2009-Oct-16 - Latteren er væk

Jeg plejede og grine hver dag. Nogle gange græd jeg næsten af grin. Min bedste veninde og jeg har stort set ikke haft en dag sammen, hvor vi ikke har grinet. Vi grinede hele tiden. Lå tit på gulvet og rullede rundt med kramper. Vi var sammen hver dag. Hver eneste dag. Det er vi ikke mere, og det er ikke kun pga. efterskolen.
Jeg plejede og grine hver dag, men nu går der nogen gange uger mellem, at jeg rigtigt griner. Jeg ved ikke, hvad der skete, og jeg ved heller ikke hvorfor. Det er ikke, fordi der ikke sker noget sjovt, eller der er noget at grine af. Jeg griner bare ikke.
Jeg savner den pige. Den lille, uskyldige og leende pige. Jeg ved ikke ... jeg savner det bare. Jeg savner hende. 

2009-Oct-11 - Forbandede efterårsferie!

Jeg savner Hunter så meget! Jeg tænker på alle de aftener på skolen, hvor vi har ligget tæt og holdt i hånd og snakket.. Jeg ville kunne ligge sådan til evig tid.. Dér i hans favn.. Han dufter så godt og jeg har sjældent følt mig så tryg!
Togturen hjem fra skolen var også fantastisk.. Vi sad viklet ind i hinanden hele vejen, indtil han skulle stå af.. I samme sekund hans læber slap mine, og han vendte sig mod døren for at gå, havde jeg lyst til at kaste mig i hans arme igen.. Jeg er afhængig.. Jeg tror han har det på samme måde.. Men jeg er faktisk ikke sikker lige nu, fordi jeg er væk fra ham..
Når vi er væk fra hinanden er det forfærdeligt.. Han skriver ikke sms'er.. Det duer han bare ikke til.. er ikke typen.. Jeg fik en sms på min fødselsdag, men ellers har jeg ikke hørt fra ham her i ferien.. Det er forfærdeligt.. Jeg får paranoia.. Jeg savner ham så meget..
Jeg skrev til ham i går og spurgte, om han havde lyst til at se mig i ferien. Han svarede: Måske.
Ikke andet.. Ikke engang en smiley! Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal takle det..
Det eneste jeg har lyst til lige nu er at være sammen med ham, men det kan jeg ikke, så nu ligger jeg her i min seng med tårer trillende ned af kinderne og lytter til titanic.. Bliver det mere trist?
Forbandende, forbandede efterårsferie ... slut! Nu!

2009-Oct-5 - Forsættelse!

2009-Sep-29 - Kort update fra efterskoleeleven..

De andre er igang med at prøve deres kjoler til elevfesten. Jeg har ikke noget. Sidder lige nu med en af Roomie's, men den kan jeg ikke have på. Den er for kort. På den ene side glæder jeg mig til festen, men på den anden side ... frygter jeg den også lidt? Jeg gider egentlig ikke drikke særlig meget, for har ingen anelse om, hvordan jeg reagerer på det, men hvis jeg sidder som den eneste ædru, er det også ret nedern. Dilemma siger jeg bare?
Romeo og jeg er kun venner. For mit vedkommende vil jeg meget gerne have, at det forbliver sådan, men for Romeo er hvert eneste sekund sammen med mig en ny chance til at tage næste skridt. Han har endda væddet med Christian om det. 
Christian er min nyeste ven. Eller vi er egentlig ikke helt venner endnu, er sådan set ikke vildt gode venner med andre end svenskeren, men vi har i hvert fald virkelig let ved at tale sammen, og så er han vildt god til at shoppe, og så har vi i øvrigt samme smag i musik ... og tøj ... og film ... og alt andet. Mystisk siger jeg bare! 
Roomie påpegede i går, at han faktisk har nogle lidt bøssede træk. Og det er faktisk rigtigt. Havde ikke lagt mærke til det før, men hvis det er tilfældet, er jeg sådan set også ligeglad. Er bare lidt skuffet over, at jeg selv havde overset det.
Kan ikke huske, hvad jeg skrev sidst, men for lige at opdatere kommer her de mennesker, jeg går mest med:

- Christian

- Svenskeren

- Hunter (!)

- Romeo

Hunter er vildt nice. Ved første øjekast virker han bare lidt underlig og skummel, men i virkeligheden er han rigtig sjov og sød. Han virker dog som om, at han har været igennem et eller andet, der har såret ham, og måske derfor har hærdet ham, hvis man kan sige det sådan. Han virker lidt hård og ligeglad udadtil nogen gange, synes jeg. Kender I de typer? De er virkelig svære at komme ind på, selv om man ihærdigt forsøger, og uanset hvad man gør, bliver man bare ved med at have en følelse af, at der er noget, de holder tilbage? Sådan er det med Hunter. Jeg håber bare, at han på et tidspunkt vil lukke mig ind.

