Nu har du pakket dine ting igen. Du har været her de sidste par uger, men på grund af uoverenstemmelser med far har du forladt skuden, for 117 gang. 

Jeg kan huske du sagde at du havde brug for rammer? Jeg kan huske at du sagde at du kunnet have blevet til så meget mere, hvis du var blevet her? Du kunne måske være blevet i skolen? Blevet student?

Men fordi vores hjem er splittet mellem to verdener, Mors og Fars, flakker du hvileløst rundt. Den ene dag er alting fryd og gammen, den næste kæmper du en indædt kamp fordi du tror du har ret.

Du er kun 17 år gammel, og ja det kan godt være du bliver myndig næste år, men der er så meget du ikke ved endnu. Så meget du intet aner om.
Jeg ved du gerne vil flytte hjemmefra om et år, men for at du kan gøre det bliver du nødt til at tage ansvar for det du gør. At far ikke kunne ha at du gjorde som du gjorde er fair nok.

Hvis mor og far var sammen i dag, havde beskeden været den samme. Man tager ansvar for sin egen røv og kryber ikke udenom.

Det kommer til at bide dig i røven en dag. Du kommer til at lide under det en dag.

Med alt det her du har gjort de sidste par uger og ikke lave en skid og derudover være så ansvarsløs på dit arbejde og overfor far, så forstår jeg ikke at du prøver at lave en straffe-aktion mod far?

Hvordan kan du tillade dig det? Hvordan kan du overhovedet komme i tanke om ikke at bruge det hoved Gud har skabt dig med?

Det værste er at du nu flakker rundt, jeg ville ønske du stod her og tog ansvar og straf for det du nu har gjort! Jeg ville ønske at mor sendte dig tilbage hertil for at gøre op! Jeg ville ønske at mor og far havde den slags samarbejde!Jeg ville ønske du så alvoren i at blive væk på arbejdet.

Livet er ikke en dans på roser, og lige nu gør du det værre for dig selv.

Jeg bliver bare så vred og ked af det. For alt det du ikke gør herhjemme rammer mig.
Jeg ved at du har hjertet og hovedet til at gøre det rigtige! Det gør bare så ondt at se dig trække dig selv længere ned i slammet!

K.H. Marly