Det hele er noget værre noget. Jeg har ikke været helt ærlig.... Tingene er værre end de egentlig ser ud. Eller måske ikke alligevel... I sommerferien var vi på ferie i Sverige. Det var en ok uge. I starten var det hyggeligt, for lillebror og storebror hyggede sig med fiskning, men da storebror ikke kunne fange nogle fisk (han gav hurtigt op), så gik han indenfor i hytten og så film, resten af ferien. Det var ret irriterende. Jeg havde håbet på han var mere social med os, men det var han bare ikke. Men ærligt, så kan jeg ikke tillade mig at brokke mig. Meget af sommerferien var min storebror hos os. Vi lavede nogle gange noget og jeg havde mere forståelse for det han gjorde end for to år siden. Jeg tror også han selv kunne mærke jeg havde ændret mig, blevet mere moden! Der er flere ting jeg er mere opmærksom på og jeg løser konflikter og problemer bedre end for to år siden. Min storebror er rejst til Thailand. Han skal være der fra en til tre måneder. Egentlig aner jeg det ikke fordi inden storebro rejste så var min far og ham oppe at toppes. Min storebror har det sådan at han helst ikke skal siges imod. Hvis han bliver sagt imod eller rettes på, så bliver han negativ og derefter vil han ikke snakke med en i længere tid. Det giver ingen mening. Han har haft et hårdt liv. Som 16 årig mister han sin mor ( min storebror er kun min halvbror). Han bliver ikke taget sig af, og derfor bliver han overladt til sig selv. Og selvfølgelig røg han ud i stoffer og havnede bare i et rigtigt dårligt miljø! Min far fandt ud af det med stofferne og derefter kom han på afvænning, men om det har hjulpet må guderne vise. Hvis han er i det dårlige miljø så aner min kerne familie det ikke. Og nu har han ikke noget holdepunkt. Efter hans efterskole ophold, kom han i lære som mekaniker. Nu er han fuldt uddannet mekaniker og han er god til det. De sidste par år har han været udstationeret på Jamaica. Nu er han hjemme/i Thailand og har ikke noget arbejde, og da han jo ikke har boet i DK i særlig lang tid, så har han ikke noget "hjem" eller nogen lejlighed han kan tage hjem til. Kun sine venner og familie at bo hos. Han har det hårdt. JEg savner ham og jeg vil gerne prøve at være en bedre søster for ham. Det kunne være jeg kunne komme med nogle inputs han ikke havde tænkt på. Men bare generelt så kunne det være dejligt at få et stærkere søskende forhold til ham. Min mor er flyttet. Det gjorde hun i februar i år. I juni brød hun ind i vores hus. Det har påvirket lillebror og jeg ret meget. Jeg er ikke lige så sød overfor hende mere. Faktisk har vi ikke haft kontakt til hinanden i en måned nu. Det er ret vildt. Tit savner jeg min mor rigtig meget, men så tænker jeg på hvad hun har gjort mod min lillebror, mig og far. Derefter kommer jeg på bedre tanker og "glemmer" hende i et stykke tid. Jeg har også talt efter. Jeg har cirka 150 ar på armene. +/- 10 stykker. Jeg er begyndt i 3.g. Nærmere 3.y, En naturvidenskabsklasse. BioA, kemB, matB. BioA, idrB, matB. Min klasse er en blanding af to studieretninger. Jeg har studieretning BioA, kemB matB hvor jeg har opløftet min matematik til a-niveau. Nogle gange i matematik føler jeg bare min lærer snakker volapyk! Jeg fatter en gang imellem ingenting! og det ville ikke nytte at løfte nogle af mine sprogfag op på a-niveau, fordi jeg er en spasser til sprog. Og kemi er ret svært med alle de formler og molekyler og al muligt ander kemisk! Så matematik var sidste udvej. Men jeg er også glad for det. Jeg elsker matematik. Logikken er lige mig! :) . Kæresten og jeg har også forlovet os. Eller vi har snakket om at købe nogle ringe, så det er vi på udkig efter nu! Det er en dejlig følelse at vide vi køber et symbol på vores kærlighed. Tanken om at han er min og kun min gør mig så glad indeni. Oveni gør han mig så hel og lykkelig. Han gør virkelig min hverdag bedre, bare ved at være der. Så at blive forlovet bliver ikke et så stort skridt for os, da vi allerede begge to, føler os mere end som kærester, men vi kan bare ikke sætte ord på det. Det bliver så ændret snart og jeg glæder mig! :D . Han er manden i mit liv! Tit kommer jeg til at tænke på at selvom jeg er det svageste led ( og hvis det var naturen så havde jeg allerede været død, fordi jeg ikke er den stærkeste ) så er der en stor del af mig som ikke kan slippe min kæreste/forlovede. Jeg vil gerne opleve en hel masse sammen med mig, selvom mit liv i øjeblikket ikke er ren sjov og ballade. Min kæreste/forlovede har gjort at jeg vil leve livet og ikke give op. Han har givet mig håbet og styrken til at komme igennem lortet. Et kram, kys eller berøring gør mig salig, og får mig til at se tingene i et andet perspektiv. Han stiller spørgsmålstegn hvor det er logisk og han giver svar hvor ingenting giver mening for mig. Han hjælper mig ubevidst/bevidst. Han er det bedste der er sket for mig og jeg vil aldrig miste ham. Han er det jeg mangler for at føle mig hel. Min egen prins (L).

Det har ikke hjulpet. Jeg prøver at være så positiv som muligt, men intet hjælper. Først mine forældre og dernæst hans søster. Det hele RODER i mit hoved!

Jeg har lige brug for at overfortolke nogle ting nu...

I dag sejlede vi til okseøerne med en lokal "færge". Den færge var bare en motorbåd med 8 siddeplader, så en færge vil jeg ikke kalde den! Men, men, men... Der er så flere end os der skal afsted hvilket kun gør sejlturen sjovere og mere hyggelig, når man samtaler. Det der var bemærkelsesværdigt, og som min moster også så!, var at en pige på cirka 25 år, der sad ved siden af min moster. Dette er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt, da min moster er et totalt normalt menneske, men denne pige på 25 år havde snt sår på begge arme, fra håndledene til skulderne!
(Da min mosters søster på også 25 år har lidt af bulemi og andre sjove ting, så bemærker hun hurtigt hvis nogle personer har det dårligt i sit liv!)
Jeg bemærkede først denne unge cutter senere da min moster hviskede det til mig. Det var vildt tydeligt hun havde været cutter, hendes ar var kun 1-2 år gamle! Da hun fortalte dette "gemte" jeg diskret min arm væk. Hvis man ved arene er der, kan man også se jeg er cutter fra tid til anden. Jeg er bare god til at skjule det. Eller det troede jeg i hvert fald. For en uge siden, cirka, skar jeg også i mig selv og sårene er næsten væk og det er i gang med at danne arvæv. Efter den sejltur kiggede min moster også på min arm og hun så "tilfældigvis" mine begyndende ar. Jeg tror hun kiggede med vilje. Hun var selvfølgelig nysgerrig og spurgte hvad jeg havde lavet. Jeg diskede den gamle historie op, at min kat har revet mig... Først så hun ud til at tro det, men efter nogle timer kom hun over til mig, imens jeg var alene, og spurgte om jeg havde det godt, og hvis jeg havde nogle problemer så kunne jeg sagtens snakke med hende omkring det.

