Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet. Jeg har ikke rigtig haft lyst. Jeg bruger for det meste min iPod nu. En dag så jeg i en avis (kan ikke huske hvilken en), hvor jeg sagde højt at jeg gerne ville have en ny iPod i julegave. Jeg regnede ikke med min far hørte det fordi jeg tit snakker højt til mig selv, men jeg fik da en i julegave. Halleluja....

Mine forældre er blevet skilt (jeg er konstant ked af det, men jeg prøver at få en hverdag til at fungere). Kæresten har fået køreskort (jeg er først lige begyndt på det). Jeg havde lagt vanen på hylden med at skære (den er så kommet tilbage igen).

Jeg gik ned til min studievejleder pga. problemer med at lave mine afleveringer. Da mine forældre boede under samme tag havde jeg svært ved at lave mine afleveringer og bare lektier generelt. Jeg fik en snak om det med den der tingest på skolen, og hun tilbød jeg kunne snakke med skolepsykologen omkring det. Jeg sagde så at det lød som en god idé, men da jeg så kommer hjem fra skolen og har tænkt tingene igennem fortryder jeg og skriver en undskyldende besked på lectio om at jeg ikke har lyst til at snakke alligevel. Hun svarede så at jeg altid ville være velkommen derned.

Jeg er lavet sådan at følelser gemmer man væk, glemmer eller undertrykker. Det er jo fysisk umuligt så en gang imellem får jeg vredesudbrud eller glædesudbrud helt uhæmmet, og derefter ved jeg ikke hvordan jeg skal opføre mig.
Jeg har tænkt over min egen tilstand og jeg vil næsten påstå jeg er psykisk syg. Min depression er jeg aldrig kommet mig over, jeg har ikke haft mulighed for at snakke om tingene og en gad lytte til det jeg havde at sige.
Mine veninder har deres eget liv og jeg vil ikke belemre dem med mine "små" problemer.  

Jeg vil ikke sige mit liv er noget lort, for det er det ikke. Jeg har bare svært ved at forholde mig til de ting der sker omkring mig og jeg vil næsten påstå jeg skulle søge anonym hjælp på nettet bare for at få klaret nogle af tingene.
Apropo at gøre ting, det kan jeg heller ikke længere. De ting jeg går igang med bliver kun halvt færdige da jeg mister interessen for det. Jeg har tre bøger jeg er gået i gang med og jeg har ikke læst dem færdig. Jeg har halvt ryddet op på værelset, jeg har halvt lavet mine lektier, jeg har halvt skrevet en besked til diverse familiemedlemmer. 

Sagt med mine egne ord:" Jeg er fucked up. Helt ude i hampen og skide. På vej væk..." 

At få at vide begge mine forældre har haft selvmordstanker, er ikke lige et tegn på styrke og tanken om selvmord strejfer da tit mine tanker, but I dont have the courage to do it.

Når jeg sidder på nettet og læser andres blogge, sidder jeg bare og forbarmer mig over de folk som lukker præcis samme lort ud som jeg lige har gjort. Jeg sidder kun og tænker:" Idiot, så gør dog noget istedet for at lade tingene stå hen, hvis du har det så dårligt med dit liv!"
Jeg sidder i samme situation. Der er kun en der kan ændre min sindstilstand og det er mig selv. Jeg har bare ikke overskud til det, da jeg har alle andres ting i hovedet så jeg glemmer mig selv. Det er først om aftenen at alt det lort kommer, når jeg er alene.

Jeg skulle til teoriprøve i går. Jeg var total fucked up i torsdags. Mit selvværd var langt nede. Jeg kunne stå og kigge ud af vinduet i stuen, med tåre strømmende ned at ansigtet uden at få snot i næsen og alt det der følger med når man græder. Der var kun tåre. Så dårligt havde jeg det. Det var sindssygt. Jeg har aldrig i hele mit liv haft det så dårligt. Jeg spiste næsten ingenting fordi min mave sagde fra. Jeg græd og far prøvede at trøste mig, men det fejlede (han plejer at give mig en skulder at græde ved, tage sig af mig når jeg ikke selv kan, men jeg var utrøstelig i torsdags).

Jeg har ingen selvtillid mere. Jeg er et nervevrag. Jeg græder konstant når jeg er alene. Trænger jeg til hjælp? Nej, jeg skal bare slappe lidt af.

Jeg tror det er en fin opdatering...

Jeg føler jeg trænger til at få orden på min tilværelse. Få styr på den, justeret den og sat den på plads igen. Jeg er bare virkelig ked af det. Sådan virkelig ked. I en periode havde jeg faktisk stoppet med at skære mig selv. Det havde jeg faktisk og jeg holdte det i nogle måneder. Jeg var ikke så ked af det, men hvis jeg blev det så var det ikke så slemt. Jeg tænkte ikke ud i ekstremerne, men.... Jae var bare ked af det. Jeg kan ikke rigtig få det formuleret på en rigtig måde, da jeg har svært ved at få det ud. Det er jo ikke med vilje jeg ikke er god til at fortælle tingene, jeg er bare rigtig ked af det. Fra en skala fra 1 til uendelig så er jeg uendelig ked af det.

Mine forældre begyndte at skændes igen efter en lang "skændes-pause". Vi havde det egentlig, set fra en yde synsvinkel, det godt efter de omstænndigheder vi nu lever i. Jeg forsvarer ikke min far, da det er hans skyld jeg har det så dårligt med mig selv og det er hans skyld at hele familien er i denne situation. Det er hans skyld at min familie er splittet. Det er hans skyld jeg konstant bryder ud i gråd.

Store beskyldninger jeg nok skal prøve at forklare så godt som jeg kan gennem de tårer der konstant løber ned af kinderne når jeg er hjemme. Sidste år på en ferie kiggede min far på nogle tøser på en ferie. Min mor blev tosset, hvilket er helt forståeligt nok. Det ville jeg også selv være blevet selvom det er på en ferie. I frustration sagde far at han ville skilles. Min mor blev selvfølgelig rigtig såret og ked af det, da hun elsker min far. Det at skilles ødelægger jo også børnenes kernefamilie så det ville jo også gå ud over os. Jeg har ingen anelse, men efter hvad min far har fortalt så har han prøvet at sige undskyld flere gange, men undskyldningen blev aldrig accepteret. 
Fra min mors side har hun sagt at hun aldrig har fået en ordentlig undskyldning.
Så for cirka to måneder siden kom det hele under opsejling igen. Skilsmissepapirerne blev sendt afsted og det var uudholdeligt at være hjemme pga alle de råberier. Dette resulterer så i at jeg fik det mega psykisk dårligt igen. Jeg kan ikke blive glad på nogen måde, da kæresten ikke kan få mig væk hjemmefra, men det forlanger jeg sådanset heller ikke at han kan da jeg heller ikke kan få ham væk når han har det dårligt psykisk. Men fordi jeg ikke havde nogen at støtte mig til, få mig til at smile blev kniven igen min bedste ven. På 7 dage havde jeg lavet cirka +/- 20 snit i venstre arm. Den blev øm og det hæmmede mine bevægelser og det tøj jeg kunne have på. Det irriterede mig. 
Oveni fik jeg at vide af min mor mindst en gang om dagen at det var min skyld de skulle skilles. Det gjorde slet tingene bedre, men værre. Hver gang jeg skulle i skole begyndte jeg at græde og hver gange jeg kom hjem begyndte jeg at græde. Jeg græd sådan set konstant og jeg ville slet ikke have kontakt med kæresten.   Dette gjorde så også at jeg trængte ind i mig selv og den eneste måde at få alting ud på var at skære.

