"Transformers" i Imperial Bio
Jeg er netop vendt hjem fra Imperial i København, hvor jeg sammen med min lillesøster og hendes kæreste, har set Michael Bay's nye actionfilm, Transformers.
For længe, længe siden så jeg en teaser til denne film, og kunne ikke lade være med at forestille mig en latterlig, halvkedelig og klichéfyldt actionfilm. Bedre blev det ikke, da jeg under min forrige biograftur, så en trailer, der frembragte latter og medlidenhed. Men når instruktøren hedder Michael Bay (The Rock, Armageddon), skal man ikke lade sig narre; så kan man næsten på forhånd regne med, at filmen i det mindste er underholdende. Og dét er lige hvad den er. Transformers er på ingen måde en film, der bør ses af højtuddannede filmfolk, der i mange år har læst filmvidenskab, og falder i staver over instruktører som Lars von Trier eller Pedro Almodóvar, men i stedet af dem der ønsker et underholdende actionbrag. Kort fortalt, handler Transformers om kampen mellem gode og onde højteknologiske robotter, en kamp der udspiller sig på Jorden. Så kort kan det siges.
Og hvad kan man så forvente at se? Skuespillerne vinder næppe en statuette ved næste Oscar-fest, mens filmen nemt ville kunne løbe med en pris i kategorien "Bedste effekter". For Transformers er effekt-blær uden lige og rent lir for øjnene. Historien virker som noget fordrukkent sludder, hvilket ind i mellem får én til at ryste på hovedet i forvirring, men heldigvis bevæger "historien" sig hurtigt videre, og der kompenseres med hårdtpumpende action og ekstrem imponerende effekter. Humoren er ligeledes et vigtigt element i filmen, for det hele serveres med et glimt i øjet, hvilket hjælper hele oplevelsen med at glide nemt og elegant ned. Opbygningen kan sammenlignes med Armageddon; en god effektfilm, som man ikke bør tænke alt for meget over.
Michael Bay har således begået en imponerende effektfilm, der er ligger langt over gennemsnittet for denne genre. Det er stort, det er vildt, det er voldsomt, det er morsomt, og det er ekstremt underholdende. Helt klart en film, der bør nydes på et stort lærred.
* * * * (ud af 6)
Jeg velkommer alle filmnørder og folk, som ønsker at få et godt tip til en god film. Forspørgsler er selvfølgelig meget velkomne :-)