Jeg plejede og grine hver dag. Nogle gange græd jeg næsten af grin. Min bedste veninde og jeg har stort set ikke haft en dag sammen, hvor vi ikke har grinet. Vi grinede hele tiden. Lå tit på gulvet og rullede rundt med kramper. Vi var sammen hver dag. Hver eneste dag. Det er vi ikke mere, og det er ikke kun pga. efterskolen.
Jeg plejede og grine hver dag, men nu går der nogen gange uger mellem, at jeg rigtigt griner. Jeg ved ikke, hvad der skete, og jeg ved heller ikke hvorfor. Det er ikke, fordi der ikke sker noget sjovt, eller der er noget at grine af. Jeg griner bare ikke.
Jeg savner den pige. Den lille, uskyldige og leende pige. Jeg ved ikke ... jeg savner det bare. Jeg savner hende. 

 

Jeg savner Hunter så meget! Jeg tænker på alle de aftener på skolen, hvor vi har ligget tæt og holdt i hånd og snakket.. Jeg ville kunne ligge sådan til evig tid.. Dér i hans favn.. Han dufter så godt og jeg har sjældent følt mig så tryg!
Togturen hjem fra skolen var også fantastisk.. Vi sad viklet ind i hinanden hele vejen, indtil han skulle stå af.. I samme sekund hans læber slap mine, og han vendte sig mod døren for at gå, havde jeg lyst til at kaste mig i hans arme igen.. Jeg er afhængig.. Jeg tror han har det på samme måde.. Men jeg er faktisk ikke sikker lige nu, fordi jeg er væk fra ham..
Når vi er væk fra hinanden er det forfærdeligt.. Han skriver ikke sms'er.. Det duer han bare ikke til.. er ikke typen.. Jeg fik en sms på min fødselsdag, men ellers har jeg ikke hørt fra ham her i ferien.. Det er forfærdeligt.. Jeg får paranoia.. Jeg savner ham så meget..
Jeg skrev til ham i går og spurgte, om han havde lyst til at se mig i ferien. Han svarede: Måske.
Ikke andet.. Ikke engang en smiley! Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal takle det..
Det eneste jeg har lyst til lige nu er at være sammen med ham, men det kan jeg ikke, så nu ligger jeg her i min seng med tårer trillende ned af kinderne og lytter til titanic.. Bliver det mere trist?
Forbandende, forbandede efterårsferie ... slut! Nu!

Det har været en fantastisk aften! Hunter og jeg er nu officielt et par! Jeg får kriller i maven, når jeg tænker på ham, og det gør jeg hele tiden. Jeg elsker den her følelse!

Forsættelse følger..

De andre er igang med at prøve deres kjoler til elevfesten. Jeg har ikke noget. Sidder lige nu med en af Roomie's, men den kan jeg ikke have på. Den er for kort. På den ene side glæder jeg mig til festen, men på den anden side ... frygter jeg den også lidt? Jeg gider egentlig ikke drikke særlig meget, for har ingen anelse om, hvordan jeg reagerer på det, men hvis jeg sidder som den eneste ædru, er det også ret nedern. Dilemma siger jeg bare?
Romeo og jeg er kun venner. For mit vedkommende vil jeg meget gerne have, at det forbliver sådan, men for Romeo er hvert eneste sekund sammen med mig en ny chance til at tage næste skridt. Han har endda væddet med Christian om det. 
Christian er min nyeste ven. Eller vi er egentlig ikke helt venner endnu, er sådan set ikke vildt gode venner med andre end svenskeren, men vi har i hvert fald virkelig let ved at tale sammen, og så er han vildt god til at shoppe, og så har vi i øvrigt samme smag i musik ... og tøj ... og film ... og alt andet. Mystisk siger jeg bare! 
Roomie påpegede i går, at han faktisk har nogle lidt bøssede træk. Og det er faktisk rigtigt. Havde ikke lagt mærke til det før, men hvis det er tilfældet, er jeg sådan set også ligeglad. Er bare lidt skuffet over, at jeg selv havde overset det.
Kan ikke huske, hvad jeg skrev sidst, men for lige at opdatere kommer her de mennesker, jeg går mest med:

- Christian

- Svenskeren

- Hunter (!)

