2009-Mar-16 - Hvorfor kan man ikke ændre sin fortid.

Hun kigger tilbage på sin fortid, og ser at den har ikke været andet end dårlig.. Hendes liv, er et helved, og hun kan ikke engang gøre noget ved det. Hun kan ikke gå tilbage i tiden, og ændre det hun gerne ville ændre.. Når hun tænker på sin fortid, løber det som is ned ad ryggen på hende. Hun føler sig kold.

Hn knuger dynen ind til sig, så hun kan mærke varmen igen i kroppen. Hun tænker på nuet. Hun slipper dynen lidt, hendes nutid er ikke så slem, når hun reflektere tilbage på hendes fortid. Hun har mere styr på hvad hun vil lige nu. Men hver gang hun tænker glade tanker, kommer de negative op fra fortiden.

Negative tanker, hun ikke vil tænke på, men alligevel kommer til en gang imellem. Hun spørger sig selv hver gang " Hvorfor kan man ikke ændre fortiden". Hun spørger flere gange, men det er der jo ingen der kan svare på. En skønne dag er der vel en videnskabsmand, der opfinder sådan en form for tidsmaskine, men der er det måske for sent, for hende..

Livet er nogen gange det værste for en person, men man vil jo heller ikke såre dem man efterlader, så man kæmper videre. Man kæmper indtil man ikke kan mere, man knækker sammen og må tilstå at det er for hårdt.

Det er sådan denne pige har det, hun kæmper og kæmper, men hun ved en dag kan hun ikke kæmpe mere. En dag må hun opgive kampen. Den dag hun opgiver kampen, og indrømmer sit nederlag, den dag vil den pige ikke være her mere. Hun vil falde sammen. 

Hun har kæmpet så længe, uden at vinde noget på det. Igen hvorfor kan man ikke ændre fortiden.?!

2009-Mar-16 - Hun er vildfaren..

Hver dag går hun igennem hendes daglig dag.. Putter en facade på som om at alt er godt, og at alt ånder fred og idyl. Men når hun er alene, sidder hun med en nedadvendt mine. Hun kommer i tanke om hvad dag det er på måneden. var det d. 14. Det var det vist. Stadig en trist mine. Det er d. 14 og ingen penge er der tilbage. Hun klare den altid, men alligevel bliver hun trist når hun tænker på alle de små ting som hun gerne ville have, noget så simpelt som måske en pakke tyggegummi. Men det er der ikke en gang råd til.

Hun bærer en maske hver dag overfor alt og alle, om at hun er glad, alt er godt, og at hun sagtens kan købe tingene, men gerne vil spare.. Når hun så kommer hjem, smider hun masken væk, hun ånder lettet op.

Nu skal hun ikke længere forgive at hun har alt, og at alt er godt. Hun er trist, men hun ved at hendes venner er mere værd end penge, så hun tyer til dem. Nogle få men også kun nogle få stykker, får afvide, hvad hun virkelig går med.. Hun bor alene, men alligevel ikke så alene, som hun måske gerne ville have gjort.

Hun har et ansvar overfor sin familie, som bor hos hende. Hendes familie, som ikke hjælper hende med husleje eller noget andet. Hun er vildfaren, for hun kan jo ikke smide sin familie, på porten. Eller kan hun.. Det kunne hun jo nok godt.. Men hun er for god af sig.. Hun forsøger igen og igen at få alting til at blive godt derhjemme. Men den triste maske er altid på.. Lige indtil hun går udenfor igen, så ryger den "falske" maske på igen. Og smilet er højt..

Hun er vildfaren da hun ikke ved, hvilken en af disse masker hun skal beholde på døgnet rundt. Måske finder hun aldrig ud af det, men måske en dag.. Måske ikke idag, men en dag, vil hun finde ud af det., og så beholde den maske, som hun vælger, på til al evig tid.

Man må håbe det bliver den glade..

2009-Mar-15 - Om små bidder af sandheden..

