OPRET GRATIS BLOG
 
Mit hoved - mit univers

Til vi ses igen

Skrevet 2011-May-3 kl 08:37
Det er ikke fordi jeg har ønsket at forlade dette dejlige selskab, at jeg ikke skriver mere. Jeg havde bare en periode, hvor jeg ikke kunne komme ind på min blog, og så måtte jeg udvikle et alternativ. Alternativet er blevet lidt et forsøg. Jeg har igennem længere tid skrevet en del og nu har jeg udviklet den her blog som er en kombi af blog og den måde jeg skriver noveller på. Det tager, selvfølgelig, udgangspunkt i mine følelser og udvikler sig derfra til en novelle i blogform. Så det er "true stories" men med en skrivelses-edge - forhåbentlig. Min nye blog, hvis nogen skulle være interesseret, er: www.deldig.dk/profil/ishah-cothev Håber i alle har det godt og vil prøve at følge lidt med til trods for mit blog-skifte. - Marly

Når man mister det man havde kær.

Skrevet 2011-Jan-16 kl 06:17
At mine venner begynder at finde deres bedre halvdele, er en fantastisk ting. Det er fantastisk at opleve hvem denne nye person er og hvor godt de komplimenterer hinanden. Det er sket et par gange i min venneflok efterhånden, og jeg bliver bare så glad på deres vegne. - Men her på det sidste har jeg også fået lov til at mærke bagsiden af det.

Når der begynder at opstå "par" i min verden, handler det om to mennesker der forsøger at blive et - metaforisk altså. I min verden bliver man ikke par for sjov, det handler om at se hinanden sammen resten af livet. Det er noget seriøst.
Derfor føles det nogle gange som om at, når ens gode venner og veninder finder denne anden halvdel, forsvinder de. Man føler ikke man er lige så fortrolig med dem mere. De ringer ikke lige så ofte mere. Der er ikke brug for en i samme grad mere, som der var før.
Det lyder måske strengt af dem, men jeg kan egentlig godt følge dem. De bruger jo hinanden. De har jo hinanden. De har ikke brug for mig.

Men derfor behøver det ikke at betyde at det ikke er hårdt. Det er specielt hårdt, når man sidder og har brug for en til at give modspil, og ikke føler man kan ringe rundt til dem man plejer - fordi man er et forstyrrende element.

Som singlen der står tilbage, tror jeg det er ok at føle sig glemt. Det er ok at føle sig såret. For hvor skulle jeg ellers putte det hen? Hvad skulle jeg ellers gøre med det?

Jeg er glad for dem. Det er jeg virkelig. Og glæder mig til at det er mig der finder den del i mit liv, som jeg kan dele alt med. Men indtil da har jeg brug for en ven, og når den ven forsvinder ud af horrisonten fordi personen har for travlt til at se mig, så gør det ondt.

Marly - tilbage i studiet

Skrevet 2010-Sep-3 kl 09:29
Jeg fortryder ikke mit valg. Jeg fortryder ingenting. Men det betyder ikke at det ikke er svært når ens medstuderende kommer et par skridt foran en selv. Det betyder ikke at jeg ikke føler mig sat tilbage over det faktum at jeg skal studere med dem der er 1 semesters studerende. Jeg fortryder intet. Jeg kan mærke en dyb tilbagevendende lyst til det jeg laver. Jeg har en dyb lyst til at lære hebraisk. Noget jeg godt kunne finde på at opfølge efter det her. Jeg har en dyb lyst til at læse generelt. Men lysten er kommet fordi jeg kan overskue det. Lysten er kommet fordi jeg ikke føler mig overbebyrdet. - Eller det prøver jeg ihvertfald at minde mig selv om hele tiden. Grunden til jeg er der hvor jeg er i dag er fordi jeg har taget de valg jeg har taget. Men derfor er jeg stadig blot et menneske, med følelsen af at på nogle områder være sat ud af spil. Er det så slemt? Er det så slemt at gå inderst inde og håbe at jeg ikke bliver den eneste på holdet der tager et par skridt tilbage?

Kaerlighed er ikke en folelse hos Marly - i hvert fald fra og med i dag!

