Hvor typisk er det ikke lige, at når man endelig beslutter sig for at opdatere sin blog, så kan man ikke komme ind på siden? Greeeeat. Igår var jeg i lettere dårligt humør og havde virkelig brug for bare at brokke mig, men da det som sagt på mange punkter var umuligt, klarede jeg mig igennem aftenen under dynen med te, kager (chokolade, SUK!) og The Holiday, som jeg har på film. Jeg følte mig ærlig talt ynkelig, latterlig og barnlig, men altså... jeg havde bare så ondt af mig selv, næsten uden grund faktisk, men alligevel: Jeg må godt!

Idag er jeg lidt mere nede på jorden. Dog stadigvæk i dyb frustration over alle de ting, jeg fik at vide igår og dagen inden igår. Jeg blev så forvirret, såret og bare virkelig ked af alt det, jeg fik at vide - og ja, jeg er det egentlig stadig.

Søndag aften ringer min veninde og sviner mig til... meget pludseligt, uforstående og jeg var like "Hvad-fanden-har-jeg-gjort?!" Hun fortæller mig så, at ham fyren jeg går rundt og kalder for min kæreste har været sammen med hendes veninde i længere tid, end jeg har været sammen med ham. Han har altså skulle have kørt et dobbelt spil overfor os begge - og det var pludselig min skyld. Jeg troede ikke på hende. Jeg nægtede. Efter jeg fik givet lidt igen, lagde jeg på og ringede op til ham med det samme. Han nægtede naturligvis også, og hans ord beroligede mig så tilpas meget, at jeg kunne lægge tankerne fra mig og igen koncentrerer mig om min opgave.

Igår modtog jeg så en hadebesked fra en masse af min venindes veninder. "Hvordan kunne du dog være sammen med ham, når hun også er det? Hvordan kan du se på dig selv i spejlet? Jeg fatter det ikke! Seriøst du for klam, luder" Jaja, tænkte jeg, men igen fløj tankerne tilbage til det. Jeg var tilfældigvis i hans lejlighed, han var på arbejde, og jeg "kom til" at kigge lidt i hans computer.... Dammn, skulle jeg aldrig have gjort!

Jeg fandt ud af, at han flirter med alt og alle. Ikke bare med hende pigen som også kalder ham for sin kæreste, men også med andre piger som jeg aldrig har hørt et ord om. Hvis jeg tolkede samtalerne rigtigt så har de set hinanden på webcam i mens, de har lavet frække ting. Han havde også en masse porno på hans computer, men det er, hvad det nu engang er...

Jeg slukkede inden, jeg kom hjem. Jeg kunne dårligt se ham i øjnene, men heller ikke fortælle ham at jeg havde kigget i hans computer. For os er det ganske enkelt tillidsbrud. Og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal.. Har lyst til at snakke med ham om det, men kan ikke bruge samtalerne som argumenter og derfor vil det igen bare være ord mod ord - hvor han ikke tager mig seriøst. Så: What to do?

Vi har ikke været sammen forfærdeligt længe. Hvor seriøst vores forhold er kan også diskuteres. Men alligevel er det vel forkert, at han stadigvæk har noget med en masse andre piger, når jeg gang på gang har givet udtryk for, at jeg vil noget seriøst og han tilmed selv har kaldt mig sin kæreste..

Jeg har det... fantastisk på en underlig måde. Jeg tror, at jeg er ovre alt den der "Kan-ikke-være-social-for-har-så-ondt-af-mig-selv"-periode, og det i sig selv er fantastisk. Det mindsker og ødelægger faktisk mere end først forventet at have det sådan, også selvom det kun var en "kort" periode. Men nu skal jeg så indhente det forsømte. Jeg har aftaler hver dag med søde mennesker, der flere gange har hentydet til at de savner mig og mit smil. Nuuurh.

Men det vigtigste/værste; Jeg tror, at jeg er ved at falde for en... IGEN. Gud, hvor gider jeg bare ikke at være forelsket. Men i lørdags til en fest mødte jeg ham, og vi snakkede bare SÅ godt sammen, hvilket udviklede sig.... og jeg er sikker på, at det ikke bare var det. Jeg kan bare mærke sommerfuglene i maven og kærligheden i luften - hvilket på mange punkter er rart, men er bange for at sætte mit hjerte på spil.

