Og gæt hvem der skulle have læst i dag, men som blev nødt til at tage til tandlæge, fordi en tand på hendes bøjle var faldet af! (Bare rolig, den var ikke ægte..!)
Ja, det var altså mig. Og nu skal jeg køre om en lille time, så har droppet at kunne nå at læse de 35 sider eller begynde på opgaven. Jeg må tage nogle timer, når jeg kommer hjem!

Men der sad jeg altså. For det første var det et helt nyt sted. For det andet anede jeg intet om hvem jeg sku ind til, eller om jeg var kommet det rigtige sted hen!
Det var noget af en oplevelse. For lille mig, der er vandt til at tandlægerne kender mig, ved hvem jeg er osv. Eer det altså noget andet, når man ikke rigtig ved hvor man skal hen og hvad man kan forvente.
Jeg følte mig som hende der den lille pige, der er mødt til første time i 1. klasse.
Hvor havde jeg lyst til at ringe til min far og spørge om han ikke kom og var med mig. For der er altså et eller andet trygheds moment i at have sin far med, som man kan være irriteret og pinlig over, end at skulle opsøge det hele selv.

Men det er jo derfor jeg bor så langt væk. For at komme væk fra min tryghedsmani!