Jeg har lovet mig selv at skrive en brev til min mor. Et brev om hvorfor jeg har gjort som jeg har gjort. For det skylder jeg hende. Og den her blog vil være et forsøg på at gå tilbage og finde ud af hvorfor. Jeg havde det hele så klart dengang jeg tog valget af ikke at have kontakt med hende.
Og jeg ville ønske jeg kunne sige at der var nogle ydre omstændigheder der gjorde at jeg tog valget. Jeg ville jeg kunne sige: "Det var alkohol." eller "Det var stoffer" eller "Det var på grund af hendes mand". Dele af det var den sidste.

Dengang hun mødte sin nye mand, valgte hun sig selv. Og engang imellem er det også ok. Jeg vil da ikke ønske for min mor eller min far at de var alene. Jeg ville ønske for dem begge at de fandt en at dele resten af livet med.

Men dengang da mor valgte ham frem for os, er der en situation der står klart for mig. Mor der sidder overfor mig, i det lille rækkehus. Mor der sidder overfor mig og siger: "I, børn, kommer altid først."
Men da hun lod ham komme ind i sit liv så hurtigt. Da hun gav ham lov til at tage styringen før jeg kunne følge med.
Da hun valgte at ignorere alle signalerne om at der var noget galt. Lod ham skabe splid mellem os, var der en del af mig, inde i mig, der brød.

Igennem hele skilsmissen fik vi tudet ørerne fulde med at min mor og far havde et godt samarbejde og at de sagtens kunne sammen. Men i handling så vi noget andet.
I handling så jeg min mor skabe rygter, arbejde imod min far, prøve på at straffe ham. Men da hun prøvede på at straffe min far, lod hun os i stikken. Hun lod os straffe.

Til sidst, da vi sad der overfor hinanden. Dengang havde jeg valgt min far. Dengang havde jeg valgt at bo hos far. For han gav mig ro. Han fortalte mig sandheden. Når han lovede mig noget, blev det sådan.
Dengang, når jeg sad overfor hende, følte jeg det hele som ren formalitet. Mig der prøvede at finde ud af et eller andet. Se noget andet.
Men alt hvad jeg fik ud af det var en følelse af at min mor skulle kunne sige at hun havde sit på det rene og nu var det min tur til at gøre noget.

Hvis der er noget jeg har lært ud fra alt det her er at man aldrig kræver noget fra sine børn, der er en voksens arbejde.
Det var hende der skulle gøre noget for det. Det var hende der skulle vise mig at hendes ord ikke var andet end hælden vand i ørerne, og opsøgen for opmærksomhed og negativ accept.

Hele min barndom, når jeg fortalte om noget jeg gerne ville eller noget jeg godt kunne tænke mig at gøre, fik jeg at vide at det skulle vi da gøre og vi skulle da få gjort noget ved det.
Men når det kom til action, var min mor den første til at bakke ud. Ikke sådan helt. Men det var som om alle mine drømme og ønsker blev lagt over i et hjørne fordi min mor ikke gav mig sparket.

Jeg ved godt at nogle gange skal man gøre noget ud af det selv. Men et af de vigtigste ting i at være forælder er at se og høre børnenes ønsker og være villig til at gå langt for dem og gøre noget ved dem. Det kan godt være barnet bakker ud, men i mit tilfælde var det fordi jeg ikke følte jeg kunne, følte jeg ikke havde hvad der skulle til.
For mig handler en mors "arbjede" overfor sine børn om at kunne se det, og prøve at hjælpe barnet på vej. Hjælpe barnet med at se at det godt kan. At det er muligt.

Dette er et barns bekendelser. Dette er mine bekendelser.