Jeg har ikke været på bloggen længe, og det beklager jeg, men ... hvordan skal jeg forklare det? Jeg har ikke på samme måde brug for at skrive mine tanker ned længere.. Jeg vil hellere holde dem for mig selv.. Nogle gange føler jeg virkelig, at jeg sidder med en sandhed af en slags, og så tænker jeg da også på bloggen og på, hvordan jeg vil formulere det for jer fantastiske mennesker herinde, men når jeg så logger på ... så forsvinder det hele som dug for solen.. Det værste er, at det ikke rører mig sønderligt.. Det er helt i orden, for jeg fik en bid af sandheden, jeg fik noget og leve af, ikke? Giver det mening? Er jeg egoistisk?

2009-Mar-10 - Engel min, du er min inspiration..

Engel min, så god, så rar, hendes hår er som tusind stjerner samlet på et sted, så lyst som tidens sand. Øjne så varme, at hvis man skulle komme til at fryse, så kig i hendes øjne, og blive varmet. Hun er alt hvad jeg betegner som en engel, med skjulte vinger. Hun er min inspiration, hun er kilden til mine smil, min latter, til at kunne være sjov og alvorlig på samme tid.

Engel min, var borte fra mig i mange år, men dukkede op, da jeg behøvede hende. Hun viste mig hvad det vil sige, at leve livet fuldt ud. Have det sjovt, og tage chancer. Hun fører mig ikke bag lyset, men leder mig mod det. Dette varme lys, hvor ingen fare lurer. Hvor alt ånder fred og idyl.

Med hende ved min side, føler jeg mig tryg, englen min, min inspiration, min ven, min godhed. Med hende ved min side, føler jeg mig altid glad, føler at jeg er elsket.. Engel min er min beskytter, hun beskytter mig mod det onde i min sjæl, værner om mig i mine drømme, fjerner min dårlige drømme, ved at komme ind i dem, og sprede glæde..

Uden min engel, ville jeg være fortabt, uden hende i mit liv, ville jeg kun se mørke dage, triste dage, uden sjov. Kun alvor, mørke skyer.. Engel min forlad mig ikke, uden dig, eksistere den glade jeg ikke..

Engel min , du er min inspiration, du er min ven, min beskytter. Flyv ej bort, men blive for evigt hos mig og i mit hjerte.

2009-Mar-10 - Du, min sommerfugl

Et tanke strejfer mig blidt som en sommerfugl. En stemning, et minde, noget bekendt. Jeg rækker hånden ud imod det i forsøget på og fange det, men uden held. Jeg forsøger igen, men det er umuligt, for det er allerede væk igen. 

Jeg tænker; hvor stammer du fra, du flygtige minde? Hvor i min underbevidsthed gemmer du dig? Hvorfor vil du ikke give dig til kende? Min egen smukke sommerfugl ... hvad er det du ikke fortæller mig? Hvad er det du minder mig om?

Jeg savner dig. Vil du ikke nok give dig til kende? Vil du ikke nok komme tilbage?

2009-Mar-10 - Pigen der ikke viser tårer..

Hun går ned ad stien til sine følelser, mærker de mange følelser, af svigt, smerte og sorg presse på..  Hun går videre ned ad stien, vil ikke ærkende hun har sådanne følelser, da det gør hende skrøbelig, gør hende menneskelig.

Hun begynder så småt at løbe, følelserne presser på, svinger de store tunge skygger over hende, gør hun til sidst må knække sammen, midt på stien. Tage en pause, til at lade tårene blive inde, hun vil ikke lade dem komme ud. De er hendes værste maridt.. Hun virker som en stærk pige, men bærer på den største hemmelighed. At selv hun kan fælde en tåre.. Den lille pige, der virker så stærk, som om intet kan få hende ned, intet kan sårer hende.

Hun tager det med sig, bærer på det, holder det i sit hjerte, så langt inde i sjælen at ingen kan komme derind. Hendes sjæl er fyldt med smerte, sorg, og svigt..

Smerte grundet det der er sket hende som ung pige. Sorg, da hun har mistet sig selv på stien, hun kan ikke kende den pige hun engang var. Og til sidst har vi svigt, hun føler svigt over at hun ikke kan fortælle andre om det hun gennemgår, hun svigter sig selv, hendes hjerte og hendes sjæl.

