Her sidder jeg så, efter 2 ugers mega fed ferie. Nok den bedste indtil videre. Og jeg kan ikke få armene ned. Der har bare været det hele. Og så sammen med 10 mennesker jeg holder utrolig meget af.
Og når man så er blevet vandt til at færdes med så mange mennesker hver dag, er det altså bare utrolig kedeligt at komme hjem til sin far og lillebror, og vel og mærke også hele ens værelse i flyttekasser og fuldstændig nedpakket.

Sandheden er at jeg ikke rigtig føler jeg skulle hjem. Tidligt i morges kunne jeg have sat mig ned og tudet over det hele. Uddannelse. Århus. Flytte hjemmefra. Hvad er det egentlig jeg har gang i? kan jeg overhovedet holde det niveau det kræver at studere på universitet i Århus? Kommer jeg til at kede mig i Århus? Vil jeg kunne stable en hverdag på benene der er bedre end den jeg har nu? - en hverdag der ikke bliver indelukket og kedelig og ensformig?! Kommer jeg til at kede mig fordi de mennesker jeg regner med at holde en fast kontakt med svigter mig?

Mennesker svigter hinanden. Det har jeg oplevet flere gange. Men jeg tror ikke jeg vil kunne bære det hvis de 15 mennesker der betyder mest i mit liv, svigter mig nu!

At jeg så har brugt næsten 6-7000 kr. er så noget helt andet. Jeg har haft ferie og har ikke gidet tænke på penge. Sådan er det og sådan skal det være.

Og nu skal jeg så på arbejde kl. 6.30 på mandag. Hvilket er min sidste tid i børnehaven. Jeg tror jeg fælder en lille tåre når jeg skal sige farvel!
Og d. 31 juli får jeg besked om jeg er kommet ind. D. 1-2 august flytter jeg så til Århus.

Der er bare alt for meget på en gang! Den her ferie har været i et lille hul, hvor jeg kunne puste ud og glemme alt det her hjemme. Men nu er jeg kommet hjem. Nu er jeg tilbage i huldet.

Jeg er sikker på at jeg ikke kommer til at fortryde de valg jeg har taget. For jeg ved at Gud er med i dem. Men jeg er stadig frygtelig usikker. Usikker på fremtiden. Som altid vel!?