Jeg ville egentlig have skrevet en masse mere. Men jeg er træt og klokken er mange. Er ked af at mine blogs er så korte og næsten uden indhold. Både for min skyld, men også for jeres.
Ha' det godt så længe!

-Forfatteren

2009-Sep-13 - Jeg savner dig!! <3

Jeg savner dig om morgenen, gennem hele min dag og om aftenen og når jeg skal ligge mig til at sove.. Jeg savner du ikke er der til, at give mig mit første smil på vejen, ved at du giver mig det mest smukkeste morgenkys, jeg har oplevet. Jeg savner dig, når jeg ved, jeg er ude af døren og ikke hører fra dig før om aftenen.. Jeg savner at du ligger ved min side om natten og holder mig tæt ind til dig. Jeg savner dine dejlige havblå øjne, dit dejlige smil der kan få selv det mest ondskabsfulde menneske ned på jorden. Jeg savner at du hvisker søde ord ind i mit øre, fortæller mig at du er der for mig..

Jeg savner dig nu, imorgen og forevigt..

2009-Aug-9 - Update inden den store dag i morgen..

I morgen tager jeg på efterskole.. Jeg er egentlig ikke så spændt endnu.. Jeg har bare ikke så meget lyst, men jeg er nødt til at tage afsted, jeg er nødt til at træde ud af min trygheds-zone, for den har jeg befundet mig i næsten hele mit liv.. Jeg siger det samme, jeg opfører mig på samme måde, jeg ser de samme mennesker, jeg har den samme rolle.. Og jeg hader det.. Jeg hader min lorte rolle!
Så jeg rejser.. Efterlader alt jeg kender bag mig.. Og selv om det jo bliver spændende, har jeg aldrig skulle gøre noget så skræmmende i mit liv! 
Hele mit gulv flyder med de tøj og skrammel, som jeg skal have pakket ned, inden vi kører i morgen.. Jeg skal nok nå det, for det gør jeg altid, men det virker alligevel lidt uoverskueligt lige nu.. Men jeg gider ikke pakke mere i aften, så det må blive liggende til i morgen tidlig.. 
Inden jeg kører mod Fyn, skal jeg have skrevet to breve til mine veninder - ét til hver.. Jeg har tænkt mig at forklare dem, hvorfor jeg rejser, og at jeg håber, at de ikke glemmer mig, at vi ikke glider fra hinanden og så også minde dem og nogle af de ting vi har lavet sammen.. Jeg vil minde dem om, hvor meget vi har grint, hvor skøre vi har været og hvor tætte vi er været på hinanden.. For jeg er så pisse bange for at glide væk fra dem.. Jeg håber, at jeg når det.. Det er jeg nødt til.. De breve skal skrives færdige!

Angående alt det her møj med hemmelige elskere og andet rod med min mor og papfar, har jeg valgt at skubbe det lidt til side.. Jeg kan ikke håndtere det lige nu med efterskolen og alting, så jeg har simpelthen valgt og gemme brevene væk.. De fleste af dem har jeg ikke engang kigget i.. Jeg har været for bange, og det er jeg stadig.. Jeg har bestemt mig for, at vente med at fortælle min onkel det, hvis jeg i det hele taget fortæller ham det.. Jeg tænker nemlig, at han ville ændre sit syn på min mor, ligesom jeg har gjort, og det synes jeg egentlig ikke, at jeg kan gøre mod ham (eller hende).. Så for nu er sagen lagt lidt væk.. Men kun indtil jeg er faldet  til på efterskolen.. Så dukker detektiven nemlig frem fra overfladen igen!

Ha' det godt allesammen så længe.. Jeg ved ikke, hvornår jeg skriver igen, eller hvornår jeg er hjemme igen, men forhåbentligt bliver det snart.. Kryds fingre for mig i morgen..

- Forfatteren

2009-Aug-4 - Til min bedste ven..

Du er min bedste ven, men kan vel ikke sige bedste ven mere. Vi gled fra hinanden efter alt det skete mellem os.. Jeg kan huske jeg spurgte mig selv, vil det nogensinde, blive det samme igen.. Men jeg ved nu, mens jeg sidder og skriver dette, at det blev det aldrig, og det vil det aldrig blive.. Jeg plejede at tænke, er dette kun min skyld, men det er det ikke.. Du var ligeså stor en skyld i det som jeg var..

Jeg savner sku vores køreture, hva det så måtte have været, det var tider.. Jeg kan huske jeg tænkte hvordan vil jeg kunne leve uden ham her, han er min bedste ven.. Men jeg fandt hurtig ud af at det, skal jeg gøre mig klar til at gøre.. Altså at leve uden dig.. Dagene var talte for vores opløsning af vores venskab.. Dagene var talte allerede fra første sekund, jeg trådte ind ad døren hjemme hos dig...

Mine følelser blev til mere end bare venskabelige, det var nok det der gjorde udfaldet.. Man kan vel sige jeg bar den største skyld.. Jeg fortalte dig hvordan jeg havde det.. Måske ikke det smarteste men det gjorde jeg.. Damn it.. Jeg dummede mig erkender jeg gerne, men du dummede dig, da du tog det for givet og brugte det imod mig..