Det har også resulteret i at få mine tanker over på forholdet. Jeg er afhængig af kæresten. Men det er han ikke af mig. Det gør ondt at indse, men det må gøres. Ellers lyver jeg bare for mig selv.

Jeg tager tit ting til mig selvom det nok ikke er meningen at jeg skal tage dem negativt, eller så personligt. Men det gør jeg og aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. 
Kniven er ikke længere nok. Det gør ikke ondt længere. Smerten forsvinder for hurtigt og jeg har sådan set heller ikke mere plads på armen til de sår.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Min mor og far har nok problemer i forvejen, omkring deres liv og følelser. Min lillebror har det heller ikke godt. Min kæreste forstår det ikke rigtig. Veninden vil gerne hjælpe, men det virker bare så falsk på en måde. Jeg føler mig tit ubetydelig så hvorfor hjælpe? hvorfor gøre noget?
Begge mine forældre har haft selvmordstanker. De begge har fortalt det.
Det er svært at tage sit eget liv. Der er langt fra at sige tingene og så gøre det. Jeg vil ikke rigtig nogen steder med det, men jeg føler bare at jeg mangler en person der seriøst forstår mig. Vil mig og høre på mig. Give mig et kram når jeg har brug for det. Men jeg må vel bare leve med den ensomhed, selvom det får mig slået ihjel.

Jeg mente jeg var ovre det stadie med vampyrer og overnaturlige væsener, hvor fyren er et væsen og pigen bliver draget af det og de forelsker sig. Ja, det skulle jeg mene at jeg var ovre, men det er jeg åbenbart ikke. Twilight... Lige da den udkom, så jeg ikke filmen. Jeg var ikke interesseret, da jeg faktisk troede jeg var ovre det. Hvis jeg skal være hudløs ærlig så er jeg travlt beskæftiget med al muligt andet end lige personlige fornøjelser... Så det havde været lidt lige meget om en atombombe var faldet ned i DK ( jeg havde muligvis ikke hørt om det før en havde fortalt mig det, da jeg aldrig ser nyheder mere) så havde jeg ikke vidst det. Anyways, kæresten fortalte så på et tidspunkt at han så den, og så blev min interesse vækket. Han er dreng. At han overhoved overvejer at se den gør den speciel, så jeg havde bestemt at næste gang vi skulle leje film, så skulle vi leje den. Hvilket vi også gjorde og jeg faldt pladask for den. Den er god. Det er også den første vampyr-film jeg kan li. En dag da jeg var ret trist spurgte jeg far om vi ikke kunne købe den, hvilket han var med på. Lige siden jeg fik den på DVD har jeg set den en gang om dagen, og det er cirka en uge siden. Den er lige så god som første gang jeg så den. Da Panorama i Slagelse så reklamerede med at 2'eren kom så skulle jeg da ind og se den, koste hvad det ville! Da min veninde også var interesseret, inviterede jeg også hende, hvor hun så bagefter sov hjemme hos mig. Da vi kommer ind i biffen og filmen begynder, er den slet ikke skuffende. Den levede op til mine forventninger, hvilket bare gjorde den endnu bedre.
Pga. den hyggestemning vi fik efter filmen så lå veninden og jeg og puttede under dynen og snakkede. Det var sådan set om al muligt. Fra at hendes kæreste ikke er særlig høj, at hun virker tit lidt sur og derfor synes hun det er lidt synd for kæresten, at de har det godt sammen. Vi fik kommet rundt i alle hjørner omkring det forhold. Både sexmæssigt men også kærlighedsmæssigt. Hun føler sig stadig lidt usikker, men den skubber hun bare væk, hvilket måske i længden er en god idé så det ikke ødelægger forholdet.
Jeg holdte min mund om min kæreste. Helt lukket, da jeg ikke længere bryder mig om at snakke om det. Hvis nogen kommer ind på det så er det hele godt og dejligt, intet andet. Ikke fordi jeg ikke stoler på veninden, jeg tror bare hun er træt af at jeg brokker mig. Så for ikke at belaste hende så holder jeg kæft. Det har jeg gjort i rigtig lang tid. Men åbenbart følte hun at vi skulle snakke om det.
Da vi snakkede om sex, kom der en lang pause bagefter. Jeg var mega træt og jeg lader bare hende snakke, så jeg ikke leder samtalen over til noget dumt, men bare nikker, siger ja og griner på de rigtige tidspunkter, lader hende styre det.
Hun spurgte så om jeg havde haft sex for tidligt. Jeg nåede ikke helt at svare først på det pga. hun lige skulle forklare at grunden til hun spørger er at man nogen gange godt kan se på mig at det skete for tidligt. Men bagefter svarer jeg så at ja det var for tidligt, jeg var nysgerrig, men det skete al for tidligt hvilket så bekræftede hende i hendes teorier. Jeg sagde så også at jeg havde snakket med kæresten om det, så det var ikke noget hun skulle bekymre sig om.
Det jeg så kommer ind på bagefter er at jeg trænger til starte på ny. Få ny omgangskreds og det nok er mit nye mål end gå specifikt efter en uddannelse først som de fleste efter gymnasiet. Det forstod hun så godt og forstod helt at jeg havde brug for det, men hun blev ret bekymret for om jeg også ville forlade hende. Hun er en dum dims en gang imellem, men jeg er lige så slem. Vi passer så godt sammen som potte og pande så jeg svarede hurtigt at vi skulle bevare kontakten. Men det nye for mig var at hun seriøst forstod mig.
Eller jeg er så naiv i forvejen at jeg kan tro hvad som helst selvom det er en lodret løgn folk fortæller mig. Så dum er jeg nemlig. Men bare den forståelse gjorde bare at jeg blev mere glad. 

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, men jeg har bare ikke energien til det. Det arbejde er så hyggeligt og med Jonas og Klaus så kan det ikke blive bedre. Men jeg går ned i tid. Onsdagene er simpelthen blevet for hårde mod mig. Og jeg er så mega skuffet over mig selv. Det var ikke meningen, da jeg startede at jeg skulle gå ned i tid, men tværtimod skulle jeg helst være rigtig glad for det og beholde de vagter... Men dagen til kl. 16 er for meget. Jeg kan ikke overskue det og jeg får alligevel ikke lavet lektier til torsdagen når jeg kommer så sent hjem. Det mindsker tiden med kollegaerne som jeg ellers havde det godt sammen med.
Jeg er så skuffet over mig selv.
Jeg bliver aldrig læge. Det bliver jeg nødt til at indse nu. Ellers stræber jeg bare efter noget som ikke kan lade sig gøre. Jeg er ked af at jeg ikke kan finde ud af nogen ting mere.
Ligefra mine forældre gjorde alvor af skilsmissen for 3 uger siden har jeg ikke kunne gøre noget. Jeg vil ikke noget. Bare væk. Lysten til at skifte skole og flytte landsdel er større nu end ellers. Alle dem jeg kender vil jeg vende ryggen og aldrig se tilbage. Jeg vil starte på en frisk og starte et nyt liv et andet sted. Det kan blive en realitet hvis jeg ønsker det nok. Så med den tankegang skal det nok blive til noget.

jeg kan ikke sove. selvom jeg har sår på læben og er mega træt kan jeg ikke sove.

mindet om vandbalsaftenen gør mig i så dårlig humør. hver gang det bliver nævnt får jeg det så dårligt i maven. som om nogen står og slår mig på maven. jeg kan være hunde sulten og gjort klar til at spise en hel masse. hvis nogen så nævner det bal så forsvinder alt sult med det samme. jeg får lyst til at kaste op og græde helt vildt.