Skrevet 2010-Aug-8 kl 09:22
Nu gider jeg ikke mere. Nu gider jeg ikke alt det der kaerlighedsfjumseri. Det er simpelthent noget vaerre pjat! Det er nok en af de folelser, der kan skabe storst forvirring.

Og nej, det er ikke fordi jeg stadig er forelsket i den kaere gut som by the way er ved at finde sammen med jordens sodeste pige.

Jeg gider bare ikke.

Nu skal jeg have det sjovt.

Jeg er finally paa vej op igen efter en laengere nedtur. Saa min optur skal ikke bruges paa kaerlighedsfjumseri. Hvis Gud vil have mig afsat, maa han bruge staerke kraefter til at faa mig afsat, for jeg har sat mig i strejke position. Jeg strejker mod falsk kaerlighed og idioten der fandt paa "den eneste ene". Der er ikke noget der hedder den eneste ene. Det er hvad man selv gor det til. Jeg tror personligt paa at alle kan leve "resten af deres dage sammen" - der er bare nogle der kraever mere arbejde end andre.
Jeg strejker imod Hollywood. De forpester simpelthen den kaerlighed der rent faktisk eksisterer og gor den ekstra lyserod! De er ligesom sladderbladene der sladrer om alt og alle!!!! "Can't take them, can't live without them!"

Er livet ikke bare skont?!?!? Jeg ved godt det lyder grotesk, men naar man siger fra overfor den folelse der har skabt saa meget kaos inde i mit hoved, er der dejligt stille..!!!! Skooooont siger jeg jer.

(PS: grunden til at jeg skriver uden ae, o og aa er fordi det tastatur jeg har til raadighed i ojeblikket ikke ejer disse knapper! Min egen computer led doden efter at den fik en kop kaffe!!! :( )

...

Skrevet 2010-Jul-18 kl 09:37
Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det ud. Alt det der er inden i. Jeg er bange for at gå ud i lyset, "expose myself" som det så fint hedder på engelsk.

Jeg ved ikke hvor langt der er endnu, om jeg bliver klar til d. 1 september. Lige nu føles det som om jeg aldrig bliver klar.

Jeg ville virkelig ønske jeg havde en "anden halvdel". Ikke fordi at det at have en kæreste ville hjælpe på noget, men det at der altid er en der tænker og bekymrer sig. Det at der altid er en der vil være sammen med en også på de kedelige dage.

Jeg føler mig bare så alene. Palle alene i verdenen.

Arh..

Skrevet 2010-Jun-22 kl 01:17
I dag vågnede jeg og kunne ikke finde en grund til at stå op. Det gør så ondt indeni. Jeg gider ikke trætte mine venner med mine problemer. Jeg gider ikke trætte dem med alt mit lort. De har fortjent bedre end mig der hele tiden går i ring.

Jeg føler jeg ligger i et stort sort hul og venter på at der er en eller anden der rækker hånden ud. Og lige nu, vil jeg ikke trætte mine veninder med mit sorte hul lort.

Jeg burde male mit værelse. Jeg burde virkelig få det malet, men jeg kan simpelthen ikke overskue det.


Dagen er en "se serie dag" - en "greys hvide verden dag". Måske bage knækbrød?!

Home Alone

Skrevet 2010-Jun-17 kl 06:10
Hjemme igen i Århus. Det er egentlig ok lige nu, men der er frygteligt ensomt. Der er ingen mennesker, og jeg kan ikke engang sætte mig og se ferie. Når jeg kigger på kalenderen kommer perioden med endnu en omgang læsning rasende tæt på! Inde i mit hoved hænger det stadig ikke sammen, men tror det nok skal komme, specielt når jeg har været omkring "hjernevrideren"!

Lige nu føler jeg ikke at jeg har ferie overhovedet, og i princippet har jeg jo egentlig heller ikke. Det er nok det der er hårdest, at alle de planer man havde lagt sig, ligger fuldstændig i grus. Alt inde i mit hoved lægger fuldstændig i kaos.

Det eneste der lægger en dæmper på min krop og mit indre tankevæsen, er en aftenøl. Noget jeg ellers ikke plejer at gøre, af ideologiske grunde - at drikke alkohol.

Alt er vendt på hovedet. Jeg kan faktisk ikke rigtig kende mig selv længere. Jeg plejer at være den ultimativt gode pige, der har styr på alt der har med studiet at gøre.
 
