Jeg fortryder ikke mit valg. Jeg fortryder ingenting. Men det betyder ikke at det ikke er svært når ens medstuderende kommer et par skridt foran en selv. Det betyder ikke at jeg ikke føler mig sat tilbage over det faktum at jeg skal studere med dem der er 1 semesters studerende. Jeg fortryder intet. Jeg kan mærke en dyb tilbagevendende lyst til det jeg laver. Jeg har en dyb lyst til at lære hebraisk. Noget jeg godt kunne finde på at opfølge efter det her. Jeg har en dyb lyst til at læse generelt. Men lysten er kommet fordi jeg kan overskue det. Lysten er kommet fordi jeg ikke føler mig overbebyrdet. - Eller det prøver jeg ihvertfald at minde mig selv om hele tiden. Grunden til jeg er der hvor jeg er i dag er fordi jeg har taget de valg jeg har taget. Men derfor er jeg stadig blot et menneske, med følelsen af at på nogle områder være sat ud af spil. Er det så slemt? Er det så slemt at gå inderst inde og håbe at jeg ikke bliver den eneste på holdet der tager et par skridt tilbage?