Update 3... de tog det sidste jeg havde!

Skrevet af 02:10, 2011-Jun-15

well d. 9 skulle jeg til scanning på epilipse klinikken... det kom jeg os... på en måde

lad os tage dagen som den begyndte... jeg var lettere nervøs for den scanning, så jeg aftalte med min forlovede at vi tog derud sammen... vi kommer ud på epilepsi klinikken og jeg får stukket et stykke papir i hånden med spørgsmål jeg skal udfylde på både for og bagside... spørgsmål som f.eks hvad vejer du, ryger du, hvor meget, er der nogle af følgene sygdomme i familien
jeg kunne krydse af på alt og under andet kunne jeg skrive hjernesvulster på da min far har en kræft svulst i hjernen og at der tilsyneladende fornyligt er blevet fjernet en svulst på min mors side af familien

vi kommer ind til en læge efter ca 30 minutters ventetid... jeg har med vilje ladet vær med at tage smertestillende piller imod min hovedpine som på det tidspunkt er så voldsom at jeg har lyst til at skrige og krølle mig sammen på gulvet som et lille barn... lægen starter med at sige "ja jeg ved jo ikke så meget om dig men du er jo kommet fordi du er blevet fundet efter du er faldet om"... prøvet så at forklare lægen at jeg er IKKE faldet om... aldrig i mit liv er jeg faldet om eller været "bevidstløs" på den måde... jeg har raseri anfald som jeg ikke kan huske men falder ikke om... tværtimod render jeg rundt og smadrer ting

hendes personsøger bipper og væk er hun i 15-20 minutter... så kommer hun tilbage og begynder at udspørge os om hvor længe disse raserianfald varer og hvornår de kommer osv osv

ifølge hvad jeg har kunnet læse mig til varer et epileptisk anfald i nogle få minutter... det længste raserianfald jeg har haft varede omkring en time...

hun afslutter så med at sige... "ja... jeg tvivler virkelig kraftigt på at du overhovedet har epilepsi... men du må ikke køre bil det næste halve år... her har du et kort du skal udfylde hvis du får et anfald"

mit kørekort var det sidste jeg havde... først mistede jeg mit arbejde fordi jeg ikke fik hjælp i tide... så mistede jeg min lejlighed fordi jeg ikke fik hjælp for det rigtige... nu har jeg mistet mit kørekort fordi soen ikke gad høre efter...

well jeg ringede til moar og bad om at blive hentet nu hvor jeg jo fik kørselsforbud med øjeblikkelig virkning... det ender med at jeg river hovedet af min mor fordi hun ikke tror på hvad jeg siger virkelig er hvad der er sket..
den aftenen ender jeg med at tage en drastisk beslutning... jeg kom frem til at den eneste måde at jeg ville få den hjælp der var nødvendig var ved at slå den næste åndsvage læge ihjel, en til læge der ikke tager mig seriøst og så går jeg efter en behandlings dom...
min mor vidste intet om planen men hun kender mig rigtig godt og hun vidste at jeg ikke kunne klare meget mere så hun ringede til dem der havde haft mig indlagt tidligere og vi skulle komme derned dagen efter

det endte med at jeg fik en scanning 4 dage efter eller med andre ord idag... det startede med at 2 unge læger styrede det... så forsvandt den ene i et kort øjeblik... så kom der en lidt ældre dame i slutningen af 30'erne... så kom der en mand i midten af 50'erne... så kom der en lang pause hvor manden stod og pegede på skærmen og så lidt sjov ud... så kom der en kvinde mere... så forsvandt de 4 af dem og så var jeg færdig... nu sidder jeg bare og venter på resultaterne som skulle komme om 3-4 dage

jeg krydser mine fingre og håber på... well jeg ved stadig ikke hvad jeg håber på...