- Romeo

Hunter er vildt nice. Ved første øjekast virker han bare lidt underlig og skummel, men i virkeligheden er han rigtig sjov og sød. Han virker dog som om, at han har været igennem et eller andet, der har såret ham, og måske derfor har hærdet ham, hvis man kan sige det sådan. Han virker lidt hård og ligeglad udadtil nogen gange, synes jeg. Kender I de typer? De er virkelig svære at komme ind på, selv om man ihærdigt forsøger, og uanset hvad man gør, bliver man bare ved med at have en følelse af, at der er noget, de holder tilbage? Sådan er det med Hunter. Jeg håber bare, at han på et tidspunkt vil lukke mig ind.

Jeg ville egentlig have skrevet en masse mere. Men jeg er træt og klokken er mange. Er ked af at mine blogs er så korte og næsten uden indhold. Både for min skyld, men også for jeres.
Ha' det godt så længe!

-Forfatteren

I morgen tager jeg på efterskole.. Jeg er egentlig ikke så spændt endnu.. Jeg har bare ikke så meget lyst, men jeg er nødt til at tage afsted, jeg er nødt til at træde ud af min trygheds-zone, for den har jeg befundet mig i næsten hele mit liv.. Jeg siger det samme, jeg opfører mig på samme måde, jeg ser de samme mennesker, jeg har den samme rolle.. Og jeg hader det.. Jeg hader min lorte rolle!
Så jeg rejser.. Efterlader alt jeg kender bag mig.. Og selv om det jo bliver spændende, har jeg aldrig skulle gøre noget så skræmmende i mit liv! 
Hele mit gulv flyder med de tøj og skrammel, som jeg skal have pakket ned, inden vi kører i morgen.. Jeg skal nok nå det, for det gør jeg altid, men det virker alligevel lidt uoverskueligt lige nu.. Men jeg gider ikke pakke mere i aften, så det må blive liggende til i morgen tidlig.. 
Inden jeg kører mod Fyn, skal jeg have skrevet to breve til mine veninder - ét til hver.. Jeg har tænkt mig at forklare dem, hvorfor jeg rejser, og at jeg håber, at de ikke glemmer mig, at vi ikke glider fra hinanden og så også minde dem og nogle af de ting vi har lavet sammen.. Jeg vil minde dem om, hvor meget vi har grint, hvor skøre vi har været og hvor tætte vi er været på hinanden.. For jeg er så pisse bange for at glide væk fra dem.. Jeg håber, at jeg når det.. Det er jeg nødt til.. De breve skal skrives færdige!

Angående alt det her møj med hemmelige elskere og andet rod med min mor og papfar, har jeg valgt at skubbe det lidt til side.. Jeg kan ikke håndtere det lige nu med efterskolen og alting, så jeg har simpelthen valgt og gemme brevene væk.. De fleste af dem har jeg ikke engang kigget i.. Jeg har været for bange, og det er jeg stadig.. Jeg har bestemt mig for, at vente med at fortælle min onkel det, hvis jeg i det hele taget fortæller ham det.. Jeg tænker nemlig, at han ville ændre sit syn på min mor, ligesom jeg har gjort, og det synes jeg egentlig ikke, at jeg kan gøre mod ham (eller hende).. Så for nu er sagen lagt lidt væk.. Men kun indtil jeg er faldet  til på efterskolen.. Så dukker detektiven nemlig frem fra overfladen igen!

Ha' det godt allesammen så længe.. Jeg ved ikke, hvornår jeg skriver igen, eller hvornår jeg er hjemme igen, men forhåbentligt bliver det snart.. Kryds fingre for mig i morgen..

