OPRET GRATIS BLOG
 

LA-Song

2010-Jun-1 - Tak!

Kære Hr. 

Jeg vil forsøge at holde en tone, i dette brev, som vil være acceptabel for os begge. Dette dog på trods af min lyst til at blive primitiv i mine udtalelser, for at lade dem følge mine tanker. Jeg vil dog ikke nedlade mig til dette, da intet konstruktivt kommer af verbale lussinger.  

Det er min hensigt, med dette brev, at give Dem forståelse for min situation. Jeg drager tvivl om dets betydning for Dem, men der er et håb i mig som desperat kæmper for at fortælle min bevidsthed at dette vil påvirker Dem og Deres samvittighed. Hverken min bevidsthed eller min sjæl tror synderligt meget på dette, men nu er skriften skrevet.  

I starten var der Dem og mig, det ved De såvel som jeg. Derudover var der, for mit vedkommende, alle de andre som fortalte mine naive og desperate ører at De var en person man kunne betegne som loyal, reel og ja næsten perfekt. Der rejser sig stadig spørgsmål i mit indre om det var mit unge sind eller min godtroende og optimistiske person, der gjorde dette til virkelighed i min bevidsthed. Mange nætter har jeg ligget og stillet store spørgsmålstegn ved disse menneskers, og min egen, dømmekraft. Var der blot en leg for Dem, Hr., eller var det virkelighed? Dette spørgsmål vil nok aldrig blive besvaret, men stå hen i det uvisse.  

Mange nætter er også gået med spekulationer om Deres intentioner. Var det blot fysiske behov, der drev Dem frem? Eller var Deres ord ægte og fulgt af de følelser De beskrev? Mange spørgsmål rejser sig i skyggen af vores historie.  

Under alle omstændigheder, Hr.  skal De vide dette. Aldrig har jeg stolet så blindt på et menneske, efter så mange selvransagelser og selvbebrejdelser. Jeg kom frem til, i den lærerige proces der var i starten af vores bekendtskab, at jeg havde en kynisk natur. En natur der måtte ændres for at opnå lykken.  Og jeg gjorde dette, med den betryggende viden at De ville være der, som guldkrukken for enden af regnbuen. Min selvopfattelse, min virkelighedsforståelse og min tillid til menneskeheden blev styrket. Der var håb forude.  

Nu, set i historiens lys, vil jeg dog være så fræk at hævde at Deres opførsel, Hr. har vist denne tillid til skamme. Mine spørgsmålstegn i starten af processen virker nu mere som advarselslamper, end som kyniske tanker. Mine tvivl virker begrundede og min skeptiske natur har igen fundet sig til rette.  

Deres tilstedeværelse, og især Deres afgang, har igen vist mig at mennesket er svagt og utilregneligt. At ingen bør bero sig på omsorgen eller intimiteten fra andre.

Derved vil jeg gerne yde Dem tak, Hr. De har bevist for mig at selv de mest indbydende og lovende mennesker, kan vise deres sande natur, som blot egoistiske og selvforsynende mennesker.  
At selv de smukkeste øjne, den dejligste natur og det smukkeste smil kan gemme et grusomt og koldt væsen.  
Jeg vil i den forbindelse takke Dem, Hr, for at vise mig vejen tilbage. De har ydet tilstrækkelig smerte og afmagt til at kunne finde de virkelige og sande værdier for et menneske: mistro, ensomhed og ulykke.
  
Jeg takker Dem af hele mit hjerte !

Kommentarer (2) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2010-Jan-24 - Happy go lucky!