Always look at the bright side of life, right? Alting skal nok gå. Både for mig og dig ude bag skærmen. Livet er en gave, som vi burde værdsætte mere, end vi gør. Og smil, smil, smil! Smil til alle du møder på din vej.

Jeg ønsker i hvert fald dig - der læser dette - en fantastisk dag!
Smilet.

Efter tre timers seriøs lektie lavning, en bunke ubesvarede sms'er og tre opkald som jeg ikke "nåede" at tage, må det være tid til at komme ud til omverdenen igen. Det er sjovt egentlig - 3 timer hvor jeg ikke er online på MSN og ikke svarer over telefonen, så tror alle straks, at jeg er død. Eller måske ikke ligefrem død, men de panikkede da fuldstændig. Det har nu været rart. Jeg er langt fra færdig med alting, men har nået så meget, og så er der det mindre at stresse over.

Jeg glæder mig til jul og ferie. Jeg er kørt træt i det hele, har aldrig været så skoletræt, som jeg på nuværende tidspunkt er. Og jeg har en lille idé om, at det er, fordi det slet ikke kører socialt for mig. Jeg orker ikke at lave noget efter skole, og jeg orker bare ikke lige at sidde og lytte til diverse ligegyldigheder. Jeg har SÅ dårlig samvittighed over det. Føler mig virkelig egoistisk og led. Men på den anden side glæder jeg mig selv lidt ved, at vi alle kommer til en periode, hvor vi bare har brug for at være for os selv. Gid, andre forstod det...

Jeg er bare så træt. Alt for lidt søvn, alt for mange aftaler og alt for lidt tid - som denne lige nu - hvor jeg bare kan koble af og rent faktisk nå at tænke over tingene. Åh, jul kom hid! Jeg har brug for ferie og ordenlig hygge med min familie.

I går var jeg sikker på, at den sidste pulsebrik i livets pulsespil havde fundet sin plads. Jeg blev høj af lykke, og følte mig uovervindelig. JEG vandt. I - alle mine fjender(?) - tabte. Jeg havde fundet vejen videre frem, og afsluttet fortidens løse tråde. Samtidig havde jeg formået at få dannet en nogenlunde stabil tilstand i nutiden. Og det i sig selv føltes uvirkeligt. Derfor var det ikke overraskende, at min reaktion var, som den var. Jeg lover dig for, at jeg kunne have væltet bjerge af bar selvtillid og tro.

Og nu er jeg så netop hjemvendt fra en fiasko af en fest. Jeg føler mig, som livets evig sorte får. Og faktisk har jeg det som om, at jeg er landet i en anden verden for intet af gårsdagen succes, har været at finde i dag. Hverken gåderne fra fortidens løsninger, fremtidens vej eller nutidens stabilitet. Det er klart, at hvis jeg så kaster spot-light på det hele, at jeg ender med spørgsmålet; hvordan kunne det gå SÅ galt?

Hvis jeg virkelig var overtroisk, ville det være nemt at give datoen skylden; fredag d. 13. (Og jaja, den er over 00:00, derfor lørdag d. 14, men det skete inden!) Men desværre er jeg ikke så heldig, at jeg kan bilde mig selv ind, at det kan være noget med det at gøre. I virkeligheden må jeg nok blank erkende, at det er min egen - og udelukkende min egen - dumhed, der har været på spil. *Klap-klap* Og det skal lige understreges, at jeg ikke selv er overrasket.

Jeg starter simpelthen dagen op med at svare fuldstændig forkert på en sms. Det var til ham, jeg havde noget kørende med, da jeg i sin tid startede bloggen. (Ja, man kan nærmest give ham skylden for, at jeg er endt her) Men mine ord blev i hvert fald sammensat så, han åbenbart troede, at jeg ville noget. Dette lagde jeg ikke mærke til i første omgang, og rystede derfor bare på hovedet, da han skrev en flirtende besked tilbage. (Allerede der undrer jeg mig over, hvorfor jeg ikke så tegnet?)

