Ensomheden giver et enormt ekko, når man finder ud af hvor alene i denne store verden man egentlig er. Ensomheden er blevet mere tydelig for mig nu hvor jeg ikke har min anden verden at tage i brug. Men den tog fokus væk fra det jeg burde, for det jeg gerne vil være! Handling og ord blev nødt til at stemme overens med hinanden, der var intet andet valg.

Når jeg sidder og tænker over det, er det logisk nok. Mine tendenser var barnlige og egoistiske. Dog er sagen en anden når jeg kører ned af silkeborgvej med mine høre-bøffer og god musik. Mine drømme skriger efter mig. De beskylder mig for at forsømme dem, for at bedrage dem, at være dem utro med virkelighedens verden. Men man kan ikke leve i drømmende. Jeg bliver nødt til at gribe efter den virkelige verden. Også selvom den sårer og giver mig ar for livet.

Men med alle sorger kommer der altid glæder. Der kommer altid noget godt ud af alt det onde. Og nu er det min tur til at gribe ud efter goderne, ud efter glæderne.

Drømmende var et godt gemmested for denne onde verden. Et sted hvor jeg glemte dagens onde verden. Men de holdte mig fra virkelige glæder. De gav mig kun halve. De gav mig nok mod til at stikke hovedet ud, men gjorde mig afhængig så jeg vendte mere indad og greb efter forudsigelige og menneskeskabte drømmeverdner, end udad mod den uforudsigelige og ubegribelige verden.

Måske var det dét der skabte drømmene, det at jeg i det mindste havde noget jeg kunne styre i denne verden.

I bund og grund ville jeg jo bare elskes og elske. Og alt imens denne drømmeverden var min måde ”at drikke mig mod til”, blev den så behagelig at jeg i stedet for at tage mod til mig og begive mig ud i verdenen, blev alkoholiker.

De blev dette ene faktum for min fiasko. Den ene grund til at jeg sidder her, i ensomhedens sø. De har drevet mig her ud.

Og nu er det vidst på tide at komme ind på land. Alene. I live.