Hvis der er problemer som nager en i min familie, så har vi forskellige måder at tackle tingene på. I min mors familie råber, skriger og snakker man om de problemer der er så de er ude af systemet. Så kan man begynde på ny og ikke tænker over de problemer længere.
I min fars familie drikker, spiser eller tager man stoffer for at "gemme" problemerne væk. Man snakker ikke om dem, men lader dem forsvinde i sandet....

Jeg er en blanding! Jeg gør opmærksom på mine problemer, men jeg kan ikke udtrykke mig selv ordentligt når jeg er trist, sur, såret eller ked af det, så for at få smerten væk psykisk, så blev jeg cutter. Min far er alkoholiker og kan drikke over 48 øl på 10 dage! Det er eksklusiv cider og andre alkoholiske drikke som vin og drinks! Min mor råber og skriger af lillebror og mig lige ind i ansigtet. Der er kun 3 cm imellem hendes og vores ansigter.

De eneste personer som ved alt dette er min veninde, ven og kæreste. De ved godt hvad der foregår og alligevel ikke. Jeg er bange for at fortælle hvad der sker.
Kæresten synes det er barnemad i forhold til hans barndom, veninden kan ikke forestille sig det og tror sikkert det er løgn. Vennen støtter, men fatter ikke en brik.

Jeg føler hver dag er en kamp for ikke at tænke på selvmord. Jeg har tænkt over det nogle gange i dag og det virker som om jeg hælder mest til at snitte meget dybt i håndledene, hvis jeg kan, drikke en masse vodka, tage hænderne ned i meget varmt vand og ellers ikke kigge på hænderne og det røde vand.
Jeg bliver ikke længere ked af tanken, men ser det mere som en udvej, jeg ikke kan undgå.

//tulle

Jeg har det ret underligt. Det er sådan her hver gang jeg tager til Tyskland. Eller nej det er det vel ikke, men jeg er bare træt af, at sådan noget bare sker. Mine veninder gør tit grin med at Han og jeg skriver tit sammen om nogle latterlige ting. Vi kan spørge hinanden 3-4 gange i løbet af en time, på SMS, hvad vi laver. Vi skriver om ligegyldige ting, men hvis vi samlede det hele til en samtale i mobilen, hvor vi snakkede, ville det hele kunne overstås på en halv time. Vi skriver bare sammen uden indhold.

Det ramte mig for nogle dage siden. Vi er kun 18 år så at overforbruge på mobilen med SMS'er når jeg er i Tyskland, ville være dumt. Så vi bruger e-mail systemet, som vi aldrig ellers bruger, eller jeg gør ikke, og jeg aner ikkke engang om an bruger det normalt? VI har så skrevet på MSN de seneste dage, og jeg har opdaget, at vi skriver om ingenting. Jeg får intet at vide og selvom jeg spørger får jeg kun en brøkdel. Og nej det er ikke sådan så jeg vil vide ALT hvad han har lavet for at tjekke om han har været utro, men jeg ville godt vide hvad han laver sådan RIGTIGT! Det er svært at forklare når jeg ikke rigtig ved hvad jeg selv mener.

Fx. han fandt ud af at han skulle have briller fordi der var noget galt med hans øjne. Han var allerede 18 år, men gik alligevel ned på kommunen for at spørge om han kunne få noget økonomisk hjælp, da briller er ret dyre. Han fortalte mig at han ikke kunne få hjælp. Det er over et år siden. Nu for nogle uger siden fortalte han mig at han godt kunne få økonomisk hjælp, men at det bare ville give negative feedback senere når han skulle til den prøve.

Han fortalte ikke alt, da han havde muligheden for det, men udeladte nogle ting. Det generer mig og ja det gør mig ret usikker, når han ikke gider snakke med mig om de rigtige ting. Det virker som om han tit tilbageholder nogle ting.

Det gik op for mig, her i Tyskland, når han skriver han savner mig, at han så alligevel ikke gider RIGTIG at skrive med mig, men vil bare skrive om ligegyldige ting som vi kan få overstået på nogle få minutter på MSN.

Situationen er mere indviklet end som så. Vi fik sommerferie d. 17 juni. Efter den dato, hvor vi sov sammen, tog han tidligt hjem fra mig. Han gik hjem og spillede poker og andre sjovere ting, end være sammen med mig. Jeg føler mig så tåbelig, for det føltes som om han ikke gad være sammen med mig, men hellere ville hjem. Hvis han ville lave noget andet, kunne vi sagtens det, han skal bare åbne den mund og fortælle hvad han har lyst til.
Der var dage hvor vi ikke var sammen i en uge og nej det er ikke så slemt, og alligevel... Jeg følte han lagde bolden på min halvdel, så det var mig der skulle spørge om at sove sammen, men hvorfor ville jeg spørge om det, når han alligevel tager tidligt hjem og laver andre sjove ting! Jeg kedede mig sindssygt meget derhjemme, når han ikke gad tage sig sammen! Den sidste brøler var at vi havde aftalt at sove sammen torsdag til fredag. Jeg savnede ham rigtig meget. Onsdag sent aften fortæller han, at han havde haft flere gange lyst til at spørge om han ikke kunne komme om onsdagen og sove til fredag. Det fortæller han først om aftenen og der er det for sent. Det virker som om det er min skyld. Han virker ikke interesseret.
Jeg aftalte så at tage Tyskland, til noget familie i en uges tid, jeg har været her siden fredag i sidste uge til nu. Jeg føler mig ikke savnet fordi han ikke gider skrive ordentligt med mig, oveni savner jeg ham rigtig meget. Så i forgårs ville jeg ikke mere. Jeg skrev at jeg ikke havde lyst til at skrive med ham mere og jeg loggede så af MSN. I går starter han samtalen med om jeg har lyst til at skrive med ham på det tidspunkt, men det var bare ikke ne ordentlig start. Jeg følte mig nedgjort, tåbelig og yderst såret. Når han er såret tænker han ikke over hvordan jeg har det, men han har kun sig selv i hovedet. Jeg tilgiver nemt, men det gør han ikke. Derfor skrev vi ikke sammen i går.

Nu er jeg forvirret. Jeg føler det som om jeg er hjemme her i huset i Tyskland. Der er stille og roligt, nydeligt og man keder sig lidt, men man finder hurtigt på noget at lave. For første gang i mange år har jeg lyst til at være hernede i det tyske i længere tid, fordi der er så dejligt. Jeg længtes ikke efter at komme hjem til Ham og mine forældre kan bare fucke af helvedes til.
Når jeg er hjemme føler jeg mig bare ensom og ubrugelig. Jeg keder mig og jeg bliver hurtigt deprimeret derhjemme. Her, kan jeg gøre hvad jeg vil og jeg bliver ikke deprimeret. Jeg er glad her, og jeg er ikke ensom. Jeg hygger mig meget hernede med at gå rundt og nusse om mig selv hele tiden. Det er dejligt, Jeg kan tænke på mig selv og hvad jeg har lyst til.
Det store dilemma forsvinder bare ikke sådan lige. Han skal på ferie i 3 uger, hvor jeg i en af ugerne er i Sverige med lillebror, far og storebror. Jeg vil gerne være hernede noget mere, men problemet er, at han tager afsted på onsdag på ferie. Hvis vi skal nå at sove sammen og se den nye twillight film inden han tager afsted, så skal jeg hjem i weekenden. Jeg har lovet ham at se den twillight film med ham så jeg hvis jeg skal holde det løfte så skal jeg hjem. Jeg føler mig bare ikke savnet, overhovedet. Jeg ved at hvis jeg tager hjem i weekenden, så er det ikke ham der tager initiativet til at sove sammen. Og han bestiller heller ikke billetter til den film. Han vil ikke gøre noget, fordi han er så såret. Jeg ved bare, at hvis jeg skal gøre det, så nyder jeg bare ikke at være sammen. Jeg føler han kommer af pligt, og jeg tror jeg vil græde over han ikke gider gøre noget for at være sammen inden han skal afsted.

