a life with dangers and strangers.

2009-Oct-23 - Lidt af min historie.

Jeg gør opmærksom på at historien ikke er færdig!

Hun går ned af gaden, i den modsatte side af gadelygterne. Hun var gået for 5 minutter siden. Hun græder, og ser ned i jorden. En af hendes tårer rammer asfalten. Der lyder et skrig, hendes. Hun er bange, for alt. Alt her i verden skræmmer hende. Hun står stille og ser sig om, undrende, hun går her tit, og ser alting, intet er nyt i den lange, lige og kun halvt oplyste gade, men alligevel står hun og ser sig forundret omkring. Hun sætter sig ned.. Nej, hun knækker. Hun falder sammen og lander på knæene. Hun ligger sig ned, og ser op på himlen. Den er sort, og skyfri. Det er vinter, kulden omfavner hende. Hun græder stadig. Hun har ingen idé om hvad klokken er, og hun lod mobilen ligge derhjemme. De andre ved ikke hvor hun er. De er sikkert også ligeglade. Hvorfor skulle de bekymre sig om hende?.. Hun var bare .. Hende.. Den negative, den triste .. Den .. Den .. Den besværlige. Ikke noget særligt. Hun trak vejret dybt og frosten gjorde at man kunne se det. Hun havde glemt hendes handsker, og hendes hænder gjorde ondt, så koldt var det, men hun ignorerede det. Hun var vant til smerte.. Det var det eneste hun følte. Bare smerte.. Og tomhed.. Det fortsætter ud i uendelighed.. Hendes tanker, flyver af sted, ligesom smerten, og tomheden.. Ud i det uendelige.. Hun ruller sig sammen, hun lægger armene om sine knæ og tårerne bliver ved med at komme. Hun rør ved sin kind, en stille bevægelse, man kan næsten ikke se hun rør på sig. Hun strejfer kinden med sine fingerspidser. Det føles anderledes end tårer, det er noget andet. Hun kigger sin finger, og ser blod. Hun græder blod. Nej, forkert.. Det er hendes røde make-up.. Den får tårerne til at føles tykkere og se rød ud.. Det ligner blod.. Hun ser ikke skræmt ud, nærmere.. Mere ked af det.. Kan man være mere ulykkelig?.. Hun ryster, men rejser sig ikke. Hun hvisker.. “troede du ville være her.. Lovede du mig ikke at være her..” hun lyder bange, forladt.. Svigtet.. Hun slår ned i jorden. Som om hun er vred.. Men så begynder hun at græde endnu mere.. Som om, hun er ked af at være vred. Hun ligger sig på ryggen igen. Hun kigger op, men ikke op på himlen, hun er et helt andet sted i verden. I sin egen verden, hendes blik ser fjernt ud. Så råber hun.. “Du lovede! Du lovede mig!” hun stopper, og lader sine tårer strømme ned af kinderne. Hun rejser sig stille.. Hun ser flov ud. Som om, det ikke er normalt at græde. Hun tænker tilbage, på engang hun var glad.. Et minde..
Hun sidder alene på en gynge.. Og gynger knap nok, hun sidder næsten stille. Hun ser mere død ud end levende. Hun er bleg og der falder nogle sorte tårer ned af hendes kinder. Hun tager sine høretelefoner i, og lukker omverdenen ude. Alle der går forbi, er usynlige, lige om hun næsten er usynlig for dem. Lyden fra bilerne forsvinder og musikken starter.
..”We are all under the sun, under the same sky, so why do I feel all alone, under the sun, under the same sky..” synger The Dreams i hendes øre. Hun begynder at gynge højere, først gør det ondt i hendes venstre lår.. Hun har lige skåret sig.. Dagen før.. Hun skar: IM FINE. Ind i låret på sig selv. Hun rømmer sig, det gør ondt. Så ignorerer hun det. Hun gynger højere og højere. Indtil hun føler at hun kan flyve, så drømmer hun.. Dagdrømmer, imens hun gynger. Hun smiler et lille smil, en gang i mellem griner hun. Gad vide hvor hun er henne, måske er det bare følelsen af at flyve. Hun drømmer om at flyve langt væk, fra alt. Hun griner igen, og lægger slet ikke mærke til de forbipasserende der kigger. Hun er allerede forsvundet hen i drømmeland.
Glæde.. Følelsen virkede ikke naturlig for hende.

- det er mig selv jeg skriver om..

Skriv kommentar !