Min fagforening HK har været indvolveret i en undergravende virksomhed imod en anden fagforening. Det er godt nok en gul fagforening efter manges opfattelse, men alligevel en fagforening.

Et stor Amerikansk firma CSC ville knække denne fagforening med import af små gule mennesker fra Indien som ville arbejde for 5 blanke glaskugler og en skål ris.

Det er en fair aflønning nede i deres land, men bestemt ikke i Danmark. Jeg skammer mig over mit HK medlemskab. Jeg fik mit første job lige efter skolen og gik så på elevløn nogle år. Men de tider hvor at folk kommer direkte ud fra skolen og hopper direkte ind i de forskellige jobs er slut. Derfor skal uddannelse til.

Det koster og de unge gældsætter sig. Så vil min fagforening have at de skal aflønnes som kontorassistenter og leve af elevløn når der står en bank på nakken af dem og vil have studielånet tilbage. Næppe.

Danmark vil tabe på det her. De unge vil blive skræmt væk fra IT-branchen. Vi har alle tabt bortset fra de små gule og de fede, rige amerikanere som står bag dette CSC selskab.

Føj, siger jeg bare

Jeg læste en debat-tråd på SOL og svarede følgende:

Jeg tror at det er en kombination af ting. Jeg er blevet involveret i en paragraf 50 rapport, som ofte er sidst skridt før en tvangsfjernelse. Ikke at børnene i den aktuelle sag på nogen måde er kriminelle, ikke at forældrene er misbrugere (Der foreligger en hårtest - 90 dage uden spor af stoffer). Forældrene er faktisk i arbejde. 

Det som er sket er at en af forældrene på et tidspunkt var uarbejdsdygtig. Ja, manden gik over et fodgængerfelt og blev kørt ned af en spritbilist. Han lå på hospitalet i en måned imens at han blev lappet sammen. Børnene reagerede på denne uro i hjemmet og kommunen bød ind med en familie-coach. Ja, forældrene ville børnene det bedste så de sagde ja. I de cirka 2 år der er gået siden at systemet kom indenfor er familien blevet mere og mere mixet ind i systemet. Der er kommet aflastning på og denne familie rapporterer så om kost og tøj. Tøj og smag er forskellig og aflastningsfamilien har den endelige dom over tøj som systemets repræsentanter. Skolen har brug for penge så de smurt kraftigt på for at få en støttepædagog nu hvor at de har lugtet lunten om at der sker noget hos familien. 

Symptomerne hober sig op for at få flere professionelle ind over. Pigen er teenager, men hun har dukker på værelset istedet for at gå ud og drikke som 13 årig. Går hun måske i barndom for at huske den gode tid inden ulykken? Er det en sygelig tendens at børn bliver urolig for deres forældre. Skal de ikke være nogle ufølsomme individer der burde lade livet gå videre - man ser jo så mange andre sparke til mennesker der ligger ned? Kan disse børn overhovedet blive velfungerende voksne, hvis de bekymrer sig over små problemer i deres nærmeste familie? 

Jeg græmmes over at systemet i dette tilfælde som så mange andre begynder at finde problemer hvor at der ikke er nogle, men når familiecentrene landet over faktisk er ude af kontrol - uden modspil fra en politisk ledelse der i sagens natur er nikkedukker al den stund at de er deltidspolitikere uden professionel uddannelse på området - hvordan kan det så blive anderledes. 

Hvis man sendte et konsulentfirma ind over samtlige paragraf 50 rapporter, så vil man i mere end halvdelen af dem kunne se at de nærmeste er rekrutteringsmateriale fordi at alt handler om at skaffe arbejde til kollegaer i forvaltningen. Ankestyrelsen er ikke meget bedre. Det er en forsvindende lille andel af tvangsfjernelserne der bliver omstødt. Først når disse sager når domstolene, hvor at analysen bliver uvildigt så sker der noget. 

Danmark har markant flere tvangsfjernelser end de andre Nordiske lande og prisen på anbringelserne er 20-25 procent højere end i de andre Nordiske lande. 

Er Danske forældre så meget dårligere? 
Hvorfor er prisen så høj? 
Fungerer tilbudsportalen.dk ikke? 
Er der tale om korruption fordi hvordan finder de to parter hinanden uden offentlig udbud?

Jeg kommenterede en artikel på Jydske Vestkysten's hjemmeside:

Når man tager mennesker fra der 21. århundrede og isolerer dem som det reelt er i en gruppe med en anden dynamik end den man finder i det omkringliggende samfund så skaber man nogle massive udfordringer.

