, dels fordi det er en fuldstændig unødvendig ting alle andre steder, dels fordi det bliver det rene duftkaos, hvis alting skal dufte af noget, dels af hensyn til allergener, og dels fordi min hud i sig selv er relativt sart og jeg foretrækker at bruge de produkter, jeg ved fungerer for mig. Og i øvrigt ejer jeg utallige bodylotions, jeg har fået i gave og aldrig får brugt. Så ingen showergel/bodylotion-sæt til mig. Men naturligvis måtte jeg vide, om de solgte denne duft som parfume. Men nej. Kun vanille. Vanille er også godt. Men nu var det jo multebær, der var min ting. Så i min kedsomhed, gik jeg på den store googlejagt og fandt da også en parfume af mærket Coty, som primært dufter af multebær og vanille. Da parfumen var relativt billig, besluttede jeg at købe den, så nu afventer jeg med spænding for 95 kr. parfumeoverraskese.
Man kan også måle min kedsomhedsmængde på frekvensen af lange, relativt ligegyldige indlæg i min blog. AK!
Jeg vil gerne komme med en indrømmelse... Godt nok bor jeg hos min tante og onkel og fætter, fordi jeg med tiden er blevet så bange for at være alene og deprimeret, at det grænser til at være usundt. Men hvor jeg dog elsker en weekend alene. Familien er taget til Jylland, og jeg har haft hele dagen for mig selv, og hvor er det dog dejligt somme tider... På disse weekender kan jeg bruge lidt ekstra tid i badet, forkæle mig selv lidt, gøre, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Jeg bruger også gerne lang tid på at lave noget mad, vi ellers ikke får, mens jeg smider mit yndlingsmusik eller noget random på Touchdivaen og nyder den sublime lydkvalitet. Måske spiser jeg foran computeren, render rundt nøgen, eller synger og danser som en tosse. Således sidder jeg lige nu foran computeren med en skål hønsekødssuppe (lavet fra bunden!) og lytter til Mew - No More Stories..., som er et album, jeg holder meget af, fordi det er sådan lidt fint og poetisk og livsgladt. Senere vil jeg smutte op i sengen og se en film, tror jeg, og se om der måske kommer en besked fra Hr. Fortsættelse (en ting, der har været lidt på stand-by de seneste uger af forskellige grunde...). Oh well... ivet er ikke så slemt alligevel.
Okay... Det er altså virkelig kun, når jeg ser billeder som dette, at jeg en sjælden gang kommer til at savne mit laaaange hår:
Billedet kommer i øvrigt fra en strikkeside, jeg har nemlig en plan om at finde strikkepindene frem, nu hvor jeg har så uventet meget tid at bruge på alt og intet. En dag, jeg var ude at shoppe med Be, fandt jeg ud af, at jeg virkelig gerne vil eje én af de glimmertrøjer, der er overalt i øjeblikket. Men de er enten kasseformede eller mavekorte eller begge dele, og så var det altså, at jeg tænkte, at jeg kunne benytte lejligheden til at få genopfrisket strikkefærdighederne. Så nu skal jeg bare finde en opskrift på en figurformet, lang, relativt tynd trøje eller tunika med lange ærmer og rund hals. (Dog skal halsudskæringen være mindre end på billedet, vidden omkring hoften ligeså, og strikningen skal selvfølgelig være tæt, og helst uden mønster eller rib.) Og så skal jeg naturligvis finde både garn og gimmer (lader til at sådan noget købes separat).
Åh nej... Kan I huske, jeg skrev, jeg havde forelsket mig i denne kjole:
Well, jeg købte den, fordi der var 20 % rabat i den uge, plus 10 % studenterrabat, plus 10% førstegangskøberrabat, og jeg tænkte, jeg måske til nød kunne bruge den til julefrokosten. Den er fantastisk (der er lommer i - intet jeg elsker som kjoler med lommer!), men lige en størrelse for stor, og selvom jeg godt kunne gå med den, som den er, har jeg besluttet at sy den ind for optimal pasform.
Nu har jeg så forelsket mig i en ny kjole fra samme side:
Siden er Dorothy Perkins, og de har godt nok mange flotte kjoler (også mere enkle end de viste). Synes en del af deres andet tøj virker lidt billigt på en eller anden måde, men der er bare rigtig mange kjoler i fine snit, som jeg ville elske at eje. I øvrigt er portoen billig (H&M-niveau!), og firmaet er britisk baseret, så man slipper for told og alt det gejl, og de leverer til døgnposten, hvis man er til dét. Og så har de næsten altid én eller anden rabat. Het _fcksavedurl="http://www.livewebstats.dk/counter.php?id=4481&mark=>t" _fcksavedurl="http://www.livewebstats.dk/counter.php?id=4481&mark=>t" sikkert en side, jeg vil bruge igen.
Min yndlingsbørnebog af alle yndlingsbørnebøger. I virkeligheden er det en meget uhyggelig og sort bog af en børnebog at være, men det er også et rigtigt eventyr, og jeg har altid elsket den bog, og min mor har læst den for mig utallige gange, og jeg har selv læst den utallige gange, efter jeg selv lærte at læse. Jeg elsker den bog. Astrid Lindgren er i det hele taget genial, men Mio min Mio er efter min mening den bedste af hendes bøger og helt og aldeles undervurderet.
