Jeg kan mærke jeg har forandret mig. Virkelig meget. Før i tiden valgte jeg efter min tryghedsmani. Jeg tog valg efter noget hvor jeg kunne se hvad der kom ud i den anden ende.
Fx. min gymnasie-uddannelse. Jeg valgte den fordi jeg vidste jeg ville få en hue i den anden ende. Det hele lå tæt på det jeg havde lært fra folkeskolen.
Den var et naturligt næste skridt.

Det der med at konfrontere folk med ting jeg mener og synes og føler, var heller ikke mig. Jeg stod udenfor det hele, så på hvordan andre spillede. Lod spillet gå sin gang.
Alt imens jeg stod vedsiden af, havde mine følelser og meninger med derude, men deltog ikke. Tog ikke sagen i min egen hånd. Lod andre om det.

Men i dag?

Jeg har valgt et studie, hvor jeg ikke aner hvad der kommer ud i den anden ende, jeg tager den besværlige vej for at vælge det jeg gerne vil, og ikke det jeg føler tryggest ved.
Jeg bor langt væk fra det jeg følte som trygt.
Og kort sagt; Jeg er med i spillet. Jeg står midt ude på banen.

Knald eller fald.

Det er som om jeg falder og falder. Det er som om jeg er nået så lavt i spillets gang, at jeg ikke kan nå meget længere ned.

Men jeg lever. Denne beslutning, om at flytte til Århus, var det bedste jeg kunne gøre for mig selv. For selvom jeg er en tryghedsnarkoman, har jeg lært at trygheden ikke ligger i det jeg kender, men det jeg gerne vil med mit liv. Det jeg ønsker for mit liv.

Jeg har nået "ground zero", jeg skal samle stumperne op og samle det hele sammen igen.

Men jeg lever livet. og hvad er bedre end at leve livet???!