sådan har jeg det nu. jeg lå bare og pludselig får jeg tænkt på det. jeg begynder så og græde helt vildt. jeg græder stadig men får så røven ud af sengen, hentet min pc så jeg kan få alt det dårlige ud.

jeg vil gerne beskrive det fra min side af så et kommer ud. vandbal er jo stort. jeg har kæreste på siden folkeskolen, han er stadig min kæreste. ligesiden vi begyndte i gym har jeg mistet en del følelser for ham fordi i 1.g følte jeg kun vi så hinanden fordi vi skulle have sex. så selvtilliden er helt ødelagt nu. anyway, vi får aftalt vi skal være partnere til balet hvilket er fint. min veninde kommer med. vi har det sjovt. men så nævner han i bilen at han har halvt om halvt aftalt at hvis han ikke får nogen kørelejlighed hjem af mig så har han en backup, Sarah fra hans klasse. lort tænker jeg så. at han overhoved har snakket med andre om det. troede vi skulle være sammen den aften. blev allerede en del ked af det der. han har altid kunne snakke godt med piger. altid, og jeg følte det blev værre da han kom i gym, måske fordi jeg aldrig havde set den side af ham, selvom Camilla hans eks havde sagt han var player, men meget kontrollerende.

*mangler virkelig et kram nu*

fint vi kommer der så og han virker rastløs. vi vader bare rundt og jeg var helt tabt. væk psykisk fordi han havde aftalt det med Sarah. han vliver så træt af mig tror jeg og sætter mig af hos mine veninder hvor han så selv går over til sine venner. intet på jorden kan beskrive hvor ensom og forladt jeg følte mig der. men fint. jeg begynder at græde helt vildt og vil hjem. vil slet ikke være i nærheden af ham. jeg føler at det værste han gjorde var at danse med en anden pige. ikke med mig men en anden pige. han kunne tilsyneladende ikke finde mig. jeg føler mig så ensom.

*kom til at græde så meget at snotten bare løb ud, så skulle lige bide hårdt i en pude for at stoppe et skrig af frustration*

min mor og far får vendt det om. jeg skider på kæresten, lader ham være og skrider bare til efterfest. jeg er så såret og ked af det at jeg bare danser og drikker mig fuld. jeg sad tæt op ad flere fyre og dansede enormt tæt med nogle . det føltes enormt dejligt at få opmærksomhed når kæresten ikke gad give mig den.

*ja jeg er barnlig*

så er den nat/aften ovre. men det værste for mig var

1) han dansede rent faktisk med en anden pige i ren offentlighed selvom det er mig der er hans kæreste.
- så nu er jeg blevet ligeglad og danser med hvem jeg har lyst til i offentligheden. når han kan så kan jeg også.

2) han brugte en anden fucking pige til backup.
- så nu hvis nogen dreng spørger om de vil køre mig hjem takker jeg ja til tilbudet.

3) jeg følte mig svigtet.
- men jeg kan ikke gøre det samme mod ham. det har jeg for meget kærlighed til ham.

 

hjæææælp! nogen på bloggen skriv en vred kommentar til at jeg skal komme videre. for vandballet skete 7/3-09 . jeg er ikke ovre det og jeg vil så gerne komme over det.

please vil en ikke skrive jeg er for barnlig og skal se at komme videre..

bare i det hele taget gør noget. ellers sprænger jeg i luften af bar depression over det.

lorteaften!!!! jeg er så ked af det.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte bloggen. Jeg er helt væk. Det er et lille stykke tid siden jeg sidst har skrevet. Jeg er bare ret følsom på det sidste. Selvtillid har gemt sig godt og grundigt væk. Jeg er ikke selvsikke lige for tiden. Ret træls. Mit humør bliver slemt angrebet af det, men tror det går over af sig selv.

Kæresten havde fødselsdag i går. Jeg havde lavet kage og sådan noget. Vi havde ikke rigtig planliagt at lave noget, men jeg vågnede kl 7 om morgenen, hvilket ikke var specielt godt, så jeg var lidt træt da han kom. Vi lagde os ned og jeg fik sovet lidt. Da jeg vågner aftaler vi at tage i byen og kigge, spise og tage i biffen, hvilket vi så også gjorde. Det var så hyggeligt. Så det vil jeg da gerne prøve at gøre igen :D

 

Jeg oplevede en stor optur i dag.

Jeg har haft et par yndlingsbukser i flere år. Eller det er mere et par normale jeans hvor syningen i benene er i forskellige farver så de ikke er så usynlige. Rimelig fede jeans synes jeg selv. Jeg har kunnet passe dem i starten da jeg fik dem, men jeg syens de så så fede ud at jeg kun har brugt dem 4 eller 5 gange i de seks år jeg har haft dem. Men jeg blev for tyk i en periode. Derfor har jeg ikke gået i dem i lang tid. Jeg har ikke kunne lukke dem i taljen fordi jeg havde for meget fedt og jeg havde for fede lår. men men men....
I morges da jeg skulle finde ud af hvad tøj jeg skulle have på i dag, fandt jeg dem frem. Jeg kiggede lidt på dem, nærstuderede dem, vendte og drejede dem. Jeg tog dem på og der var ingen problemer. De gled på og ja. Dejligt jeg kan passe dem igen. Så jeg har bare nydt at have de jeans på i dag. Sjus det har været dejligt. :)

Min teori er så at jeg enten må have tabt mig eller også er fedtet omdannet til muskler som åbenbart fylder mindre end det fedt jeg havde. i hvert fald kan jeg passe dem.