Du betød rigtig meget for mig.. Men gider ikk kun sige du BETØD meget for mig, for du BETYDER meget for mig stadig.. Du var mit første store crush og det betyder en del.. Du er alfa og omega.. Du er den der kan tale mig til ro, hvis jeg er gal, ked af det, eller frustreret.. Du er min bedste ven.. Du er den jeg har det bedst med at være i lokale med.. Du holder om mig og fortæller med din rolige stemme, at jeg nok skal komme igennem tingene..

Du havde ret mange af gangene, men da jeg til sidst blev vendt ryggen af dig, ville jeg ikke tro jeg ville kunne komme igennem det, men det er noget jeg kæmper med hver dag.. Jeg kæmper for den tro at du stadig holder af mig, for den pige du kendte mig som og kender mig som..

Du plejede at sige du er en stærk pige og lagde armen om mig, trykkede mig ind til dig, så langt ind at jeg kunne mærke dit hjerteslag.. Det beroligede mig.. Men den stærke pige du føler jeg er, er jeg bare ikke.. Jeg er skrøbbelig, lige så skrøbbelig som porcelæn.. Jeg ligger stadig og tænker over det, tænker over om jeg kunne have gjort noget anderledes, en tårer triller ned af min kind hver gang.. Jeg skammer mig over det jeg gjorde, du udnyttede mig og det samme gjorde jeg vel lidt med dig..

Jeg håber bare du en dag vil komme til mig.. Sige kom min pige, nu skal vi sku have løst vores mellemhverne, men det gør du nok ikke.. Men håber på vi en dag igen, vil snakke og hygge os som vi plejede.. Elsker dig for den du er, og du har en speciel plads i mit hjerte.. Glem det aldrig min ven.. <3

2009-Jul-22 - <3...Kærlighed... <3

Kærlighed, hvad er det egentlig? Kan du røre ved kærlighed, kan du se kærlighed, kan du måske smage kærlighed? Man ser altid på film om hvor dejligt det er med kærlighed.. Men i det virkelige liv, der er det for det meste altid en illusion af noget der er så godt, at du ikke vil af med det.. Men det er det jo ikke.. Kærlighed er til tider, det mest ubehagelige, vi har.. Jeg skal da ikke sige det ikke også kan være rart, men vi har jo alle oplevet at det kan gøre ondt at elske en anden person.. Vi har nok for det meste alle sammen oplevet, en utroskab, en følelse af at miste den du elsker til en anden, en "bedre" end dig.. Vi har oplevet svigt.. Vi har oplevet svig. Vi har oplevet hvor ondt det gør, at miste det du elsker mest..

Kærlighed, kan både være dejlig og det kan være noget af det værste man nogensinde kommer til at opleve. Vi gør mange dumme ting for kærligheden, vi gør mange dumme ting for at kærlighed skal sejre i sidste ende.. Jeg har set mange gang de personer jeg holder mest af, mister kærligheden, til deres elskede.. Deres kærlighed, ændres til had, og deres had ændres til sorg... Du har vel ikke rigtigt levet før du har elsket og mistet..

Kærlighed er vel lidt ligesom en blomst, den skal vandes, den skal plejes, lige som i et forhold, passer du ikke godt på din blomst så den kan vokse op fra en lille knop, til den smukkeste blomst, som vil blomstre, så smukt som aldrig nogensinde set før, så vil blomsten visne, og det sammen vil dit forhold, det vil dø.. Plej din kærlighed til en anden person ellers visne den bort.. Og den kan aldrig vandes flot igen..

2009-Jul-16 - Fortsættelse..

2009-Jul-13 - Burde jeg skulle have noget at have sagt??

Burde jeg skulle have noget at have sagt, skal jeg det.. Kan jeg tillade mig det, nej det kan jeg vel egentlig ikke.. Jeg kan bare stå og se til, mens du gør det du vil.. Jeg erklærede mine følelser for dig, men jeg tror at det var lidt for sent at gøre det... Du smilte, og sagde du holdte af mig.. Jeg forstod ikke dit lille vink den gang, men det gør jeg denne gang.. Jeg ved du aldrig vil se mig mere end som ven, eller som du plejer at sige det er bare (*****) Jaa, jeg forstår at det er det eneste du ser mig som, den du kan træde på.. Jeg hjælper dig når den er værst, men man får ikke engang et tak, det er det mindste du kan give mig,, men end ikke det, kan du´give mig..

Jeg aner ikke mine levende råd.. Hva vil du med mig??

If all you can bring me is sadness, then please get me out off this madness.. You said i was nothing too you, yeah the same way i feel too.. You are like stone, you don't breake in two, but breakes anything else.. You are like the wales, flows with the water, but im glad im never gonna have your daughter... You are evil and mean, im know you dont mean too.. But doo you?

