Det har for mig været nogle mærkelige dage. Jeg har ikke helt vidst hvad vej jeg skulle gå i forhold til min tro, så jeg gav slip og regnede med at det ville føre mig et sted hen hvor der var mere afklarethed.
Ingen tvivl om at jeg tror. Det vil jeg nok altid gøre. Spørgsmålet har længe været om jeg kan føre den livsstil som jeg gerne vil i forhold til min tro.
Min tro er nærmest halvdelen af min personlighed. Der er mange ting jeg allerede gør og er en del af, fordi det er en del af mig. Der er bare dele jeg ikke har kunnet få til at stemme overens med hinanden. To yderligheder der ikke rigtig har kunnet komme ind under samme hat.
Derfor gav jeg slip. Jeg lod min underbevidsthed styre. Lod alting flyde. Og i går, under en mindre hovedrengøring, blev der stilhed i mit ellers meget fyldte hoved. Jeg gik i seng og vågnede op med den samme stilhedsfornemmelse. Den der ro, der bare får en til at læne sig tilbage og nyde tilværelsen.
- Den ødelagde jeg ved at stå op, for allerede nu kan jeg fortælle at uroen vendte tilbage i ny og næ. Det kommer den nok også til i løbet af dagen. Men den her ro er anderledes.

Jeg skal have en tatovering har jeg besluttet mig. Der skal stå "Jeg tror, hjælp min vantro" det er et bibelvers fra, jeg tror det er Matthæusevangeliet, og det passer rigtig godt på mig. Det er noget der får mig til at minde mig om det jeg egentlig tror er essensen af min hverdag. Det får mig til at tage det med i mit liv.