Alt gik godt til vi - en flok tøser og jeg - tog afsted mod aftens fest. Vi havde opvarmet, men alkoholen gik aldrig rigtig ind. Til festen var der en masse mennesker. De fleste var kendte, men også en del ukendte. Jeg faldt så i snak med en nydelig ung mand, og vi snakker ret så godt faktisk. Der var en lille erotisk stemning i luften, hvilket jeg ikke havde det store imod. MEN!

Min gamle flamme kom. Han lagde tydeligt mærke til vores flirt (troede ikke det var så tydeligt?) Og da han havde regnet med, at alt var tilbage ved det gamle, tog han den nye og smadrede i gulvet. Der startede alting så; veninder der blev sure, forvirring omkring Flammen og den stakkels nydelige unge mand der ingenting forstod - det gjorde jeg heller ikke ligefrem, men alligevel - Alting endte ganske enkelt i KAOS!

Og jeg må blank erkende, at det bare ikke har været min aften. Det bliver SÅ fedt at skulle samle alle brikkerne i morgen. Så mange forklaringer. Jeg kan allerede se det for mig; mig der sidder i den sorte stol med en flok anklagende mennesker omkring mig. Gud Fader; ønsk mig held og lykke! Og kryds gerne fingre. Jeg får brug for alt det støtte, jeg overhovedet kan få.

Dumme, dumme, dumme og dumme mig.

Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, da nedenstående samtale fandt sted. Jeg har prøvet at citere samtalen så godt som muligt, men vil naturligvis understrege at det højst sandsynligt ikke har været sådan ordret. Og det i parateserne er mine tanker:

Klovn: Hvordan kan et menneske som dig leve?
Smilet: Øhhh, hvad mener du?
Klovn: Ja, hvordan fanden kan du eksistere? (Joker du?)
Smilet: Øh, jo nu skal du høre. Mine forældre kneppede, min mor blev gravid, godt 9 måneder efter fødte hun mig og min tvillingebror. Og her er jeg. Eller vil du hellere have den censureret udgave? (Sidst nævnte en utrolig dårlig joke, han slet ikke fattede - jeg forstår ham godt!)
Klovn: Ta' dig nu sammen man! Du ved sgu da godt, hvad jeg mener.
Smilet: Jeg er ked af det, men hvis min historie ikke var svar nok, så ved jeg godt nok ikke, hvilket svar du søger.
Klovn: Hvordan kan du leve med dig selv? (Uha, det var egentlig et ALT for godt spørgsmål..)
Smilet: *Kigger tavst og sukker* Åhh, du må forstå...
Klovn: Jeg gider faktisk slet ikke høre på det. Det er jo bare den ene dårlige undskyldning efter den anden. Har jeg ikke ret?
Smilet: Du vendte mig ryggen, misbrugte min tillid og pissede mig godt og grundigt op og ned ad rykken. Hvad fanden havde du regnet med?
Klovn: *Vender sig om og går*

Og jeg står tilbage fuldstændig forvirret og rundt på gulvet. Jeg ved virkelig ikke, hvad han havde regnet med. Men jeg står stadigvæk fast; først skal han undskylde, dernæst kan jeg tilgive. Uden undskyldning, ingen tilgivelse. Jeg har ikke en dårlig smag i munden, men hans "Hvordan kan du leve med dig selv?"-spørgsmål, sidder altså fast. Svaret har jeg ikke. Jeg har vel bare vænnet mig til, at jeg er stædig og til dels retfærdig. Når jeg vælger at stole på folk, accepterer jeg ikke, at de misbruger det. Når de er inde, er de virkelig inde - og så gør en hver form for "udnyttelse/misbrug" ondt - men det forstår de ikke.

Det der startede hele samtalen var, at Klovn mente, at jeg skulle hjælpe med at få hans kæreste (måske eks-kæreste) på andre tanker mht. ham. Ligeledes ville han have mig til at lægge et godt ord ind for ham, hos nogle af mine veninder - så han havde en back-up, hvis det gik galt med kæresten. Og det skal også lige siges, at han fuldstændig fravalgte mig - hans "bedste" veninde - da han fik sin kæreste. Han valgte at fortælle mine dybeste hemmeligheder, og dele ud af diverse ting jeg har fortalt ham, der i blandt nogle private seksuelle oplevelser. Og hans kæreste har så sagt det videre til mange andre. Fedt - nej!