update2: fuck noget lort

Skrevet af 01:58, 2011-May-10

det er rigtig længe siden jeg har skrevet herinde og det er fordi der simpelthen har været for meget i mit liv til at jeg har kunnet finde tidspunktet...

lad os starte hvor jeg stoppede sidst

efter jeg stoppede med de åndsvage beroligende piller fik jeg medicin for adhd (yaaay de fandt ud af at jeg har adhd)... det virkede smukt alle de ting jeg havde lært i skolen kunne jeg pludselig huske OG bruge... min hjerne blev super hurtig og jeg lærte at programmere en primitiv game engine på 1½ time... problemet er bare at de første 4 uger hvor man får den medicin skal man ha psykolog hjælp fordi rigtig mange mennesker ryger ned i en voldsom depression og selvmords %'en ryger op... jeg fik ingen hjælp... jeg flippede ud hva faen skete der lige med min hjerne hvordan helvede kunne det være muligt... har ikke taget pillerne fast siden...

well... jeg var jo blevet mere "normal"... men det tog et voldsomt dyk en vinter aften... jeg var hos mine forældre og skulle efter det ind til min kæreste (tog adhd medicinen på det tidspunkt)... jeg havde hentet de gamle i lufthavnen samme aften... deres fly var forsinket men selvom jeg er et af de mest utålmodige mennesker på jorden havde jeg stået på det samme sted i 3 timer (undtagen en rygepause) og var i rigtig godt humør da de kom... min mor sagde "jeg havde helt forventet at du var rødglødende af raseri eller bare var kørt hjem nu men du jo helt glad"... ingen tegn på raseri hele aftenen... så skal jeg til og afsted ind til min kæreste... og min bil vil ikke starte der var ingen strøm på... det var da mærkeligt... well på med en start booster og så afsted... stadig intet... hmm spøjst... well venter lige en halv times tid og ser om der så er strøm på... efter en halv time gik jeg ud og prøvede at starte bilen igen... der skete intet... 10 minutter efter jeg sidder i sofaen inde i stuen og lægger mærke til at mit ene knæ gør meeega ondt... spørg min mor hvordan jeg er kommet ind i stuen og hvorfor mit knæ gør ondt?...

hun forklarede mig så at mens mig og min stedfar var ude ved bilen havde jeg ligepludseligt losset så hårdt til bildøren at interiøret var gået fuldstændigt istykker og så var jeg ellers løbet min vej... min mor havde set det og var hoppet i tøjet for at følge efter mig... da hun kom ud af døren kunne hun høre nogle meget høje brag og da hun kommer ned for enden af vejen og rundt om hjørnet kommer jeg gående imod hende

min mor sagde følgende til mig : du havde smadret bus stoppestedet fuldstændigt, da du kom gående imod mig kunne jeg se at dit ene ben stak ud til siden og var drejet på en helt forkert måde, og du havde det mest sindsyge udtryk i ansigtet, nærmest som et smil... og så grinede du... du lignede mere et monster end et menneske, og da du kom tæt på og jeg spurgte om du ville ha en skulder at støtte dig til snerrede du bare et nej og sparkede ud i luften og så sad dit ben rigtigt igen...

jeg har stadig ingen anelse om præcis hvad der skete den aften men det var der en helt ny form for problemer kom... nemlig blackouts vi har ingen anelse om hvornår de kommer eller hvorfor men de kommer, indtil videre har det heldigvis kun resulteret i det tilsyneladende ude af led knæled og en brækket hånd... for mig altså... min familie er blevet skræmt et par gange, min mor har været nød til at stikke mig lussinger og min kæreste har været nød til at lede efter mig på hendes fødselsdag fordi jeg overfaldt en gæst og stak af (bare rolig han blev kun meget skræmt)... men utroligt nok ka min kæreste stoppe mig... ingen af mine psykologer eller psykiatere har nogen anelse om hvorfor eller hvordan men hun kan... ikke bare som i få mig til at stoppe op... hun får mig tilbage til bevidsthed...

