Hun er en del af min ubiologiske familie. Jeg holder utroligt meget af hende. Hun er en del af min familie og vil altid være det. Hun har rigtig mange gode kvaliteter, men også en del fra den mere mørke side. Den side man bliver nødt til at se bort fra. Den side af mennesket man bliver nødt til at se igennem og så lære at se de gode kvaliteter og sider, selv i de dårlige tider.

I dag valgte hun at kommentere den store opvask der stod i vasken. Min lillebror og min lillesøster er sløve på det punkt.
Men hendes kommentar, selvom jeg vidste den ikke var rettet mod mig, tager jeg det på mig. Føler mig skyldig. Føler som jeg gjorde, da jeg boede hjemme. Og jeg hader den følelse. Den følelse der ruser igennem mig.
Hun var der ikke i går. I går var bordet fuldstændig ryddet og hver gang der kom bare en lille smule sørgede jeg for det, eller mindede de små søskende om at det kunne være godt at putte det i opvaskemaskinen. Hun var der ikke.
Hun er en del af familien og vil altid være det. Men hun er ikke vores mor. Hun kan ikke opdrage os, det kan far. Nogle gange føler hun at hun kan, og det er grunden til at lillebror ikke gider når hun er der. Han er irriteret over det. Det er derfor han ingenting gør når hun er der. Det er ærgeligt for hun er et fantastisk menneske. Inde bagved har hun noget helt fantastisk at give til os. Hun tror bare at hun skal være "reserve mor" for os. Noget hun ikke kan. Vi har en mor, og hun fejlede. Men hun kan ikke fylde hullerne ud. Hun kan ikke give os det vi mangler.

Men det er netop i dette, man finder ud af hvor meget man holder af menneskerne omkring en. Når man tager sig selv i at bide smerten i sig, fordi smerten kommer fra den andens små personlighedstendenser man burde se bort fra. Man bider det i sig, fordi man ved, at han eller hun gør det af god mening, - fordi han eller hun holder af en.
Man bider smerten i sig, fordi smerten er skabt af mig selv og min evne til at hade lige præcis den del af hendes personlighed.

For i sidste ende kommer det hele tilbage til mig selv. - Til mine små finurligheder.