Jeg tror ikke du ved helt præcist hvad det her er for mig

Vi er to i en boble, vi er os to imod hele verden
Jeg ser alting meget klarere når jeg ser det med dine øjne
Al tågen og spørgsmålstegnene forsvinder og jeg er blevet et klogere menneske
Du giver mig lyst til at sprænge ud af sikkerheden og ud i alt det fantastiske livet byder på

Du giver mig tryghed, selv når du er mange kilometer borte
Du viser mig hvad jeg er i stand til alene og støtter mig i at sortere de ting fra der tilsmudser mit sind
Du får mig til at grine helt ind i sjælen og får tårerne til at løbe uhæmmet

Der er ingen middelvej, der er ingen distance, der er kun alt det ægte og sande
Der er toner af smuk musik, som altid spiller i stuen og i mit hjerte når vi er sammen
Der er platte kærlighedserklæringer, der er plads til latterlige digte, der er oplevelser i hele verden og hele menneskeheden

Jeg får al din varme og de hemmelige kroge, jeg vokser og bliver bedre
Fortiden bliver konstruktiv, nutiden bliver elsket og fremtiden bliver eftertragtet
Der er lys i alle aspekter, masser af mørke pletter som bliver tilintetgjort af alt det du indeholder

Den tilværelse jeg altid har ønsket mig og skudt en hvid pil efter er lige her, lige nu. Jeg lever den og nyder den, jeg svælger i den og kan holde den i hænderne mens den omgiver hele mit væsen
Der er lykke og kærlighed, der er latter og rammer der brydes

Du er den, alt det jeg kan ønske mig. Du er det helt uden at vide det, uden at bestræbe det. Du er musik, varme, empati, sandhed, kunst, lys, luft, visdom, ro, kærlighed, latter og et ubegribeligt smukt væsen

Det er hvad det her er for mig. Der er ikke tid nok i verden til os to, jeg ville kunne leve for evigt i dit selskab og altid føle essensen af alting. Essensen er det rum der er imellem os. Essensen er det vi skaber sammen, vores fantastiske liv.
Ingen usikkerhed, ingen fortrydelser. Kun lykke og glæden over at møde livet ved siden af dig.!

Kommentarer (2) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2010-Jan-24 - Tillykke med min fødselsdag !

Happy (?) birthday

Tillykke med min fødselsdag
hvor alle glemmer at den eksisterer, at jeg eksisterer
at traditionen om hygge, kærlighed og tid til hinanden kun kan fortsætte hvis man rent faktisk yder noget for at holde den i live

Tillykke med min fødselsdag
hvor alle har travlt med deres eget liv, deres egne interesser og deres egne navler
Hvor tingene bliver skruet sammen i sidste øjeblik

Tillykke med min fødselsdag
hvor familien samles, men af andre grunde
og ikke kan finde energien og overskuddet til at sige tillykke
eller måske har de bare glemt det, i det øjeblik jeg står foran dem med flag i håret og gaver under armen

Tillykke med min fødselsdag
hvor de gamle venner glemmer at sende en sms,  
men alle de nye overfladiske selvfølgelig gør det
så jeg kun bliver endnu mere bevidst om de der ikke skriver

Tillykke med min fødseldag
med gaver fra min dejlige kæreste, vidunderlige gaver (jeg klager ikke)
men ikke et kort med nogle søde ord eller "jeg elsker dig"

Tillykke med min fødseldag
hvor jeg sov alene, ærgrede mig over at den skulle være sådan og græd mig selv i søvn

Tillykke med min fødselsdag!!!

Kommentarer (2) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2010-Jan-24 - Feat. x: Lykke?

Et malplaceret smil i en håbløs situation
En fyldt mave, min 6 gange om ugen.
At snakke om alt og intet efter en dag med nådesløst indhold
At vælge.
at udvælge og fravælge, give positiv og negativ værdi
At værdsætte og acceptere, samt lysten til at udvikle og udforske egen personlighed samt andres.

At være hjemme, at ligge under dynen og have lyst til at stå op
Danmark
SU
Word
at have minus på bogen og være tilfreds med rugbrød med torskerogn
Savne pizza, bøf , mors mad…dog tilfreds.
At have en ølbringende roomie
At de sorte bor i afrika og ikke omvendt


Når telefonen ringer med folk i røret der vil se en snart
Løgneren i en, der med ro i stemmen kan sige i røret "fuck der skal jeg desværre til fødselsdag, det kunne ellers ha været cool"
DVD'er

Øjne, øre, næse, mund.
Hjerte, sjæl, sind og stemme
Øl!