Jeg ved ikk hvorfor jeg skriver dette, jeg håber det mildner det lidt vel, du kommer aldrig til at se anderledes på mig.. Jeg er din, ja hvad jeg nu er, og bliver aldrig mere, end dit lille stykke legetøj, du kan lege med, når du keder dig, og ingen andre vil lege med dig..

Jeg må lærer at leve med det, vel.. Eller skal jeg tage kampen op, og få dig til at forstå det jeg vil med dig.. Neeej, det ville sku ikke nytte noget alligevel.. Du ville ikk lytte, kun hører/se det du selv gerne vil.. Prøv for en gangs skyld, at tænke på andre end dig selv, se mig, lyt til mig, føl mig... Gør noget.. Se mig ikk som et stykke legetøj, eller en statue, men et menneske, med følelser.. Vågn op!!!

2009-Jul-10 - Lev hver dag, som var det din sidste..

Jeg har altid været bange for døden.. Jeg har været bange for at skulle ende alene.. Jeg har altid virket som den der havde det hele, og den som havde styr på sit liv..  Men det har jeg bare ikke.. Jeg har altid villet det bedste for alle andre, altid ønsket at de skulle klare den, altid stået der, når de havde brug for det.. Men jeg har aldrig tænkt på mig selv.. Hvilke behov jeg havde.. Jeg levede mit liv som vil det vare for evigt, men det vil det jo ikke.. Jeg besluttede mig for at leve i nuet.. Men nu da jeg gør det, tror jeg det måske er dumt.. Jeg sårer mange på min vej, for at jeg kan leve hver dag, som var den min sidste..

Jeg holder af mennesker, men ikke for meget, da jeg har mistet dem jeg har holdt kært.. Den følelse jeg havde da jeg mistede dem, den vil jeg ikk opleve igen, men jeg ved at det kan jeg ikke undgå.. Jeg vil mærke den samme sorg om og om igen..

Jeg ved ikk hvorfor jeg skriver dette, nok fordi jeg har brug for at komme af med nogle af de tanker jeg har, for at få lettet mit hjerte, så jeg kan komme igennem min dag.. Jeg bliver ked af det på andres vegne, over de ting de går igennem, men tænker ikke over hvordan det påvirker mig..

Jeg hygger mig med at være den som jeg er.. Men når jeg sidder alene, ligesom jeg gør nu, tænker jeg på, om jeg måske skulle se og tage mig sammen, komme ud med mine følelser til folk, så de ved at jeg også er følsom.. Men igen så har jeg det behov for at virke stærk, folk skal se mig som den person der kan klare alt, kan komme igennem selv, den største sorg..Men desværre er min største sorg,ikke ovre endnu..

Jeg mistede min kammerat, min ekstra storebror, den mand jeg holdte mest af.. Da jeg mistede ham, mistede jeg en del af mig.. Han holdte mig kørende.. Han havde altid et smil på læben, men når man kikkede ham dybt i øjnene, så dybt at man kunne se ind til sjælen, så man en så stor sorg, at ikke engang, jeg ville kunne beskrive den..

Han var/er det der holder mig oppe, han opgav kampen mod livet, det er det der giver mig et drive for at forsætte.. Han vil altid blive husket, aldrig glemt.. Han var ulykkelig.. Vi ville hjælpe, vi kunne ikke hjælpe, han følte sig ikke elsket, men vi elskede ham meget meget højt..

Ære være dit minde min ven.. Når solen skinner ved vi at du smiler ned til os, når det regner ved vi du er ked af det.. Vi ved du er et bedre sted nu, du kunne ikke finde fred i livet, men jeg håber på at du fandt din fred i døden.. I, mine venner som læser dette, og kender mig, ved hvem jeg snakker om..

Livet er skrøbeligt, det skal ikke tages for givet, lev hver dag som var det den sidste.. Elsk hveranden.. Elsk jeres medmennesker.. Hold da op nu gik der præst i den.. Men jeg håber i forstår hvad jeg mener..

Elsker jer min kærer venner, vi har levet mange år sammen, lad os tage mange flere dejlige år sammen..  

Og lad os, være glade for at vi stadig er i live.. Vi skal forhåbentlige leve mange år på denne jord endnu, så hvis du har brug for at få klargjort noget, få sagt noget, inden det er for sent så gør det nu, før det er for sent..

Godnat og sov godt allesammen.. Lev hver dag som var det den sidste, du ved aldrig hvornår vejrtrækningen stopper, og du synker ind i den sødeste søvn.. <3

2009-Jun-21 - Et vindpust i natten..