Det er også en bog med mange passager, der gentager sig selv med små variationer, som et rigtigt eventyr. Mange af de gentagelser sidder stadig i mit hovede, og somme tider tænker jeg på dem. I dag fik jeg lyst til at finde en bestemt passage. Jeg nåede at få downloadet og set filmen (vidste ikke der var en film!!), førend jeg fandt netbibliotekets lydbog. Lad være med at se filmen, lad for Guds skyld være med at se den. Enkelte passager har de fanget godt, men skuespillet er elendigt, ligeledes er effekterne (omend undskyld af filmens alder) og valget af, hvad der er taget med og hvad der er udeladt. Og hvad skete der for slutningen? I mean, really. Min yndlingsbørnebog af alle yndlingsbørnebøger. Øv. Sikke en skuffelse. Og den havde ikke mine citater med. Det havde lydbogen selvfølgelig. Her:
"Bare træerne ikke voksede så tæt. Bare mørket ikke var så sort. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare bjerget ikke var så uhyggeligt. Bare gangene ikke var så mørke. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare vores båd ikke var så lille. Bare søen ikke var så dyb og bølgerne ikke så vilde.Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare klippen ikke var så stejl. Bare natten ikke var så mørk. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare mørket ikke var så uhyggeligt. Bare Ridder Kato ikke var så grusom. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare det ikke var så svært at dø. Bare det ikke var så svært at dø. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare Det Fjerne Land ikke var så langt borte. Bare der ikke var så langt hjem til Øen Med De Grønne Enge. Og bare vi ikke var så små og så alene."
Nåhja. Det er også en bog, man uden de vilde anstrengelser kan tolke og analysere masser af ivsvisdom ud af, som med ethvert rigtig eventyr. Måske er det derfor, det er sådan en smuk bog, selv som voksen læser. Åh ja, jeg savner at læse bøger, som ikke er studiebøger.
Det har været en lang dag. Jeg har det, som om jeg har en storm indeni, og jeg er forvirret. Jeg tror stadig, jeg har meget at ære. Det bliver tydeligere og tydeligere for mig, hvor det er, jeg går galt, og samtidig kan jeg også se, at jeg måske alligevel går lidt mindre galt for hver gang. Måske vil det hele ende godt en dag. Måske.
Unistof, julefrokost og rare mennesker ud over det hele...
Posted at 17:17, 12.12.2011 by Tjulahöpö
Nåh, det er ved at være helt længe siden, jeg har blogget.
Sidste uge var ret mærkelig. Vi havde vildt meget ventetid i laboratoriet og ikke så meget andet. I starten af ugen fik vi spillet utroligt meget kort, Be, Spøg, Goofy, Viking og jeg. Superhyggeligt. Og vi er ved at blive helt habile pokerspillere, Be og jeg.
Men som ugen gik, begyndte man at kede sig mere og mere. Godt nok var det et aldrig før udført forsøg og blablabla, meeeen, det kunne nu have været mere spændende. I det mindste fik vi fredagshygget lidt på mBar også med ludo og mere poker, og det blev endda lidt halvsent, før vi kom hjem.
Lørdag var det tid til julefrokost, jeg var blevet forkølet, men fik alligevel bikset leverpostejen sammen og kom afsted, og endte endda med at være en af de sidste, der var tilbage, efter vores australier havde kastet op og Ninja havde strippet. Nu jeg tænker over det, hænger begge dele nok sammen med det særdeles ulækre drukspil, australieren fik Ninja og mig og skiftende andre mennesker med på - jeg tabte kun en enkelt gang, og blev derfor ikke nær så slemt tilredt, men Ninja tog tre i rap, og australieren - well, han er jo ikke helt på niveau med dansk drikkekultur.
Efter jeg kom hjem, har forkølelsen så været ti gange værre, og min stemme er stadig ikke kommet tilbage. Men hey, det var det sgu værd, havde en fantastisk aften med en håndfuld af de mest fantastiske mennesker, jeg kender.
Idag har Be og jeg været til diverse møder om valgfag og et meget interessant bachelorprojekt, som manden desværre endnu ikke kunne love os, vi vil få. ab var lidt mere interessant, men så kører vi også tre sideløbende forsøg i denne uge.
Tog Goofy i at stå og betragte mig på sådan en måde, der gjorde mig lidt varm indeni - han er nu sådan en god fyr. Kan ikke lade være med at tænke på, om det alligevel ikke bare var mig, der følte, vi havde et "moment" eller to i sidste uge.
Jeg har været på mit første lagersalg ever. Med Be. Kan godt lide at shoppe med Be. Vi er relativt forskellige, stilmæssigt, men har samme meninger om, hvad der ser pænt ud alligevel. Og vi er altid gode til at få kigget på nogen lidt skæve butikker, og til at lede efter gode tilbud.
