Mit liv lige nu er ret sammensmeltende med "min anden verden".. Den eneste grund til at jeg eksisterer lige nu og ikke er hoppet ud fra mit 3. sals vindue, er på grund af den. Det er ligesom en hundelort der bare skal ryddes af vejen.

Jeg glæder mig til at få det ud af mit sind. Jeg tror nu nok det skal gå. Jeg har jo 2 fantastiske "foredragsholdere" og ekstremt "jeg elsker at stå i spotlightet til alle folks skue"-mennesker! Hvilket jeg så lige skal øve mig i.

Det er sjovt som jeg kan beklage mig over, at blive overskygget af alle andre ih og åh så smukke mennesker, mens jeg selv altid syntes at befinde mig i baggrunden. Når jeg så endelig selv får chancen for at tage centrummet af spotlightet og vise hvad jeg kan, så er jeg pludselig meget lille.
Jeg er ikke vandt til at blive vurderet på alle leder og kanter. Jeg er vandt til at gå omme bag ved og gøre livet lettere for alle de andre der arbejder derude.

Jeg mangler bare at sammenfatte resten af min del af oplægget, og så kan jeg begrave mig i overspringshandlinger og drømmerier.

Nøj hvor jeg hader usikkerhed!!!!! Og specielt når usikkerheden hedder en tekst på engelsk!!!