Nu er ugen kommet. Ugen hvor jeg burde være igang med at være nervøs over eksamen..

Jeg ved det er det rigtige valg. Jeg ved det er det rigtige jeg har gjort. Jeg har bare aldrig undladt at komme til en eksamen. Jeg har altid været den pligtopfyldende pige. Jeg har altid gjort som jeg skulle.
Så det at jeg "freaker" ud lige nu har lige så meget at gøre med at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg er ude på gyngende grund og ved ikke hvad mere jeg skal holde fast i.

Jeg er en fiasko.

Jeg udskyder alt hele tiden, kommer ind i dårlige mønstre - som min far siger. Det var ikke det jeg havde brug for at høre i dag. For jeg ved det godt. Jeg ved godt jeg har udskudt bilvasken i 2-3 dage nu. Men for det første er denne her "bilvask" blevet min opgave fordi ingen andre gider gøre det, og så har far lige set chancen, "fordi jeg har behov for at komme ud"! For det andet er det en dårlig undskyldning for at udnytte at jeg er hjemme.
- Det er sådan jeg ser den her skide bilvask. Det er ikke en opgave som skolen var det.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Denne her uge bliver hård, for jeg går ikke op og gør noget. Jeg er bange for hvad professorerne vil tænke, hvad de andre vil tænke. Jeg har det dårligt med ikke at møde op. Jeg føler det er uansvarligt og jeg kan ikke li den her følelse. Men jeg har snakket med studievejledningen. De ved det godt, så det i sig selv burde være en afslapper.

Jeg føler mig bare så alene.