Der er sket en million ting siden sidst.. Jeg har været i Paris med min klasse, hvilket virkelig var fantastisk..
Paris vil for altid for mig være fingre flettet under bordet i hemmelighed.. Noget nyt og spændende jeg aldrig havde prøvet før.. Noget jeg higer efter her bagefter igen.. Paris vil dog også for altid være stedet, hvor jeg endelig gav slip på en forlængst forbigået chance for romance.. Ja.. Paris er tilsyneladende et sted, hvor følelserne flyver omkring og laver kuller i hovedet på folk.. Specielt i mit..
Vi har fået 3 nye elever i klassen, hvilket for mig betød(/betyder) 2 nye veninder, som virkelig var et friskt pust til mit ensformige, ikke-eksisterende socialliv.. Jeg må indrømme, at jeg var begyndt at føle mig lidt ensom.. Var ikke så meget sammen med veninderne længere, men heldigvis har det ændret sig nu.. Og med en mere social hverdag er jeg pludselig super glad.. Og ikke mindst mindre deprimeret.. Great!
Der er kommet langt flere oplevelser ind i billedet.. Oplevelser som for mig var (og er) virkelig tiltrængte.. Senest har jeg været på et 2-dages overlevelsestur, hvilket var utrolig fedt! Det er utroligt så tæt man kommer på folk, når man er hvåd og sidder omkring et bål.. Og det er super hyggeligt at ligge tæt om natten i soveposer i forsøget på at holde varmen.. Jeg savner det næsten her i aften..Turen var en slags "øvelse" til en vandre- og klatretur, jeg skal på i sommerferien.. Mere om den senere..
I aftes var jeg i biografen og se "Sorte Kugler", hvilket er en vildt sjov film, som jeg klart kan anbefale.. På vej hjem i bussen "mødte" vi nogle englændere.. Eller var de egentlig det? Nåh.. ligegyldigt.. De snakkede i hvert fald engelsk og det var pointen.. Iblandt de her 3, var der den her super søde fyr.. Jeg kan slet ikke slå ham ud af hovedet.. Er det skørt? Ville ønske,at jeg kunne komme til at se ham igen.. Måske der også bliver lidt mere om ham senere?
Den sidste og nok næsten vigtigtste ting, der er sket er, at mit efterskoleophold er rykket tættere på.. Jeg er i et stadie af lettere angst og panik, men glæder mig også.. Jeg er bare bange for at mine veninder vil ... øhm ... glemme er det forkerte ord ... glide væk fra mig? Siger man det? Jeg føler altid, at jeg løber, for at følge med dem, hvis I forstår hvad jeg mener? Og det er kun med nød og næppe, at jeg endnu ikke er blevet hægtet af..

Åh.. Så mange tanker.. Sov godt.. Jeg skriver snarest igen..