Du, min indre dæmon

Du er som et indespærret dyr. Dine skarpe kløer flår hidsigt i mit indre i forsøget
på at komme ud. Hvis ikke jeg var så god til at holde dig indespærret, havde du for længst forladt dit fængsel. Folk ville løbe skrigende bort, hvis de så dig, det er jeg sikker på, men det rører mig egentlig ikke. Det er jo ikke dit udseende, der betyder noget selv om, at det er grund nok til at gemme dig af vejen. Nej, det er det, du symboliserer, det du fortæller. Ved at se på dig, ville folk straks opdage min hemmelighed. For det er jo i bund og grund, hvad du viser og er. Du er min hemmelighed. Du er min indre dæmon. Alt ved dig peger på, hvad jeg har gjort, og ingen skal og må nogensinde få min hemmelighed at vide.
Ingen ville kunne se mig i øjnene, hvis de kendte min hemmelighed. Det kan ikke tilgives, det jeg gjorde. Derfor er kampen mellem dig og mig, den der foregår her i nat, ja, sådan set hvert eneste sekund, det værd. Hvis jeg så meget som et øjeblik giver efter og slapper af, flygter du, og det er fuldstændig udelukket, at jeg vil lade dig slippe af sted med det.
Jeg kan ikke slippe af med dig, for du forlader mig ikke. Jeg tror, at du vil blive hos mig til evig tid, hvis ikke det var fordi, det var slut nu.
Jeg kan se hans øjne for mig. Stærke, blå og intense. Han viste mig verden. Han åbnede mine øjne op og viste mig kærligheden, men lige så hurtigt som han var kommet, lige så hurtigt forsvandt han igen.
Det var bagefter, at han var rejst, da det gik op for mig, hvad han havde efterladt mig, og at han ikke kom tilbage, at jeg gjorde det. Så egentlig er det hans skyld, men jeg skyder ikke skylden på ham. Jeg elsker ham.
Han hed Daniel, og han var alt, hvad jeg nogensinde havde ledt efter. Jeg har aldrig været typen, der ”levede lykkelig til sine dages ende”. Jeg har nok mere været typen, som fandt et tåleligt sted så tæt på lykken og hele idéen om at ”leve lykkeligt til sine dages ende” som muligt. Dog ønsker jeg stadig brændende, at det var endt anderledes.  
Her er min historie. Læs den, elsk den, had den, glem den. Gør med den, hvad du vil. Det eneste du skal love mig er, at du ikke vil dømme mig.
For hvem er du til at dømme?

Om aftenen ringede jeg til ham igen, men jeg kunne stadig ikke komme igennem. Den fjerde aften blev det for meget for mig, og jeg troppede op på hans trappetrin og ringede på. Det var køligt, og jeg ærgrede mig over, at jeg kun havde min tynde sommerjakke på.
Jeg stod og trippede utålmodigt dér, indtil døren endelig gik op. En ældre mand i mid-ten af tresserne, med kridhvidt hår og grønne øjne åbnede døren. ”Ja? Kan jeg hjælpe dig?” spurgte han venligt. Jeg kiggede forvirret og en anelse chokeret på ham. Daniel havde ingen bedstefar, og manden foran mig kunne umuligt være hans far. Han var alt for gammel. Så tog jeg mig sammen. Den ældre herre foran mig måtte være en onkel eller måske en ven af familien. ”Er Daniel hjemme?” spurgte jeg. Han så forvirret på mig og spurgte: ” Daniel … hvem er Daniel?” Jeg trådte et trappetrin ned og kiggede endnu mere forvirret på ham: ”Daniel han er min … øh … gode ven. Han bor her. Hvem er du? Hvad laver du her?” Den ældre herre åbnede nu døren på vid gab og slog ud med armene. ”Jeg ved ikke, hvad din ven har bildt dig ind, unge dame, men jeg har altså boet her de sidste 20 år, og jeg har aldrig mødt eller set nogen ved navn Daniel i mit hus, og vi kan jo ikke rigtigt bo her på her begge to, kan vi vel?” spurgte han med
et løftet øjenbryn og et smil om læben. Jeg kiggede på ham. Hvad mente han med det? Det var da her Daniel boede, var det ikke? Det var da den rigtige adresse, var det ikke? ”Det her er da Annagade 11, er det ikke?” spurgte jeg. Han nikkede og så spørg-ende på mig. Chokeret bakkede jeg væk fra ham. Det kunne da ikke passe. Daniel ville aldrig lyve overfor mig! Ville han?
Sandheden var, at jeg aldrig havde været hjemme ved Daniel. Det var egentlig ikke noget, jeg før havde tænkt over, men vi havde altid været hjemme hos mig, hos nogle venner eller et helt tredje sted. Jeg bakkede endnu længere væk fra huset, og så vend-te jeg mig væk fra den ældre mand, og så løb jeg. Jeg ved ikke, hvor jeg løb hen. Og jeg ved heller ikke, hvorfor jeg løb. Jeg løb bare. Løb for at komme væk fra huset, og løb for at komme væk fra løgnen. Mest af alt nok det sidste.
Bag mig kunne jeg høre den ældre mand råbe, men jeg satte bare farten yderligere op. Min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, og til sidst kunne jeg ikke løbe længere. Skyerne, der længe havde truet med at lade regnen falde, gav nu pludselig slip, og dråberne begyndte og falde. Regnen stak i mit ansigt og mit hår begyndte at klæbe
ind til hovedet. Forpustet stoppede jeg op. Jeg lænede mig op af et træ og hev efter vejret. Forvirret og ude af stand til at forstå, hvad jeg lige havde oplevet, begyndte jeg og gå hjem. På vejen hjem gik det op for mig, at jeg havde overreageret. Daniel måtte selvfølgelig have givet mit en forkert adresse, men alligevel; det var da mærkeligt?