well det er alt sammen noget tid siden efterhånden... jeg er flyttet tilbage til de gamle fordi tingene simpelthen blev for meget...

jeg VILLE have hjælp så jeg snakkede med dem i den nye kommune og prøvede at få noget hjælp... de sendte mig til en psykolog der som de andre KUN ville behandle min adhd selvom jeg fortalte ham at min gamle psykiater havde en teori om noget epilepsi som adhd medicin ville sløre hvis der blev taget tests for det... sikke en narrøv havde lyst til at give ham en røvfuld så har ikke snakket med ham siden...

der gik noget tid og jeg hørte aldrig fra nogle nye psykologer eller psykiatere selvom jeg burde... well jeg måtte vente...

der gik lidt mere tid og en dag stod jeg og betjente kunder på mit frivillige arbejde... der var rimelig god kø så jeg prøvede bare at komme igennem kunderne hurtigt og pludselig hører jeg en der kalder på mig... skal lige være færdig med den her kunde tænker jeg... inden jeg tog den næste kunde kiggede jeg op og spurgte hvem der kaldte... ingen svarede men alle kiggede tilgengæld på mig som om jeg var åndssvag... well næste kunde... så kom det igen... mit navn blev kaldt... og igen.... og igen.... og igen... det blev ved... det blev højere og højere og tilsidst var det som om der stod en og skreg mig lige ind i øret... men der var ingen som kaldte på mig... hva faen????

well det jo så bare det... oh nej... samme aften da jeg kom hjem var jeg rigtig bombet i hovedet så tænkte jeg ville lægge mig ned og slappe lidt af... det fik jeg ikke lov til... da jeg lukkede mine øjne hørte jeg det højeste skrig nogensinde... men det var på en forkert måde... for der er ingen i min familie med en stemme der lyder sådan, der var kun de gamle hjemme... og det var for højt til at være andre steder end lige ved siden af mig... men jeg var alene i rummet og de gamle sad inde i stuen og så tv... hva helvede?...

jeg ringede til kommunen nogle dage efter for at få mig en kontakt person så jeg kunne få lidt hjælp når der skulle danses med lægerne... fortalte hende om stemmerne efter nogle få møder... hun spurgte om vi ikke bare skulle køre ned på psykiatrisk skadestue så hun kunne få dem til at tage mig seriøst... det gjorde de... jeg blev indlagt så jeg kunne få den scanning for epilepsi som jeg skulle ha haft længe før... den skulle jeg ha dagen efter... og inden jeg skulle det skulle jeg lige snakke med en læge... han kom så og snakkede med mig om morgenen dagen efter... jeg forklarede ham hvad der skete osv osv osv... han spørg mig om jeg har hovedpiner?... hmm ja det har jeg da haft ret meget det sidste halve års tid... blir de værre?... hmm ja... de startede som normale hovedepiner men nu er de virkelig slemme og varer i flere dage... ok jamen han skulle lige ringe til en kollega så de kunne finde ud af noget med den scanning...

jeg går ind på mit værelse (fuck man en kæmpe suite man får) og ser min film færdig... lidt senere kommer lægen mens jeg er ude og ryge en smøg... jeg kunne ikke blive scannet idag... men de havde 3 teorier om hvad det kunne være

lægen sagde:

1. du har epilepsi (duuuh)

2. du er godt gammeldags sindssyg (ya think?)