Hvad skal der blive af mig nu...?

Palle alene i verdenen!!!

Skrevet 2010-Jun-14 kl 11:07
Nu er ugen kommet. Ugen hvor jeg burde være igang med at være nervøs over eksamen..

Jeg ved det er det rigtige valg. Jeg ved det er det rigtige jeg har gjort. Jeg har bare aldrig undladt at komme til en eksamen. Jeg har altid været den pligtopfyldende pige. Jeg har altid gjort som jeg skulle.
Så det at jeg "freaker" ud lige nu har lige så meget at gøre med at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg er ude på gyngende grund og ved ikke hvad mere jeg skal holde fast i.

Jeg er en fiasko.

Jeg udskyder alt hele tiden, kommer ind i dårlige mønstre - som min far siger. Det var ikke det jeg havde brug for at høre i dag. For jeg ved det godt. Jeg ved godt jeg har udskudt bilvasken i 2-3 dage nu. Men for det første er denne her "bilvask" blevet min opgave fordi ingen andre gider gøre det, og så har far lige set chancen, "fordi jeg har behov for at komme ud"! For det andet er det en dårlig undskyldning for at udnytte at jeg er hjemme.
- Det er sådan jeg ser den her skide bilvask. Det er ikke en opgave som skolen var det.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Denne her uge bliver hård, for jeg går ikke op og gør noget. Jeg er bange for hvad professorerne vil tænke, hvad de andre vil tænke. Jeg har det dårligt med ikke at møde op. Jeg føler det er uansvarligt og jeg kan ikke li den her følelse. Men jeg har snakket med studievejledningen. De ved det godt, så det i sig selv burde være en afslapper.

Jeg føler mig bare så alene.

...

Skrevet 2010-Jun-6 kl 07:25
Jeg gik ned. Har smidt håndklædet i ringen. Jeg kunne bare ikke mere. Muren ramte mig lige i ansigtet.

I går var en sindssyg dag. Jeg brød sammen for 4-5 gang i denne her uge. Da jeg ramte den i går tog jeg konsekvensen, kastede håndklædet i ringen, ringede hjem og 2-3 timer efter sad jeg i toget på vej fra Århus til KBH - for at komme hjem.
Jeg ville ikke mere. Jeg havde taget bøgerne med og selvom overskuddet er begyndt at komme tilbage lige så langsomt går det meget op og ned.

Jeg pressede mig selv for hårdt det her semester, troede jeg var supermand og pressede mig selv hårdere da muren kom. Inden jeg gav op, sad jeg tudende foran computeren og prøvede at få nogle eksamensting til at hænge sammen.

Lige nu sidder jeg herhjemme - laaangt væk fra Århus. Og selvom jeg mest af alt har lyst til at blive, bliver jeg nødt til at se det i øjnene og snart tage hjem igen. Jeg skal op på uni og snakke med studievejlederen, for at finde ud af hvad jeg gør med den her eksamen.

Lige nu er overskuddet på sit absolut højeste, og jeg kan mærke at livsglæden så småt er ved at komme igen. Men mange af de ting jeg ellers ville have gjort når jeg er hjemme, har jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg vil hellere bare sove hele dagen, og når jeg ikke laver noget hvor jeg skal tænke, så får jeg det faktisk helt godt..!

Nå men, jeg skal have ringet til lægen i morgen. Finde ud af hvad jeg gør. Hvad det er! Stress? Eksamensangst?

Jeg ved det ikke, og lige nu har jeg ikke overskud til at skrive det ned vi kom frem til og hvorfor tingene er endt som de er. Jeg ved det er min egen skyld, men kunne nu godt bruge at nogle af mine venner reagerede på det jeg har skrevet til dem her på det sidste!


Der er grenser!!!

Skrevet 2010-Jun-4 kl 07:39
Der er grænser for hvad et menneske kan klare. Det her semester har været hårdt, og jeg er nu ved vejs ende. Desværre føles der som lang vej endnu, da jeg overhovedet ikke har styr på en skid til min sidste eksamen.