Når jeg ved dette på forhånd kan jeg jo selv afgøre hvad jeg vil. Vil jeg undvære ham i 4-5 uger og først se ham om lang tid, eller vil jeg gerne se ham inden han tager afsted, men ikke kunne nyde det,  fordi han kun tænker på sig selv lige nu?
Jeg vil gerne være her i længere tid. Både fordi så er jeg væk fra forældrene og Ham. Jeg er væk fra alle problemerne og det føles fantastisk.

I går aftes inden jeg sov, blev jeg så deprimeret over Han er så snæversynet, at jeg overbevidste mig selv om at prøve selvmord. Selvmord. Det føles kriminelt at skrive det ord. Selvmord. Som om politiet ville komme og anholde mig for det ord :o . Ej, seriøst, jeg har overvejet det kraftigt i lang tid, jeg skal bare tage skridtet til det. Det er bare stort, men jeg ved allerede nu det er det rigtige at gøre. Som regel skal jeg bare skubbes ud i tingene og så kører det hele bare ellers på skinner. Jeg vil bare ikke gøre det når min lillebror og far er i huset, så når de er væk i nogle timer så gør jeg det.

Det blev en rigtig lang blog denne gang. Det er også for dårligt jeg ikke skriver noget mere herinde, så det skal jeg vendes til igen.

//tulle 

Jeg loggede ind, fordi jeg gerne ville skrive, hvad jeg havde på hjertet lige nu, men jeg valgte så at logge ud igen. Nu er jeg så på igen. Og jeg aner stadig ikke hvad jeg skal skrive...

Min storebror er lige kommet hjem fra udlandet. Han har arbejdet i udlandet i snart tre år. Hans arbejdsgiver havde ikke mere arbejde til ham, så han blev sendt til Danmark. Nu har han ikke noget hjem. Hans kuffert er her hjemme og jeg aner ikke helt hvad jeg skal synes om det... I dag skulle han ind til militæret for at se om han skulle derind. Værnepligt mener jeg det er. Jeg aner ikke hvad det kaldes, men han trak frinummer, hvilket han er glad for.

Det med min storebror generer mig ikke så meget. Han er trodsalt 25 år så han kan godt tage vare på sig selv.

Jeg havde bare lyst til at skrive herinde. At føle jeg er i live.

I morgen får jeg at vide hvilke eksamener jeg skal op i. Jeg ved allerede jeg skal op i årsprøve i biologi, AT og skriftlig dansk.
Jeg glæder mig ret meget til hvilke ting jeg skal op i.

Normalt kan jeg ikke lide at skrive på bloggen, da jeg føler jeg blotter mig for meget. Denne gang er jeg så blevet meget ked af det. Jeg har været det i næsten en uge nu. Jeg ved godt jeg har kommunikationsproblemer, men jeg kan ikke få mig selv til at åbne mig overfor andre. Enten siger de "Iiiihhh, ååååhhh. Du har ret, det er sååååååh syndt for dig! Jeg forstår godt du har det sådan. Vi skal nok løse det på en måde!" Det er dejligt med sådanne veninder, meeen det er også kun veninder.

 

Jeg sad i dag og lavede fysik aflevering i stuen med en kop te. Jeg hyggede mig faktisk med det, indtil min far kommer ind. Jeg fortæller, vi (lillebror og jeg) ikke kan tage til Tyskland på miniferie fordi tyskerne skal til Sverige i den weekend. Min far foreslår så, at om tre uger kan vi tage afsted. Dette er ikke godt nok for mig.
- Da min mor har fået ny kæreste og det er kun 2 måneder siden hun flyttede fra far og det går mig meget på!
- Min bedste veninde er stadig meget underlig overfor mig og jeg tror jeg tager det for personligt, men sådan er jeg...
- Kærestens og mit forhold er ikke lige perfekt lige for tiden...

Derfor ville jeg godt på mineferie nu og ikke senere. At komme væk fra det hele og tænke over tingene.

Lige nu ramler tingene ned om ørerne på mig og jeg kan ikke rigtig følge med. Dette må jeg se som en udfordring i sig selv, men det er virkelig svært for mig!

Min kæreste synes jeg er barnlig, det samme synes min far. Jeg er ikke moden eller specielt meget udviklet som alle andre, men har man kærestet rundt med mig i tre år så skulle det ikke komme bag på en... Eller når man bor sammen med mig...

Det positive siden jeg sidst skrev er, at jeg har fået kørekort. Hele forløbet med det var ret underligt i sig selv og på en måde også ret kedeligt. Teorien var ret kedelig, fordi min kørelærer virkelig ikke har evnen til at lære fra sig! Jeg fattede ikke en skid af det han sagde fordi det lød så kedeligt... I starten gik jeg også tit i panik da jeg kørte fordi jeg forstod ikke hvordan man i bilen skulle reagere på de forskellige situationer. Det var først da jeg læste i min teoribog, at jeg forstod hvad jeg lavede.
Køretimerne var det bedste af det hele da jeg elsker den intime stemning der kommer i så en lille bil. Det er så dejligt at sidde i bilen og snakke om alt muligt ligegyldigt.

Det sjoveste var til min køreprøve. Jeg var ikke nervøs på den måde. Jeg satte mig bare ind og kørte hvilket var en befrielse i sig selv. Derefter spurgte politimanden ind til mir skoleliv og jeg snakkede uafbrudt om alting i de 20 minutter jeg kørte. Det var ret sjovt.. :) high five!

 

Jeg er kommet i bedre humør nu så jeg logger af :) skrives ;)

Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet. Jeg har ikke rigtig haft lyst. Jeg bruger for det meste min iPod nu. En dag så jeg i en avis (kan ikke huske hvilken en), hvor jeg sagde højt at jeg gerne ville have en ny iPod i julegave. Jeg regnede ikke med min far hørte det fordi jeg tit snakker højt til mig selv, men jeg fik da en i julegave. Halleluja....

Mine forældre er blevet skilt (jeg er konstant ked af det, men jeg prøver at få en hverdag til at fungere). Kæresten har fået køreskort (jeg er først lige begyndt på det). Jeg havde lagt vanen på hylden med at skære (den er så kommet tilbage igen).

Jeg gik ned til min studievejleder pga. problemer med at lave mine afleveringer. Da mine forældre boede under samme tag havde jeg svært ved at lave mine afleveringer og bare lektier generelt. Jeg fik en snak om det med den der tingest på skolen, og hun tilbød jeg kunne snakke med skolepsykologen omkring det. Jeg sagde så at det lød som en god idé, men da jeg så kommer hjem fra skolen og har tænkt tingene igennem fortryder jeg og skriver en undskyldende besked på lectio om at jeg ikke har lyst til at snakke alligevel. Hun svarede så at jeg altid ville være velkommen derned.

Jeg er lavet sådan at følelser gemmer man væk, glemmer eller undertrykker. Det er jo fysisk umuligt så en gang imellem får jeg vredesudbrud eller glædesudbrud helt uhæmmet, og derefter ved jeg ikke hvordan jeg skal opføre mig.
Jeg har tænkt over min egen tilstand og jeg vil næsten påstå jeg er psykisk syg. Min depression er jeg aldrig kommet mig over, jeg har ikke haft mulighed for at snakke om tingene og en gad lytte til det jeg havde at sige.
Mine veninder har deres eget liv og jeg vil ikke belemre dem med mine "små" problemer.  