Hun kigger op, kigger på stien, rejser sig op, og begynder at gå. Hun går længe. Stopper så op, kigger bagud af stien, ser at denne her sti aldrig får en ende.. Hun vil blive ved med at gå ned af den samme sti, aldrig finde sig selv, aldrig kunne slette de dårlige minder, og aldrig undgå den svigt hun har givet sig selv..

Denne pige, viser ikke tårer, viser ikke frygt, eller viser sit sande jeg overfor nogen. Hun gemmer sig inde i sig selv.

2009-Jan-22 - Hvorfor tillader jeg det?

Hvorfor tillader jeg at du gang på gang, gør mig ked af det, får mig til at føle mig dummere end resten af verdenen.. Når du gør dette, bliver jeg ikke kun ked af det men også vred..

Vred over at din vrede skal gå ud over mig, ja du er blevet gammel, men du er sku blevet en gammel nar.. Jeg føler mindre og mindre respekt for dig, og mere og mere had.. Du er ikke den dejlige person, jeg så op til som barn, det har du forpuret senere hen i mit unge liv...

Du har så meget med at jeg ingenting må, som om jeg stadig er en lille pige på 10, det er jeg ikke mere, jeg er 20 år gammel, men det er som om du aldrig rigtig kommer til at forstå det.. Du har ikke kunne forstå mine valg her i livet, nej på samme måde, har jeg med dig..

Du er ikke til at komme ind på livet af, du er fjern fra mig, meget fjern, vi to kan ikke sidde og snakke sammen alene, ikke som mig og mor kan.. det er utroligt, for førhen kunne vi godt sidde og hygge, men nu du er en heeelt anden person, hvor er min far..?

Nogle gange når jeg kører mine små ture, græder jeg indeni, ved tanken om at jeg skal hjem igen, da jeg ingen andre valg har... Du støtter aldrig op om mig, eller drengene eller mor, for den sags skyld.. Du gjorde det engang, men det er somom, jo ældre du er blevet jo mere ligeglad er du blevet...

Jeg tænker på de gode tider, fra da vi boede i tornemark, den tid, hvor alt var liv og glade dage.. Det livet jeg vil tilbage til, ikke dette liv vi har her, hvor vi bor nu.. Efter vi flyttede pga. dit arbejde, så har det været et helved.. Har aldrig været mere skuffet over en person i mit liv, som jeg er over dig.. Selv mine venner synes du er meget efter mig.. Men du har aldrig forstået et pænt vink, om at du skulle lade mig være mig selv..

Jeg har gjort hvad du ville have jeg skulle gøre, både med job, venner og dertil følger, for at du skulle blive stolt af mig, men det er aldrig sket.. Tror faktisk aldrig du har været stolt af nogen af os børn, vi skulle vel bare makke ret, så havde du det godt.. Bare at vi skaffede vores egne penge, så du ikke skulle betale for os, så var du tilfreds.. Men så snart vi ikke liige havde penge, så brokkede/brokker du dig over, at vi ikke laver en skid, og ikke gør noget for at skaffe penge...

Men det er jo lige netop det vi gør, vi gør alt for at stille dig tilfreds, men ved at vi skulle gør det, gjorde det os til bitre små djævkle, der ikke føler andet end had for dig snart. Vi elsker dig fordi du er vores far, men elsker dig ikke, for den person du er..

Hvorfor lader jeg dig, gøre mig ked af det og sur hele tiden?? 

2009-Jan-17 - Jeg er bange

Jeg er bange.
Bange for ensomheden, bange for tiden og bange for at blive ældre.  

Jeg er bange for livet.

2009-Jan-14 - Skulle man begynde igen?

Det var fedt at gøre det, man glemte smerten, alle sine bekymringer.. Skulle man gøre det igen, bare for at få al den smerte væk fra hjertet..?! Det spørgsmål stiller jeg mig selv tit.. Da jeg gjorde det, smilte jeg havde det godt, men nu hvor jeg ik gør det, føler jeg mig trist, sur, og tom..

Ved godt at mange siger at man er sindsyg, når man gør sådan noget.. Men for os der gør det, lindre det en smerte, en smerte der sidder så dybt inde i hjertet, at man ikke kan få den smerte ud på andre måder end at gøre det...

