Jeg er begyndt at acceptere. Acceptere at jeg er hvor jeg er. Acceptere at alt omkring mig har den gang det har. Accept. Igen. Lad os håbe at den holder!

Min far har igennem længere tid fortalt mig, at vi skal acceptere vores tilstand og der hvor vi befinder os. Når vi har accepteret det, så kommer det hele af sig selv.

At mine veninder begynder at slå sig ned, kan jeg virkelig mærke. Jeg kan mærke at de ikke har brug for mig, lige som før. Og det er hårdt. Det er hårdt at fortroligheden vi havde før, ikke er der i så høj grad mere. De har ikke brug for at jeg lytter til deres frustrationer som de havde før, mest af alt fordi deres frustationer bliver ført over på en anden i deres liv. Deres anden halvdel. Deres nye kærester.
De får lov til at høre på al den frustration, jeg lagde øre til før de kom ind i billedet. Og hvor jeg ønsker det aller bedste for dem.
Hvor er det rart at mærke når veninderne finder den der anden halvdel af dem, der får dem til at slå sig ned. Den anden halvdel der får dem til at føle en trang til det næste i deres liv. Jeg ønsker det virkelig for dem. Det gør bare ondt at være den glemte veninde på sidelinjen.

Jeg ved det handler om at de er på vej ind i en afdeling af deres liv, hvor jeg ikke kan være med. For de skridt de tager, er skridt jeg overhovedet ikke har taget endnu. Jeg vil gerne, på et tidspunkt. Men lige nu er der kun en der kan få mig til at gå den vej, om vi passer sammen eller ej.