Derfor ved jeg virkelig ikke, hvad han havde regnet med. Jeg ved bare, at han først skal undskylde, før jeg kommer i bedre tanker - hvis det overhovedet er muligt. Jeg er sur og skuffet, men også utrolig overrasket over hans urimelige krav. Og sidder lidt tilbage med den der "Hvem er det, der er egoistisk nu?"

Stille og fredfyldt musik fra en ukendt kunstner beroligerer mig. Det er faktisk sværere end som så at gå imod sine egne principper og ikke mindst store egoisme. Jeg ved simpelthen ikke, om det er det værd, og især ikke fordi det blot er en bagatel. Skal en bagatel ødelægge hele min tankegangs værk? Eller skal jeg gå imod alt, hvad der omhandler ”regler og principper” fra egen side af, for at hjælpe en ven – der har pisset så mange gange på mig, at det halve kunne være nok?

 

For at være ærlig ved jeg det ikke. Enten bliver jeg stemplet som den egoistiske, kolde og idiotiske idiot, eller også bliver jeg den gode og omsorgsfulde ven. At jeg selv ved, at jeg er begge ting, er en anden side af selv samme sag. Og noget helt tredje; betyder andres mening overhovedet noget? Selvfølgelig, men så længe jeg selv ved, hvem jeg er, hvor jeg står og hvad jeg mener, kan det næsten være bedøvende ligegyldigt, om andre tror på det.

 

Jeg tænker videre denne halvtriste søndag, som alligevel på trods ærgeligt nederlag har været den bedste søndag i så lang tid, jeg husker.

Mit liv er gået i stå, og jeg har selv valgt det. Jeg har lagt følelserne på hylden, og vandrer nu rundt som en levende død, der prøver at klare sig igennem den ligegyldige og grå hverdag. Det er ikke, fordi jeg er ked af det, heller ikke fordi jeg er glad - jeg er nærmere ligeglad.

Jeg har hver dag tilbragt et par timer efter sidste model sammen med nogle fra min klasse. Alle dage har jeg følt det samme, når vi har skiltes på vores vej - de har gået hjem overskrevet på Facebook, at de synes, det har været åååh så hyggeligt. Jeg har hverken følt glæde eller sorg over tiden med dem. For mig har det bare været underholdning. Ikke særlig god underholdning, og for at være ærlig ville jeg da næsten hellere få styr på de sidste lektier, se en god serie og drikke en god kop te, eller lave andre hyggelige ting for mig selv.

Kort sagt: Jeg er ligeglad. Fuldstændig kold og til dels følelsesløs. Jeg har ALDRIG oplevet noget lignende, men jeg tror, at det er pga. diverse mennesker der i løbet af sidste weekend valgte at stikke mig i ryggen, har gjort mig endnu mere immun. Jeg må passe på mig selv - og det gør jeg bedst, hvis jeg ikke lukker for mange ind. Og fred være med at de så synes, vi er vildt tætte, når vi kun snakker om dem og deres problemer, som desuden rager mig en papand. Det er bare lidt sjovt at tænke på, at deres store egoer, ikke engang lægger mærke til, at alting handler om dem, når jeg er i selskabet - men måske er det det, der gør mig så interessant. Jeg snakker så sjældent om mig selv

Det føles som en evighed siden, at jeg sidst har skrevet noget. Jeg ved godt, at det måske ikke lige er det, men der er bare sket så meget. Faktisk så meget at jeg hverken ved, hvor jeg skal starte eller slutte. Øverste etage er fuldstændig overbelastet. Og jeg holder "fri" ...

 

Eller det gør jeg jo ikke, for det har jeg ikke tid til. Det bliver en stressende uge med afleveringer, læsning og en masse sociale arrangementer, jeg ikke orker at være med til. Men jeg gør det alligevel, dels for at vise andre at jeg faktisk stadigvæk er en helt okay person - og dels for at overbevise mig selv om at jeg er stærk nok til at rejse mig efter dette. Og selvfølgelig er jeg da det.