Dels er forældre utrygge hvilket en blog jeg læste den anden dag giver udtryk for: http://blog.tv2.dk/angelaellinor/entry379888.html

Men isolationen er også en udfordring for de unge. Nogle klarer det og andre ikke: http://www.blog.dk/b/90827

Jeg kan godt se hvorfor at nogle efterskoler vælger denne løsning, men er de klar til at tage ansvaret for hvad de sætter igang? Kan familierne sove trygt om natten i håbet om at skolerne læser depressive signaler i tide, så dem der ikke burde være der kan komme hjem i tide og vel at mærke på en måde så det ikke bliver et nederlag som teenageren ikke kan komme sig over? Jeg ved det ikke. Jeg ved blot at jeg som forælder ikke ville tage chancen med mine børn.

Jeg kommenterede artiklen: Pædagog bortvist: Lokkede 17-årige drenge til sex med prostitueret i Jydske Vestkysten. Her er hvad jeg skrev:

Det er som om at der altid vil opstå en voldsom offentlig debat, når detaljer om behandlingsmetoder komme frem i offentligheden. Hvad der har været accepteret mundtlig praksis opstået under en tidligere ledelse eller måske ligefrem i et tomrum opstået af manglende nærværende ledelse kan skabe debat, hvis metoderne ikke konstant opdateres i forhold det ændrede moralbilledet som er ude i befolkningen.

Prøv bare at tænke på hvor meget at vi har flyttet os det seneste årti med hvad vi synes at de unge må indtage til ganske almindelige halballer og koncerter. De unge får deres jødestjerne i form af et armbånd, så de ikke kan købe alkohol. Det så man ikke for blot få år siden. Døgninstitutionerne må forstå at de skal følge med tiden.

Jeg skal ikke kunne sige hvad der har været praksis på netop denne institution, men læserne kan søge på reaktioner baseret på DR's udsendelse fra en anden døgninstitution ved Ringkøbing. Det er ikke artige ting der kommer frem og udsendelsesrækken viste at befolkningen ikke helt har føling med hvad der kræves af personalet på landets døgninstitutioner. Magtanvendelse vil altid se voldsom ud. Det vil altid vække minder om fortidens børnehjem Godhavn, der om nogen har sat standarden her i landet for hvad unge må tåle.

Jeg håber at den unge mand, som følte sig presset til grænseoverskridende handlinger over tid vil få sine psykiske sår helet. Den almindelige befolkning må stå måbende tilbage, men jeg kan fortælle at det at presse unge psykiske område når vi taler om sexualitet i mange år har været anset for at have været god skik, idet at det kan åbne for indsigt i den unges inderste psyke, der normalt er skjult bag en hård skald. En praksis som der heldigvis kom et opgør med på USA's nok mest respekterede terapeutiske kostskole, der hed Mount Bachelor Academy. Metoder der byggede på de samme principper der ligger til grund for presset imod den 17 årige blev brat stoppet efter 20 års virke af delstatsregeringen i Oregon.

Jeg håber at denne sag bliver en øjenåbner. Der skal et kritisk syn på de betingelser ca. 15.000 danske unge er anbragt under. Anbringelser der nemt koster en halv million stykket.

Jeg læser i bladet "Ingeniøren" at man vil sætte flere stationære fartfælder op - de såkaldte stærekasser.

Det er ikke hvad landet har brug for. Vi er midt i den største finansielle krise i nyere tid. Der er brug for øget produktivitet. Der er brug for øget mobilitet. Så kommer de ind fra højre over fra centralregimet i København og vil sætte stærekasser op.

Det er endnu et forsøg på at få udkantsDanmark til at forblive uudviklet. De kan gå komme frem og tilbage på Christianshavns slotsplads. Der er mindst 10 buslinier på dette sted. Problemet er bare at vi efter kommunalreformen ingen offentlig trafik har vest for Silkeborg.

Der var en gang at nogle derovre fandt på fartgrænser. Det kom sig af at de gerne vil have at Danmark føltes større. Sådan må de have lov til at have det og det fungerede ganske udemærket i mange år, da de ikke håndhævede loven vest for Storebælt.

For ca. 10-15 år siden begyndte de så på dette og som modsvar krævede vi motorvej ud til alle de små landsbyer. Det har vi for en stor del fået, men der mangler stadigvæk motorvej til alt for mange landsbyer.

Sætter man stærekasser op nu, så fastlåser man alle de landsbyer uden ordentlig infrastruktur svarende til hvad man må forvente er standarden anno 2010 i en massiv arbejdsløshed.

Det er direkte en hån mod alle der bor mere end 10 kilometer fra København, Århus, Aalborg og Odense.

Vi får aldrig rettet landets økonomi op på denne måde.

Og så kan man ikke engang aflæse nogle steder at stærekasser redder et eneste liv:

No crash rise after Swindon speed camera turn-off, BBC, 22. april 2010

Mage til foragt for befolkningen er sjælden set.