Jeg vil ikke sige mit liv er noget lort, for det er det ikke. Jeg har bare svært ved at forholde mig til de ting der sker omkring mig og jeg vil næsten påstå jeg skulle søge anonym hjælp på nettet bare for at få klaret nogle af tingene.
Apropo at gøre ting, det kan jeg heller ikke længere. De ting jeg går igang med bliver kun halvt færdige da jeg mister interessen for det. Jeg har tre bøger jeg er gået i gang med og jeg har ikke læst dem færdig. Jeg har halvt ryddet op på værelset, jeg har halvt lavet mine lektier, jeg har halvt skrevet en besked til diverse familiemedlemmer. 

Sagt med mine egne ord:" Jeg er fucked up. Helt ude i hampen og skide. På vej væk..." 

At få at vide begge mine forældre har haft selvmordstanker, er ikke lige et tegn på styrke og tanken om selvmord strejfer da tit mine tanker, but I dont have the courage to do it.

Når jeg sidder på nettet og læser andres blogge, sidder jeg bare og forbarmer mig over de folk som lukker præcis samme lort ud som jeg lige har gjort. Jeg sidder kun og tænker:" Idiot, så gør dog noget istedet for at lade tingene stå hen, hvis du har det så dårligt med dit liv!"
Jeg sidder i samme situation. Der er kun en der kan ændre min sindstilstand og det er mig selv. Jeg har bare ikke overskud til det, da jeg har alle andres ting i hovedet så jeg glemmer mig selv. Det er først om aftenen at alt det lort kommer, når jeg er alene.

Jeg skulle til teoriprøve i går. Jeg var total fucked up i torsdags. Mit selvværd var langt nede. Jeg kunne stå og kigge ud af vinduet i stuen, med tåre strømmende ned at ansigtet uden at få snot i næsen og alt det der følger med når man græder. Der var kun tåre. Så dårligt havde jeg det. Det var sindssygt. Jeg har aldrig i hele mit liv haft det så dårligt. Jeg spiste næsten ingenting fordi min mave sagde fra. Jeg græd og far prøvede at trøste mig, men det fejlede (han plejer at give mig en skulder at græde ved, tage sig af mig når jeg ikke selv kan, men jeg var utrøstelig i torsdags).

Jeg har ingen selvtillid mere. Jeg er et nervevrag. Jeg græder konstant når jeg er alene. Trænger jeg til hjælp? Nej, jeg skal bare slappe lidt af.

Jeg tror det er en fin opdatering...

Jeg føler jeg trænger til at få orden på min tilværelse. Få styr på den, justeret den og sat den på plads igen. Jeg er bare virkelig ked af det. Sådan virkelig ked. I en periode havde jeg faktisk stoppet med at skære mig selv. Det havde jeg faktisk og jeg holdte det i nogle måneder. Jeg var ikke så ked af det, men hvis jeg blev det så var det ikke så slemt. Jeg tænkte ikke ud i ekstremerne, men.... Jae var bare ked af det. Jeg kan ikke rigtig få det formuleret på en rigtig måde, da jeg har svært ved at få det ud. Det er jo ikke med vilje jeg ikke er god til at fortælle tingene, jeg er bare rigtig ked af det. Fra en skala fra 1 til uendelig så er jeg uendelig ked af det.

Mine forældre begyndte at skændes igen efter en lang "skændes-pause". Vi havde det egentlig, set fra en yde synsvinkel, det godt efter de omstænndigheder vi nu lever i. Jeg forsvarer ikke min far, da det er hans skyld jeg har det så dårligt med mig selv og det er hans skyld at hele familien er i denne situation. Det er hans skyld at min familie er splittet. Det er hans skyld jeg konstant bryder ud i gråd.

Store beskyldninger jeg nok skal prøve at forklare så godt som jeg kan gennem de tårer der konstant løber ned af kinderne når jeg er hjemme. Sidste år på en ferie kiggede min far på nogle tøser på en ferie. Min mor blev tosset, hvilket er helt forståeligt nok. Det ville jeg også selv være blevet selvom det er på en ferie. I frustration sagde far at han ville skilles. Min mor blev selvfølgelig rigtig såret og ked af det, da hun elsker min far. Det at skilles ødelægger jo også børnenes kernefamilie så det ville jo også gå ud over os. Jeg har ingen anelse, men efter hvad min far har fortalt så har han prøvet at sige undskyld flere gange, men undskyldningen blev aldrig accepteret. 
Fra min mors side har hun sagt at hun aldrig har fået en ordentlig undskyldning.
Så for cirka to måneder siden kom det hele under opsejling igen. Skilsmissepapirerne blev sendt afsted og det var uudholdeligt at være hjemme pga alle de råberier. Dette resulterer så i at jeg fik det mega psykisk dårligt igen. Jeg kan ikke blive glad på nogen måde, da kæresten ikke kan få mig væk hjemmefra, men det forlanger jeg sådanset heller ikke at han kan da jeg heller ikke kan få ham væk når han har det dårligt psykisk. Men fordi jeg ikke havde nogen at støtte mig til, få mig til at smile blev kniven igen min bedste ven. På 7 dage havde jeg lavet cirka +/- 20 snit i venstre arm. Den blev øm og det hæmmede mine bevægelser og det tøj jeg kunne have på. Det irriterede mig. 
Oveni fik jeg at vide af min mor mindst en gang om dagen at det var min skyld de skulle skilles. Det gjorde slet tingene bedre, men værre. Hver gang jeg skulle i skole begyndte jeg at græde og hver gange jeg kom hjem begyndte jeg at græde. Jeg græd sådan set konstant og jeg ville slet ikke have kontakt med kæresten.   Dette gjorde så også at jeg trængte ind i mig selv og den eneste måde at få alting ud på var at skære.

Det har også resulteret i at få mine tanker over på forholdet. Jeg er afhængig af kæresten. Men det er han ikke af mig. Det gør ondt at indse, men det må gøres. Ellers lyver jeg bare for mig selv.

Jeg tager tit ting til mig selvom det nok ikke er meningen at jeg skal tage dem negativt, eller så personligt. Men det gør jeg og aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. 
Kniven er ikke længere nok. Det gør ikke ondt længere. Smerten forsvinder for hurtigt og jeg har sådan set heller ikke mere plads på armen til de sår.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Min mor og far har nok problemer i forvejen, omkring deres liv og følelser. Min lillebror har det heller ikke godt. Min kæreste forstår det ikke rigtig. Veninden vil gerne hjælpe, men det virker bare så falsk på en måde. Jeg føler mig tit ubetydelig så hvorfor hjælpe? hvorfor gøre noget?
Begge mine forældre har haft selvmordstanker. De begge har fortalt det.
Det er svært at tage sit eget liv. Der er langt fra at sige tingene og så gøre det. Jeg vil ikke rigtig nogen steder med det, men jeg føler bare at jeg mangler en person der seriøst forstår mig. Vil mig og høre på mig. Give mig et kram når jeg har brug for det. Men jeg må vel bare leve med den ensomhed, selvom det får mig slået ihjel.

