Jeg kommenterede et blog-indlæg om en efterskolesag. Jeg skrev:

Jeg læste at økonomien i samfundet måske fremover sørger for at familier ikke får bragt dem selv ud i en situation, de ikke kan overskue.

S: Dyrere efterskoler for rige (DR)

Selvom det et øjeblik må føles som en nederlag for dem ikke at kunne opfylde Juniors ønske, så kan det blive en gevinst for især de unge i sidste ende.

Efterskoler handler meget om at skulle lære at sælge ud af egne værdier for at kunne underkaste sig fællesskabet kompromisløst, hvilket beskrives i denne artikel fra Dagbladenes Bureau.

Fra stjerne til efterskoleelev (Dagbladenes bureau)

Men hvis ungerne ikke lærer at stå frem med deres egne input og bøje nakken når flertallet taler, så mister vi noget vigtigt i vores samfund. Jeg har på min arbejdsplads en del kontakt med udlandet og vi er involveret i globale projekter. Når vi f.eks. sender en opgave til Indien, så ved vi at oplægget skal være perfekt. Vi kan ikke forvente et modspil fra de ingenører vi sætter til at programmere. De er så underdanige at de rask væk programmerer eventuelle fejl ind. De er blottet for enhver kritisk sans og det er direkte skadelig for produkternes kvalitet.

Jeg håber af hensyn til landets fremtid at de unge fravælger dette levn fra koldkrigen og i størrere grad foretager mere egoitiske valg i deres liv.

Som jeg skriver, så har vi ikke brug for menige i en innovativ tid. Vi har brug for mennesker, som kan leve i nuet og forstå det behov som samfundet måtte have netop nu. Det får man ikke ved at indespærre sig et år i et slags parallelsamfund hvor at man skal tilpasse sig. Det er jo netop utilpassede og lidt kiksede typer som f.eks. Bill Gates der laver innovative tiltag.

Som jeg siger det som mellemleder: Jeg vil hellere være chef for 5 primadonnaer der tør stille spørgsmålstegn ved påståede fakta end at være chef for 5 personer der reelt fungerer som en medarbejder med 10 arme.

Ledelsen forventer resultater. På de arbejdspladser jeg har været ansat på, har vi oplevet hele musikken med selvmord og dødsulykker, men det har ikke fået os til at gå i stå fordi at nok er vi i samme virksomhed, men vores indsats er så individuel at tab af en medarbejderenhed ikke burde lamme virksomhedens indsats.

Husk på at når I går hjem fra en arbejdsplads eller en efterskole den sidste dag, så er det eneste at I er fælles om minderne og problemerne med at skulle fungere som et selvstændig individ nu hvor at gruppens støtte og sikkerhed er væk.

Hvis de unge kom til mig og spurgte til hvad jeg synes at de skulle gøre, så ville mit svar være at de skulle køre gymnasiet igennem og så tage en fjumreår der istedet, hvor at de får noget erhvervserfaring. Den holdning er jeg ikke alene om:

Tag et fjumreår (BT-debat)

Her vil de unge lære noget om livets værdier i modsætning til hvad der sker når man lukker nogle mennesker inde bag nogle mure hvor at de så skal leve under normer som er ganske anderledes end de som gælder ude i samfundet.

Generelt føler jeg at der er for meget fokus på fællesskabet i vores samfund. Så meget at vi risikerer at falde agterud i en globaliseret verden hvor over 100 andre lande kun tænker på dem selv.