2009-Jun-21 - Min kærlighed til Twilight

Det gør så ondt indeni.. Jeg ved ikke hvorfor.. Kan ikke forklare smerten.. Det gør bare ... ondt?
Jeg har lige genset Twilight for den første gang siden, at jeg så den i biografen, og den var lige så fantastisk denne gang!
Jeg elsker hele det univers Twilight står for så meget, at det gør ondt helt ind i min sjæl.. Dette er jo egentlig en metafor, men måske er det rigtigt.. Måske kan kærlighed virkelig gøre ondt på den måde? Man hører jo om det, men jeg har bare aldrig prøvet det selv.. Kan det  virkelig passe, at det er derfor, at det gør så ondt indeni?
Det er forfærdeligt og fantastisk på samme tid.. Jeg har 1'eren og 2'eren, som er udgivet på dansk, stående i min bogreol.. De har ærespladserne, og du ville ikke kunne finde så meget som en ridse på nogen af dem.. Jeg ville pakke dem ind i fløjl, hvis ikke det var fordi, det var så underligt..
Jeg er derudover virkelig stolt over at have fundet og læst bogen lang tid før, at alle andre flippede ud over den og langt tid før, at den blev inspildet som film og blev et hit.. Derfor føler jeg mig også som en "rigtig" fan..
Jeg bruger ikke min tid inde på alle fan-siderne, hvor jeg læser side op og side ned om disse fantastiske og unikkke bøger.. Nej.. Jeg læser bare bøgerne om og om igen og ser filmen indtil, at jeg kan hver en replik.. Jeg gennemlever gang på gang Bellas møde med Edward.. Føler hvor lykkelig hun var.. Jeg jubler indeni af bare lykke.. Men på samme tid føler jeg også Bellas smerte, da Edward forlader hende igen i New Moon (bog nr. 2).. Og jeg græder.. Ja.. Du læste rigtigt; jeg fælder tårer over en bog..
Og jeg læser ikke bøgerne på engelsk.. Jeg  læser dem på dansk.. Om jeg så skal vente flere måneder, så gider jeg ikke læse de engelske bøger, for jeg er så forbandet bange for at gå glip af  så meget som én enkelt detalje.. Det hele skal gøres rigtigt.. Derfor er jeg også i krise.. Jeg tror nemlig, at der er en dvd ude med dobbelt så meget ekstra materiale, som det der er på min.. Hvis dette er tilfældet, må jeg have fat i den.. For det hele skal gøres på den rette måde..
Måske er jeg underlig, men jeg er faktisk ligeglad.. Jeg vil bare have denne verden for mig selv.. Smerte eller ej.. Og jeg elsker Twilight-sagaen af hele mit hjerte..

2009-Jun-12 - Opdate

Der er sket en million ting siden sidst.. Jeg har været i Paris med min klasse, hvilket virkelig var fantastisk..
Paris vil for altid for mig være fingre flettet under bordet i hemmelighed.. Noget nyt og spændende jeg aldrig havde prøvet før.. Noget jeg higer efter her bagefter igen.. Paris vil dog også for altid være stedet, hvor jeg endelig gav slip på en forlængst forbigået chance for romance.. Ja.. Paris er tilsyneladende et sted, hvor følelserne flyver omkring og laver kuller i hovedet på folk.. Specielt i mit..
Vi har fået 3 nye elever i klassen, hvilket for mig betød(/betyder) 2 nye veninder, som virkelig var et friskt pust til mit ensformige, ikke-eksisterende socialliv.. Jeg må indrømme, at jeg var begyndt at føle mig lidt ensom.. Var ikke så meget sammen med veninderne længere, men heldigvis har det ændret sig nu.. Og med en mere social hverdag er jeg pludselig super glad.. Og ikke mindst mindre deprimeret.. Great!
Der er kommet langt flere oplevelser ind i billedet.. Oplevelser som for mig var (og er) virkelig tiltrængte.. Senest har jeg været på et 2-dages overlevelsestur, hvilket var utrolig fedt! Det er utroligt så tæt man kommer på folk, når man er hvåd og sidder omkring et bål.. Og det er super hyggeligt at ligge tæt om natten i soveposer i forsøget på at holde varmen.. Jeg savner det næsten her i aften..Turen var en slags "øvelse" til en vandre- og klatretur, jeg skal på i sommerferien.. Mere om den senere..
I aftes var jeg i biografen og se "Sorte Kugler", hvilket er en vildt sjov film, som jeg klart kan anbefale.. På vej hjem i bussen "mødte" vi nogle englændere.. Eller var de egentlig det? Nåh.. ligegyldigt.. De snakkede i hvert fald engelsk og det var pointen.. Iblandt de her 3, var der den her super søde fyr.. Jeg kan slet ikke slå ham ud af hovedet.. Er det skørt? Ville ønske,at jeg kunne komme til at se ham igen.. Måske der også bliver lidt mere om ham senere?
Den sidste og nok næsten vigtigtste ting, der er sket er, at mit efterskoleophold er rykket tættere på.. Jeg er i et stadie af lettere angst og panik, men glæder mig også.. Jeg er bare bange for at mine veninder vil ... øhm ... glemme er det forkerte ord ... glide væk fra mig? Siger man det? Jeg føler altid, at jeg løber, for at følge med dem, hvis I forstår hvad jeg mener? Og det er kun med nød og næppe, at jeg endnu ikke er blevet hægtet af..