3. du har en svulst i hjernen og ifølge mig selv og nogle andre kollegaer lugter det langt væk af det (say WHAT?)
men bare rolig vi skal nok finde ud af hvad det er... men nu udskriver jeg dig så... du skal bare sige til dem i receptionen at du går så får du dine ting og en kort så du kan ringe...

og der sluttede det så... jeg havde været indlagt i omkring 15 timer og så fik jeg den besked og blev sendt hjem... har fået en tid og der er omkring en måned til at jeg skal ind til scanningen

men nårh ja... en positiv ting er der da sket midt i alt det her... jeg blev forlovet med min elskede kæreste d 1.1.2011 (fed dato at ha i ringen btw)

update

Skrevet af 11:13, 2010-Aug-9

nu er det efterhånden længe siden jeg har lagt en update ind, og det er fordi det rent faktisk har gået rigtig godt... jeg har næsten fået styr på mit hovede og har lært at kontrollere mine impulser og er gået igang med at kæmpe en kamp med kommunen for at komme ud og arbejde igen... og som de fleste kender så kommer der sq da et men... et stort MEN... jeg har gået rundt i 6 år med en ryg der tiltider kunne gøre lidt nas og for omkring 1,5 måned siden gav min kæreste mig massage og kom til at røre et punkt på rygsøjlen der fik mig til at skrige selvom hun ikke engang trykkede hårdt... hun fik mig overtalt til at tage til lægen med det og han sagde jeg havde en indtrykning ved 10-12 hvirvel så blev henvist til røngten og rygspecialist no biggie tænkte jeg det kan der garanteret gøres noget ved, det blev så bare meget hurtigt værre så jeg til sidst ikke kunne rette mig op... heldigvis fik jeg en seriøs lungebetændelse som næsten slog mig ihjel da jeg lå på hospitalet men fik hostet så voldsomt at der kom et enormt knas fra ryggen og bagefter kunne jeg rette mig op igen... så kom jeg til røngten og for satan da et syn på den lille skærm, nåede kun lige at se billedet i en 20-30 sekunder men det var meget tydeligt at min ryg var skæv nede i bunden.... well hvor slemt kunne det være... MEGET slemt... den er grim på 4 måder... nederst er den bøjet til siden, i midten er den for lige (wtf?) og i nakken er der for stor krumning (det ikk så slemt) og så er den vredet på en eller anden måde... men heldigvis har hverken oxycontin på 5 eller 15 mg (eller begge på engang), seraktiv eller dolol eller nogle andre smertestillende piller virket på smerten så der er en chance for at jeg har en eller anden speciel form for gigt i ryggen som kan behandles og ellers måtte jeg bare lære at leve med det (med andre ord vænne mig til tanken om pension som 21 årig som skal gå til fysio konstant for at holde ryggen hvor den er så det ikke bliver værre)...

men hey hvis jeg kommer på pension får jeg da en masse tid til en hund

bivirkninger fra pillerne eller?

Skrevet af 06:11, 2010-Jan-14

well nu har jeg haft en af de mere interessante oplevelser i mit liv... eller to faktisk.... her for noget tid siden havde jeg været inde hos mine venner i kbh og da jeg så skulle hjem igen pissede det ned, ikke at det irriterede mig, jeg kørte de lovlige 130 km't på motorvejen på vej hjem og ligepludselig forsvandt styringen... der var sq dømt aquaplaning til den store guldmedalje... gled omkring 100 m på motorvejen og lavede et lidt underligt baneskift :P... heldigvis fik jeg da styr på bilen igen... men samtidigt med at jeg fik styr på bilen eksploderede det højre bagdæk (det flækkede næsten hele vejen rundt) og så blev der skiftet bane igen... når sådan noget sker er der jo ikke andet for end at få mest muligt ud af øjeblikket så først måtte jeg lige ud og stå på midten af motorvejen og bande og svovle som en anden idiot (det var nat ro på er ikke dum :P) og så måtte jeg ellers skifte til reserve hjul... det faktisk ret svært midt om natten på en mørk motorvej... men fandt da ud af at jeg har hul i begge sko -.-.... det var den ene interessante oplevelse :P...