Jeg græder tit uden grund, kan tude over noget så simpelt som en mistet sutsko, eller at jeg ikke har en cola, alt lige meget hvad.. Ting uden betydning for mig.. Folk hadede mig for det, men de forstod ik grunden til det... Selvfølgelig kan man snakke med folk om sine problemer, men stadig igen holder jeg mine følelser og problemer for mig selv.. Kun jeg må vide dem..

Jeg snakker da med min mor, men hun forstår mig heller ikke.. Det er somom ingen forstår mig, ikke en gang jeg selv, forstår mig.. Det er som om jeg er i en verden hvor jeg ik føler mig hjemme, ikke føler jeg tilhører.. Jeg ville hellere lukke mig ned i en kasse, og se andre gå forbi, uden for min lille trygge kasse, der hvor jeg føler mig hjemme, der hvor jeg tilhører, og der hvor jeg føler mig tryg..

Måske gør jeg det, måske ikke idag eller imorgen, men en dag gør jeg det måske, så jeg igen kan blive en glade pige jeg kender mig selv som..

2009-Jan-11 - Om at redde verden

"Tror du virkelig på, at det er muligt at ændre verden?" spurgte jeg.

"Ja, det gør jeg." svarede han. "Engang var du ligesom jeg, det kan jeg se i dine øjne. Engang drømte du også om en bedre verden. Engang ville du ikke nøjedes med bare at være til."  

"Det er længe siden. Det var før verden knuste mine drømme, rev dem itu og trampede på dem. Det er ikke muligt at ændre verden. Du kan ikke redde den, jeg kan ikke redde den. Det er der ingen der kan. "

"Så du har altså bare givet op?" spurgte han vantro."Bare sådan uden videre?" Han øjne lynede.  

"Ja, det er umuligt for mig at ændre noget her. Menneskene er fordærvede og egoistiske. De vil ikke åbne deres øjne for hvor smuk verden er." 

"Jeg vil åbne menneskernes øjne og få dem til at se verden, som den virkelig er. Jeg vil vise dem, hvor smuk verden egentlig er, og når jeg engang har gjort det, så vil jeg mindes dig og glæde mig over, at ingen mennesker nogensinde behøver at give op igen, som du gjorde. Det lover jeg dig." 

2009-Jan-9 - Jeg hader dig

Jeg hader dig.
Det er utroligt så meget man kan hade et andet menneske, ikke sandt?
Inderst inde tror jeg godt, at du ved det. Det burde du i hvert fald.
Jeg har tænkt grundigt over, hvordan jeg vil sige det til dig:
Lange sætninger, forklaringer og skældsord er en mulighed, men jeg vil ramme dig dér, hvor det gør allermest ondt, og det er helt klart ikke måden. Jeg ved præcis, hvad jeg skal sige, men jeg ved ikke, om jeg har modet til det. Jeg kunne selvfølgelig ganske enkelt sige: ”Jeg hader dig.” Bare sådan uden videre spytte det ud i en diskussion eller i en af de situationer, hvor mit had blusser op for alvor, fordi du opfører dig som en idiot. Du vil formentlig blive vred på mig, det frygter jeg, men jeg har bare sådan en lyst til at råbe det lige op i fjæset på dig!
Måske ville du le, fordi du tror, at det er en eller anden "hormon-forstyrret-teenage"-ting, hvilket det slet ikke er, men det kunne du nok godt finde på. Måske ville du være ligeglad?
Det er ikke så meget fordi, du har overtaget min fars plads, at jeg hader dig, for skilsmissen er så længe siden, at jeg knap nok kan huske, hvordan det var før den. Nej, det er ikke derfor:
Det er på grund af den måde, du behandler min mor på, det er på grund af den måde, du giver Martin tårer i øjnene på, når du retter på ham, det er på grund af, at du snorker, det er på grund af, at du aldrig viser hensyn, det er på grund af den måde hvorpå du altid udnytter alle omkring dig.
Det er på grund af, at du er dig.
Jeg er ved at tude, har en klump i maven, er tør i halsen og har kvalme. Åh.. hvor hader jeg dig altså!

Forsvind herfra! Vi har ikke brug for dig!