Jeg mente jeg var ovre det stadie med vampyrer og overnaturlige væsener, hvor fyren er et væsen og pigen bliver draget af det og de forelsker sig. Ja, det skulle jeg mene at jeg var ovre, men det er jeg åbenbart ikke. Twilight... Lige da den udkom, så jeg ikke filmen. Jeg var ikke interesseret, da jeg faktisk troede jeg var ovre det. Hvis jeg skal være hudløs ærlig så er jeg travlt beskæftiget med al muligt andet end lige personlige fornøjelser... Så det havde været lidt lige meget om en atombombe var faldet ned i DK ( jeg havde muligvis ikke hørt om det før en havde fortalt mig det, da jeg aldrig ser nyheder mere) så havde jeg ikke vidst det. Anyways, kæresten fortalte så på et tidspunkt at han så den, og så blev min interesse vækket. Han er dreng. At han overhoved overvejer at se den gør den speciel, så jeg havde bestemt at næste gang vi skulle leje film, så skulle vi leje den. Hvilket vi også gjorde og jeg faldt pladask for den. Den er god. Det er også den første vampyr-film jeg kan li. En dag da jeg var ret trist spurgte jeg far om vi ikke kunne købe den, hvilket han var med på. Lige siden jeg fik den på DVD har jeg set den en gang om dagen, og det er cirka en uge siden. Den er lige så god som første gang jeg så den. Da Panorama i Slagelse så reklamerede med at 2'eren kom så skulle jeg da ind og se den, koste hvad det ville! Da min veninde også var interesseret, inviterede jeg også hende, hvor hun så bagefter sov hjemme hos mig. Da vi kommer ind i biffen og filmen begynder, er den slet ikke skuffende. Den levede op til mine forventninger, hvilket bare gjorde den endnu bedre.
Pga. den hyggestemning vi fik efter filmen så lå veninden og jeg og puttede under dynen og snakkede. Det var sådan set om al muligt. Fra at hendes kæreste ikke er særlig høj, at hun virker tit lidt sur og derfor synes hun det er lidt synd for kæresten, at de har det godt sammen. Vi fik kommet rundt i alle hjørner omkring det forhold. Både sexmæssigt men også kærlighedsmæssigt. Hun føler sig stadig lidt usikker, men den skubber hun bare væk, hvilket måske i længden er en god idé så det ikke ødelægger forholdet.
Jeg holdte min mund om min kæreste. Helt lukket, da jeg ikke længere bryder mig om at snakke om det. Hvis nogen kommer ind på det så er det hele godt og dejligt, intet andet. Ikke fordi jeg ikke stoler på veninden, jeg tror bare hun er træt af at jeg brokker mig. Så for ikke at belaste hende så holder jeg kæft. Det har jeg gjort i rigtig lang tid. Men åbenbart følte hun at vi skulle snakke om det.
Da vi snakkede om sex, kom der en lang pause bagefter. Jeg var mega træt og jeg lader bare hende snakke, så jeg ikke leder samtalen over til noget dumt, men bare nikker, siger ja og griner på de rigtige tidspunkter, lader hende styre det.
Hun spurgte så om jeg havde haft sex for tidligt. Jeg nåede ikke helt at svare først på det pga. hun lige skulle forklare at grunden til hun spørger er at man nogen gange godt kan se på mig at det skete for tidligt. Men bagefter svarer jeg så at ja det var for tidligt, jeg var nysgerrig, men det skete al for tidligt hvilket så bekræftede hende i hendes teorier. Jeg sagde så også at jeg havde snakket med kæresten om det, så det var ikke noget hun skulle bekymre sig om.
Det jeg så kommer ind på bagefter er at jeg trænger til starte på ny. Få ny omgangskreds og det nok er mit nye mål end gå specifikt efter en uddannelse først som de fleste efter gymnasiet. Det forstod hun så godt og forstod helt at jeg havde brug for det, men hun blev ret bekymret for om jeg også ville forlade hende. Hun er en dum dims en gang imellem, men jeg er lige så slem. Vi passer så godt sammen som potte og pande så jeg svarede hurtigt at vi skulle bevare kontakten. Men det nye for mig var at hun seriøst forstod mig.
Eller jeg er så naiv i forvejen at jeg kan tro hvad som helst selvom det er en lodret løgn folk fortæller mig. Så dum er jeg nemlig. Men bare den forståelse gjorde bare at jeg blev mere glad. 

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, men jeg har bare ikke energien til det. Det arbejde er så hyggeligt og med Jonas og Klaus så kan det ikke blive bedre. Men jeg går ned i tid. Onsdagene er simpelthen blevet for hårde mod mig. Og jeg er så mega skuffet over mig selv. Det var ikke meningen, da jeg startede at jeg skulle gå ned i tid, men tværtimod skulle jeg helst være rigtig glad for det og beholde de vagter... Men dagen til kl. 16 er for meget. Jeg kan ikke overskue det og jeg får alligevel ikke lavet lektier til torsdagen når jeg kommer så sent hjem. Det mindsker tiden med kollegaerne som jeg ellers havde det godt sammen med.
Jeg er så skuffet over mig selv.
Jeg bliver aldrig læge. Det bliver jeg nødt til at indse nu. Ellers stræber jeg bare efter noget som ikke kan lade sig gøre. Jeg er ked af at jeg ikke kan finde ud af nogen ting mere.
Ligefra mine forældre gjorde alvor af skilsmissen for 3 uger siden har jeg ikke kunne gøre noget. Jeg vil ikke noget. Bare væk. Lysten til at skifte skole og flytte landsdel er større nu end ellers. Alle dem jeg kender vil jeg vende ryggen og aldrig se tilbage. Jeg vil starte på en frisk og starte et nyt liv et andet sted. Det kan blive en realitet hvis jeg ønsker det nok. Så med den tankegang skal det nok blive til noget.

jeg kan ikke sove. selvom jeg har sår på læben og er mega træt kan jeg ikke sove.

mindet om vandbalsaftenen gør mig i så dårlig humør. hver gang det bliver nævnt får jeg det så dårligt i maven. som om nogen står og slår mig på maven. jeg kan være hunde sulten og gjort klar til at spise en hel masse. hvis nogen så nævner det bal så forsvinder alt sult med det samme. jeg får lyst til at kaste op og græde helt vildt.

sådan har jeg det nu. jeg lå bare og pludselig får jeg tænkt på det. jeg begynder så og græde helt vildt. jeg græder stadig men får så røven ud af sengen, hentet min pc så jeg kan få alt det dårlige ud.

jeg vil gerne beskrive det fra min side af så et kommer ud. vandbal er jo stort. jeg har kæreste på siden folkeskolen, han er stadig min kæreste. ligesiden vi begyndte i gym har jeg mistet en del følelser for ham fordi i 1.g følte jeg kun vi så hinanden fordi vi skulle have sex. så selvtilliden er helt ødelagt nu. anyway, vi får aftalt vi skal være partnere til balet hvilket er fint. min veninde kommer med. vi har det sjovt. men så nævner han i bilen at han har halvt om halvt aftalt at hvis han ikke får nogen kørelejlighed hjem af mig så har han en backup, Sarah fra hans klasse. lort tænker jeg så. at han overhoved har snakket med andre om det. troede vi skulle være sammen den aften. blev allerede en del ked af det der. han har altid kunne snakke godt med piger. altid, og jeg følte det blev værre da han kom i gym, måske fordi jeg aldrig havde set den side af ham, selvom Camilla hans eks havde sagt han var player, men meget kontrollerende.

*mangler virkelig et kram nu*

fint vi kommer der så og han virker rastløs. vi vader bare rundt og jeg var helt tabt. væk psykisk fordi han havde aftalt det med Sarah. han vliver så træt af mig tror jeg og sætter mig af hos mine veninder hvor han så selv går over til sine venner. intet på jorden kan beskrive hvor ensom og forladt jeg følte mig der. men fint. jeg begynder at græde helt vildt og vil hjem. vil slet ikke være i nærheden af ham. jeg føler at det værste han gjorde var at danse med en anden pige. ikke med mig men en anden pige. han kunne tilsyneladende ikke finde mig. jeg føler mig så ensom.