Jeg kan snart ikke mere. Jeg har allerede brudt sammen 2 gange og den ene gang var i studiegruppen. Jeg kunne ikke mere. Jeg kan ikke så meget mere. Der skal meget lidt til, og så vælter tårnet. Jeg er skide træt og jeg tror jeg begynder at tude hvis jeg består. 

Jeg kan ikke mere!!!!! Jeg gider ikke mere!!!

Marly - med hovedet i vandskorpen, i mere end en forstand!!! :S

Skrevet 2010-May-24 kl 07:23
De sidste par dage har været mere eller mindre "hard-core"..! Jeg har stort set siddet i læsegruppe hver dag - eller læst. Har dog haft enkelte aftner der var helliget veninder, mere eller mindre impulsivt. Noget der har fået mine ben ned på jorden igen efter at være fløjet med "eksamens-læsnings-flyet"!

Men i min læsegruppe er vi godt på vej til at kæmpe os igennem tekster og læsestof. Noget der er utroligt hårdt for os alle sammen.
Desværre har min frustration, nervøsitet over om jeg overhovedet består det her og manglende søvn kommet til at gå ud over en af de andre i min gruppe. Hun er en af dem der er hægtet lidt af en gang imellem, og det er synd for hende at det skal gå ud over hende hele tiden. Det er også mere ubevidste bemærkninger og kommentarer jeg er kommet til at give til hende. Men hun skal have en reel undskyldning i morgen. Det har hun fortjent.

Ellers er livet ret kedeligt for tiden. Jeg har overholdt min Fjæs aftale, såvel som min gut aftale. Den sidste del kan jeg så informere om at jeg brugte noget tid med ham her den anden dag. Samme aften som jeg havde lavet gut-aftalen, skrev han og kom frem til at invitere mig samme aften. Når han inviterer skal der en meteor der rammer jordens overflade til at jeg siger nej (Desværre - Marly er blot et menneske!!!!)! Så selvfølgelig kom jeg. Og det var hyggeligt. Han fik nogle ting at vide om mig og det jeg rendte rundt og tænkte på som jeg ikke har fortalt til så mange. Dog ikke helt ind. Men hvis jeg havde fortalt ham alt, havde han nok sagt "nårh, på den måde...!" For sandheden er at jeg har fortalt ham det hele, han har bare ikke lagt to og to sammen!
Men efter vi fik snakket om det og jeg cyklede hjem ændrede det noget i mig. Jeg er stadig lige vild med ham, men der er andre aspekter af mit liv der har haft en lille forandring.

Ih.. Den gut.. Hvorfor skal det være ham der forårsager unødige sommerfugle og livsforandringer??????!

NOOOOOOOO..

Skrevet 2010-Apr-25 kl 06:27
Så ser man lige Marly, der skriver en blog alt imens hun tuder sig igen halvdelen af den. Hun læser den igen og anerkender hendes gode skrive kunst kun virker når hun er nede i et negativt hul i sit liv.

Derefter vælger hun da så lige at slette det hele!?!?!?

Nå men, måske handler det om at den blog ikke var meningen jeg skulle skrive.

Jeg havde bare følt mig utilstrækkelig i weekenden. Jeg følte ikke rigtig at jeg passede ind. Jeg følte at vi alle, dem jeg var på weekend sammen med, lidt sejlede i sine egne søer.

Der, midt i en ordentlig tudetur valgte Anni at ringe til mig. Hun fortalte mig at hun følte at hun skulle ringe til mig. - Jeg tror Gud må have fortalt hende det, er egentlig ikke særlig meget i tvivl.
Det hele røg ud. Jeg kunne slet ikke lade det blive inde. Vi fik snakket om det. Fik det vendt og hun fik mig op på cyklen igen. - Fortalte mig at jeg var som jeg skulle være!

Jeg kunne stadig godt tænke mig at arbejde med nogle ting i mit liv, men tror det var lige det jeg havde brug for lige nu.
I morgen kommer en ny dag og den dag owner jeg total! I aften skal jeg bare lige tilbage "in the mood"!!!!

To-somhed.