Penge…?
og funktionen på trods af mangel på samme

Evolutionen

og så er det på tide at stoppe . . !
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2010-Jan-24 - Feat x: sorg !

At gå sulten i seng 2 gange om ugen eller derover
ikke at kunne smile selv når andre griner
Republikanernes USA
Afrika's børn
At det er Afrikanerne og ikke kapitalisterne der skal bo i Afrika
"Take these broken wings and make them fly"

750 kr fattigere, dog modig outlaw I et s-tog
at se sin mor græde
og sin bøddel le
At ville have kaffe, men kun få the

Cancer
AIDS
Myggestik

At vende ryggen til muligheder og ansigtet mod destruktion
Selvmord
At løbe tør for smøger
At bære kisten ud
At tabe pga fedtede fingre
Ikke at kunne nyde musikken

At være ligegyldig for andre
at være bange for sig selv
Afhængighed
at kunne huske fortiden og ikke se fremtiden  
Ekstremister indenfor alle religioner
voldtægt og handel af subsistensløse kvinder
At have svært ved at udtale overstående

At priserne stiger og kvaliteten daler
Bomber
familier som min i asylcentre
Familier som min på strandvejen
At være ateist og derfor ikke kunne give skylden på noget højere

At blive guidet af en gammel fiktiv bog
at være afhængig af autoriteter i alle former

At glemme hvor man kommer fra, men huske hvem man vil være
At give slip på sig selv i tider hvor man burde holde fast

"An eye for an eye makes us all blind" !
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2010-Jan-24 - Døde fugle!

Der er ingen hemmeligheder, så længe du tier stille

Der er ingen forkerte følelser eller tilkendegivelser, hvis vi ikke snakker

I en stor sump af tavshed og mistro begiver vi os ud på et eventyr sammen

Som mand og kone, bror og søster, hund og kat kan alting ske hvis blot vi lukker øjnene eller kigger den anden vej

En side skrives med de mange kærlige ord og de springer læseren i øjnene som former og farver, der bringer velbehag og lykke

Imellem linjerne ligger små sorte klatter der danner ord og budskaber, hvis man kigger ordentligt efter. Men viskelæderet arbejder ivrigt og bringer pæne hvide mellemrum mellem sig.  

Der er tale og kropssprog og masser af anerkendelse, der lyttes og stilles spørgsmål og imellem hele spillet flyder fakta der ikke kan dræbes, men som sagtens kan ignoreres.  

I det fjerne pipper en fugl om logik og kærlighed, den synger efterhånden så fint på sin gren og forsøger at brede sin sang til hele verden. Men grenen knækker, fuglens vinger har aldrig fløjet, den falder til jorden og dør med et stille bump.  

Imens tordner dagene af sted med en kraft ingen kan stoppe og nutid bliver til fortid, der binder og har betydning. Pludselig er spørgsmål ligegyldige, de er en del af historien og bringer intet godt med sig. Kun fremtiden tæller, de døde fugle er for længst glemt og papiret er hvidt ved første øjekast.

Man kan ikke tvivle uden at stille spørgsmål og man kan ikke stille spørgsmål uden at undres. Undren er kun for de, der ikke ved. Og vi ved. Der er ingen hemmeligheder, hvis du tier stille.!
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Oct-27 - Meget få ting!