*kom til at græde så meget at snotten bare løb ud, så skulle lige bide hårdt i en pude for at stoppe et skrig af frustration*

min mor og far får vendt det om. jeg skider på kæresten, lader ham være og skrider bare til efterfest. jeg er så såret og ked af det at jeg bare danser og drikker mig fuld. jeg sad tæt op ad flere fyre og dansede enormt tæt med nogle . det føltes enormt dejligt at få opmærksomhed når kæresten ikke gad give mig den.

*ja jeg er barnlig*

så er den nat/aften ovre. men det værste for mig var

1) han dansede rent faktisk med en anden pige i ren offentlighed selvom det er mig der er hans kæreste.
- så nu er jeg blevet ligeglad og danser med hvem jeg har lyst til i offentligheden. når han kan så kan jeg også.

2) han brugte en anden fucking pige til backup.
- så nu hvis nogen dreng spørger om de vil køre mig hjem takker jeg ja til tilbudet.

3) jeg følte mig svigtet.
- men jeg kan ikke gøre det samme mod ham. det har jeg for meget kærlighed til ham.

 

hjæææælp! nogen på bloggen skriv en vred kommentar til at jeg skal komme videre. for vandballet skete 7/3-09 . jeg er ikke ovre det og jeg vil så gerne komme over det.

please vil en ikke skrive jeg er for barnlig og skal se at komme videre..

bare i det hele taget gør noget. ellers sprænger jeg i luften af bar depression over det.

lorteaften!!!! jeg er så ked af det.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte bloggen. Jeg er helt væk. Det er et lille stykke tid siden jeg sidst har skrevet. Jeg er bare ret følsom på det sidste. Selvtillid har gemt sig godt og grundigt væk. Jeg er ikke selvsikke lige for tiden. Ret træls. Mit humør bliver slemt angrebet af det, men tror det går over af sig selv.

Kæresten havde fødselsdag i går. Jeg havde lavet kage og sådan noget. Vi havde ikke rigtig planliagt at lave noget, men jeg vågnede kl 7 om morgenen, hvilket ikke var specielt godt, så jeg var lidt træt da han kom. Vi lagde os ned og jeg fik sovet lidt. Da jeg vågner aftaler vi at tage i byen og kigge, spise og tage i biffen, hvilket vi så også gjorde. Det var så hyggeligt. Så det vil jeg da gerne prøve at gøre igen :D

 

Jeg oplevede en stor optur i dag.

Jeg har haft et par yndlingsbukser i flere år. Eller det er mere et par normale jeans hvor syningen i benene er i forskellige farver så de ikke er så usynlige. Rimelig fede jeans synes jeg selv. Jeg har kunnet passe dem i starten da jeg fik dem, men jeg syens de så så fede ud at jeg kun har brugt dem 4 eller 5 gange i de seks år jeg har haft dem. Men jeg blev for tyk i en periode. Derfor har jeg ikke gået i dem i lang tid. Jeg har ikke kunne lukke dem i taljen fordi jeg havde for meget fedt og jeg havde for fede lår. men men men....
I morges da jeg skulle finde ud af hvad tøj jeg skulle have på i dag, fandt jeg dem frem. Jeg kiggede lidt på dem, nærstuderede dem, vendte og drejede dem. Jeg tog dem på og der var ingen problemer. De gled på og ja. Dejligt jeg kan passe dem igen. Så jeg har bare nydt at have de jeans på i dag. Sjus det har været dejligt. :)

Min teori er så at jeg enten må have tabt mig eller også er fedtet omdannet til muskler som åbenbart fylder mindre end det fedt jeg havde. i hvert fald kan jeg passe dem.

OPTUR :D

James Blunt. I starten elskede jeg hans sange. Det var dengang Samantha og jeg var veninder, hvis man overhoved kan sige det. Vi gik i grupper med de andre piger. Havde det hyggeligt nok. Bortset fra jeg aldrig følte jeg hørte til nogen. Jeg tror også det er fordi jeg måske udstråler at jeg er svag og skal have en at holde mig til. En at støtte mig til og en at passe på mig. Men ingen ville tage sig af rollen i folkeskolen så jeg gik for det meste med mig selv. Eller nej jeg var sammen med pigerne, men var bare "med".  Men nu har jeg Annie. Det er heller ikke hverdag hun gider mig, men går over til andre så jeg sidder alene. Jeg tror bare jeg skal vænne mig til at være alene.
Whatever det var ikke mine skolerelationer på den måde jeg ville komme ind på. hehe. Lasse havde lige slået op med mig der. Samantha zappede over på boogie og vi hørte den. Hun sagde den var så god og jeg synes det egentlig også. For at være med på moden købte jeg så cden. ( Ja jeg er ikke selvstændig, men følger bare bølgen hvilket jeg synes er nemmest, da jeg stadig er et umodent barn!) . Jeg hørte så den her "you are Beauteful" hele tiden. Rettere sagt konstant. Jeg græd til den og skrev små breve til Lasse og hold kæft hvor var jeg nedern. Jeg var i totalt sørgestadie. Jeg skrev beskeder til ham som "hvad laver du?" og hver gang han svarede ville jeg ikke svare fordi han var et dumt svin  fordi han slog op, men jeg kan nu godt se jeg var ikke særlig klog. I hvert fald stoppede vi med at skrive, Eller han skrev aldrig til mig i over et år. Jeg ønskede hver dag, hvert sekund at han skulle skrive og spørge hvordan det går mig. Men han skrev aldrig. Hver gang vi skulle spise sammen med hans forældre så kørte jeg med fordi jeg håbede på han ville give mig et kram og et kys på kinden. Tage min mobil og spille snake som vi så tit havde gjort. Men nej. Jeg hørte så tit James Blunt på det år. Hold kæft hvor var jeg nedern. Jeg prøvede at få nogle forhold op at køre på nettet, men det gik aldrig. Lige indtil Saras fødselsdag hvor jeg havde kontakt til en der hedder Casper. Han var Brians ven. Han havde grønne øjne og var ret sød. Vi begyndte så og komme sammen, men det var for indviklet da vi ikke var så gamle, han bor i Jylland, og så skulle ses. Så vi slog op, men var stadig gode venner. Så mødte jeg Emil. Han var helt seriøst min redning på den hjertesorg som Lasse havde givet mig. Han hev mig i hvert fald op og vi klingede meget godt. Han var også meget mere moden end hans alder. Jeg så meget op til ham og var facineret af ham. I efterårsferien vælger vi så at sove sammen fra onsdag til torsdag. Han kom her. Vi havde mødtes over nettet så det var første gang jeg så ham i virkeligheden. Han var høj og kunne li at spille håndbold. Det var hyggeligt, lige indtil vi skulle i seng og sove. Han ville kun en ting og det var at have sex. Men jeg var ikke rigtig parat til det. Eller også var jeg vel inderst inde ikke helt tryg ved ham. I hvert fald afviste jeg alle forsøg på at tage trusserne af mig. To dage senere slog vi op og skrev ikke mere sammen. Jeg savnede ham ikke specielt og det var ikke så slemt. Det var der jeg opdagede at så slemt behøver hjertesorg heller ikke være. Så jeg droppede totalt James Blunt og gemte den cd HELT væk. Jeg startede på et nyt liv og ville ikke have flere drenge i mit liv. Jeg kunne godt se på fyre og være ldit små lun på andre. Men jeg havde planlagt at jeg skulle være læge, bo i udlandet og være karrierekvinde uden fyr. Min tillid til fyre var i hvert fald væk så jeg ville heller ikke have noget at gøre med dem. Men hver aften savnede jeg så meget at en holdte om mig. Om dagen var jeg sådan set ligeglad fordi der havde jeg jo Casper og nogengange Brian. En fra klassen vækker så min nysgerrighed fordi han tager lidt kontakt med mig. Jeg ser ham så an og bliver mere eller mindre idiotisk forelsket i en som har kæreste. Han slår så op og jeg tager ham så. "er der nogen fra klassen du godt kan li?" "Ja" "Hvem?" "Dig" og så kan jeg ikke huske mere end han spurgte over sms om vi skulle komme sammen og jeg svarede så ja.  

