Jeg gik ned. Har smidt håndklædet i ringen. Jeg kunne bare ikke mere. Muren ramte mig lige i ansigtet.

I går var en sindssyg dag. Jeg brød sammen for 4-5 gang i denne her uge. Da jeg ramte den i går tog jeg konsekvensen, kastede håndklædet i ringen, ringede hjem og 2-3 timer efter sad jeg i toget på vej fra Århus til KBH - for at komme hjem.
Jeg ville ikke mere. Jeg havde taget bøgerne med og selvom overskuddet er begyndt at komme tilbage lige så langsomt går det meget op og ned.

Jeg pressede mig selv for hårdt det her semester, troede jeg var supermand og pressede mig selv hårdere da muren kom. Inden jeg gav op, sad jeg tudende foran computeren og prøvede at få nogle eksamensting til at hænge sammen.

Lige nu sidder jeg herhjemme - laaangt væk fra Århus. Og selvom jeg mest af alt har lyst til at blive, bliver jeg nødt til at se det i øjnene og snart tage hjem igen. Jeg skal op på uni og snakke med studievejlederen, for at finde ud af hvad jeg gør med den her eksamen.

Lige nu er overskuddet på sit absolut højeste, og jeg kan mærke at livsglæden så småt er ved at komme igen. Men mange af de ting jeg ellers ville have gjort når jeg er hjemme, har jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg vil hellere bare sove hele dagen, og når jeg ikke laver noget hvor jeg skal tænke, så får jeg det faktisk helt godt..!

Nå men, jeg skal have ringet til lægen i morgen. Finde ud af hvad jeg gør. Hvad det er! Stress? Eksamensangst?

Jeg ved det ikke, og lige nu har jeg ikke overskud til at skrive det ned vi kom frem til og hvorfor tingene er endt som de er. Jeg ved det er min egen skyld, men kunne nu godt bruge at nogle af mine venner reagerede på det jeg har skrevet til dem her på det sidste!