Der findes ikke mange ting jeg ikke bryder mig om
Utroskab, had og drab selvfølgelig
det som alle taler om

I det store hele synes jeg at jeg egentlig er godt tilfreds
Kærlighed, sjove timer, søde mennesker
og i min krop er jeg meget godt tilpas

Jeg har selvfølgelig oplevet ting som alle har
Løgne, mistillid og udnyttelse
Så forsøger jeg blot at slå følelserne fra

Der findes dog en ting som jeg godt kan væmmes lidt ved
når mennesket overhører alle andre end sig selv
det kan gøre mig både tosset og ked !
Kommentarer (1) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Oct-27 - Zombies!

fuck hvor er livet modbydeligt, ubehageligt og sårende - lidt for ofte. Er træt a at få en kæmpe mavepuster, blåt øje & hjertet gennemsylet, kastet rundt med & trådt på, for derefter smidt ud. Aldrig har jeg følt mig SÅ taberagtig. Jep - Jeg er sår...et, bitter, rasende, jaloux, ynkelig & helt igennem forsmået. WHY - Because LOVE sucks BIG time. LOVE dosnt kill - it makes zombies. A bit crazy - & Jeg ka ikk finde mine tudekiks.!
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Sep-10 - Tre dage i mit liv!

Torsdag kyssede jeg ham i bilen
Jeg lænte mig bare frem, og så var forvirringen skabt
Jeg vil ikke have ham
Jeg var bare fortabt

Han ringer og spør hvad der sker
Han tror jeg er forelsket
Hvis han kunne se ind i mig
Ville han vide at jeg var forhekset

Fredag ringer jeg til min gamle ven
Og siger jeg vil gerne se dig igen
Jeg får kvalme for jeg er ligeglad med ham
Savnede bare det vi kunne gøre sammen

Han ringer og spør hvad der sker
Jeg siger jeg kan ikke se dig mere
Det er slut for jeg har fortrudt  
Og så drukner jeg mig i smøger og sprut

Lørdag har jeg en aftale
Skal i bio med ham
Jeg ved at det kan blive til kærlighed
Indtil jeg igen bliver led

For han vil ringe og spør hvad der sker
Hvorfor ringer du ikke mere?
Jeg vil finde på noget tragisk, jeg er íkke klar
I kan ikke få mig til at give. Jeg er den der tar!
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Sep-10 - Min ven!

Fordi et menneske som dig kan frelse min dag
Fordi dine ord borer sig dybt i min sjæl
og ingen kan nogensinde slå dem ihjel
Fordi jeg griner indtil tårerne triller ned ad mine kinder
Fordi vi sammen er gået fra piger til kvinder
Fordi jeg uden dig ikke ville være den jeg er i dag
Fordi du har vist mig livets dybere lag
Fordi du er en spasser der griner folk op i hovedet
Fordi du er en større del af mig end jeg havde troet
Fordi vi aldrig dømmer - men kritiserer
Fordi jeg ved hvad du føler, tænker og ser
Fordi vi skal høre musik og drikke sammen
Fordi man finder "os" hvis man går efter larmen
Fordi jeg elsker dig og du elsker mig igen

Derfor er du min sjæl, min glæde, min ven.
Kommentarer (1) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Sep-10 - Livets små lektier!

Livets små oplevelser er en lektie hver gang
Noget man senere forbinder med en sang
Eller duften af en bestemt parfume der får tankerne tilbage
en bid af en ret som får dig til at føle samtidigt med at smage

Der er ikke rigtig nogen grund til at det ikke skulle ende
forhåbentligt har man lært sig selv lidt bedre at kende
De siger man skal huske det gode og ikke være ked
For at det skal slutte er jo noget man ved

Men alligevel har jeg svært ved at sige farvel
til alle de mennesker der gjorde noget ved mig selv
der fik mig til at se på verden med nye øjne
som ikke havde nogen interesse i at fodre mig med løgne

Det er første gang i to år jeg ikke har grædt hver dag
I ved ikke hvilker følelser der ligger bag
jeg er så taknemlig at jeg har set denne side af livet
som jeg før har taget for givet

Det giver ikke mening at holde fast i noget der forsvinder
jeg må tørre tårerne væk fra mine kinder
og huske at livets små oplevelser er en lektie hver gang!
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Sep-10 - Mit materiale !