Åh.. Så mange tanker.. Sov godt.. Jeg skriver snarest igen.. 

2009-May-28 - Mine følelser...

Den der skjuler sine følelser...

Ja, jeg er følsom, men jeg viser det ikke.

Hvis en person sårer mig dybt, så viser jeg ikke person at jeg er såret. Jeg viser at jeg er stærk nok og at ingen kan få mig ned. Men når jeg er alene, så tænker jeg hele tiden over det personen har sagt og gjort.

Når jeg græder, græder jeg kun for mig selv. Jeg viser ingen mine tårer, for de må ikke vide at jeg er svag. De må ikke vide hvordan jeg virkelig er. 

Jeg har tit stærke følelser overfor dem jeg virkelig holder af og elsker. Hvis en person jeg virkelig elsker og holder af, sårer mig, men siger undskyld senere, så hader jeg ikke personen, men jeg glemmer heller ikke at den person har såret mig og det vil være umuligt for mig at elske personen ligeså meget som jeg elskede ham/hende engang.

2009-May-5 - Viseren...

Kigger på klokken, den blev kvart i elleve.. Puha, der er ikke længe til man sidder i bilen på vej hjem. Hjem til oprydningen, hjem til skænderierne, hjem til maveknebene pga. skænderierne..

Viseren på klokken drejer og tikker, den bevæger sig ikke meget. Et ryk på viseren, føles som en evighed. Lydende fra alle omkring mig, går ind i stilhed, kun en lille brummen høres der, hvor der før var larm.

Man kan godt hører igennem brummen, at folk snakker, men man registrere det ikke rigtigt hvad der bliver talt om.. De små knirkende lyde fra stolene, forstyrre ikke en..

Viseren nærmer sig mod det 12. slag. Nu er klokken 11..

Rejser hovedet op fra bordet, og så kommer alle de små irriterende lyde, al støjen fra mennesker der fører en samtale med hinanden. Støjen fylder mit hoved, det gør lettere ondt i hovedet nu. Tænker al denne larm er unødvendig.

Hvorfor kan folk ikke bare være stille..?

Viseren rykker sig langsomt frem og det samme gør jeg.. Sætter mig til rette og venter på at tiden er gået...

2009-May-4 - Snurreturerne...

Det hele snurre rundt.. Hold da op man bliver jo helt rundtosset, når man står stille, er man stadig ved siden af sin krop... Kan i huske når man dansede med sin mor eller far, eller en anden man holdte kært så snurrede man rundt sammen med dem.. Alt andet var ligegyldigt i det øjeblik musikken spillede, og rundtosseriet begyndte..

Nu er det ikke så ligemeget mere, de bekymringer man får sig når man bliver ældre, bliver bare værre og værre med tiden.. De bliver større, og mere uoverskuelige.. Til sidst kan man ikke huske, den ligegyldighed der var ved at snurre rundt, ved at grine, være glad, og have det sjovt..

De minder vil man få tilbage en gang imellem, men et eller andet sted vil du ikke kunne holde af at snurre rundt som du kunne, som barn.. Det er ikek den samme glæder du deler, med de forskellige mennesker.. For jo ældrere man bliver, jo mere ligeglad bliver man..

De få barndomsvenner man må have haft sig.. Man vokser op, vokser fra hinanden.. Dette er en livscyklus man ikke kan blive fri for.. Den vil altid være der, den vil aldrig få en ende.. Det er trist at tænke på.. For da man var barn havde man alle disse sjove stunder, dem har man ikke sammen mere, da man voksede fra hinanden, flyttede hvert til sit, man ville.. Så mange ting.. Man gjorde bare aldrig rigtigt noget ved det.. Desværre..

Men hvorfor nu også desværre, det at man vokser fra hinanden kan vel også være en god ting, eller kan det nu også det.. De hemmeligheder man delte sammen, de små stunder hvor man har grint over noget som kun den vennekreds, vidste hvad var, det vil jo for evigt gå tabt..

Tror tiden snurre rundt, og det vil den altid gøre, snurreriet vil aldrig stoppe, før musikken gør.. Men vil musikken nu også stoppe.. Så mange spørgsmål flyver igennem mit hoved lige nu.. Men får jeg svar på dem, sikkert ikke.. Men jeg kom ud med dem i det fri.. Jeg tror jeg vil tage en snurretur, og mindes mine dejlige tider, med minderne der svævede bort..

2009-Apr-26 - Undskyld..

Jeg vil gerne undskylde, at jeg ikke har været på den seneste tid.. Der er et par mennesker herinde, som jeg har lovet at følge lidt med i deres blogge, og det har jeg ikke gjort, hvilket jeg er virkelig ked af, men jeg lover, at jeg nok skal indhente det forsømte, og være lidt mere online i fremtiden.

Ha' en fortsat god søndag, I skønne mennesker!