- Forfatteren

Jeg er forbavsende upåvirket i dag.. Næsten på grænsen til ligeglad, men alligevel presser tanker om min mor og papfars affære sig på om og om igen selv om, jeg forsøger at skubbe den lidt væk.. Tanken er som en flue.. Jeg hader fluer.. Og jeg hader tanken endnu mere.. Og jeg kan jo ikke narre jer.. Jeg er jo ikke ligeglad, jeg lader bare vær med at tænke så meget over det, for selv om jeg ikke er lige så chokeret og vred, som jeg var i starten, er ingenting som det var før..

Jeg vil lige skrive en hurtig post til, inden jeg lægger hovedet på hovedpuden.. Føler mig mere inspireret i nat, end jeg har gjort i lang tid.. Og fordi at det er nat, danser fingrene bare over tastaturet så let som ingenting.. Og så skete der også noget lige før.. Måske var det ubetydeligt, men jeg er god til at få ubetydelige ting til at virke betydningsfulde og "dybe".. Det er vist en evne jeg har..
Jeg sidder oppe på min hems.. Jeg bruger den faktisk aldrig, men fordi jeg skulle se film, satte jeg mig herop i aftes.. Jeg åbnede vinduet før, og stak hovedet ud.. En stjerne blinkede i det fjerne.. Jeg smiler helt ved tanken nu.. Er det mærkeligt? Jeg mærkede et friskt vindpust på mit ansigt.. Og endnu et.. Jeg følte mig helt oplivet.. Kiggede ud over hustagene.. Der var så stille, mørkt og fredsfyldt.. Tror at jeg lukker computeren ned nu, og sætter mig hen til vinduet igen.. Vil kigge lidt på stjernerne, som vil blinke ned til mig, og vil mærke brisen på mit ansigt.. Og så vil jeg gå i seng..

Sov godt allesammen..   

Det gør så ondt indeni.. Jeg ved ikke hvorfor.. Kan ikke forklare smerten.. Det gør bare ... ondt?
Jeg har lige genset Twilight for den første gang siden, at jeg så den i biografen, og den var lige så fantastisk denne gang!
Jeg elsker hele det univers Twilight står for så meget, at det gør ondt helt ind i min sjæl.. Dette er jo egentlig en metafor, men måske er det rigtigt.. Måske kan kærlighed virkelig gøre ondt på den måde? Man hører jo om det, men jeg har bare aldrig prøvet det selv.. Kan det  virkelig passe, at det er derfor, at det gør så ondt indeni?
Det er forfærdeligt og fantastisk på samme tid.. Jeg har 1'eren og 2'eren, som er udgivet på dansk, stående i min bogreol.. De har ærespladserne, og du ville ikke kunne finde så meget som en ridse på nogen af dem.. Jeg ville pakke dem ind i fløjl, hvis ikke det var fordi, det var så underligt..
Jeg er derudover virkelig stolt over at have fundet og læst bogen lang tid før, at alle andre flippede ud over den og langt tid før, at den blev inspildet som film og blev et hit.. Derfor føler jeg mig også som en "rigtig" fan..
Jeg bruger ikke min tid inde på alle fan-siderne, hvor jeg læser side op og side ned om disse fantastiske og unikkke bøger.. Nej.. Jeg læser bare bøgerne om og om igen og ser filmen indtil, at jeg kan hver en replik.. Jeg gennemlever gang på gang Bellas møde med Edward.. Føler hvor lykkelig hun var.. Jeg jubler indeni af bare lykke.. Men på samme tid føler jeg også Bellas smerte, da Edward forlader hende igen i New Moon (bog nr. 2).. Og jeg græder.. Ja.. Du læste rigtigt; jeg fælder tårer over en bog..
Og jeg læser ikke bøgerne på engelsk.. Jeg  læser dem på dansk.. Om jeg så skal vente flere måneder, så gider jeg ikke læse de engelske bøger, for jeg er så forbandet bange for at gå glip af  så meget som én enkelt detalje.. Det hele skal gøres rigtigt.. Derfor er jeg også i krise.. Jeg tror nemlig, at der er en dvd ude med dobbelt så meget ekstra materiale, som det der er på min.. Hvis dette er tilfældet, må jeg have fat i den.. For det hele skal gøres på den rette måde..
Måske er jeg underlig, men jeg er faktisk ligeglad.. Jeg vil bare have denne verden for mig selv.. Smerte eller ej.. Og jeg elsker Twilight-sagaen af hele mit hjerte..