Jeg ved ikke. Jeg var på arbejde i søndags. Jeg hørte så "you are beautefull" igen og jeg faldt for den. Jeg har ikke hjertesorg, nu synes jeg bare den er god. Den vækkede bare lige det minde som jeg havde brug for at komme ud med. Sjovt ikke? en Sang som burde give minder om noget dårligt er blevet god? Ej jeg kan godt se det aldrig havde virket hvis jeg skulle blive ved med at komme sammen med Lasse. Men det kunne jeg bare ikke se på det tidspunkt.

Tænk engang, Jeg behøvede aldrig mere underholdning end ham og så en telefon. Helst hans fordi der var et godt spil på. Så nakkede han min fordi han ville spille snake. Vi kunne ligge tæt på hinanden og spille i flere timer indtil der ikke var mere strøm. Så overgav jeg mig og gik ud og spillede fodbold med ham. Eller jeg rendte efter ham imens han holdte bolden væk fra mig. Ret idiotisk. ik? Men det var min lykke på det tidspunkt. 

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med denne blog. Jeg tror bare at jeg i længere tid har længtes efter at skrive det ned. Behovet har bare været der.

Jeg ved ikke engang hvad jeg skal skrive... jeg har lyst til at betro mig til bloggen igen. Jeg er så ked af det. Jeg ved det går værst ud over mig. Jeg ved det fordi han har det nemmere. Han kan bare cutte mig af og lade mig være. Jeg har altid været et tryghedsmenneske, så jeg har svært ved at gå fra A til B så hurtigt. Men jeg er virkelig en idiot. Det er mig der er idioten i det hele og det er det der gør mig så ked af det.

I lejligheden, da jeg lånte den, sad jeg og overvejede forholdet. Ville jeg være sammen med ham for evigt? Er det virkelig ham som vi har snakket om? Og andre ting. Jeg blev usikker på os. Selvfølgelig er det ikke kun min usikkerhed med i det. Overhoved. Den plejede vi bare at arbejde os igennem og efter noget tid var jeg jo ok igen. Men nu... Mange flere ting spiller ind.

Til dem som overhoved gider læse dette så slog jeg op med N i fredags. Og det blev endeligt i mandags hvor vi snakkede 100% ærligt om tingene og ikke digtede noget.

Jeg havde en måned og nogle uger forinden været i tvivl hvad det var jeg ville. Jeg har ikke vidst om det var ham eller bare mig. Jeg kunne ikke gøre så meget andet, end slå op. Hvem vil have en kæreste der har tanker som " Vil jeg overhoved være sammen med personen? Er der en anden grund til jeg er sammen med denne person?" Men som jeg skrev længere oppe så det ikke kun pga usikkerhed/tvivl overhoved.

Alle har hørt om at et forhold kan køre koldt i det... At romantikken forsvandt, nyforelskelsen forsvandt osv... Vi var sammen i 2.5 år hvilket er ret meget set på vores alder. Men jeg synes romantikken forsvandt helt i hverdagene. Jeg prøvede nogle gange at skrive noget sødt, men han svarede selvfølgelig på det og var den gode kæreste men det var så det. Det er jo måske nok i sig selv, men jeg følte mig ikke tilpas ved det. Jeg blev flov og tænkte mere " ok det skal jeg nok lade vær med igen", men det var det jeg trængte til. At blive bekræftet at jeg var hans. Selvfølgelig skrev han det, men ordene blev tomme. teksten var der og ordene sagt, men meningen var der ikke.
Jeg filterede mig ind i nogle andre drenges liv for at få N til at indse han sagtes kunne miste mig hvis det var det. Jeg ville have hans ord skulle give mening igen. De fik mening efter episoderne, men der gik ikke lang tid så var alt i den samme gænge igen, hvilket jeg blev ked af. Men hvem vil overhoved have en pige der er villig til at være utro når det hun bare mangler er bekræftelse på en anden måde end den man giver? Hvem vil være sammen med en pige der  er villig til at sætte forholdet på spil bare pga det? Ingen vel?! men det var han så.. Af en eller anden grund. Han tog mig i hvert fald tilbage alle gangene, men jeg snakkede ikke med ham om hvad det var jeg virkelig ville have. Hvorfor? Det er spørgsmålet jeg selv har stillet selv flere gange...

Det der i grunden manglede i forholdet var at vi begge fortalte hinanden mere. Ikke praktisk, men mere følelser. Ikke sådan digte eller smukke ting, men bare om man var trist og den VIRKELIGE grund.
Men så kommer det igen " Hvor meget skal jeg overhoved fortæller og hvad skal jeg undlade?" Jeg ville ikke gøre noget, så jeg undlod helt at fortælle noget. Det skabte nok mere en stor kløft, at jeg bakkede væk fra ham. I hvert fald fra mit synspunkt. For mig virkede det som om han godt selv var klar over hvad det var, og prøvede at komme nærmere, ubevidst, men kunne ikke.

Det endte så med at de sidste gange vi sås som kærester, diskuterede vi, med en del høje stemmer. Det resulterede ikke direkte i min beslutning om at gøre forholdet forbi, fordi par skal kunne diskutere, men det var en faktor, der spillede en rolle i min afgørelse.
Men min umodenhed fortsatte utroligt nok... Jeg ved da godt han elsker mig, og jeg ved godt en muslimsk familie er anderledes end en dansk, så dum er jeg ikke.
Men følelsen af at han ikke havde vist mig frem for hans familie begyndte at fylde mere i mit liv. Alle vil vel gerne i mindre eller større grad gerne vises frem for den anden persons kreds så man ikke bliver "holdt bag ryggen og gemt". Jeg følte mig en hel del gemt i hvert fald, selvom jeg fra starten af havde fået at vide at alt andet var umuligt. Jeg skulle gemmes. Det er bare en faktor jeg ikke kan leve med mere. Jeg skal ikke være tvundet til at være hjemme hos mig eslv hvis jeg vil sove sammen med kæresten. Jeg vil gerne have noget frirum, og sove andre steder end altid hos mig. Eller det altid skulle være hjemme hos mig hvis vi skulle være sammen. De faktorer var nok de vigtigste. Men der var ingen andre muligheder.

Oveni har jeg tit følt jeg at jeg var ingenting for ham. At jeg var en kæreste på standby. Når han synes det var lang tid siden noget var sket, så skrev han det og gjorde sådan så jeg fik dårlig samvittighed.