OPTUR :D

James Blunt. I starten elskede jeg hans sange. Det var dengang Samantha og jeg var veninder, hvis man overhoved kan sige det. Vi gik i grupper med de andre piger. Havde det hyggeligt nok. Bortset fra jeg aldrig følte jeg hørte til nogen. Jeg tror også det er fordi jeg måske udstråler at jeg er svag og skal have en at holde mig til. En at støtte mig til og en at passe på mig. Men ingen ville tage sig af rollen i folkeskolen så jeg gik for det meste med mig selv. Eller nej jeg var sammen med pigerne, men var bare "med".  Men nu har jeg Annie. Det er heller ikke hverdag hun gider mig, men går over til andre så jeg sidder alene. Jeg tror bare jeg skal vænne mig til at være alene.
Whatever det var ikke mine skolerelationer på den måde jeg ville komme ind på. hehe. Lasse havde lige slået op med mig der. Samantha zappede over på boogie og vi hørte den. Hun sagde den var så god og jeg synes det egentlig også. For at være med på moden købte jeg så cden. ( Ja jeg er ikke selvstændig, men følger bare bølgen hvilket jeg synes er nemmest, da jeg stadig er et umodent barn!) . Jeg hørte så den her "you are Beauteful" hele tiden. Rettere sagt konstant. Jeg græd til den og skrev små breve til Lasse og hold kæft hvor var jeg nedern. Jeg var i totalt sørgestadie. Jeg skrev beskeder til ham som "hvad laver du?" og hver gang han svarede ville jeg ikke svare fordi han var et dumt svin  fordi han slog op, men jeg kan nu godt se jeg var ikke særlig klog. I hvert fald stoppede vi med at skrive, Eller han skrev aldrig til mig i over et år. Jeg ønskede hver dag, hvert sekund at han skulle skrive og spørge hvordan det går mig. Men han skrev aldrig. Hver gang vi skulle spise sammen med hans forældre så kørte jeg med fordi jeg håbede på han ville give mig et kram og et kys på kinden. Tage min mobil og spille snake som vi så tit havde gjort. Men nej. Jeg hørte så tit James Blunt på det år. Hold kæft hvor var jeg nedern. Jeg prøvede at få nogle forhold op at køre på nettet, men det gik aldrig. Lige indtil Saras fødselsdag hvor jeg havde kontakt til en der hedder Casper. Han var Brians ven. Han havde grønne øjne og var ret sød. Vi begyndte så og komme sammen, men det var for indviklet da vi ikke var så gamle, han bor i Jylland, og så skulle ses. Så vi slog op, men var stadig gode venner. Så mødte jeg Emil. Han var helt seriøst min redning på den hjertesorg som Lasse havde givet mig. Han hev mig i hvert fald op og vi klingede meget godt. Han var også meget mere moden end hans alder. Jeg så meget op til ham og var facineret af ham. I efterårsferien vælger vi så at sove sammen fra onsdag til torsdag. Han kom her. Vi havde mødtes over nettet så det var første gang jeg så ham i virkeligheden. Han var høj og kunne li at spille håndbold. Det var hyggeligt, lige indtil vi skulle i seng og sove. Han ville kun en ting og det var at have sex. Men jeg var ikke rigtig parat til det. Eller også var jeg vel inderst inde ikke helt tryg ved ham. I hvert fald afviste jeg alle forsøg på at tage trusserne af mig. To dage senere slog vi op og skrev ikke mere sammen. Jeg savnede ham ikke specielt og det var ikke så slemt. Det var der jeg opdagede at så slemt behøver hjertesorg heller ikke være. Så jeg droppede totalt James Blunt og gemte den cd HELT væk. Jeg startede på et nyt liv og ville ikke have flere drenge i mit liv. Jeg kunne godt se på fyre og være ldit små lun på andre. Men jeg havde planlagt at jeg skulle være læge, bo i udlandet og være karrierekvinde uden fyr. Min tillid til fyre var i hvert fald væk så jeg ville heller ikke have noget at gøre med dem. Men hver aften savnede jeg så meget at en holdte om mig. Om dagen var jeg sådan set ligeglad fordi der havde jeg jo Casper og nogengange Brian. En fra klassen vækker så min nysgerrighed fordi han tager lidt kontakt med mig. Jeg ser ham så an og bliver mere eller mindre idiotisk forelsket i en som har kæreste. Han slår så op og jeg tager ham så. "er der nogen fra klassen du godt kan li?" "Ja" "Hvem?" "Dig" og så kan jeg ikke huske mere end han spurgte over sms om vi skulle komme sammen og jeg svarede så ja.  

Jeg ved ikke. Jeg var på arbejde i søndags. Jeg hørte så "you are beautefull" igen og jeg faldt for den. Jeg har ikke hjertesorg, nu synes jeg bare den er god. Den vækkede bare lige det minde som jeg havde brug for at komme ud med. Sjovt ikke? en Sang som burde give minder om noget dårligt er blevet god? Ej jeg kan godt se det aldrig havde virket hvis jeg skulle blive ved med at komme sammen med Lasse. Men det kunne jeg bare ikke se på det tidspunkt.

Tænk engang, Jeg behøvede aldrig mere underholdning end ham og så en telefon. Helst hans fordi der var et godt spil på. Så nakkede han min fordi han ville spille snake. Vi kunne ligge tæt på hinanden og spille i flere timer indtil der ikke var mere strøm. Så overgav jeg mig og gik ud og spillede fodbold med ham. Eller jeg rendte efter ham imens han holdte bolden væk fra mig. Ret idiotisk. ik? Men det var min lykke på det tidspunkt. 

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med denne blog. Jeg tror bare at jeg i længere tid har længtes efter at skrive det ned. Behovet har bare været der.

Jeg ved ikke engang hvad jeg skal skrive... jeg har lyst til at betro mig til bloggen igen. Jeg er så ked af det. Jeg ved det går værst ud over mig. Jeg ved det fordi han har det nemmere. Han kan bare cutte mig af og lade mig være. Jeg har altid været et tryghedsmenneske, så jeg har svært ved at gå fra A til B så hurtigt. Men jeg er virkelig en idiot. Det er mig der er idioten i det hele og det er det der gør mig så ked af det.

I lejligheden, da jeg lånte den, sad jeg og overvejede forholdet. Ville jeg være sammen med ham for evigt? Er det virkelig ham som vi har snakket om? Og andre ting. Jeg blev usikker på os. Selvfølgelig er det ikke kun min usikkerhed med i det. Overhoved. Den plejede vi bare at arbejde os igennem og efter noget tid var jeg jo ok igen. Men nu... Mange flere ting spiller ind.

Til dem som overhoved gider læse dette så slog jeg op med N i fredags. Og det blev endeligt i mandags hvor vi snakkede 100% ærligt om tingene og ikke digtede noget.

Jeg havde en måned og nogle uger forinden været i tvivl hvad det var jeg ville. Jeg har ikke vidst om det var ham eller bare mig. Jeg kunne ikke gøre så meget andet, end slå op. Hvem vil have en kæreste der har tanker som " Vil jeg overhoved være sammen med personen? Er der en anden grund til jeg er sammen med denne person?" Men som jeg skrev længere oppe så det ikke kun pga usikkerhed/tvivl overhoved.

Alle har hørt om at et forhold kan køre koldt i det... At romantikken forsvandt, nyforelskelsen forsvandt osv... Vi var sammen i 2.5 år hvilket er ret meget set på vores alder. Men jeg synes romantikken forsvandt helt i hverdagene. Jeg prøvede nogle gange at skrive noget sødt, men han svarede selvfølgelig på det og var den gode kæreste men det var så det. Det er jo måske nok i sig selv, men jeg følte mig ikke tilpas ved det. Jeg blev flov og tænkte mere " ok det skal jeg nok lade vær med igen", men det var det jeg trængte til. At blive bekræftet at jeg var hans. Selvfølgelig skrev han det, men ordene blev tomme. teksten var der og ordene sagt, men meningen var der ikke.
Jeg filterede mig ind i nogle andre drenges liv for at få N til at indse han sagtes kunne miste mig hvis det var det. Jeg ville have hans ord skulle give mening igen. De fik mening efter episoderne, men der gik ikke lang tid så var alt i den samme gænge igen, hvilket jeg blev ked af. Men hvem vil overhoved have en pige der er villig til at være utro når det hun bare mangler er bekræftelse på en anden måde end den man giver? Hvem vil være sammen med en pige der  er villig til at sætte forholdet på spil bare pga det? Ingen vel?! men det var han så.. Af en eller anden grund. Han tog mig i hvert fald tilbage alle gangene, men jeg snakkede ikke med ham om hvad det var jeg virkelig ville have. Hvorfor? Det er spørgsmålet jeg selv har stillet selv flere gange...

Det der i grunden manglede i forholdet var at vi begge fortalte hinanden mere. Ikke praktisk, men mere følelser. Ikke sådan digte eller smukke ting, men bare om man var trist og den VIRKELIGE grund.
Men så kommer det igen " Hvor meget skal jeg overhoved fortæller og hvad skal jeg undlade?" Jeg ville ikke gøre noget, så jeg undlod helt at fortælle noget. Det skabte nok mere en stor kløft, at jeg bakkede væk fra ham. I hvert fald fra mit synspunkt. For mig virkede det som om han godt selv var klar over hvad det var, og prøvede at komme nærmere, ubevidst, men kunne ikke.