 

Julen presser på med hastige skridt. Og aldrig har jeg glædet mig så meget. Mest fordi det betyder ferie og hygge, men også bare for at tage en slapper. Det er lige præcis dét, jeg har brug for. Og nu fik jeg slet ikke nævnt noget om fødselsdagen igår eller den vilde fest i fredags, men tja det må blive imorgen, eller i overmorgen, eller aldrig nogensinde. Egentlig vil jeg helst glemme, måske vil det også hjælpe på forvirrelsen over de tilbageværende følelser?

 

Sidst; Undskyld denne ligegyldige snak over ingenting, som alligevel for tiden er alting. Jeg er forvirret, men samtidig afklaret. Åh gud. Ja, bare undskyld.

Mit største ønske på nuværende tidspunkt er at tage den første flyver ned til sydens sol og mere farverige perspektiv af denne årstid. Bare væk fra alle de velkendte mennesker og hverdagens rytme - og ned til nye ansigter, nye omgivelser og nye (korte) vaner. Jeg er ligeglad, hvor det er, bare der er varmt, lyst og rart. At ønsket så er næsten umuligt er en anden side af selv samme sag - en side jeg ikke rigtig vil bruge min dyrebare-host-tid på. Jeg er faktisk sunket så dybt, at jeg kigger på hoteller og drømmer mig væk.

Det går egentlig fint nok. Der sker en masse underlige og uforklarlige ting for tiden, som jeg ikke helt kan sætte ord på. Og så er jeg bare så asocial. Jeg orker ikke mennesker lige nu. Jeg vil bare have min musik i ørerne og så klarer mig igennem dagens gøremål på den måde. Selvfølgelig ved jeg, at det er så utrolig dumt at gøre det, da jeg kommer til at gå glip af SÅ meget. Men på den anden side så bliver mit humør bare heller ikke bedre af at høre om diverse kæresteproblemer og "Hav-ondt-af-mig" snak fra mine veninder for tiden. Og drengene - ja, de er, som de nu engang er. Pisse ligeglade, så længe de har øl og piger at rage på. Jeg orker hverken det ene eller det andet. Faktisk orker jeg kun mig selv. Kæmpe egoist - jo tak, men som sagt, i sidste ende er man vel altid sig selv nærmest.

Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg har tilbragt dagen med alt andet end, det jeg skulle; læse lektier. Jeg har udskudt det hver eneste dag, for der er jo altid en dag imorgen, men nu - nu er dagen imorgen, dagen hvor rapporten skal afleveres. Og nu, nu ender jeg med at sidde oppe den halve nat til, jeg har fået skrevet en faldefærdig rapport, der er så langt under min standart, at min lærer ikke kan blive andet end skuffet - men jeg har ikke tiden til at gøre det bedre. Den er forsvundet. Pist forsvundet.

Den smarte læser tænker nok "Hvis du har så travlt med den rapport, hvorfor skriver du så blog nu?" Ak ja, jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om det. Alt for indviklede formler og forsøg, jeg ikke kan huske. Det er første gang - og forhåbentlig sidste, at tiden får lov til at flyve sådan fra mig. Ihhh, det er skuffende!

Godnat bloggere. Må I alle sove rigtig godt og vågne op til en forhåbentlig fantastisk dag imorgen.

Jeg vågnede inden, min mobil havde tænkt sig at vække mig. Det endte vildt igår - sagt på den måde, at jeg ikke havde forventet den udvikling af aftenen. De varme, våde og saltede tårer strømmede ud af begge øjne, og jeg førte mig selv tilbage til det stadie, hvor jeg græd hver aften, dengang udelukkende pga. daværende bedste vens død. Jeg selv mente, at det var en god undskyldning, men ingen måtte vide det, for jeg er jo den stærke. Disse tårer kom af en samtale med Jyden over MSN, han var grov, og så alligevel ikke. Jeg blev bare skuffet over ham, fordi jeg altid har troet, at han i hvert fald var ved min side, men det var han åbenbart ikke.

