2010-Jun-1 - Tak!
Kære Hr.
Jeg vil forsøge at holde en tone, i dette brev, som vil være acceptabel for os begge. Dette dog på trods af min lyst til at blive primitiv i mine udtalelser, for at lade dem følge mine tanker. Jeg vil dog ikke nedlade mig til dette, da intet konstruktivt kommer af verbale lussinger.
Det er min hensigt, med dette brev, at give Dem forståelse for min situation. Jeg drager tvivl om dets betydning for Dem, men der er et håb i mig som desperat kæmper for at fortælle min bevidsthed at dette vil påvirker Dem og Deres samvittighed. Hverken min bevidsthed eller min sjæl tror synderligt meget på dette, men nu er skriften skrevet.
I starten var der Dem og mig, det ved De såvel som jeg. Derudover var der, for mit vedkommende, alle de andre som fortalte mine naive og desperate ører at De var en person man kunne betegne som loyal, reel og ja næsten perfekt. Der rejser sig stadig spørgsmål i mit indre om det var mit unge sind eller min godtroende og optimistiske person, der gjorde dette til virkelighed i min bevidsthed. Mange nætter har jeg ligget og stillet store spørgsmålstegn ved disse menneskers, og min egen, dømmekraft. Var der blot en leg for Dem, Hr., eller var det virkelighed? Dette spørgsmål vil nok aldrig blive besvaret, men stå hen i det uvisse.
Mange nætter er også gået med spekulationer om Deres intentioner. Var det blot fysiske behov, der drev Dem frem? Eller var Deres ord ægte og fulgt af de følelser De beskrev? Mange spørgsmål rejser sig i skyggen af vores historie.
Under alle omstændigheder, Hr. skal De vide dette. Aldrig har jeg stolet så blindt på et menneske, efter så mange selvransagelser og selvbebrejdelser. Jeg kom frem til, i den lærerige proces der var i starten af vores bekendtskab, at jeg havde en kynisk natur. En natur der måtte ændres for at opnå lykken. Og jeg gjorde dette, med den betryggende viden at De ville være der, som guldkrukken for enden af regnbuen. Min selvopfattelse, min virkelighedsforståelse og min tillid til menneskeheden blev styrket. Der var håb forude.
Nu, set i historiens lys, vil jeg dog være så fræk at hævde at Deres opførsel, Hr. har vist denne tillid til skamme. Mine spørgsmålstegn i starten af processen virker nu mere som advarselslamper, end som kyniske tanker. Mine tvivl virker begrundede og min skeptiske natur har igen fundet sig til rette.
Deres tilstedeværelse, og især Deres afgang, har igen vist mig at mennesket er svagt og utilregneligt. At ingen bør bero sig på omsorgen eller intimiteten fra andre.
Derved vil jeg gerne yde Dem tak, Hr. De har bevist for mig at selv de mest indbydende og lovende mennesker, kan vise deres sande natur, som blot egoistiske og selvforsynende mennesker.
At selv de smukkeste øjne, den dejligste natur og det smukkeste smil kan gemme et grusomt og koldt væsen.
Jeg vil i den forbindelse takke Dem, Hr, for at vise mig vejen tilbage. De har ydet tilstrækkelig smerte og afmagt til at kunne finde de virkelige og sande værdier for et menneske: mistro, ensomhed og ulykke.
Jeg takker Dem af hele mit hjerte !
|
