At mine venner begynder at finde deres bedre halvdele, er en fantastisk ting. Det er fantastisk at opleve hvem denne nye person er og hvor godt de komplimenterer hinanden. Det er sket et par gange i min venneflok efterhånden, og jeg bliver bare så glad på deres vegne. - Men her på det sidste har jeg også fået lov til at mærke bagsiden af det.

Når der begynder at opstå "par" i min verden, handler det om to mennesker der forsøger at blive et - metaforisk altså. I min verden bliver man ikke par for sjov, det handler om at se hinanden sammen resten af livet. Det er noget seriøst.
Derfor føles det nogle gange som om at, når ens gode venner og veninder finder denne anden halvdel, forsvinder de. Man føler ikke man er lige så fortrolig med dem mere. De ringer ikke lige så ofte mere. Der er ikke brug for en i samme grad mere, som der var før.
Det lyder måske strengt af dem, men jeg kan egentlig godt følge dem. De bruger jo hinanden. De har jo hinanden. De har ikke brug for mig.

Men derfor behøver det ikke at betyde at det ikke er hårdt. Det er specielt hårdt, når man sidder og har brug for en til at give modspil, og ikke føler man kan ringe rundt til dem man plejer - fordi man er et forstyrrende element.

Som singlen der står tilbage, tror jeg det er ok at føle sig glemt. Det er ok at føle sig såret. For hvor skulle jeg ellers putte det hen? Hvad skulle jeg ellers gøre med det?

Jeg er glad for dem. Det er jeg virkelig. Og glæder mig til at det er mig der finder den del i mit liv, som jeg kan dele alt med. Men indtil da har jeg brug for en ven, og når den ven forsvinder ud af horrisonten fordi personen har for travlt til at se mig, så gør det ondt.