Mit i dette kaos ringede Jack (Ham fra klassen jeg er uvenner med over latterligt pis) Han var fuld og snakkede løs om, at han ikke forstod hvorfor jeg gad være sammen med nørderne, når jeg kunne være sammen med ham og hans "crew" - Han ringede op til flere gange, og endda også da jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg bad ham om at lade mig være og ringe igen, når han var ædru - selvfølgelig sagde han "Jeg kan jo ikke huske det imorgen!" Hvad kunne jeg bruge samtale(rne) til, hvis han alligevel ikke kunne huske det? Intet. Og ganske rigtigt, han har hverken ringet, sms'et eller på anden vis prøvet at kontakte mig. Så det har nok bare været fuldemandssnak.

Jeg var virkelig nede og skrabe bunden, da jeg lagde mig i sengen for at sove. Jeg var så langt nede - både sur og skuffet, men samtidig fast besluttet på, at ingen skal kunne knække mig. Jeg skal være den stærkeste. Så idag tog jeg alligevel toget til København, hvor jeg mødtes med Cille (hende jeg kender fra en hjemmeside) - Det blev en super hyggeligt dag, og mine tanker fløj hen på noget helt andet. Rart.

Nu er jeg så foran computeren igen, og endnu en gang falder jeg lidt tilbage til den der "Hvornår logger han på? Skriver han mon til mig?"-stime. Selvom jeg ikke vil, så betyder han for meget. Tror ikke jeg er klar til at give slip. Overvejer faktisk helt at slukke computeren og gemme den så langt væk, at jeg ikke kan finde den igen, før jeg er klar. Jeg har alligevel masser af film at begive mig ud i... Nå, nok snak for idag.

”Nu skal du op, Anton.” sagde moren med en blid og omsorgsfuld tone. Anton vendte og drejede sig. Han gad godt nok ikke op nu, han var stadigvæk dødtræt, så han ignorerede blot hans mors ord. ”Tredje gang er lykkens gang” tænkte moren, da hun for tredje gang måtte finde vejen ind til Antons værelse. Hun hev hans varme blå dyne fra ham og sagde fast, at nu skulle han op, ellers kom han ikke med til Zoologisk have.

”Nøøøj, se lige den struds!” udbrød Sophia, Antons storesøster, da de nåede hen til strudsene. De havde set alverdens dyr - både løver, tigere, aber, isbjørne, pingviner og et hav af forskellige kaniner og geder. Intet havde gjort vitterligt indtryk på Anton, eller jo han lagde særligt mærke til ét dyr, da de nåede frem til løverne. Den smukkeste farverige sommerfugl fløj rundt imellem dem. Den var blå, rød, lilla og med et lille strøg gult. Den var helt lille, men alligevel lyste den så meget op, at løverne forsvandt væk i baggrunden. ”Selvom du er lille og svag, så er du det smukkeste, jeg nogensinde har set” hviskede Anton for sig selv ud i intetheden, kort efter råbte hans mor atter efter ham, nu var det tid til at komme videre.

____________

Jeg ved egentlig ikke, om jeg har fået budskabet frem. Der mangler stadigvæk lidt arbejde med den, men meningen er ganske enkelt, at det ikke altid er de store og stærke ting, man lægger mærke til. Hm, og så er den skrevet udelukkende pga. kedsomhed denne fredag aften. Ak ja, det er skam også dejligt en gang imellem.

Indrømmet - jeg kom ikke rigtig op i morges. Jeg var så træt og orkede bare ikke, desuden skulle vi ikke lave noget decideret vigtigt. Det har også bare været rart at ligge under dynen med bogen "Er der nogen?" skrevet af Marian Keyes - Den kan klart anbefales, og især hvis man selv har prøvet at miste.

Dagens store spørgsmål er stjerne-enkelt: Fest eller afslapnings aften senere? Jeg har fået en del tilbud til diverse fester/hygge, men om jeg lige er i humør til at være social, ved jeg faktisk ikke. Tror det bliver en totalt "off"-dag idag, hvor jeg bare nyder mit eget selskab, og måske forkæler mig selv med lidt ansigtsmaske mm.