2008-Dec-29 - En tåre på min kind

En tåre triller stille ned af min kind. Himlen er mørk af skyer. Vinden hiver og flår i mit tøj. Jeg skriger mod himlen, råber af den.
Pludseligt bliver der stille. Vinden lægger sig. Jeg kigger ud over vandet. For et øjeblik siden slog bølgerne mod klipperne, nu er de faldet til ro. "Stilhed før storm," tænker jeg, og jeg får ret. Et øjeblik efter lyder et brag så højt, at jorden skælver. Jeg skriger og kryber skælvende sammen bag en klippeblok. Et lyn, så kraftigt at det lyser natten op, skærer gennem himlen et kort øjeblik efter. Jeg når knap nok at se det, før det er væk igen.
Vinden tager til. Den ophidser bølgerne, som begynder at slå hårdt mod klipperne. Et skumsprøjt rammer mig, og pludselig er jeg gennemblødt ind til skindet.
Jeg rejser mig op. "Er det det bedste du har?!" råber jeg spottende mod himlen. Himlen svarer igen med endnu et brag, denne gang endnu kraftige end det forrige, og da lynet kommer, er det så stort og skarpt, at det tager mig flere sekunder at genvinde synet, men denne gang gemmer jeg mig ikke bag klippeblokken. I stedet ler jeg. "Var det alt?" råber jeg. 
Vinden tager yderligere til. Den pisker vandet op, men jeg er stadig ikke den mindste smule bange. Himlen giver pludselig slip og vandet begynder at falde. Jeg spreder armene og kigger op. "Skønt!" griner jeg, imens jeg lader dråberne dale ned over mig.
Jeg græder ikke længere, for jeg har vundet. 
Jeg vender ryggen til havet og begynder at gå hjemad. Stien er smattet og glat, men det gør ingenting. Bag mig raser havet, vinden og himlen, men det gør heller ingenting, for der vil ikke ske mig noget, kampen vil for altid forblive dér på klippetoppen, og jeg vil for altid være vinderen. 

2008-Dec-28 - Om tænkeri og om at føle sig blank

De sidste par dage har jeg tænkt en del. Tænkt over livet, tænkt over min hverdag, tænkt over små og store ting, ja, bare tænkt sådan set.
Nu har jeg så sat mig i sofaen med computeren på skødet for at dele nogle af alle disse tanker med jer, men pludselig er jeg ... blank. Fuldstændig blank, for at være mere præcis. Egentlig ved ikke engang, hvordan jeg skal begynde, men nu prøver jeg bare et eller andet.

Jeg sidder og lytter lidt til diskutionen ude i køkkenet. Vi har gæster, og de snakker vist om integration lige nu. 
I radioen bliver der spillet en eller anden romantisk, pop-sang. Jeg tror, at den er spansk-inspireret.       Vi har endnu ikke fået juletræet ud af stuen, hvilket jeg egentlig ikke har noget imod, selv om jeg aldrig rigtig nåede at komme i julestemning.
De er vist nået til enighed i køkkenet nu.  

Jeg ved ikke hvor det sidste kom fra.. Måske skulle jeg gøre det lidt oftere? Skrive små ting som jeg ligger mærke til altså. Det tror jeg, at jeg vil..

Jeg gider ikke læse det igennem for fejl, så i for det råt og uforsødet denne gang.

Godt nytår allesammen! 

2008-Dec-7 - Om øjeblikke, som er glemt i morgen

Det er de øjeblikke, hvor mine tanker er klarest.
Det er de øjeblikke, hvor jeg bare tænker på ingenting, og det er de øjeblikke, hvor jeg tænker på alting. Det er de øjeblikke, hvor de dybe spørgsmål vendes og drejes.
Kender I dem? Øjeblikkende, som er glemt i morgen? Øjeblikkende, som forsvinder mellem alt det andet? De ubetydelige øjeblikke, der betyder så meget?

De findes i orkanens øje og i stilheden før stormen. De findes i de sene timer, før du falder i søvn. De findes ingen steder og alle steder.

Kender I dem? Øjeblikkende, som er glemt i morgen? Øjeblikkende, som forsvinder mellem alt det andet? De ubetydelige øjeblikke, der betyder så meget?