dagen efter var jeg sammen med 2 af mine andre venner i den by jeg bor i... og well de sælger røg så de har flere penge til husholdningen... og nej de er ikke nogle af de der psykotiske pushere der truer alle osv osv osv... de er stille og rolige mennesker som bare ikke har lyst til at vende hver 25 øre... men well vi sad og snakkede sammen og lige pludselig træder der 2 gutter ind af døren... det tænker man jo ikke videre over der kommer jo folk konstant sådan et sted... de sagde hej og gav hånd og virkede meget flinke... indtil den ene af dem ligepludselig tager en kniv frem og ber os om at sætte os over i sengen for nu skulle der snakkes forretninger... de var den type... men det hele gik fint og ingen kom til skade og de gik og vi fortsatte samtalen....

men... hverken da jeg var ved at køre galt eller da pusheren stod og viftede med en kniv steg pulsen?... ingen adrenalin ingen omfg  nu ska jeg dø???... ka det virkelig passe at de piller som ska holde mig beroliget ska gøre mig direkte ligeglad? også selvom jeg ikke har taget dem den dag?

og hvis de gør mig ligeglad er det så egentligt ikke en dum idé at jeg tager dem når jeg er som jeg er?...

ska love for at jeg er begyndt at tænke over hvor smart det egentligt er at jeg tager de piller hvis det er dem der gør mig så ligeglad....

hva syns du?

en ende på det? den lette udvej? kujonens valg?

Skrevet af 06:51, 2009-Nov-8

mange folk med problemer tænker på eller endda overvejer selvmord... jeg er jo ikke det mindste anderledes... jeg tænker os på det... overvejer det konstant... men gør det aldrig...

ville det bare være en ende på det hele?... ville det være den rigtige løsning... endelig at få noget fred for mig selv... alle tankerne der kører i mit hovede hver evig eneste vågne time... ville jeg endelig kunne ha ro i sjælen, og bare være totalt afslappet... det ville nu være dejligt... men man risikerer jo at man ender i helvedet fordi man har været en dårlig person, at der bare er sort skærm, at man blir reinkarneret som en ged, ender som et genfærd dømt til at vandre på jorden for evigt... alene... alene med sine tanker, uafsluttede sager og savnet til dem man engang elskede men aldrig mere ka føre en samtale med...

ville selvmord bare være den lette udvej?... bare give op og ikke tage kampen op mod ens problemer?... vil da selv mene mine problemer er langt dybere end jeg selv ka bunde... men er jo inde i systemet... måske ka de hjælpe mig?... måske får jeg hjælpen jeg har brug for og ender med at være et normalt lykkeligt menneske?... eller... jeg ender med at blive proppet med forskellige piller der ikke virker... kommer til at sidde og snakke med en psykolog der fuldstændigt nytteløst prøver at finde hovede og hale i mine problemer 1 gang om ugen de næste mange år indtil jeg blir så gammel at de simpelthen opgir mig

ville det være en kujons valg?... overvejer jeg bare selvmord fordi jeg er bange?... bange for aldrig nogensinde at blive normal?... bange for at det er for hårdt at sidde med problemerne og tankerne hver evig eneste dag uden at nogen forstår det? ligge i sengen om natten og stirre ud i mørket med tankerne der holder mig vågen til det blir lyst igen?... bange for at miste den sidste smule kontrol jeg har over mig selv?... eller ville det være den bedste gave jeg kunne gi verdenen?... at samle modet til at købe en enkelt billet til et land langt væk... købe en pistol og en enkelt kugle... tage ud til en skov og blive ved med at gå til fødderne gav op... og så bare plante kuglen mellem øjnene midt ude i en stor skov hvor ingen vil finde liget før det kun er knoglerne der er tilbage...

hvad tror du?

de irriterende stemmer

Skrevet af 10:14, 2009-Sep-8

vi kender det alle sammen... de tanker vi gør os i løbet af dagen kan nogle gange være lidt underlige og slå over på forskellige ting og sager... det er ikke fordi jeg direkte hører en stemme men jeg kalder det lige for en stemme bare for at gøre det lidt kortere ;)...