Desuden: Er blevet inviteret med ud og shoppe imorgen af en pige, jeg har "mødt" over nettet på en anden hjemmeside. Altså jeg føler aldrig, vi rigtig har noget at snakke om og første gang, vi mødtes var det SÅ akavet, dog mest pga. tredjeparten, længere historie. Så er simpelthen så meget i tvivl, om jeg skal tage med? Hm, på den ene side vil jeg gerne prøve igen, på den anden side er jeg bare bange for, det bliver en fiasko - som alt andet socialt jeg laver for tiden... Hmmm.

"Må jeg ikke liiiige snakke med dig, Smilet?" Tjo, det måtte hun vel egentlig godt, og under alle omstændigheder var jeg ikke kreativ nok til at finde på en undskyldning, der ikke var alt for ringe. Hun tog mig til side, og stod og snakkede løs om, at hun gerne vil tilgive mig, hvis bare lige jeg sagde undskyld. Jeg lignede et spørgsmålstegn "Øhh, undskyld? For hvad dog?" Hun kiggede forundret på mig, og genopfriskede vores lille misforståelse, vi havde for et par dage siden (Selvom jeg udmærket huskede det) "Jamen, jeg kan jo ikke sige undskyld for noget, jeg ikke selv mener er forkert?" sagde jeg stille, men fast. Hendes fjæs ændrede sig fra det yndige uskyldige prinsesse udtryk til et monster, der var ved at gå i udbrød.

Efter det blev jeg svinet lidt til og hørte senere på dagen, at hun sad og fortalte alle andre om det. Lad dog barnet, tænkte jeg blot. Tænk at hun gider gå helt ned på børnehave niveau bare pga. en så lille bagatel. At hun virkelig ikke kan slå en streg over det uden en ligegyldig undskyldning, er mig en gåde. At jeg så er så stædig, at jeg nægter at sige undskyld - tja, det er måske også lidt lavt, men sådan er det vel bare.

Faktisk er jeg blevet utrolig glad for at skrive herinde. Og føler virkelig jeg får skrevet meget (ligegyldigt) stof, der hjælper mig af med tanker, følelser og frustration, hvilket virkelig er rart. Så selvom der måske ikke er mange, der læser det - så er det sgu dejligt alligevel.

 Et smil bredte sig på mine kolde røde læber, og lettelsen spredte sig videre ud i alle kroge i min krop. Jeg grinte en stum latter. Mit blik fangede det lille billede i min vindueskarm, der forstillede to glade sjæle, der stod og holdt om hinanden. Kærligheden lyste smukt og gav billedet dybte, men det var dengang. Jeg rev billedet i stykker, fuldstændig koldt. Og begyndte dernæst at tænke på, om jeg  skulle fortælle ham om den glædelige nyhed, så han ikke behøvede at være bange længere? Jeg kiggede betænksomt på min telefon, fandt hans nummer og begyndte at skrive, men slettede det lige så hurtigt igen. Nej, han behøvede ikke at vide noget. Fast besluttet slettede jeg hans nummer, og grinte den stumme latter endnu en gang. Han er fortid.

I bund og grund er det jo den fedeste løgn, at jeg har udtalt mig om, at jeg ikke har tænkt så meget over det - for selvfølgelig har det været det, der har plaget mig hver eneste gang, at jeg har fundet vejen til min seng, og oprindeligt også skulle finde vejen til drømmeland. Det har bare gået så dårligt, at jeg tit har ligget vågen til langt ud på natten - og i disse sekunder, minutter og timer har mine tanker ikke strejfet andet end angsten for, at jeg måske bar rundt på et barn. Og hvad fanden jeg skulle gøre ved det.

Jeg fik så langt om længe taget mig sammen. Faktisk første gang at jeg har prøvet at tage den test før. Og efter en smule læsning følte jeg mig "parat" til at blive afklaret. Det var nok de længste 5 minutter i hundrede år - jeg stod bare og trippede på badeværelset, og holdte øje med om der skete noget. En nervøsitet og kvalme var med til at gøre det værre, men da de så endelig var gået kunne jeg jo egentlig ånde lettet op. Selvom jeg stadigvæk er lidt i tvivl... tror først jeg er helt sikker, når tante rød er vendt tilbage.

Men så langt så godt, ikke sandt? Nu er det gjort, og forhåbentligt bliver min nattesøvn meeeget bedre efter dette.