Hvilke spørgsmål skal vendes og drejes, før øjeblikket kan huskes i morgen?

2008-Dec-7 - Lykkefølelse og smerte

2008-Nov-11 - At få verden til at forstå

2008-Oct-29 - Dagens grin

For en gang skyld har jeg ikke lyst til at berøre noget alvorligt/seriøst emne, så i stedet giver jeg jer dagens grin:

Jeg går til badminton med en dreng fra min klasse. Lad os kalde ham ... øh ... T. T og jeg løb rundt og snakkede om noget skole-halløj, da vores træner løb op på siden af os, og spurgte mig, om vi var sammen.
Først var jeg ikke helt med på, hvad han mente, for T er en lidt nørdet (men sød) dreng, og han er typen, man "bare" er venner med. Heldigvis gik der ikke mange sekunder, før det gik op for mig, at han troede, at vi var kærester. Min træner er ikke dum. Han er sådan set lidt yngre end mig, hvilket godt nok er lidt pinligt, men jeg vælger at se det fra den vinkel, at han sandsynligvis tænker lidt, som jeg gør, og det er jo klart en fordel.  Ligemeget. 
Jeg tænker i hvert fald overhoved ikke på T på den måde, og jeg tror da heller ikke, at det er sådan nogle tanker, han går og har om mig, og jeg fik da også rystet på hovedet og grint lidt af spørgsmålet, men nu sidder jeg så her og tænker lidt på, om det er sådan folk på holdet opfatter os? Hvis det er tilfældet, er det jo ret komisk. Faktisk er det virkelig sjovt.
Hvorfor kan man ikke have en ven fra det modsatte køn uden, at folk tror, at man er kærester?

-Forfatteren

2008-Oct-26 - Jeg er vist gået hen og blevet lidt småforelsket?

Overskriften taler vist for sig selv, gør den ikke? Jeg har kriller i maven, tænker mere på ham end normalt er og har i det hele tager været i godt humør i dag, så alt i alt er jeg vist ramt.
Der er bare et problem: Han er yngre end mig.
Jeg har en eller andet latterlig, romantisk idé om at manden/fyren altid skal være ældst. Spørg mig ikke hvorfor. Egentlig er han kun 1 år yngre end mig eller noget i den stil, men han går i 7.klasse, og det afgører sådan sagen for mig, for det fortæller mere om, hvor moden han er end hans alder gør.
Beklager derude, men man er altså mere moden i 8.klasse end i 7.klasse. Det er et faktum. I øvrigt er det også mærkeligt, hvis vi ikke kan snakke sammen om lektier, fordi han ikke har lært de samme ting, som jeg har endnu.
Jeg føler mig ret ynkelig, fordi jeg skriver det her indlæg. Det værste er tanken om, at han kan læse det her, men okay, realistisk set ved jeg selvfølgelig godt, at det ikke sker. Hvis han endelig læser blogs, hvilket jeg ikke tror på, at han gør, er sansynligheden for at han gør det på denne side så lille, at det ville være totalt latterligt, og da mit navn ikke står her, ville han ikke nødvendigvis kunne regne det ud, da han muligvis har opfattet det, der skete (eller ikke skete) i går anderledes.
Jeg ved faktisk ikke, om han kan lide mig. Min far (min far og hans far er venner, så det er derfor, at han ved det) har på et tidspunkt sagt, at han havde en kæreste, men på det tidspunkt, tænkte jeg slet ikke på ham på denne her måde, så det er mærkeligt, at jeg er kommet i tanke om det igen her i dag.
Vi var sammen i går (min familie og hans), og imens de voksne snakkede, de andre spillede Fifa (han er i modsætning til alle andre ikke besat af Fifa, hvilket bare gør ham ekstra fantastisk), så vi to film. Vi snakkede om alt muligt, og det endte med, at vi opdagede, at vi hader mange af de samme ting som f.eks. Fifa, Krig og forældre der skifter kanal (lang historie).. 
Jeg håber, at jeg ser ham i skolen i morgen og opdager, at jeg egentlig ikke føler noget for ham alligevel. Jeg håber, at jeg opdager, at jeg bare har fået for lidt søvn i nat, og derfor ikke tænker klart. Eller det gør jeg egentlig ikke. Jeg er forvirret.
Hvorfor kan jeg ikke bare se en film med en fyr uden at fantasere om, hvordan han ville være at have som kæreste?! Hvor er jeg dog latterlig.
Jeg ser en mulig kæreste i hver eneste dreng, jeg møder. Jeg måler ham fra top til tå og hvert eneste, som kommer ud af hans mund, bliver analyseret, og det ender altid med, at jeg ikke syntes om ham. Eller sådan plejer det i hvert fald at ende. Hvor er jeg sær.
Det må være alle de hormoner, der forstyrrer min ellers så fornuftige hjerne. Det håber jeg virkelig, for hvis jeg skal løbe rundt sådan her resten af livet, går jeg amok. Jeg kan ikke engang opføre mig normalt sammen med mine 2 papbrødre?!
Hvad sker der med mig? 