Hvad jeg ser når jeg ser mig selv
er et produkt

af smerte fra ham der sagde farvel
af frygt pga. de forældre der ikke var hjemme
af afsky for mig selv fordi der ingen var  
af had for at jeg ikke kunne ændre tiden

men produktet består også
  
af entusiasme for at møde mennesker
af glæde for de mennesker jeg elsker
af forundring over livets små mirakler
af minder om mennesker jeg aldrig ser igen


produktet er sammensat af så mange materialer at jeg ikke engang selv kan huske hver eneste del

men mit produkt har jeg lært at elske og når jeg ser det i spejlet er jeg glad for at jeg ser er ærlig indpakning

Elsk dit produkt så sælger det sig selv.
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Sep-9 - Sidste strandtur!

Bølgerne ruller over strandens bred
Hun står og skuer ud i luften
tænker på alle de dage der forsvandt
da hendes hjerte endelig opgav fornuften

Hendes tårer løber ned af kinden
og hendes mund åbner sig op
Hun vil skrige ud til verden  
om smerten der bor i hendes krop

Ikke et ord kommer over hendes læber
Kun følelsen af tomhed i hende
giver plads til vreden
som ingen ende kan finde

Langsomt sætter hun sig i sandet
Accepterer den skæbne hun fik
Kigger vemodigt på verden
med et sidste ulykkeligt blik

Hendes øjne lukkes med hendes sidste kraft
og hun ligger sig ned
Blodet løber fra hendes håndled
og livet i hende løber med

Sandet bliver farvet mørkt omkring hende
og hun trækker vejret en sidste gang
Nu er det endelig slut
Kampen har været lang
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Sep-9 - Godmorgen, Christina !

Jeg vil synge for dig her til morgen,
når jeg stille lister mig ind.
Lad min stemme nå dine ører  
og dit stadige døsige sind
Måske føles livet hårdt,
som om du blot må tage imod.
Jeg vil forsøge at vise dig,
og hjælpe til, at dagen kan blive god.
Din dag skal starte med et smil,
uanset om alt kan være gråt.
Lad tonerne synke ind, give puls
og lade dagen starte så småt.
Jeg står her med respekt
og vil håbe at være din ven.
Fortælle dig, at du kan stole på mig
og at jeg vil synge for dig igen
Kommentarer (1) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Sep-9 - Alkohol !

I en verden hvor ingen ord er nødvendige, støder jeg på dig
Der hvor alle tanker er overflødige og forsvinder i takt med de handlinger vi foretager
Der er du min gamle ven, min redning og min sutteklud
Du river alle bekymringer væk, åbner for et lys som aldrig har brændt så smukt og så stærkt
Der bliver jeg draget af dig, styret af dig, forkælet af dig

Ingen skal sige at vi to ikke hører sammen, at vi to ikke bekræfter hinanden
Vi to er hinandens fortid, nutid og fremtid
Jeg vil have dig i mine tanker for altid, du vil altid være en del af mig, af min historie

Du er det stærkeste bånd til min familie, til min verden. Du er det, der gør mig til mig
Jeg vil for altid holde dig kær, vil for altid give dig mine styrker så du kan fortære dem, spytte dem ud som svagheder og give dig al min livskraft.

Sådan er vi to forbundet, i al evighed, Du og jeg, følgesvende, til livet slutter.
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Sep-9 - Aldrig ren!

Vandet falder fra et brusehoved der kunne trænge til at blive afkalket
Dråberne falder i en lind strøm i halen af hinanden
De rammer det kolde gulv og den slidte bademåtte
og efter at have samlet sig lidt på bunden glider de ud i afløbet og forsvinder i det ukendte

Dampen stiger i det lille aflukke samtidig med at duften af renselse breder sig
Det varme vand lover at skylle snavset væk og give følelsen af en ny start
Dråberne forsøger at udføre deres mission som en hær af tusinde soldater
med et mål som ingen af dem kender

Som i en tåge rækker jeg ud efter dråberne og forsøger at gribe dem
vil møde dem på halvvejen, bane vejen for den lovede effekt
Men de glider ned af min hånd, ud af mit greb
på min krop efterlader de kun følelsen af at være nøgen og våd

De fortsætter ned på bunden og ud i deres ventende afløb
Dampen hvirvler rundt da jeg rejser mig og skriger
Selv det varme vand kan ikke lune min kolde, beskidte krop
Løftet om renselse bliver ikke indfriet
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Jul-29 - knus!