Der er sket en million ting siden sidst.. Jeg har været i Paris med min klasse, hvilket virkelig var fantastisk..
Paris vil for altid for mig være fingre flettet under bordet i hemmelighed.. Noget nyt og spændende jeg aldrig havde prøvet før.. Noget jeg higer efter her bagefter igen.. Paris vil dog også for altid være stedet, hvor jeg endelig gav slip på en forlængst forbigået chance for romance.. Ja.. Paris er tilsyneladende et sted, hvor følelserne flyver omkring og laver kuller i hovedet på folk.. Specielt i mit..
Vi har fået 3 nye elever i klassen, hvilket for mig betød(/betyder) 2 nye veninder, som virkelig var et friskt pust til mit ensformige, ikke-eksisterende socialliv.. Jeg må indrømme, at jeg var begyndt at føle mig lidt ensom.. Var ikke så meget sammen med veninderne længere, men heldigvis har det ændret sig nu.. Og med en mere social hverdag er jeg pludselig super glad.. Og ikke mindst mindre deprimeret.. Great!
Der er kommet langt flere oplevelser ind i billedet.. Oplevelser som for mig var (og er) virkelig tiltrængte.. Senest har jeg været på et 2-dages overlevelsestur, hvilket var utrolig fedt! Det er utroligt så tæt man kommer på folk, når man er hvåd og sidder omkring et bål.. Og det er super hyggeligt at ligge tæt om natten i soveposer i forsøget på at holde varmen.. Jeg savner det næsten her i aften..Turen var en slags "øvelse" til en vandre- og klatretur, jeg skal på i sommerferien.. Mere om den senere..
I aftes var jeg i biografen og se "Sorte Kugler", hvilket er en vildt sjov film, som jeg klart kan anbefale.. På vej hjem i bussen "mødte" vi nogle englændere.. Eller var de egentlig det? Nåh.. ligegyldigt.. De snakkede i hvert fald engelsk og det var pointen.. Iblandt de her 3, var der den her super søde fyr.. Jeg kan slet ikke slå ham ud af hovedet.. Er det skørt? Ville ønske,at jeg kunne komme til at se ham igen.. Måske der også bliver lidt mere om ham senere?
Den sidste og nok næsten vigtigtste ting, der er sket er, at mit efterskoleophold er rykket tættere på.. Jeg er i et stadie af lettere angst og panik, men glæder mig også.. Jeg er bare bange for at mine veninder vil ... øhm ... glemme er det forkerte ord ... glide væk fra mig? Siger man det? Jeg føler altid, at jeg løber, for at følge med dem, hvis I forstår hvad jeg mener? Og det er kun med nød og næppe, at jeg endnu ikke er blevet hægtet af..

Åh.. Så mange tanker.. Sov godt.. Jeg skriver snarest igen.. 

Jeg vil gerne undskylde, at jeg ikke har været på den seneste tid.. Der er et par mennesker herinde, som jeg har lovet at følge lidt med i deres blogge, og det har jeg ikke gjort, hvilket jeg er virkelig ked af, men jeg lover, at jeg nok skal indhente det forsømte, og være lidt mere online i fremtiden.

Ha' en fortsat god søndag, I skønne mennesker!