Skrevet 2010-Apr-21 kl 04:45
"Jamen Marly, selv når du finder kærligheden og slår dig ned med den person, bliver det hverdag igen på et tidspunkt" Udbrød min far, efter en kommentar jeg havde givet om gutten.
Det er ikke fordi min far hører vildt meget om det. må dryp af hele historien får han da, og det fordi min far er den person jeg stoler på aller mest i hele verdenen. Min far har været der for mig igennem tykt og tyndt. Han har været den mere eller mindre stabile klippe - alt det min mor ikke var.

Og det er jo rigtigt! I min verden skal man på efterskole - få sig en kæreste derfra - efter et par år blive gift med samme - efter endnu et par år få et par børn. Det er prototypen på en kristens liv. Meget generaliseret, men stadig forestillingen fra andre sider om det liv, jeg befinder mig i nu.
Og for det første ligner jeg ikke en der er kristen. For det andet udfylder jeg kun "efterskole" kriteriet. For det tredje er det jo ikke fordi jeg ønsker "to-somhed" lige nu.
Jeg har et liv der skal leves. Og jo, der er da ønske om fremtidig "to-somhed", men det er jo ikke noget jeg inderst inde kan se mig selv i lige nu.

Det er tilgengæld det omgivelserne fortæller mig. Mine veninder der en efter en langsomt bliver afsat, eller er gravide. Min familie der spørger til hver familiesammenkomst - "Hvornår kommer der en sidekammerat?!".
Samfundet fortæller mig at man ikke kan være 23 år gammel og aldrig have haft en rigtig kæreste.

Men det kan jeg, og ved i hvad? Jeg er ikke flov over det.

Det hele skal nok komme når det skal komme. Jeg har hele livet foran mig. Jeg har verdens fedeste studie. Jeg håber på at komme mere ud at rejse. Og snart har jeg verdens dejligste rumboer!? Hvad mere kan jeg ønske mig? - En kæreste? - ej for katten, det er en luksus-ting. Jeg kan sagtens klare mig uden. Behøver ikke en gut til at bekræfte mig i mig selv. Det har jeg mig selv til.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive heroppe?! Det er en mærkelig blanding!!?

Skrevet 2010-Apr-12 kl 08:57
Det har for mig været nogle mærkelige dage. Jeg har ikke helt vidst hvad vej jeg skulle gå i forhold til min tro, så jeg gav slip og regnede med at det ville føre mig et sted hen hvor der var mere afklarethed.
Ingen tvivl om at jeg tror. Det vil jeg nok altid gøre. Spørgsmålet har længe været om jeg kan føre den livsstil som jeg gerne vil i forhold til min tro.
Min tro er nærmest halvdelen af min personlighed. Der er mange ting jeg allerede gør og er en del af, fordi det er en del af mig. Der er bare dele jeg ikke har kunnet få til at stemme overens med hinanden. To yderligheder der ikke rigtig har kunnet komme ind under samme hat.
Derfor gav jeg slip. Jeg lod min underbevidsthed styre. Lod alting flyde. Og i går, under en mindre hovedrengøring, blev der stilhed i mit ellers meget fyldte hoved. Jeg gik i seng og vågnede op med den samme stilhedsfornemmelse. Den der ro, der bare får en til at læne sig tilbage og nyde tilværelsen.
- Den ødelagde jeg ved at stå op, for allerede nu kan jeg fortælle at uroen vendte tilbage i ny og næ. Det kommer den nok også til i løbet af dagen. Men den her ro er anderledes.

Jeg skal have en tatovering har jeg besluttet mig. Der skal stå "Jeg tror, hjælp min vantro" det er et bibelvers fra, jeg tror det er Matthæusevangeliet, og det passer rigtig godt på mig. Det er noget der får mig til at minde mig om det jeg egentlig tror er essensen af min hverdag. Det får mig til at tage det med i mit liv.

Vi tager en runde mere!

Skrevet 2010-Apr-11 kl 05:49
Jeg er begyndt at acceptere. Acceptere at jeg er hvor jeg er. Acceptere at alt omkring mig har den gang det har. Accept. Igen. Lad os håbe at den holder!

Min far har igennem længere tid fortalt mig, at vi skal acceptere vores tilstand og der hvor vi befinder os. Når vi har accepteret det, så kommer det hele af sig selv.