Intet af hele processen har været nem, overhoved. ALLE jeg kender siger " Drop kontakten med ham!" Men det er jo bare svære end som så. Vi har været sammen længe, og selvom jeg tit har været ked af det så har jeg altid, så dum som jeg var, vendt tilbage til ham, selvom det var ham der knuste mig. Jeg skule have været stærk og modstået det, men jeg kunne ikke fordi han var den eneste person der kendte mig. I den tid jeg var single manglede jeg en dreng at lægge ved og dele tingene med. Sidst i forholdet havde jeg kun en at lægge ved. Ingen at dele tingene med. Og det er ikke sådan et forhold skal være.

Men nu skal det ikke lyde som om det kun var ham der var noget galt med. Jeg var også en stor del i det. Jeg er ikke så hellig, da det jo var mig der tog skridtet og slog op. Jeg er den umodne i dette. Jeg var den som ikke tog ansvar. 

Som sagt der skal to til at ødelægge et forhold... Hvilket der i den grad er sket... Men nu er vi så adskilt, så må vi se hvor stor min viljestyrke er til at se hvor dumt det er at gå tilbage til en fuser.

Vi begge har godt af at være adskilt fra hinanden i noget tid. Så må tiden vise om vi skal finde sammen igen, eller om vi skal leve hvert sit liv. I hvert fald er vi kun venner nu. Indtil videre.

Hvordan har jeg det så med det? Jae, nogenlunde... Jeg har det hårdt. Sepcielt nu hvor jeg savner at lægge i hans arme og putte mig ind til ham. Men jeg håber de tanker forsvinder, så vi ikke ender sammen så hurtigt.

Jeg ved ikke hvad min konklussion på denne blog skal være. Ikke andet end, vi har slået op og jeg er stadig i sørgestadiet. Fristelsen at gå tilbage til ham er stor, men jeg undviger så godt jeg kan.

Rettere sagt, nej det ordenede sig ikke.

Vi diskuterede... Lorte tid. Alt gik i den samme gænge som sidst. Hvorfor går jeg tilbage til ham når jeg fucking ved han ikke ændrer sig? Han har sagt han vil have en chance til. Jeg har givet ham den, men efter noget tid er alt i den samme gænge igen. Denne gang gider jeg ikke. Jeg går ikke tilbage til ham så hurtigt som sidst.  jeg er så ked af det.

 

Kærestesorger er noget lort!

At bevise... Bevise hvad? Forvirring...

Min veninde er blevet lidt anderledes. Hmmm, hvordan skal jeg mon forklare det...? Hun er meget mere indelukket. Måske fordi jeg ikke fortæller hende noget... Øøøøhhhh jaaae... Hun har gået til spejder ligesiden hun var 8. Da hun var 16 eller deromkring, fik hun øjnene op for hvor lækker og dejlig hendes spejderleder var, men holdte det hemmeligt for hendes kæreste. Når man er lun på en anden end sin kæreste, så er det vel også utroskab? Det er jo bare psykisk... Inegn vil vel have ens kæreste bliver lun på en anden, vel? Men så i sommerferien til blå sommer, skete der noget på lejreren. De begyndte at kysse, kramme og røre lidt. Nu bor de så næsten sammen. På to månender er de næsten flyttet sammen. Det er vel også ok når man er henholdsvis 18 og 28. Ik'? Det er bare lidt vildt. Jeg fik et mindre chok. Hvilket jeg synes er berettiget. Men selvfølgelig støtter jeg hende i hendes valg, jeg håber bare ikke min kæreste har ret. At han kun vil have hende pga hun er ung. De har trods alt kendt hinanden rigtig længe. Sket er sket, jeg er ved hende hvis hun bliver knust, præcis som hun var det for mig da jeg var knust.

Der er ikke sket noget ellers nyt. Jeg var på arbejde i går. 13 timer ud i et. Det var pænt hårdt. Der var en ting jeg lagde mærke til. Det at sidde ved kassen er faktisk et luksus job i forhold til at sætte ting på plads. Det at sidde ved kassen løfter du ikke ting, man bliver bare lidt stresset over at skulle betjener mange kunder, men det er ovre nu. Det at sætte ting på plads er et stort arbejde, specielt når man er så splejset som jeg er. Jeg var helt færdig efter netto fordi jeg havde løftet så mange ting, men jeg skulle på tanken bagefter. Jeg var helt færdig. Jeg overvejede tit at spørge om jeg ikke kunne smutte to timer før, men gjorde det ikke. Hvad nytte skulle det alligevel gøre? Ingenting, og jeg lever jo stadig. 

Nogen probæemer jeg har lyst til at komme ud med?  Egentlig ikke.... Hvorfor er jeg blevet sådan? Så indelukket? Hvorfor kan ikke engang betro mig til bloggen mere? Eller til min BEDSTE VENINDE?! Jeg forstår det ikke. Det er måske et problem.

Jeg kan ikke helt finde ud af det længere. Det hele kører i ring for mig. Men det ordner sig nok. :)

Jeg forstår det simpelthen ikke, men hvordan skulle jeg dog også det?

Det er sidste arbejdsdag i netto. Heldigvis. Gider ikke være dernede mere. Jeg skal så arbejde 8-16.30 dernede. Derefter skal jeg på tanken 17-21 og kommer først hjem i aften kl 21.20. Nedern, men det er mit eget valg.

Jeg ved slet ikke hvor jeg vil hen med denne blog. Det føles underligt...

Jeg er helt rastløs. Følelesløs. På vej mod et sort hul?

 

Hvordan kan man overhoved acceptere tingene som de er? Hvor er protestanterne? HVOR?! ingen steder...

Nej det har ingenting med noget at gøre. Jeg kan bare ikke acceptere tingene som de er. Jeg har siddet og tænkt over det i et stykke tid... Hvorfor kan jeg ikke det? Hvorfor skal jeg altid brokke mig? Eller føle mig uretfærdigt behandlet? HVORFOR?!

Det lyder slet ikke logisk. Jeg ER ikke logisk. Hvem er det i det hele taget? Jeg er bare så fucking TRÆT! iiiiiiih! Så nu hører jeg bare højt musik, så jeg glemmer alt andet og får blæst hjernen ud. Det trænger jeg satme også til!

HVORFOR?! HVORFOR SKAL DET GÅ UD OVER MIG?! HVORFOR?! SVAR MIG!!!
ja som om jeg virkelig forventer et svar, men det kan ikke besvares. Eller blev dét det nok.

Taget i betragtning at det var lang tid siden jeg sidst havde gået i højhælede sko, gik det faktisk enormt godt i går. Jeg gik bare enormt langsomt, men det kan jeg ikke helt gøre for. Jeg skulle jo lige vænne mig til dem. I dag står den på idræt, så jeg tager ikke de højhælede på. Jeg skal på arbejde senere i dag, vasket tøj, ordnet tøj og så kommer kæresten. håber det bliver en dejlig dag/aften/nat/morgen/formiddag.

Vi har allerede en lang aflevering, hvilket ikke skulle undre mig klassens nørd allerede har lavet :/ . Jeg ville have lavet den i går, men så fandt jeg ud af at mit netværk alligevel virker. Så kom jeg væk fra at lave den. Kunne heller ikke tage mig sammen da jeg var færdig på nettet, da klokken var omkring 22.

Det kan da ikke være så svært! Helt ærlig! Hvor er jeg en tøsedreng... Det er bare så længe siden jeg har gået med stiletter. Nu vil jeg gerne til det igen, fordi skolen er startet igen. Men kan jeg? Jeg prøver i dag, så må vi se hvordan det går i løbet af dagen. Ellers så hopper jeg bare i mine ballarinaer... To timer blev aflyst her i morges, så jeg skal først i skole nu her om lidt. glæder mig en hel del. :)