Jeg er nu officielt alene, fuldstændig alene i den alt for store og uoverskuelige verden. Da jeg satte mine fødder på gymnasiet idag, mærkede jeg allerede hadet fra alle mennesker. Jeg blev bange, men satte blot min facade mere op - endnu en dag i sikkerhed fra omverden. Og tja, det er da heller ikke sikkert, at de hader mig. Jeg følte mig bare ikke velkommen idag, og vil mildeste talt kalde det for en øv dag - på trods af det fantastiske tolv tal i tysk, dem kan jeg bestemt godt bruge flere af.

Jeg har fået handlet ind, ryddet op og lavet dagens lektier - så langt så godt. Nu skal jeg bare lige have taget den nyindkøbte test, og så vil jeg højst sandsynligt skrive om resultatet senere, hvis jeg har energi og lyst - krydser fingre for at det er negativt (altså positivt, men tja, I forstår!)

Det er underligt at være så asocial for tiden. Jeg har altid været pigen med så mange mennesker rundt om sig, at jeg har været nødt til at "få dem på afstand" - nu har jeg så fået dem så langt på afstand, at de ikke ser mig mere. Ej, det skal nok komme igen, det skal det da.

Om jeg begriber, at de kan blive så sure over så små bagateller. Egentlig har jeg aldrig forstået hunkønnet lige på dette punkt. Lidt selvironi ville være godt, og så en smule forståelse for, at man altså ikke hver dag kan rende rundt med det største smil på læben. Det er deres problem - hvis hun vil blive sur over noget så tyndt, som at jeg svarede "for sent" på en sms, og samtidig svarede med en lille bemærkning til, at det måske var lidt "løst på tråden" at gøre det. Helt ærligt, hun bedte om min mening, og jeg siger den.

Jeg har altid været mest glad for mine hankønsvenner. Men jeg har også altid været en drenget pige, der er til fodbold og ikke det mindste bange for alle de "ulækre" ting. Så selvom de nogle gange er nogle idioter, og jeg automatisk søger hen til tøserne, der til hver en tid vil bakke mig op i min "Lad-alle-mænd-forsvinde-fra-denne-jord"-snak. Men helt ærligt; så går den sgu lige så tit den anden vej, selvom det ikke bliver til så meget snak, nærmere noget "Jeg-boycutter-alle-mine-veninder"-hygge.

Det var lige dagens brok. Og gud ja, har sgu glemt at få det undersøgt, må jeg lige gøre imorgen. Det skal jeg!

Smilet // Der ønsker alle en foresat god tirsdag.

Jeg skubber det egentlig bare længere og længere væk. Nogle gange glemmer jeg helt, at jeg burde være bekymret. Det har klart noget at gøre med, at sidste gang fik jeg et (stort) flip, og der var det ingenting; altså ligegyldige bekymringer og samtaler om noget, der egentlig slet ikke var til stede. Jeg brugte så meget energi på det, at jeg virkelig fortrød efter - og det har gjort, at min holdning er så "slap" nu, for selvfølgelig er jeg da bare så heldig som sidst. (Ved udemærket godt at dette ikke nødvendigvis er tilfældet)

Jeg bliver mindet om det, hver gang jeg ser den uåbnede pakke bind, der står i badeværelsesskabet, men på en eller anden måde kommer jeg fra det, når jeg går ud derfra. Egentlig burde jeg gøre et eller andet - min menstruation er gået 20 dage over, og den plejer altså at være der på slaget - men på den anden side; det kan jo godt være, at den bare er lidt forsinket.

Jeg burde være mere ansvarlig, det ved jeg godt - jeg er trods alt så gammel, at jeg virkelig burde sørge for beskyttelse, men altså det var en smutter (En smutter jeg godt vidste, var en smutter!)

Faktisk ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg venter bare på, at den kommer tilbage - men hvad nu hvis? Lige nu i dette øjeblik bliver jeg bange, men jeg ved også, at det højst sandsynligt er væk så snart, jeg har endt bloggen, og afsluttet dette kapitel. Jeg burde skamme mig - tænk hvis jeg bærer rundt på liv.