min stemme er meget forvirrende... jeg møder på arbejdet og er i rigtig godt humør, for jeg ka jo faktisk godt li mit job og jeg syns mine kollegaer er for cool og kan da for det meste godt sammen med dem, undtagen når jeg lige laver en lærlinge fejl, så falder der jo brænde ned, og det jo os helt fint jeg ska jo lære af mine fejl og så ska der jo forklares på en måde så det siver ind.

og nu kommer der lidt baggrunds historie... jeg har været i psykolog behandling... og det der jo sikkert et par stykker af jer der kommer til at læse den her blog der har... men jeg kom ind af en anden grund end de fleste... jeg havde mareridt der gjorde jeg ikke sov i flere dage i træk, jeg havde ekstreme aggresions problemer i form af eksplosiv vrede og var nogle gange ude af stand til at finde ud af om jeg var glad eller rasende... en lidt spøjs blanding... psykologen lavede en profil på mig efter nogle samtaler og blev nød til at spørge om hun måtte diskutere mig med sin kollega for min profil virkede lidt forkert... der blev diskuteret og profilen var rigtig nok... jeg var en blanding af en normal psykopat der går amok i netto og den nøje planlæggende serie morder der omhyggeligt udvælger sine ofre uden folk tæt på ka se det på personen... jeg gjorde intet fordi jeg havde den stop klods som alle har, men samtidigt virkede det som om der intet skulle til for at fjerne den og sætte et helvede igang... kom i intensiv behandling og kunne efter noget tid stolt sige at jeg var blevet "normal" og fri for mareridt...

men tilbage til det første... i starten var en hård forklaring intet problem og jeg fortsatte med godt humør... men så ligepludseligt fik jeg et mareridt så forkert, så forstyrret, så klamt og skræmmende at jeg ikke har fortalt NOGEN hva det handlede om og vil heller ikke skrive det ned, jeg får stadig "flashbacks" når jeg lukker øjnene i længere tid af gangen og kan ikke tænke på andet i perioder... og så sker det... stemmerne kommer... først er det bare at jeg ikke ka li mit job, jeg må finde noget andet for det er et lortejob, og efter noget tid kører den over på at jeg hader mine kollegaer mere end noget andet og kniven jeg står med ville egentligt sidde godt lige der i ryggen på AHVAFORNOGET?!?! hva skete der lige der?? ligepludseligt slår jeg over på normal igen og blir lidt bange for mig selv for hvad faen var det for nogle tanker? hvorfor tænkte jeg dem? men det er nu ikke så meget tanken at stikke min kollega ned der skræmmer mig... det er mere lysten, lysten er så voldsom at jeg tror de færreste ka sætte sig ind i det... jeg vil virkelig, jeg vil se blodet dryppe, jeg vil høre lyden af kniven der går igennem huden og muligvis rammer en knogle, se ham vende sig om og se livet langsomt forlade øjnene... tankerne forsvinder hurtigt... men lysten forsvinder ikke lige så hurtigt... den blir der et stykke tid og den skræmmer mig meget, så meget faktisk at jeg allerede er brudt sammen i tårer og har sidde ude på rampen og rystet... og når det sker ligepludseligt uden grund... hvordan forklarer man det så overfor ens mester?... man kan ikke... men man blir jo nød til at sige noget og det ska gå hurtigt... så jeg fortalte ham alt om den sygdom jeg havde der gav mig mareridt og fortalte at jeg havde haft et mareridt og var bange for at blive kronisk syg igen... men den falder jo ikke i god jord... jeg skrev en mail til min psykolog og fortalte lidt om de tanker jeg havde haft og at jeg havde haft et mareridt igen, jeg blev straks anbefalet at tage ind på psykiatrisk skadestue inden jeg var til fare for mig selv (det da mere de andre jeg ville være til fare for :S)... ringede til den nærmeste psykiatriske skadestue i området og fik at vide at jeg skulle til en anden... men der var ingen psykiatrisk skadestue, så ringede til lægen, han ringede videre til skadestuen og sagde jeg kom... folk med seriøse skader måtte sidde i venteværelset og vente i evigheder men da sygeplejersken kaldte mit navn og jeg svarede sænkede hun sin ellers normalt høje stemme og sagde at hun vidste jeg ville komme og spurgte om jeg ville ha et værelse for mig selv så jeg ikke skulle sidde ved alle de mennesker?... og efter max et kvarter kom psykiateren og talte med mig... jeg virkede ikke som en med de tanker og lyster som jeg havde fortalt lægen om og det virkede da underligt... men vi måtte jo til at starte med finde ud af at gi mig noget beroligende så jeg ikke gik amok og så måske noget andet til at styre mit svingene humør, og alt efter hvordan det virkede skulle vi måske senere i forløbet diskutere noget indlæggelse selvom der lige pt ikke var behov for det