Det endte så med at de sidste gange vi sås som kærester, diskuterede vi, med en del høje stemmer. Det resulterede ikke direkte i min beslutning om at gøre forholdet forbi, fordi par skal kunne diskutere, men det var en faktor, der spillede en rolle i min afgørelse.
Men min umodenhed fortsatte utroligt nok... Jeg ved da godt han elsker mig, og jeg ved godt en muslimsk familie er anderledes end en dansk, så dum er jeg ikke.
Men følelsen af at han ikke havde vist mig frem for hans familie begyndte at fylde mere i mit liv. Alle vil vel gerne i mindre eller større grad gerne vises frem for den anden persons kreds så man ikke bliver "holdt bag ryggen og gemt". Jeg følte mig en hel del gemt i hvert fald, selvom jeg fra starten af havde fået at vide at alt andet var umuligt. Jeg skulle gemmes. Det er bare en faktor jeg ikke kan leve med mere. Jeg skal ikke være tvundet til at være hjemme hos mig eslv hvis jeg vil sove sammen med kæresten. Jeg vil gerne have noget frirum, og sove andre steder end altid hos mig. Eller det altid skulle være hjemme hos mig hvis vi skulle være sammen. De faktorer var nok de vigtigste. Men der var ingen andre muligheder.

Oveni har jeg tit følt jeg at jeg var ingenting for ham. At jeg var en kæreste på standby. Når han synes det var lang tid siden noget var sket, så skrev han det og gjorde sådan så jeg fik dårlig samvittighed.

Intet af hele processen har været nem, overhoved. ALLE jeg kender siger " Drop kontakten med ham!" Men det er jo bare svære end som så. Vi har været sammen længe, og selvom jeg tit har været ked af det så har jeg altid, så dum som jeg var, vendt tilbage til ham, selvom det var ham der knuste mig. Jeg skule have været stærk og modstået det, men jeg kunne ikke fordi han var den eneste person der kendte mig. I den tid jeg var single manglede jeg en dreng at lægge ved og dele tingene med. Sidst i forholdet havde jeg kun en at lægge ved. Ingen at dele tingene med. Og det er ikke sådan et forhold skal være.

Men nu skal det ikke lyde som om det kun var ham der var noget galt med. Jeg var også en stor del i det. Jeg er ikke så hellig, da det jo var mig der tog skridtet og slog op. Jeg er den umodne i dette. Jeg var den som ikke tog ansvar. 

Som sagt der skal to til at ødelægge et forhold... Hvilket der i den grad er sket... Men nu er vi så adskilt, så må vi se hvor stor min viljestyrke er til at se hvor dumt det er at gå tilbage til en fuser.

Vi begge har godt af at være adskilt fra hinanden i noget tid. Så må tiden vise om vi skal finde sammen igen, eller om vi skal leve hvert sit liv. I hvert fald er vi kun venner nu. Indtil videre.

Hvordan har jeg det så med det? Jae, nogenlunde... Jeg har det hårdt. Sepcielt nu hvor jeg savner at lægge i hans arme og putte mig ind til ham. Men jeg håber de tanker forsvinder, så vi ikke ender sammen så hurtigt.

Jeg ved ikke hvad min konklussion på denne blog skal være. Ikke andet end, vi har slået op og jeg er stadig i sørgestadiet. Fristelsen at gå tilbage til ham er stor, men jeg undviger så godt jeg kan.

Rettere sagt, nej det ordenede sig ikke.

Vi diskuterede... Lorte tid. Alt gik i den samme gænge som sidst. Hvorfor går jeg tilbage til ham når jeg fucking ved han ikke ændrer sig? Han har sagt han vil have en chance til. Jeg har givet ham den, men efter noget tid er alt i den samme gænge igen. Denne gang gider jeg ikke. Jeg går ikke tilbage til ham så hurtigt som sidst.  jeg er så ked af det.

 

Kærestesorger er noget lort!

At bevise... Bevise hvad? Forvirring...

Min veninde er blevet lidt anderledes. Hmmm, hvordan skal jeg mon forklare det...? Hun er meget mere indelukket. Måske fordi jeg ikke fortæller hende noget... Øøøøhhhh jaaae... Hun har gået til spejder ligesiden hun var 8. Da hun var 16 eller deromkring, fik hun øjnene op for hvor lækker og dejlig hendes spejderleder var, men holdte det hemmeligt for hendes kæreste. Når man er lun på en anden end sin kæreste, så er det vel også utroskab? Det er jo bare psykisk... Inegn vil vel have ens kæreste bliver lun på en anden, vel? Men så i sommerferien til blå sommer, skete der noget på lejreren. De begyndte at kysse, kramme og røre lidt. Nu bor de så næsten sammen. På to månender er de næsten flyttet sammen. Det er vel også ok når man er henholdsvis 18 og 28. Ik'? Det er bare lidt vildt. Jeg fik et mindre chok. Hvilket jeg synes er berettiget. Men selvfølgelig støtter jeg hende i hendes valg, jeg håber bare ikke min kæreste har ret. At han kun vil have hende pga hun er ung. De har trods alt kendt hinanden rigtig længe. Sket er sket, jeg er ved hende hvis hun bliver knust, præcis som hun var det for mig da jeg var knust.

Der er ikke sket noget ellers nyt. Jeg var på arbejde i går. 13 timer ud i et. Det var pænt hårdt. Der var en ting jeg lagde mærke til. Det at sidde ved kassen er faktisk et luksus job i forhold til at sætte ting på plads. Det at sidde ved kassen løfter du ikke ting, man bliver bare lidt stresset over at skulle betjener mange kunder, men det er ovre nu. Det at sætte ting på plads er et stort arbejde, specielt når man er så splejset som jeg er. Jeg var helt færdig efter netto fordi jeg havde løftet så mange ting, men jeg skulle på tanken bagefter. Jeg var helt færdig. Jeg overvejede tit at spørge om jeg ikke kunne smutte to timer før, men gjorde det ikke. Hvad nytte skulle det alligevel gøre? Ingenting, og jeg lever jo stadig. 

Nogen probæemer jeg har lyst til at komme ud med?  Egentlig ikke.... Hvorfor er jeg blevet sådan? Så indelukket? Hvorfor kan ikke engang betro mig til bloggen mere? Eller til min BEDSTE VENINDE?! Jeg forstår det ikke. Det er måske et problem.

Jeg kan ikke helt finde ud af det længere. Det hele kører i ring for mig. Men det ordner sig nok. :)

Jeg forstår det simpelthen ikke, men hvordan skulle jeg dog også det?

Det er sidste arbejdsdag i netto. Heldigvis. Gider ikke være dernede mere. Jeg skal så arbejde 8-16.30 dernede. Derefter skal jeg på tanken 17-21 og kommer først hjem i aften kl 21.20. Nedern, men det er mit eget valg.

Jeg ved slet ikke hvor jeg vil hen med denne blog. Det føles underligt...

Jeg er helt rastløs. Følelesløs. På vej mod et sort hul?

 

Hvordan kan man overhoved acceptere tingene som de er? Hvor er protestanterne? HVOR?! ingen steder...

Nej det har ingenting med noget at gøre. Jeg kan bare ikke acceptere tingene som de er. Jeg har siddet og tænkt over det i et stykke tid... Hvorfor kan jeg ikke det? Hvorfor skal jeg altid brokke mig? Eller føle mig uretfærdigt behandlet? HVORFOR?!