Så det er sådan vi spiller
Ingen undskyldninger, men masser af tomme og luftige ord
der med deres eksistens beviser hvor ligegyldige de er
De samles i en stor masse af energifortærende sætninger
der trods deres betydningsløse mening analyseres og vendes, tvistes og drejes
indtil ingen ord kan finde deres intention igen

Dine øjne bliver til en lille sprække og din mund til en stor losseplads
Min mund forsøger forgæves at åbne sig og mine hænder bliver til knytnæver
Da et givent antal minutter er gået på denne måde, bytter vi roller
Dine små hænder ser fjollede ud når de er knyttede, mine føltes på daværende tidspunkt som tikkende bomber… det gør dine måske også nu

Vores hjerter banker og vi bliver begge forpustede, men ingen holder pause
Vi kører på, vi spiller spillet og ingen vil erkende nederlag
I en samtale født af dumhed, er kun fortsættelsen et nederlag
Sådan en logik hører ikke hjemme her

Jeg råber, skriger og stamper i jorden med noget der føles som en massiv kraft
Et æble falder på gulvet og jeg giver op, jeg ville så gerne fortsætte
Jeg taber, jeg kapitulerer og forsøger at beholde den sidste rest af værdighed  
Du græder, lettelsens tårer, over ikke at være tvunget til at fortsætte

Vi knuser hinanden

Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Jun-21 - Onsdag!

Regnen har aldrig faldet så tungt før
i dit sind og uden for din dør
De salte tårer på din kind blander sig med de tunge dråber fra himlen
Alt bliver dækket af det våde kolde dække

Din sjæl længes efter at se solen igen
At lade den give plads til nyt liv
som dog aldrig vil kunne erstatte det liv, der skulle have været
Lyden fra gaden bliver dæmpet af regnen
og lyden af dit hjerte kan næsten ikke høres

Regnen holder aldrig op
Den falder og trænger ind i alle kroge
Den oversvømmer ristene i vejen og dit syn
Man kan ikke se en hånd for sig og du kan ikke se lyset

Lad den bare falde, lad den sive ind alle steder
Giv den plads, giv den lov
Intet kan stoppe den alligevel

Men når solen kommer vil regnen og dine tårer tørre
og igen vil blomsterne spire, varmen vil brede sig
Med regnen og dine tårer er alt blevet skyllet rent og ærligt
og de nye skud vil minde os om hvad der eksisterede inden regnen

Du vil mindes tiden inden regnen med glæde
og give plads til det nye liv
Indtil da, så sid du bare der og se på dråberne der falder
Jeg ser på dem sammen med dig!
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Jun-21 - Point of no return!

Min fine nystrøgede kjole blafrer i den stille vind og kæler for mine brune lår. De små lyserøde blomster danser på det hvide stof og matcher perfekt min nydelige sommerhat

Dine lyse lærredsbukser og hvide skjorte sidder løst på din veltrænede sommerkrop og dit smil skinner i solen

Vi kigger hinanden dybt i øjnene og jeg svømmer hen i dine brune øjne og mit hår kilder for mine skuldre, som en fjer der flyver rundt og strejfer min hud

Kameraet zoomer ud og så op, så hele den grønne eng vi står på er med i billedet. Fugle sværmer rundt højt oppe over vores hoveder og himlen er blå og skoven er lysegrøn og strygerne og klaveret spiller den dejligste musik til dette romantiske øjeblik

Perfekt lykke, dig og mig på en blomstereng, nyforelskede på 2. år

Pludselig zoomer kameraet ind på dig, alt for langt ind på dit ansigt. Så meget at jeg kan se belægningen på dine gule tænder og de alt for naturlige ting i din næse. Der går en ridse i pladen og den dejlige musik stopper brat

Pludselig overdøves fuglene af støj fra bilerne på motorvejen bag os og jeg kan ikke høre hvad du siger

Men du har dårlig ånde og jeg sveder i den stegende sommervarme. Jeg kan mærke at jeg får svedpletter under armene og ser at du har det samme. Du skal da ikke kunne svede?