At mine veninder begynder at slå sig ned, kan jeg virkelig mærke. Jeg kan mærke at de ikke har brug for mig, lige som før. Og det er hårdt. Det er hårdt at fortroligheden vi havde før, ikke er der i så høj grad mere. De har ikke brug for at jeg lytter til deres frustrationer som de havde før, mest af alt fordi deres frustationer bliver ført over på en anden i deres liv. Deres anden halvdel. Deres nye kærester.
De får lov til at høre på al den frustration, jeg lagde øre til før de kom ind i billedet. Og hvor jeg ønsker det aller bedste for dem.
Hvor er det rart at mærke når veninderne finder den der anden halvdel af dem, der får dem til at slå sig ned. Den anden halvdel der får dem til at føle en trang til det næste i deres liv. Jeg ønsker det virkelig for dem. Det gør bare ondt at være den glemte veninde på sidelinjen.

Jeg ved det handler om at de er på vej ind i en afdeling af deres liv, hvor jeg ikke kan være med. For de skridt de tager, er skridt jeg overhovedet ikke har taget endnu. Jeg vil gerne, på et tidspunkt. Men lige nu er der kun en der kan få mig til at gå den vej, om vi passer sammen eller ej.

Om at være bange for studiet.

Skrevet 2010-Apr-6 kl 10:43
Jeg er decideret flov over mig selv. Jeg har overhovedet ikke fået lavet det jeg skulle. Jeg skal op på skolen i morgen og give min studie-buddy en god undskyldning for ingenting at have lavet.

Jeg har lavet alt andet. Undgået den der opgave der ellers lå og skreg mit navn.

I morgen skal der tages godt fat ved den. Jeg skal se at få lavet noget i en fart!!!

Er inde i en "måske skulle jeg droppe ud" periode. Ved ikke hvad jeg ellers skulle lave. Men føler ikke rigtig at jeg passer ind. Eller det fortæller min lave selvtillid mig. Jeg passer ikke ind. Jeg er ikke klog nok. Jeg har ikke nosserne til at få gjort noget ved det (- for katten jeg undgår jo altid de vigtige opgaver, når de skal til at laves!! Jeg kan ikke bare tage tyren ved hornene med det samme! Alt skal være i sidste øjeblik!)

Jeg er bange for et nederlag. Jeg er bange for ikke at kunne komme op at stå igen.

Jeg er bange for ikke at kunne skrive en bachelor! Ikke at være klog nok!!!

Den ubiologiske familie.

Skrevet 2010-Apr-5 kl 12:26
Hun er en del af min ubiologiske familie. Jeg holder utroligt meget af hende. Hun er en del af min familie og vil altid være det. Hun har rigtig mange gode kvaliteter, men også en del fra den mere mørke side. Den side man bliver nødt til at se bort fra. Den side af mennesket man bliver nødt til at se igennem og så lære at se de gode kvaliteter og sider, selv i de dårlige tider.

I dag valgte hun at kommentere den store opvask der stod i vasken. Min lillebror og min lillesøster er sløve på det punkt.
Men hendes kommentar, selvom jeg vidste den ikke var rettet mod mig, tager jeg det på mig. Føler mig skyldig. Føler som jeg gjorde, da jeg boede hjemme. Og jeg hader den følelse. Den følelse der ruser igennem mig.
Hun var der ikke i går. I går var bordet fuldstændig ryddet og hver gang der kom bare en lille smule sørgede jeg for det, eller mindede de små søskende om at det kunne være godt at putte det i opvaskemaskinen. Hun var der ikke.
Hun er en del af familien og vil altid være det. Men hun er ikke vores mor. Hun kan ikke opdrage os, det kan far. Nogle gange føler hun at hun kan, og det er grunden til at lillebror ikke gider når hun er der. Han er irriteret over det. Det er derfor han ingenting gør når hun er der. Det er ærgeligt for hun er et fantastisk menneske. Inde bagved har hun noget helt fantastisk at give til os. Hun tror bare at hun skal være "reserve mor" for os. Noget hun ikke kan. Vi har en mor, og hun fejlede. Men hun kan ikke fylde hullerne ud. Hun kan ikke give os det vi mangler.