Det lyder slet ikke logisk. Jeg ER ikke logisk. Hvem er det i det hele taget? Jeg er bare så fucking TRÆT! iiiiiiih! Så nu hører jeg bare højt musik, så jeg glemmer alt andet og får blæst hjernen ud. Det trænger jeg satme også til!

HVORFOR?! HVORFOR SKAL DET GÅ UD OVER MIG?! HVORFOR?! SVAR MIG!!!
ja som om jeg virkelig forventer et svar, men det kan ikke besvares. Eller blev dét det nok.

Taget i betragtning at det var lang tid siden jeg sidst havde gået i højhælede sko, gik det faktisk enormt godt i går. Jeg gik bare enormt langsomt, men det kan jeg ikke helt gøre for. Jeg skulle jo lige vænne mig til dem. I dag står den på idræt, så jeg tager ikke de højhælede på. Jeg skal på arbejde senere i dag, vasket tøj, ordnet tøj og så kommer kæresten. håber det bliver en dejlig dag/aften/nat/morgen/formiddag.

Vi har allerede en lang aflevering, hvilket ikke skulle undre mig klassens nørd allerede har lavet :/ . Jeg ville have lavet den i går, men så fandt jeg ud af at mit netværk alligevel virker. Så kom jeg væk fra at lave den. Kunne heller ikke tage mig sammen da jeg var færdig på nettet, da klokken var omkring 22.

Det kan da ikke være så svært! Helt ærlig! Hvor er jeg en tøsedreng... Det er bare så længe siden jeg har gået med stiletter. Nu vil jeg gerne til det igen, fordi skolen er startet igen. Men kan jeg? Jeg prøver i dag, så må vi se hvordan det går i løbet af dagen. Ellers så hopper jeg bare i mine ballarinaer... To timer blev aflyst her i morges, så jeg skal først i skole nu her om lidt. glæder mig en hel del. :)

Der findes da ikke noget værre end Ensomheden. Jeg føler mig så sindssygt alene... Jeg har intet tilflugtssted hvis jeg vil væk fra skænderierne herhjemme. Min bedste veninde er ude at sejle med sin familie, min kæreste kan jeg ikke komme hjem til og resten af min familie har forudfattede meninger om tingene herhjemme. Ingen tilflugtssteder. Så jeg gik lige 20 km i dag for at være væk i nogle timer. Ej nok nærmere 21 km, men det gør alligevel ingen forskel. Jeg gik. Hvilket hjalp på mit humør. Jeg fik al min energi ud, men nu hvor det er aften er jeg så alene :'( . Jeg har ingen ting at tage mig til. Overhoved. Kun sidde her. Jeg er så ked af det og ned. Men oveni er jeg så utrolig glad for jeg skal arbejde så meget. Jeg har også fortrudt jeg ikke tog på arbejde i lørdags. Jeg kedede mig så meget. Men jeg lærer det vel hen ad vejen. At arbejde er bedst når man keder sig. Overvejer at snakke med mit arbejde om at få flere timer. I de travle uger er jeg kun på arbejde i 9 timer hvilket er lidt i forhold til hvad jeg gerne vil. Jeg glæder mig til arbejde i morgen.

ARBEJDE

Jeg ved slet ikke om det er bedre eller værre... I hvert fald er jeg helt smadret... Jeg fik en af mine spontane flips i går og spurgte om kæresten ville komme og sove... Det gjorde han så. Det var fint og det gik fint. Mine forældre skændes ikke og der var heller ikke synderlige problemer i det overhoved. Jeg var selvfølgelig helt skudt i ham som altid så hjernen fungerede ikke logisk, hvilket han altid har kunnet gøre med mig. Jeg er ikke videre stolt af det, overhoved. Hvis han kommer med nogle ting, som han fx gjorde i går, og jeg kommer nærmere ind på det i denne blog, så reagerer jeg ikke helt normalt. Eller jeg tager det bare som en hel almindelig ting, og lever videre. Rettere sagt min hjerne er ude af funktion hver gang vi er sammen. Det kunne jeg også se i dag da han smuttede hjem. Allerede i morges da jeg vågnede følte jeg, at jeg skulle have ham hjem ret hurtigt, da jeg følte jeg havde overset noget vigtigt ( i denne sammenhæng noget vigtigt for mig ).

Men aller først vil jeg lige svine min mor til inden det bliver kærestens tur. Min elskede, dejlige og betænksome mor ( læg mærke til min sarkasme) mener at jeg ikke kan få gode karakterer nok til at komme på uni og læse medicin. Hun har nedgjort mig TO gange i løbet af no time! Som min far siger hun er en kamælion (kan ikke huske hvordan det dyr staves...). Hun kan sidde foran en og græde så man får medlidenhed med hende og på nul komma fem bagtaler hun en. LORTE MOR!!!!!!!!!!!!!

Min far drikker. Han ser lyst på tilværelsen, men han skal mindst have en øl hver dag!!!

LORTE FORÆLDRE!!!!!!!!

Nårh. Så kommer kæresten i går og vi skulle til at spise. Vi sidder udenfor, mor, far, kæresten og jeg. Så snakker mor om al muligt og pludselig kommer hun ind på jeg gerne vil på kostskole. Klart, når jeg ikke havde tænkt mig at indvie min kæreste i de planer endnu så plapre hun ud om alt det lort. LORTE MOR endnu engang. Grunden til jeg gerne vil på kostskole er at jeg vil alligevel flytte hjemme fra om nogle år, men mine forældre skal skilles og jeg har ikke råd til en ungdomsbolig. Men men men. Jeg er røv ligeglad nu. Jeg kører ned på skolen i de nærmeste dage for at høre hvad de mener om sagen og om der overhoved er plads...

Kæresten og jeg snakker så om det og han fraråder mig at flytte på kostskole pga diverse ting. Han foreslår så at vi kunne flytte sammen i stedet for. Klart...

ALLER FØRST han have planlagt med en anden dreng at flytte sammen i en ungdomsbolig hvilket jeg synes var helt ok. Han gider ikke helt være derhjemme grundet nogle religiøse grunde, bl.a at han har en dansk kæreste og tror også han bare er moden nok til at smutte fra reden og gerne vil være lidt mere selvstændig. Fint for mig. Men i går sagde han så som en kommetar at den dreng han skulle flytte sammen med ikke blev til noget alligevel så nu er jeg blevet en ANDEN LØSNING!!!!

Han har altid haft den mening at det var for tidligt at flytte sammen med mig og hver gang han var haft planer om at flytte har han ikke haft tankerne på mig i første omgang.

Men nu hvor den dreng er hoppet fra så er jeg pludselig en mulighed. IDIOT!!!!!!

Jeg er pludselig meget interessant og vi lagde endda bugdet for hvad tingene skulle komme til at koste...

Se jeg mister al logisk sans for i mine ører lød det jo fantastisk. Det er da også dejligt han vil flytte sammen med mig SOM EN ANDEN LØSNING!!!!!!!

Jeg er sur og ked af det.

Det andet er at hvornår fanden har han fundet ud af at den plan med at flytte sammen med den anden dreng ikke blev til noget alligevel? Jeg gider ikke engang konfrontere ham med det fordi jeg ved han snor sig udenom det og jeg tror ham så DUM OG NAIV som jeg nu er. FUCK!!!'

Men anyways såret i munden er fint og jeg har ingen problemer med det overhoved.