2009-Apr-26 - "Du, min indre dæmon"

Du, min indre dæmon

Du er som et indespærret dyr. Dine skarpe kløer flår hidsigt i mit indre i forsøget
på at komme ud. Hvis ikke jeg var så god til at holde dig indespærret, havde du for længst forladt dit fængsel. Folk ville løbe skrigende bort, hvis de så dig, det er jeg sikker på, men det rører mig egentlig ikke. Det er jo ikke dit udseende, der betyder noget selv om, at det er grund nok til at gemme dig af vejen. Nej, det er det, du symboliserer, det du fortæller. Ved at se på dig, ville folk straks opdage min hemmelighed. For det er jo i bund og grund, hvad du viser og er. Du er min hemmelighed. Du er min indre dæmon. Alt ved dig peger på, hvad jeg har gjort, og ingen skal og må nogensinde få min hemmelighed at vide.
Ingen ville kunne se mig i øjnene, hvis de kendte min hemmelighed. Det kan ikke tilgives, det jeg gjorde. Derfor er kampen mellem dig og mig, den der foregår her i nat, ja, sådan set hvert eneste sekund, det værd. Hvis jeg så meget som et øjeblik giver efter og slapper af, flygter du, og det er fuldstændig udelukket, at jeg vil lade dig slippe af sted med det.
Jeg kan ikke slippe af med dig, for du forlader mig ikke. Jeg tror, at du vil blive hos mig til evig tid, hvis ikke det var fordi, det var slut nu.
Jeg kan se hans øjne for mig. Stærke, blå og intense. Han viste mig verden. Han åbnede mine øjne op og viste mig kærligheden, men lige så hurtigt som han var kommet, lige så hurtigt forsvandt han igen.
Det var bagefter, at han var rejst, da det gik op for mig, hvad han havde efterladt mig, og at han ikke kom tilbage, at jeg gjorde det. Så egentlig er det hans skyld, men jeg skyder ikke skylden på ham. Jeg elsker ham.
Han hed Daniel, og han var alt, hvad jeg nogensinde havde ledt efter. Jeg har aldrig været typen, der ”levede lykkelig til sine dages ende”. Jeg har nok mere været typen, som fandt et tåleligt sted så tæt på lykken og hele idéen om at ”leve lykkeligt til sine dages ende” som muligt. Dog ønsker jeg stadig brændende, at det var endt anderledes.  
Her er min historie. Læs den, elsk den, had den, glem den. Gør med den, hvad du vil. Det eneste du skal love mig er, at du ikke vil dømme mig.
For hvem er du til at dømme?

Om aftenen ringede jeg til ham igen, men jeg kunne stadig ikke komme igennem. Den fjerde aften blev det for meget for mig, og jeg troppede op på hans trappetrin og ringede på. Det var køligt, og jeg ærgrede mig over, at jeg kun havde min tynde sommerjakke på.
Jeg stod og trippede utålmodigt dér, indtil døren endelig gik op. En ældre mand i mid-ten af tresserne, med kridhvidt hår og grønne øjne åbnede døren. ”Ja? Kan jeg hjælpe dig?” spurgte han venligt. Jeg kiggede forvirret og en anelse chokeret på ham. Daniel havde ingen bedstefar, og manden foran mig kunne umuligt være hans far. Han var alt for gammel. Så tog jeg mig sammen. Den ældre herre foran mig måtte være en onkel eller måske en ven af familien. ”Er Daniel hjemme?” spurgte jeg. Han så forvirret på mig og spurgte: ” Daniel … hvem er Daniel?” Jeg trådte et trappetrin ned og kiggede endnu mere forvirret på ham: ”Daniel han er min … øh … gode ven. Han bor her. Hvem er du? Hvad laver du her?” Den ældre herre åbnede nu døren på vid gab og slog ud med armene. ”Jeg ved ikke, hvad din ven har bildt dig ind, unge dame, men jeg har altså boet her de sidste 20 år, og jeg har aldrig mødt eller set nogen ved navn Daniel i mit hus, og vi kan jo ikke rigtigt bo her på her begge to, kan vi vel?” spurgte han med
et løftet øjenbryn og et smil om læben. Jeg kiggede på ham. Hvad mente han med det? Det var da her Daniel boede, var det ikke? Det var da den rigtige adresse, var det ikke? ”Det her er da Annagade 11, er det ikke?” spurgte jeg. Han nikkede og så spørg-ende på mig. Chokeret bakkede jeg væk fra ham. Det kunne da ikke passe. Daniel ville aldrig lyve overfor mig! Ville han?
Sandheden var, at jeg aldrig havde været hjemme ved Daniel. Det var egentlig ikke noget, jeg før havde tænkt over, men vi havde altid været hjemme hos mig, hos nogle venner eller et helt tredje sted. Jeg bakkede endnu længere væk fra huset, og så vend-te jeg mig væk fra den ældre mand, og så løb jeg. Jeg ved ikke, hvor jeg løb hen. Og jeg ved heller ikke, hvorfor jeg løb. Jeg løb bare. Løb for at komme væk fra huset, og løb for at komme væk fra løgnen. Mest af alt nok det sidste.
Bag mig kunne jeg høre den ældre mand råbe, men jeg satte bare farten yderligere op. Min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, og til sidst kunne jeg ikke løbe længere. Skyerne, der længe havde truet med at lade regnen falde, gav nu pludselig slip, og dråberne begyndte og falde. Regnen stak i mit ansigt og mit hår begyndte at klæbe
ind til hovedet. Forpustet stoppede jeg op. Jeg lænede mig op af et træ og hev efter vejret. Forvirret og ude af stand til at forstå, hvad jeg lige havde oplevet, begyndte jeg og gå hjem. På vejen hjem gik det op for mig, at jeg havde overreageret. Daniel måtte selvfølgelig have givet mit en forkert adresse, men alligevel; det var da mærkeligt?