Mit hår klistrer til min skulder og du kigger spørgende på mig. Jeg ser dig dybt i øjnene, vil svømme og flyde hen i det mørkebrune hav de indeholder. Men din ene farvede kontaktlinse har rykket sig og afslører en kedelig grå farve

Du kigger stadig spørgende på mig, upåvirket af varmen, larmen og kameraet.  
Og det går op for mig. Jeg har glemt min replik. Du har sagt din og jeg har glemt min.
Jeg forstår det ikke, vi har gjort det her så mange gange før. Jeg kan manuskriptet i hovedet, i søvne

Kameraet slukkes, du ruller med øjnene og går hen og urinerer op af en kulisse  

Jeg ved det. Ingen happy end, denne gang

Jeg går ned på motorvejen, stikker min tommelfinger i vejret og får et lift ind til byen!
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

2009-Jun-14 - Middag i familiens skød!

Bordet bugner af lækkerier
både opskrifter der er gået i arv
og kulinariske eksperimenter

Tættest på vinduet sidder mormor
og giver huslige råd og opskrifter på bagværk
Hun af afholdt og hjertelig
og beundret (af mig) fordi hun,  
i en tid hvor vil alle vil være mere og nyt,
falder tilbage på sit fundament
Den gang hvor det var tilstrækkeligt  
og endda prisværdigt at sørge kun for hus, mand og børn

Morfar sidder overfor med albuerne på bordet
og strør om sig med små vittige og forældede kommentarer
Han kniber børnebørnene i kinden
både kærligt, stolt og drilsk
Hvis han kunne vil han trylle en mønt frem
bag dit øre, som kun en morfar kan

Den mindste kravler rundt under bordet
og hiver i snørebånd og synger sange
Han kommer nogle gange op og sidder pænt
og spiser lidt af maden
Men fordi han, med rette,
føler sig lidt glemt
og gemt
moser han maden med gaflen og tegner figurer med den på tallerknen
Der falder en hurtig kommentar fra mors side
og knægten er tilfreds
Så kan han fortsætte sin leg over mod slikskålen på sofabordet

Den unge vipper lidt på stolen, mens de ældre snakker
ung og alt for tidligt voksen,
eller ønsket voksen,
dagdrømmer han om at forlade spisebordet
og mødes med andre på hans alder
Men fordi en stol ved bordet er tom
er han nu manden i huset
og skal som en sådan være tilstede,
smilende og hjælpsom
og ellers helst lidt i baggrunden

Stolen for bordenden besiddes af fruen i huset.
Mor, men i de fleste tilfælde,
først og fremmest værtinde
Med en skarp hjerne, et øje på hver finger
og et kækt smil på læben
styrer hun slagets gang
Der bliver ikke sparet på sjove historier
og på formaninger af enhver slags
En kvinde der er stolt af sine børn,
fordi de er hendes skabninger.
Men også en kvinde der helst ser at
den unge bliver voksen og flytter  
og at den mindste forbliver lille
så hun ikke konstant konfronteres med tidens gang

Faderen i huset er populær, og hver en stol omkring ham er besat
Han kigger stolt rundt i lokalet.
Med sin cigar og sin gunst har han udrettet noget stort.

Der er latter omkring bordet,
glimt i øjet og hygge for alle pengene
Der bliver spist og drukket
og nusset i håret
Præcis som enhver anden familie
som også obligatorisk
holder middag i familiens skød
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link

<- Forrige side :: Næste side ->

Om Mig

Lever i nuet, vil danse på månen & dø under stjernerne.. Jeg skriver med hjertet.

Links

Min forside
Se min profil
Arkiv
Venner
Mit fotoalbum

Venner

Forfatteren
CorsaYrsa