LORTE LIV!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jae... Intet er ændret. Hvad skulle dog også være ændret i det hele taget i betagtning? Jeg kom på sygehuset i går. Havde mavepine fordi forældrene ikke snakker sammen, så jeg havde ikke spist noget overhovedet. Vi finder Kæbe afdelingen og sætter os i venteposition. Så kommer en dame over med nogle papirer. Hvem skulle sygehuset henvende sig til hvis det blev nødveningt? Havde jeg atsma eller allergi? Var jeg oevrfølsom overfor pencilin? osv... Min mor var med og hun brød sig slet ikke om de spørgsmål vi skulle svare på. Hun vidste vist godt hvad der skulle ske, imens jeg sad uvidende ved siden af og svarede på de spørgsmål. Hun var helt slået ud. Så skulle jeg ind og røngten ( kan ikke huske hvordand et staves... ) fotograferes og det gik da smertefrit. Gik jeg ud i venteværelset til mig mor og vi sad  så og ventede. En gammel mand i pensionsalderen kaldte på mig og jeg gik ind med min mor ved min side. Jeg lagde mig i stolen og han kiggede lidt på det. Ragede sindssygt mange ting ind i munden på mig for at undersøge det nærmere. Han stilte også nogle spørgsmål, men det var mere Havde jeg oplevet noget lignende i munden før, Plejede jeg at stikke noget i munden som ikke var mad og Hvornår kom det. Det gik fint nok. Så kom han og hans assistent frem til at de ville tage en vævprøve. Så jeg blev først stukket i kinden for at få bedøvelse der. det gør ondt og er mega ubehageligt også fordi de stikker den længere ind i kinden og det føles udnerligt, i mellemtiden havde min mor sat sig udenfor fordi lægerne skulle have plads. Så fik jeg også en bedøvelse i tandkødet helt nede i bunden, hvilket gjorde mere ondt. Jeg var ved at tude over det, men jeg var stærk og holdte det tilbage! Da han var færdig nmed at spide mig med nåle var jeg så bange at jeg rystede helt. Jeg kunne ikke forholde mig roligt, og jeg havde mest lyst til min mor holdte mig i hånden, men det kunne hun ikke. Efter noget tid begyndte bedøvelsen at virke og jeg kunne ikke snakke ordentligt fordi kinden var helt følelsesløs. De lagde et hvidt klæde over mit hår og øjne. Deres undskyldning var at det skulle holdes rent når de skulle tage den prøve. Jeg synes det var vildt ubehageligt at de rodede mig i munden og jeg ikke kunne se hvad de lavede. Jeg kunne godt mærke de lavede noget på mig i munden, men det gjorde ikke rigtig ondt, jeg var bare så utryg ved det fordi jeg var slet ikke forberedt mig psykisk på det ville ske det de havde gang i. Men jeg overlevede da og det blødte. Jeg fik nogle tamponer med hjem og et papir som jeg kunne læse mig til hvordan man holder sådan et mundsår rent. Det værste ved det var at min mor knækkede psykisk sammen da vi kørte hjem. hun begyndte at græde og det smittede over på mig som ellers havde prøvet at holde alt det tilbage. Da vi igen stod hjemme ringede min mor omgående til sin mor så hun kunne komme og trøste hende. Jeg tog et tæppe, en pude, min bog og en kat med udenfor og græd på trampolinen. Bagefter fik jeg det bedre psykisk, men jeg havde sindssygt ondt i munden. Jeg kunne ikke noget uden det gjorde ondt. Jeg var helt afkræftet og slatten. Så jeg lagde mig bare ned og havde medlidenhed med mig. Den eneste som tog sig rigtig af mig var min far. Han krammede mig og sagde det hele nok skulle blive ok, Han var også den eneste der kunne forstå hvad jeg havde været igennem og kunne se at selvom jeg ville virke stærk så var jeg sindssyg svag indeni. Min far er verdens bedste far. Jeg elsker ham. I det hele spiste jeg 8 piller i går hvilket er ret unormalt. Men jeg havde så sindssygt ondt. Jeg lå vågen til klokken var 3 om natten fordi smertene ikke ville forsvinde.
Det undrer vel ikke nogen at kæresten var røv ligeglad. Eller nej han spurgte om det gjorde ondt ( hvilket han selv kunne regne ud!!!) han spurgte hvordan jeg havde det ( hvis han gad bruge sin hjerne ( hvilket nok nærmere kun er hans pik) så ville han også regne ud jeg havde det elendigt), men nej det gjorde han ikke. Han gad ikke helt skrive med mig og var ikke synderlig interesseret hvilket jeg følte så jeg skrev jeg sov, men lå bare udenfor og græd af smerter. Dejlig kæreste, ik'?!

Så i går var bare fyldt med selvmedlidenhed i laaaaaaaange baner.

Jae... Det går jo ikke helt som planlagt noget af det. Jeg har det så forfærdeligt elendigt, hvilket i virkeligheden ikke kommer som en stor overraskelse. For flere uger siden fik jeg problemer med mir tandkød, så jeg gik selvfølgelig til tandlægen for at høre hvad jeg skulle gøre. Jeg fik noget Chlorhexidin, som jeg skulle skylle munden med to gange dagligt i en uge, hvor jeg så fik en kontroltid som lægen. I den uge skete der ikke en skid og tandkødet var blevet værre, men gik til tandlæge til den kontroltid. Tandlægen kunne godt se, at tankødet var blevet værre så jeg blev henvist til København eller Slagelse, så jeg kunne få en tid hos dem der først havde tid til at se mig. Jeg gik jo så hjem i den vished om, at jeg snart ville få de smerter i munden væk. For tro mig, det gør sindssygt ondt hele tiden, plus der er madvarer jeg næsten ikke kan spise fordi det gør så ondt i munden. Det forringer jo min livskvalitet, så i går skred jeg derned for at høre hvordan det hele gik. Jeg fik af vide at de ikke havde rettet nogen henvendelse til København eller Slagelse fordi de ikke havde haft tid til det, men det dygtigste tandlæge dernede fik set på mig. Han ville ikke engang røre mit tandkød fordi det er så voldsomt! Han ringede så omgående til Slagelse for at bestille en tid til mig, fordi det er voldsommere end beregnet mit tandkød. Så derop skal jeg op om lidt. heldigvis da. Så håber jeg på at de kan gøre noget så mine smerter kan forsvinde ret hurtigt!

Da det er flere uger siden jeg opdagede mit tandkød gjorde sindssygt ondt, har jeg jo gået med flere smerter dagligt og bare haft det elendigt. Almindelig tandbørstning har jeg frygtet som pesten fordi det gør så ondt. I den forbindelse har jeg også grædt en del og været helt nede og røre bunden, igen.
Lad os håbe de kan gøre noget godt i dag for mig.

For oveni jeg har haft problemer med tandkødet, jeg er en sart sjæl og  MEGET følsom, så har mine forældres skænderier fyldt mere i dagligdagen, nu hvor de er kommet hjem fra Le Mans. For nogle måneder siden fortalte min far at han ville skilles fra min mor. Hun gik selvfølgelig helt psykisk ned, men det var som om sagen blev dysset ned for de er trods alt i samme hus endnu... Så her for nogle dage siden kom samtalen derop en gang til, og nu ligner det at de begge mener det alvorligt. Min far har slået telt op i haven og mor begynder at græde hvert andet sekund!
Det har taget hårdt på mig. Specielt fysisk hvor jeg har konstant mavepine.

