Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det ud. Alt det der er inden i. Jeg er bange for at gå ud i lyset, "expose myself" som det så fint hedder på engelsk.

Jeg ved ikke hvor langt der er endnu, om jeg bliver klar til d. 1 september. Lige nu føles det som om jeg aldrig bliver klar.

Jeg ville virkelig ønske jeg havde en "anden halvdel". Ikke fordi at det at have en kæreste ville hjælpe på noget, men det at der altid er en der tænker og bekymrer sig. Det at der altid er en der vil være sammen med en også på de kedelige dage.

Jeg føler mig bare så alene. Palle alene i verdenen.