Det kaldes accept. Accept af alt det livet har bragt mig. Accept også selvom det ikke lige byder mig det jeg gerne ville.

Jeg er glad for at være her. I Århus. Det er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv. Aldrig har jeg været så glad for at være et sted. Aldrig har jeg følt mig så fri fra alting. Fri fra familiens meninger og fri til at skabe et nyt liv for mig selv. - Fri til at kunne være den jeg i virkeligheden er, og ikke den pige der blev puttet ned i en form for "pre-judgemental" boks.
- I ved den der: "Jeg-tror-jeg-kender-dig-og-ved-hvem-du-er-fordi-jeg-har-fulgt-dig-siden-tidernes-morgen-boks"..

Jeg er glad for alle mine venner her. Aldrig har jeg prøvet at have så mange mennesker jeg kunne hænge ud med og aldrig har jeg brugt så meget tid på at være social.
Derhjemme var jeg meget asocial. Jeg var ikke i mit rette element. Jeg fungerede bare ikke.
Her, fungerer jeg. Jeg ved jeg kan klare alt.

Jeg er glad for mit studie. Også selvom det er den her del der giver mig mest udfordring. Det er nogle helt andre forventninger der bliver stillet til mig.
Men når jeg kommer ud på den anden side vil det også udvikle mig til noget bedre.
Jeg er igang med at blive klog, og selvom det ikke lige kom som jeg ville, er jeg rigtig glad for det nu! Det der med struktur og en hverdag istedet for det flyvske og upermanente - det føles ret godt.
Også selvom jeg godt kunne savne noget spontanitet.

Jeg er glad for at bo, hvor jeg bor. Det er et fedt sted, til en start. Jeg kigger efter noget andet, og kunne da vildt godt tænke mig mit eget, men lige nu er det fedt at være her.

At jeg ikke lige har en at dele mine "ups and downs" med, gør ingenting lige nu. Jeg er for selvstændig og har for mange ting jeg skal leve igennem, have styr på og komme ud over før jeg for alvor er klar til det.
Det er en tilstand jeg føler. Jeg har da nogle følelser for en, og hvis det viser sig at udvikle sig til noget dybere er det da bare fedt.
Men lige nu. Lige her og nu gør det ikke noget. Der er ikke stress på. Også selvom alle syntes at blive gift lige i øjeblikket. Det er da noget jeg gerne vil, men jeg har ikke travlt.

Altså accept af tilværelsen jeg er i. En accept, der muligvis kan føre til udvikling. For jeg tror på at hvis man ikke accepterer sig selv og det man står i lige nu, udvikler man sig ikke! Hvis man først har accepteret det lort man nu engang har ved hånden, kan man begynde at fjerne det. Arbejde med den del af sig selv.