De efterfølgende dage forsøgte jeg at ringe til Daniel flere gange, men han tog den stadig ikke. Jeg snakkede med flere fælles venner, men ingen havde tilsyneladende snakket med ham, og ingen kunne komme i kontakt med ham. Til sidst endte jeg med at google hans navn, men det gav ingen resultater. Det var som om, at han aldrig hav-de eksisteret.
Dagene blev til uger og ugerne blev til måneder, og jeg var så småt begyndt og vende mig til tanken om en hverdag uden ham, men pludselig en dag opdagede jeg noget for-færdeligt; min mave var begyndt at vokse. Først troede jeg, at jeg bare havde taget et par kilo på, men den lille nye bule var fast og konstant. Eller det var faktisk ikke rig-tigt, for den voksede i størrelse måned for måned.
Jeg begyndte at gå i løst tøj for at dække over den, og jeg sagde ikke noget til nogen.
Af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til at gå til lægen, for jeg frygtede, hvad han ville sige.
En dag, da jeg stod foran spejle og betragtede mit spejlbillede, gik den endelig op for mig, hvad den lille bule på maven var. Mine øjne fyldes med tårer, men på samme tid blev jeg vred. Jeg talte i hovedet. Der var gået 6 måneder, så det var alt for sent til, at jeg kunne få gjort noget ved det, der voksede indeni mig, men jeg vidste, at jeg ikke ville have det. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og jeg jamrede. Hvad havde jeg dog gjort for at fortjene dette?
De næste par dage gik jeg som i en tåge. Det ene øjeblik var jeg i skolen, det næste, helt uden at vide hvordan, var jeg hjemme igen. Bekymrede ansigter kom og gik i én uendelighed, og pludselig havde jeg fået nok. Tåget spredte sig og mine tanker stod pludselig krystalklare igen. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at skade det, som voksede indeni mig. Jeg drak mig under bordet, hældte medicin ned og løb ture så lange og hårde, at jeg faldt om på sofaen, når jeg kom hjem. Og så pludselig en dag kunne jeg mærke, at du var på vej. Du var så smuk som en engel. Dit tynde kridhvide hår var så blødt som dun, men dine læber var helt blå, og jeg græd over, hvad jeg havde gjort. Du var så lille. Så ung.  
Livet, gik det op for mig, var egentlig ikke noget særligt. Jeg var ikke god til noget, havde intet udrettet, og uden Daniel følte jeg mig fuldkommen ligegyldig. Håbløsheden bredte sig, men jeg vidste, hvad jeg ville gøre nu. Det var dumt og barnligt og fuldkommen egoistisk, men jeg var ligeglad. I mit indre voksede du frem som en påmindelse på, hvad jeg lige havde gjort. Du, min indre dæmon. Og fra mit indre sivede sorgen ud i bølger, der overrasker mig så meget i styrke, at de slog mig omkuld. Jeg bestemte mig for, at jeg ville gøre en ende på det. Jeg gik derfor ud på badeværelset og fandt et glas med piller og tømte det. En anelse omtåget gik jeg tilbage til min seng. Mit hjerte gjorde så forbandet ondt, men det var okay, for nu vidste jeg, at det snart ville være slut. Stjernerne glimtede beroligende ned til mig fra mit vindue, og månen oplyste mit værelse, så jeg var ikke bange. I mit hoved hørte jeg dem hviske beroligende og trøstende. Da mørket kom kæmpede jeg knap nok imod. Greb bare ud efter roen og stilheden. Dyret i mit indre knurrede, men jeg smilte. Jeg kunne se ham for mig. Hans intense, blå øjne, skæve smil og lange mørkebrune hår. Jeg sendte ham en sidste tanke, og så gav jeg fuldstændigt slip.
Mørket blev periodevist afbrudt af stemmer. En enkelt gang syntes jeg endda, at jeg hørte lyden af en ambulance. Min krop føltes tung og kold. Jeg forsøgte at åbne øjnene, men mørket overmandede mig igen, og jeg kæmpede kun kortvarigt imod. Lydene i det fjerne tonede væk og et skarpt lys tonede sig frem. Jeg hørte barnegråd og med ét var jeg lykkelig.