Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet. Jeg har ikke rigtig haft lyst. Jeg bruger for det meste min iPod nu. En dag så jeg i en avis (kan ikke huske hvilken en), hvor jeg sagde højt at jeg gerne ville have en ny iPod i julegave. Jeg regnede ikke med min far hørte det fordi jeg tit snakker højt til mig selv, men jeg fik da en i julegave. Halleluja....

Mine forældre er blevet skilt (jeg er konstant ked af det, men jeg prøver at få en hverdag til at fungere). Kæresten har fået køreskort (jeg er først lige begyndt på det). Jeg havde lagt vanen på hylden med at skære (den er så kommet tilbage igen).

Jeg gik ned til min studievejleder pga. problemer med at lave mine afleveringer. Da mine forældre boede under samme tag havde jeg svært ved at lave mine afleveringer og bare lektier generelt. Jeg fik en snak om det med den der tingest på skolen, og hun tilbød jeg kunne snakke med skolepsykologen omkring det. Jeg sagde så at det lød som en god idé, men da jeg så kommer hjem fra skolen og har tænkt tingene igennem fortryder jeg og skriver en undskyldende besked på lectio om at jeg ikke har lyst til at snakke alligevel. Hun svarede så at jeg altid ville være velkommen derned.

Jeg er lavet sådan at følelser gemmer man væk, glemmer eller undertrykker. Det er jo fysisk umuligt så en gang imellem får jeg vredesudbrud eller glædesudbrud helt uhæmmet, og derefter ved jeg ikke hvordan jeg skal opføre mig.
Jeg har tænkt over min egen tilstand og jeg vil næsten påstå jeg er psykisk syg. Min depression er jeg aldrig kommet mig over, jeg har ikke haft mulighed for at snakke om tingene og en gad lytte til det jeg havde at sige.
Mine veninder har deres eget liv og jeg vil ikke belemre dem med mine "små" problemer.  

Jeg vil ikke sige mit liv er noget lort, for det er det ikke. Jeg har bare svært ved at forholde mig til de ting der sker omkring mig og jeg vil næsten påstå jeg skulle søge anonym hjælp på nettet bare for at få klaret nogle af tingene.
Apropo at gøre ting, det kan jeg heller ikke længere. De ting jeg går igang med bliver kun halvt færdige da jeg mister interessen for det. Jeg har tre bøger jeg er gået i gang med og jeg har ikke læst dem færdig. Jeg har halvt ryddet op på værelset, jeg har halvt lavet mine lektier, jeg har halvt skrevet en besked til diverse familiemedlemmer. 

Sagt med mine egne ord:" Jeg er fucked up. Helt ude i hampen og skide. På vej væk..." 

At få at vide begge mine forældre har haft selvmordstanker, er ikke lige et tegn på styrke og tanken om selvmord strejfer da tit mine tanker, but I dont have the courage to do it.

Når jeg sidder på nettet og læser andres blogge, sidder jeg bare og forbarmer mig over de folk som lukker præcis samme lort ud som jeg lige har gjort. Jeg sidder kun og tænker:" Idiot, så gør dog noget istedet for at lade tingene stå hen, hvis du har det så dårligt med dit liv!"
Jeg sidder i samme situation. Der er kun en der kan ændre min sindstilstand og det er mig selv. Jeg har bare ikke overskud til det, da jeg har alle andres ting i hovedet så jeg glemmer mig selv. Det er først om aftenen at alt det lort kommer, når jeg er alene.

Jeg skulle til teoriprøve i går. Jeg var total fucked up i torsdags. Mit selvværd var langt nede. Jeg kunne stå og kigge ud af vinduet i stuen, med tåre strømmende ned at ansigtet uden at få snot i næsen og alt det der følger med når man græder. Der var kun tåre. Så dårligt havde jeg det. Det var sindssygt. Jeg har aldrig i hele mit liv haft det så dårligt. Jeg spiste næsten ingenting fordi min mave sagde fra. Jeg græd og far prøvede at trøste mig, men det fejlede (han plejer at give mig en skulder at græde ved, tage sig af mig når jeg ikke selv kan, men jeg var utrøstelig i torsdags).

Jeg har ingen selvtillid mere. Jeg er et nervevrag. Jeg græder konstant når jeg er alene. Trænger jeg til hjælp? Nej, jeg skal bare slappe lidt af.

Jeg tror det er en fin opdatering...