Men det er netop i dette, man finder ud af hvor meget man holder af menneskerne omkring en. Når man tager sig selv i at bide smerten i sig, fordi smerten kommer fra den andens små personlighedstendenser man burde se bort fra. Man bider det i sig, fordi man ved, at han eller hun gør det af god mening, - fordi han eller hun holder af en.
Man bider smerten i sig, fordi smerten er skabt af mig selv og min evne til at hade lige præcis den del af hendes personlighed.

For i sidste ende kommer det hele tilbage til mig selv. - Til mine små finurligheder.

Ja ja, kedeligt..

Skrevet 2010-Mar-19 kl 02:28
Så har jeg fået min første bestilling. Jeg maler lidt engang imellem og har i dag fået penge til materialer, så jeg kan genlave et af malerierne jeg har lavet.

Selvfølgelig er det træls at skulle lave noget jeg allerede har lavet, men på den anden side er det også fedt at mærke at der er en interesse for det jeg laver.

Jeg glæder mig til at komme igang med maleriet. Jeg glæder mig til at komme ind i det.

Jeg kan også mærke at jeg har fået en masse ny inspiration, så jeg har faktisk en lille smule travlt med malerierne - for derudover skal jeg lave et bryllups-maleri og et barnedåbs-maleri!!

Det er lidt spændene synes jeg!!!
 

Marly og oplæg 2?!

Skrevet 2010-Mar-14 kl 12:43
Mit liv lige nu er ret sammensmeltende med "min anden verden".. Den eneste grund til at jeg eksisterer lige nu og ikke er hoppet ud fra mit 3. sals vindue, er på grund af den. Det er ligesom en hundelort der bare skal ryddes af vejen.

Jeg glæder mig til at få det ud af mit sind. Jeg tror nu nok det skal gå. Jeg har jo 2 fantastiske "foredragsholdere" og ekstremt "jeg elsker at stå i spotlightet til alle folks skue"-mennesker! Hvilket jeg så lige skal øve mig i.

Det er sjovt som jeg kan beklage mig over, at blive overskygget af alle andre ih og åh så smukke mennesker, mens jeg selv altid syntes at befinde mig i baggrunden. Når jeg så endelig selv får chancen for at tage centrummet af spotlightet og vise hvad jeg kan, så er jeg pludselig meget lille.
Jeg er ikke vandt til at blive vurderet på alle leder og kanter. Jeg er vandt til at gå omme bag ved og gøre livet lettere for alle de andre der arbejder derude.

Jeg mangler bare at sammenfatte resten af min del af oplægget, og så kan jeg begrave mig i overspringshandlinger og drømmerier.

Nøj hvor jeg hader usikkerhed!!!!! Og specielt når usikkerheden hedder en tekst på engelsk!!!

Marly og oplæg?!

Skrevet 2010-Mar-13 kl 12:38
I dag kan jeg så kun vende mit hoved til højre, dette har resulteret i at jeg ligger i sengen og prøver at tage mig sammen til at forberede det dumme oplæg til på mandag. Vi har gennemgået teksten sammen. Vi har kigget på det. Jeg har ikke kunnet gøre tingene anderledes. Jeg har haft et tons at læse og jeg er bag ud med nogle af tingene. Sidste uge havde jeg et oplæg. I overmorgen skal jeg holde i psyko-faget og jeg kan ikke lade være med at tænke at jeg burde have brugt mere tid på det! Vi burde have brugt mere tid på det.
Det er jo egentlig bare en gennemgang af teksten. De andre har læst det så de behøver i og for sig ikke at høre efter. Jeg glæder mig bare til at det er overstået og så kan jeg fokusere på psyko-fag nr. 2!!!! Så skal jeg jo egentlig også igang med 2 opgaver, men det må vente. Oplæggende skal lige af mine skuldre.

Jeg har ikke kunne gøre det anderledes. Selvfølgelig kunne jeg have gjort noget. Jeg kunne da godt have kommet i gang noget tidligere, men så havde jeg jo ikke haft tid til at være menneske.

Men lige nu handler det om at jeg ikke tør. Jeg ved tør ikke bare gå igang med det. Få det overstået og ude af verdenen.
Der er ikke andet at gøre lige nu, men jeg tør ikke...

Det er egentlig mærkeligt. Jeg ved det godt.

Mrah.. Træls er det!

Forrige side | Side 1 af 10 | Næste side