De efterfølgende dage forsøgte jeg at ringe til Daniel flere gange, men han tog den stadig ikke. Jeg snakkede med flere fælles venner, men ingen havde tilsyneladende snakket med ham, og ingen kunne komme i kontakt med ham. Til sidst endte jeg med at google hans navn, men det gav ingen resultater. Det var som om, at han aldrig hav-de eksisteret.
Dagene blev til uger og ugerne blev til måneder, og jeg var så småt begyndt og vende mig til tanken om en hverdag uden ham, men pludselig en dag opdagede jeg noget for-færdeligt; min mave var begyndt at vokse. Først troede jeg, at jeg bare havde taget et par kilo på, men den lille nye bule var fast og konstant. Eller det var faktisk ikke rig-tigt, for den voksede i størrelse måned for måned.
Jeg begyndte at gå i løst tøj for at dække over den, og jeg sagde ikke noget til nogen.
Af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til at gå til lægen, for jeg frygtede, hvad han ville sige.
En dag, da jeg stod foran spejle og betragtede mit spejlbillede, gik den endelig op for mig, hvad den lille bule på maven var. Mine øjne fyldes med tårer, men på samme tid blev jeg vred. Jeg talte i hovedet. Der var gået 6 måneder, så det var alt for sent til, at jeg kunne få gjort noget ved det, der voksede indeni mig, men jeg vidste, at jeg ikke ville have det. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og jeg jamrede. Hvad havde jeg dog gjort for at fortjene dette?
De næste par dage gik jeg som i en tåge. Det ene øjeblik var jeg i skolen, det næste, helt uden at vide hvordan, var jeg hjemme igen. Bekymrede ansigter kom og gik i én uendelighed, og pludselig havde jeg fået nok. Tåget spredte sig og mine tanker stod pludselig krystalklare igen. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at skade det, som voksede indeni mig. Jeg drak mig under bordet, hældte medicin ned og løb ture så lange og hårde, at jeg faldt om på sofaen, når jeg kom hjem. Og så pludselig en dag kunne jeg mærke, at du var på vej. Du var så smuk som en engel. Dit tynde kridhvide hår var så blødt som dun, men dine læber var helt blå, og jeg græd over, hvad jeg havde gjort. Du var så lille. Så ung.  
Livet, gik det op for mig, var egentlig ikke noget særligt. Jeg var ikke god til noget, havde intet udrettet, og uden Daniel følte jeg mig fuldkommen ligegyldig. Håbløsheden bredte sig, men jeg vidste, hvad jeg ville gøre nu. Det var dumt og barnligt og fuldkommen egoistisk, men jeg var ligeglad. I mit indre voksede du frem som en påmindelse på, hvad jeg lige havde gjort. Du, min indre dæmon. Og fra mit indre sivede sorgen ud i bølger, der overrasker mig så meget i styrke, at de slog mig omkuld. Jeg bestemte mig for, at jeg ville gøre en ende på det. Jeg gik derfor ud på badeværelset og fandt et glas med piller og tømte det. En anelse omtåget gik jeg tilbage til min seng. Mit hjerte gjorde så forbandet ondt, men det var okay, for nu vidste jeg, at det snart ville være slut. Stjernerne glimtede beroligende ned til mig fra mit vindue, og månen oplyste mit værelse, så jeg var ikke bange. I mit hoved hørte jeg dem hviske beroligende og trøstende. Da mørket kom kæmpede jeg knap nok imod. Greb bare ud efter roen og stilheden. Dyret i mit indre knurrede, men jeg smilte. Jeg kunne se ham for mig. Hans intense, blå øjne, skæve smil og lange mørkebrune hår. Jeg sendte ham en sidste tanke, og så gav jeg fuldstændigt slip.
Mørket blev periodevist afbrudt af stemmer. En enkelt gang syntes jeg endda, at jeg hørte lyden af en ambulance. Min krop føltes tung og kold. Jeg forsøgte at åbne øjnene, men mørket overmandede mig igen, og jeg kæmpede kun kortvarigt imod. Lydene i det fjerne tonede væk og et skarpt lys tonede sig frem. Jeg hørte barnegråd og med ét var jeg lykkelig.

2009-Apr-9 - Forbandet ensom