Oveni alt det, kom min mors moster og hendes søn hjem til os. Det er dejligt at få gæster og få noget andet at tænke på end at have det så elendigt! Jeg elsker kage og de havde taget jordbærtærte med, hvilket bare var mit højdepunkt i går! Men, men, men. Ham drengen var tilfældigvis min eks. Ham jeg havde mine første seksuelle oplevelser med. Da jeg fortalte kæresten at han var her fløj han helt op i skyerne af jalousi, hvilket jeg på en måde godt kan forstå, men der er ikke noget mellem ham og jeg mere. Det er over 5 år siden vi var sammen, og på den tid er vi bare blevet almindelige familiemedlemmer. Rettere sagt vi ser ikke hinanden som elskende mere, men bare venner. Jeg har normalt ikke kontakt til ham, og hvis jeg ønsker det, har min mor hans nummer.
Det der gjorde det værre var at min kæreste slet ingen tillid har til mig. Han stoler heller ikke på mig. Vi satte os alle sammen ud i haven ved et havebord og tog selvfølgelig den dejlige kage med, den smagte HIMMELSK!!! Men selvfølgelig kunne min lykke over kagen ikke vare længe, for så kom kæresten med beskyldninger der ligger meget hen ad noget a al det her :" jeg lader jer bare være i fred så i kan genopfriske de gode minder! så kan i også genforene jer og blive forelskede igen. "  Sådan noget i den stil. Jeg sad helt lammet for der kom flere og flere af sådanne beskeder. Hvad skal man gøre når sådan noget sker for ens kæreste? Jeg blev så ked af det. Han havde ødelagt min lille lykke over det kage! Jeg havde ondt i tandkødet, mine forældre skændes næsten hele tiden og jeg havde fået mavepine over det, og så kunne jeg ikke nyde min kage i højest 30 minutter hvor jeg sad ved det bord, uden jeg skulle have sådan noget lort i hovedet! Det værste af det hele er at han ikke engang har givet mig en undskyldning. Han ser kun sine egne følelser og det har han altid gjort!

I starten af min læseferie havde min kæreste også snakket om hvorfor jeg ikke skiftede arbejde, da jeg får en lille løn i legekæden, men jeg kunne godt li at være dernede så jeg sagde bare at det er fint som det er. Men han har altid ret. Jeg kom længere ind i læseferien og fandt ud af jeg røv keder mig (undskyld sproget) fordi jeg ikke har noget at foretage mig hver dag. Så jeg valgte at søge jobs alle vegne for at slå tiden ihjel. Jeg søgte også i Bilka. Jeg kom til samtale, min faktisk aller første jobsamtale, øvelse gør mester, dvs jeg fik ikke jobbet fordi jeg ikke var forberedt på de spørgsmål hun stillede. Men nu hvor jeg havde prøvet det gik jeg jo hårde tilværks, men de ansøgninger jeg sendte fik jeg ikke respons på. Bilkaafvisningen fik faktisk mit humør ned. Jeg stillede mig så tilfreds med Legekæden og besluttede mig så for at løbe og motionere hver dag så timerne kunne gå hurtigt, til skolen begynder igen. Men så ringer 7-elleven og siger: Vil du stadig til samtale? undskyld der er gået så lang tid, men er du interesseret? og jeg tog chancen for at få noget at lave! Jeg fik jobbet med det samme og jeg skal starte på onsdag i næste uge. Glæder mig helt! :D . Så ringede Netto også og sagde de havde brug for mig fordi der var så mange der skulle have ferie, så nu er jeg booket op. Det er så fedt at have ngoet at tage sig til. Men jobsne starter først rigtigt i næste uge, men jeg glæder mig!

Kagen og Jobbene har været min optur, da kæresten kun har været trist og jaloux, forældrene kun tænker på sig selv, jeg har mavepine og tandpine! Nårh ja min veninde er skredet til Jylland til sin kæreste så hende kan jeg heller ikke støtte mig op ad! Men det er så en lovlig undskyldning :D

Men det vender og det er jeg glad for.

Aller først! Tjulahipi, jeg kender udemærket gidt den følelse og jeg aner ikke helt hvad jeg skal sige til dig. Ikke andet end:" Alting bliver bedre med tiden."
Og jeg aner ikke hvorfor jeg overhoved skriver det her og ikke på hendes blog som en kommentar, men det gør jeg bare ikke.

Jeg er helt lost for ting at fortælle. Ikke fordi jeg ikke har oplevet noget specielt eller dejligt, for det har jeg! Jeg kan vel starte med starten, men aller først.

For et halvt år siden, cirka, købte mine forældre og nogle andre billetter til til Le Mans. De skred så til Le Mans i mandags for en uge siden. Jaja kæresten kom og vi fik hygget os. 

Godt så, det var det. Jeg ved stadig ikke hvad jeg vil skrive, for føler mig slet ikke hel lige nu. Hvad har jeg gjort? Hvorfor rammer dette mig?

Nej, jeg er ikke blevet rask. Jeg har skåret i mig selv igen. Det er to uger siden jeg sidst gjorde det. Nu hvor jeg får det ned og selv kan læse det, er det ret uhyggeligt at tænke på. At jeg kan være i stand til at gøre sådanne ting.
Man skulle jo tro jeg er en "næsten" hel almindelig pige, men problemet er bare at jeg ikke er helt almindelig.
Jeg føler tit jeg lever i en anden verden end den der virkelig er. Selvom jeg er ved fuld bevidsthed. Når jeg så "vågner" op af denne "drømme verden", slår virkeligheden mig så hårdt i ansigtet, at jeg flygter ind i min "drømme verden" igen.
Når jeg så får overbevidst mig selv om at intet ondt sker i den "virkelige verden" og jeg kommer ud, så sker tingene igen. Jeg bliver smækket ned i gulvet, føles som om jeg bliver sparket når jeg allerede ligger ned. Jeg får kravlet tilbage til min "drømme Verden" og jeg forbliver i "sikkerhed".

Jeg er vel bare træt og søvnig. Når jeg så vågner i morgen, er jeg nok dybt uenig i det jeg har skrevet ovenover.
Mit problem er bare, at jeg kan ikke forholde mig til det virkelige liv. Og når jeg så prøver at være "almindelig" føler jeg mig ensom og ikke særlig hel. Jeg bliver hurtigt ødelagt indeni og der skal ingenting til, før jeg ligger under dynen og tuder. 

Another day in paradise!

jaja så er det jo helligdag. men far tager på arbejde. han havde glemt det, men det er også kun fordi han har arbejdet på vores badeværelser i snart to uger. de er også snart færdige og så har han ikke tænkt på andet arbejde for fremmede så han kan tjene nogle penge, men nu er han da igang. heldigvis da.

hold kæft det historieopgave hænger mig snart langt ud af halsen. det gider jeg ikke lave mere p, men bliver jo nødt til det. orker det ikke! den skal også snart afleveres. på mandag. men gud hvor er det dejligt at have læseferie. det er virkelig afslappende. helt vildt. glæder mig til at holde helt sommerferie.

oh think twice cause it's just another day for you and me in paradise.

think about it!

er det ikke det ham der dimsen synger i sangen? orker ikke at lytte helt vildt. sange skal høres pga musiken, ikke sangeren. med mindre det er min yndlingssang. hans stemme som synger er sexet. men eller nej tak!

nu har jeg også hygget mig så godt i dag. mon ikke jeg fortjener en is? :D det tror jeg nok jeg gør :D

been crying?

she can't walk but she is trying.

jaja jeg elsker den sang :D den får mig til at forestille mig en, engang så smuk pige, men nu er helt smadret, mudret, såret og alene. så kommer manden og går lige forbi hende, hun beder og hjælp men han skrider lige forbi. trist, men en god sang.

glade og positive tanker herfra