-Forfatteren

2008-Oct-22 - Der er sket en fejl

Jeg hader ikke min længere krop, jeg hader bare, at den ikke ser sådan ud, som jeg føler at den burde.
Jeg forlanger ikke en model-krop, jeg er faktisk ikke interesseret i én, jeg vil bare have en krop, der passer til mig.
"Gør din krop da ikke det?" tænker du sikkert undrende nu. Nej, det gør den ikke. 
Jeg har altid ønsket mig at være lidt lav (altså omkring de 1.62 stykker) og en anelse spinkelt bygget. Måske er det et vildt sært ønske, men så må det være sådan. Nu er det bare engang sådan, at jeg udstyret med nogle pænt lange stængler, der gør, at jeg nu er 1.70 høj. Dette er noget der irriterer mig hver dag, for jeg kan jo intet gøre ved det.  
Jeg har også altid ønsket mig rødt hår, og selv om mit halvblonde hår har et rødligt skær, ses det kun, hvis man virkelig studerer det, da det er så svagt. Jeg kan selvfølgelig få farvet det, det er rigtigt nok, men jeg har bare noget imod at pumpe alt for mange giftstoffer ind i min krop, men måske gør jeg det alligevel engang.
Dette er kun 2 eksempler. Jeg kan sagtens finde mange, mange flere, men jeg har egentlig ikke lyst til at kede jer, så jeg stopper her.
Jeg ved godt, at jeg burde være taknemmelig over ikke at mangle et ben f.eks., men jeg føler bare, at jeg er fanget i en krop, der ikke tilhører mig. 

Gud, du har begået en fejl! Hjælp mig!

2008-Oct-22 - At finde den perfekte fyr...

Man hører altid det der med at man nok skal finde, ham der prinsen på den hvide hest.. Men jeg ender altid med at få den hvide hest, på prinsen.

Jeg har kun haft mislykkedes forhold. I ved de der forholde, hvor man bare ved at den person du er sammen med bare ikk er den rigtige for dig.. Sådan har jeg haft det.. Jeg har altid haft den følelse af, at HAN ikke findes, ham der, der kan give mig glæde, ham der kan kramme mig når jeg har brug for det, og sige at han elsker mig...

De fyre jeg har været sammen med har kun sagt det til mig, fordi de ville have noget fra mig..  Det er sådan meget sexbehov de har haft brug for eller penge til diverse tingel tangel ting...

Så det med at finde den eneste ene, eller prinsen på den hvide hest, det tror jeg at jeg dropper.. Det er sku så besværligt at finde en der kan lide mig for den jeg er, de ting jeg gør og siger.. Han kan bare ikk findes synes jeg..

Og hvis jeg så endelig finder ham, så ender det altid med at jeg ødelægger det, eller han ender med at ødelægge det for os.. Sådan har det altid været, så sådan bliver det ved med at være.. Selvom jeg har snakket med en rigtig dejlig fyr, og han virker som den fyr jeg vil havedet skide godt med... Men det ender sikkert med at jeg oghså ødelægger det, det er jeg jo så vant til snart...

Nåå pyt, lukker mig ind i min lille skald igen, og venter til den dag, hvor jeg synes i skal høre fra mig igen..