well nu er det jo ikke meget mere at sige for det var alt der er sket indtil videre... venter spændt på at finde ud af om noget så simpelt som en pille om dagen ka gøre noget ved mit hovede eller om der ska noget mere drastisk til... så fortsættelse følger ;)

round 2, første samtale med overlæge på psykiatrisk

jeg kom ind til lægen som jeg havde fået en tid hos og fortalte ham om mine tanker og lyster og lidt af hvert om min barndom, om hvorfor jeg hader min far og om min tidligere afhængighed af hash som følge af mareridtene... resultat... de "kasser" han normalt sætter folk med psykiske problemer i passer ikke på mig... jeg passer ikke ind nogle steder... og det værste er næsten at han os sagde at jeg jo virkede som et helt normalt og fornuftigt menneske... men han måtte jo indrømme at en person der har lyst til at slå andre folk ihjel ikke er helt normal og at jeg konstant går rundt med selvmords tanker fordi jeg ser det som en måde at ende min elendige tilværelse på tyder jo os på der er noget galt... så han mente at det ville være forkert at sende mig hjem uden noget medicin... jeg skulle ihvertfald ha noget beroligende bare så jeg ikke gjorde noget dumt og han havde nogle piller i tankerne noget antipsykotika mod skizofreni... ikke fordi jeg var det... men de virkede beroligende... så jeg skulle tage dem i 2 uger og komme tilbage til en psykologisk test der ville vise mere om mine tanker osv... jeg fik stukket en pakke piller i hånden og så kørte jeg hjem igen... da jeg så kom hjem skulle jeg jo tage min pille og se om den virkede... kæresten var ikke glad for at det var nødvendigt med piller men støtter mig heldigvis ligemeget hvad... jeg tog min pille og så satte vi os ind og så en film i sengen... 30 minutter efter begyndte pillen at virke... blev en smule træt og lidt sløv i det og begyndte at forsvinde en smule og tænkte jeg nok hellere måtte ligge mig ned... ca 10 sekunder efter jeg lagde mig ned var jeg væk... jeg er rimelig sikker på jeg sov i, ihvertfald 1 time... men damen siger jeg var helt vågen og svarede når hun spurgte mig om noget men at jeg bare ikke kunne bevæge mig særlig meget... det blev så heldigvis bedre efter 2 timer hvor jeg rent faktisk ka huske jeg var vågen... heldigvis var det kun den første pille der slog sådan... nu skal jeg bare ikke køre bil når jeg har taget dem... og hvis jeg blir sur eller deprimeret ska jeg ta en til... og hvis det ikke virker en til... altså til det virker på mig... det er blevet til 2 på en dag indtil videre... men må sige... jeg har stadig tankerne... men jeg er helt sikkert så sløv at jeg ikke gør noget ud af dem...

det var så ca alt indtil videre... fortsættelse følger når jeg får svar fra psykolog testen... (tager ca 2-3 måneder -.- )