Jeg ved ikke engang hvad jeg skal skrive... jeg har lyst til at betro mig til bloggen igen. Jeg er så ked af det. Jeg ved det går værst ud over mig. Jeg ved det fordi han har det nemmere. Han kan bare cutte mig af og lade mig være. Jeg har altid været et tryghedsmenneske, så jeg har svært ved at gå fra A til B så hurtigt. Men jeg er virkelig en idiot. Det er mig der er idioten i det hele og det er det der gør mig så ked af det.

I lejligheden, da jeg lånte den, sad jeg og overvejede forholdet. Ville jeg være sammen med ham for evigt? Er det virkelig ham som vi har snakket om? Og andre ting. Jeg blev usikker på os. Selvfølgelig er det ikke kun min usikkerhed med i det. Overhoved. Den plejede vi bare at arbejde os igennem og efter noget tid var jeg jo ok igen. Men nu... Mange flere ting spiller ind.

Til dem som overhoved gider læse dette så slog jeg op med N i fredags. Og det blev endeligt i mandags hvor vi snakkede 100% ærligt om tingene og ikke digtede noget.

Jeg havde en måned og nogle uger forinden været i tvivl hvad det var jeg ville. Jeg har ikke vidst om det var ham eller bare mig. Jeg kunne ikke gøre så meget andet, end slå op. Hvem vil have en kæreste der har tanker som " Vil jeg overhoved være sammen med personen? Er der en anden grund til jeg er sammen med denne person?" Men som jeg skrev længere oppe så det ikke kun pga usikkerhed/tvivl overhoved.

Alle har hørt om at et forhold kan køre koldt i det... At romantikken forsvandt, nyforelskelsen forsvandt osv... Vi var sammen i 2.5 år hvilket er ret meget set på vores alder. Men jeg synes romantikken forsvandt helt i hverdagene. Jeg prøvede nogle gange at skrive noget sødt, men han svarede selvfølgelig på det og var den gode kæreste men det var så det. Det er jo måske nok i sig selv, men jeg følte mig ikke tilpas ved det. Jeg blev flov og tænkte mere " ok det skal jeg nok lade vær med igen", men det var det jeg trængte til. At blive bekræftet at jeg var hans. Selvfølgelig skrev han det, men ordene blev tomme. teksten var der og ordene sagt, men meningen var der ikke.
Jeg filterede mig ind i nogle andre drenges liv for at få N til at indse han sagtes kunne miste mig hvis det var det. Jeg ville have hans ord skulle give mening igen. De fik mening efter episoderne, men der gik ikke lang tid så var alt i den samme gænge igen, hvilket jeg blev ked af. Men hvem vil overhoved have en pige der er villig til at være utro når det hun bare mangler er bekræftelse på en anden måde end den man giver? Hvem vil være sammen med en pige der  er villig til at sætte forholdet på spil bare pga det? Ingen vel?! men det var han så.. Af en eller anden grund. Han tog mig i hvert fald tilbage alle gangene, men jeg snakkede ikke med ham om hvad det var jeg virkelig ville have. Hvorfor? Det er spørgsmålet jeg selv har stillet selv flere gange...

Det der i grunden manglede i forholdet var at vi begge fortalte hinanden mere. Ikke praktisk, men mere følelser. Ikke sådan digte eller smukke ting, men bare om man var trist og den VIRKELIGE grund.
Men så kommer det igen " Hvor meget skal jeg overhoved fortæller og hvad skal jeg undlade?" Jeg ville ikke gøre noget, så jeg undlod helt at fortælle noget. Det skabte nok mere en stor kløft, at jeg bakkede væk fra ham. I hvert fald fra mit synspunkt. For mig virkede det som om han godt selv var klar over hvad det var, og prøvede at komme nærmere, ubevidst, men kunne ikke.

Det endte så med at de sidste gange vi sås som kærester, diskuterede vi, med en del høje stemmer. Det resulterede ikke direkte i min beslutning om at gøre forholdet forbi, fordi par skal kunne diskutere, men det var en faktor, der spillede en rolle i min afgørelse.
Men min umodenhed fortsatte utroligt nok... Jeg ved da godt han elsker mig, og jeg ved godt en muslimsk familie er anderledes end en dansk, så dum er jeg ikke.
Men følelsen af at han ikke havde vist mig frem for hans familie begyndte at fylde mere i mit liv. Alle vil vel gerne i mindre eller større grad gerne vises frem for den anden persons kreds så man ikke bliver "holdt bag ryggen og gemt". Jeg følte mig en hel del gemt i hvert fald, selvom jeg fra starten af havde fået at vide at alt andet var umuligt. Jeg skulle gemmes. Det er bare en faktor jeg ikke kan leve med mere. Jeg skal ikke være tvundet til at være hjemme hos mig eslv hvis jeg vil sove sammen med kæresten. Jeg vil gerne have noget frirum, og sove andre steder end altid hos mig. Eller det altid skulle være hjemme hos mig hvis vi skulle være sammen. De faktorer var nok de vigtigste. Men der var ingen andre muligheder.

Oveni har jeg tit følt jeg at jeg var ingenting for ham. At jeg var en kæreste på standby. Når han synes det var lang tid siden noget var sket, så skrev han det og gjorde sådan så jeg fik dårlig samvittighed.

Intet af hele processen har været nem, overhoved. ALLE jeg kender siger " Drop kontakten med ham!" Men det er jo bare svære end som så. Vi har været sammen længe, og selvom jeg tit har været ked af det så har jeg altid, så dum som jeg var, vendt tilbage til ham, selvom det var ham der knuste mig. Jeg skule have været stærk og modstået det, men jeg kunne ikke fordi han var den eneste person der kendte mig. I den tid jeg var single manglede jeg en dreng at lægge ved og dele tingene med. Sidst i forholdet havde jeg kun en at lægge ved. Ingen at dele tingene med. Og det er ikke sådan et forhold skal være.

Men nu skal det ikke lyde som om det kun var ham der var noget galt med. Jeg var også en stor del i det. Jeg er ikke så hellig, da det jo var mig der tog skridtet og slog op. Jeg er den umodne i dette. Jeg var den som ikke tog ansvar. 

Som sagt der skal to til at ødelægge et forhold... Hvilket der i den grad er sket... Men nu er vi så adskilt, så må vi se hvor stor min viljestyrke er til at se hvor dumt det er at gå tilbage til en fuser.

Vi begge har godt af at være adskilt fra hinanden i noget tid. Så må tiden vise om vi skal finde sammen igen, eller om vi skal leve hvert sit liv. I hvert fald er vi kun venner nu. Indtil videre.

Hvordan har jeg det så med det? Jae, nogenlunde... Jeg har det hårdt. Sepcielt nu hvor jeg savner at lægge i hans arme og putte mig ind til ham. Men jeg håber de tanker forsvinder, så vi ikke ender sammen så hurtigt.

Jeg ved ikke hvad min konklussion på denne blog skal være. Ikke andet end, vi har slået op og jeg er stadig i sørgestadiet. Fristelsen at gå tilbage til ham er stor, men jeg undviger så godt jeg kan.