Og jeg har købt... En hat. Et par ægte skindhandsker. Et par solbriller. I alt 250 kr. Så kan jeg ligne en rigtig dame. Følte mig som en fra en halvtredserfilm på vej hjem. Fik også nogen blikke. Desuden en vamset cardigan fra Vila i en flot støvet-blå farve til 75 kr. Billeder kommer måske, hvis jeg gider på et tidspunkt, hvor der er mindre mørkt på mit værelse.
Igår var én af de der dage. En af de dage, der bare starter rigtig skidt. Man har ikke sovet ordentligt, kommer sent ud af døren og må løbe, er dårligt forberedt og træt og i dårligt humør...
Men så...
Kakaoautomaten virkede igen! Og det efter at vi har forsøgt uden held hele ugen. Og derefter blev det kun bedre. Be og jeg besluttede at opsøge en interessant forsker på Panum, der ikke havde svaret på vores mail omkring bachelorprojekt. Og fik os talt til en samtale engang i næste uge! Jeg tror, det her kunne være stedet. Fedt! Da vi kom ud derfra, havde Spøg ringet til os for at fortælle, at mBar havde fået et midlertidigt lokale i kælderen, hvor han og Skater og Ego og Fugl var på vej ned. Vi tog straks over for at tjekke det ud. De har faktisk klaret det ganske godt med sofaer og stemning dernede. Eneste minusser er, at de ikke må sælge øl, og at bordfodboldbordet gik til ved oversvømmelsen og derfor ikke er kommet med. Men det var dejligt igen at kunne samles om et spil og en snak efter en lang uge og genoprette fredagseftermiddagshyggen. (Også selvom det betød, at jeg igen måtte forholde mig til Partisan, også uden for en faglig sammenhæng, idet han godt nok sad med en anden gruppe, men blev ved med at vende sig mod os og se ud som om, han havde lyst til at deltage i samtalen.) Efter et spil Bezzerwizzer besluttede vi at gå på jagt efter en fredagsøl, endte på den første den bedste bodega og drak os småberusede, hvorefter vi besluttede at lave pasta hos Spøg. Så ringede Jazz og fik lokket os til at komme over på Farmas fredagsbar lidt senere. Det var langt fra så godt som vores egne fredagsbarer, og festen døde ret tidligt, men meget skægt at se noget nyt.
Relativt stille og rolig aften, alligevel. Og meget spontan.
Håber der er mBar-fest på fredag, selvom jeg endnu ikke har hørt noget. Og selvom det sandsynligvis vil betyde, at jeg kommer til at stå ansigt til ansigt med latinofyren fra sidst igen. Som åbenbart går og hilser på mine venner på Immunologi siden den aften. Hmm? Håber ikke, det betyder andet end at han er et høfigt og åbent menneske?
Okay, jeg har oplevet noget relativt skræmmende et par gange på det sidste.
Begge gange er det sket om morgenen, efter jeg har børstet tænder - altså efter jeg har været oppe i mindst en times tid. Min højre ringfinger blev kridhvid og kold og følelsesløs! Altså sådan lidt semidød, faktisk. Begge gange varede det 20-30 min, inden jeg fik masseret farve og følelse tilbage i fingeren. VILDT skræmmende! Også fordi det gjorde ondt, og fordi jeg ikke anede, hvad det var, og om det kunne være farligt.
Et hurtigt opslag på netdoktor har så givet mig forklaringen: Raynauds syndrom.
Så min finger blev altså hvid, fordi jeg holdt hånden under den kolde hane for at skylle munden. Syndromet passer præcis med mine oplevelser. Og det er relativt ufarligt, så længe det er så mildt som mit. Som bonus forklarer det så også, hvorfor mine fingre og tæer (og næsetip?) altid er iskolde, og hvorfor de somme tider hæver om sommeren.
Lidt sejt aligevel. Overvejer stadig lidt, om jeg skal en tur forbi lægen og have det bekræftet, evt. høre om jeg bør tjekkes for nogen af de mulige underliggende sygdomme (som der er ret mange af, men det er vist mest sandsynligt, der ingen er).
Årh nej. Jeg har forelsket mig. I denne:
Suk... Jeg mangler. IKKE. Kjoler.
Derimod mangler jeg... En helvedes masse andet. Og at holde op med at lave fejlkøb på dén konto.
Imorgen starter mit nye fag, som lader til at blive relativt afsappet og relativt kedeligt. Og... Det var bestemt ikke med min gode vilje, at holdbytningen blev den vej - eller var det?
Årh wauw. Faldt lige tilfældigt over Rahsaan Pattersons live stream på facebook. Lige tilfældigvis lige nu. Den mand er, udover at være en af mine all-time yndlingskunstnere, også et menneske, jeg har enormt stor respekt for. Han viger ikke en tomme fra sin integritet, hverken som kunstner eller som menneske, selvom han nemt kunne flikke noget tilfældigt, letsælgeligt poppladder sammen. Og han har den mest fantastiske stemme, jeg har hørt. Selv live på et webcam. Hold kæft hvor kan han synge, mand. Gud, hvor er det sejt gjort af ham, altså. Føler mig som den vildeste VIP-fan! Selvom jeg ikke turde stille spørgsmål eller bede om min yndingssang...
