To-somhed.
Skrevet 2010-Apr-21 kl 05:45
"Jamen Marly, selv når du finder kærligheden og slår dig ned med den person, bliver det hverdag igen på et tidspunkt" Udbrød min far, efter en kommentar jeg havde givet om gutten.
Det er ikke fordi min far hører vildt meget om det. må dryp af hele historien får han da, og det fordi min far er den person jeg stoler på aller mest i hele verdenen. Min far har været der for mig igennem tykt og tyndt. Han har været den mere eller mindre stabile klippe - alt det min mor ikke var.
Og det er jo rigtigt! I min verden skal man på efterskole - få sig en kæreste derfra - efter et par år blive gift med samme - efter endnu et par år få et par børn. Det er prototypen på en kristens liv. Meget generaliseret, men stadig forestillingen fra andre sider om det liv, jeg befinder mig i nu.
Og for det første ligner jeg ikke en der er kristen. For det andet udfylder jeg kun "efterskole" kriteriet. For det tredje er det jo ikke fordi jeg ønsker "to-somhed" lige nu.
Jeg har et liv der skal leves. Og jo, der er da ønske om fremtidig "to-somhed", men det er jo ikke noget jeg inderst inde kan se mig selv i lige nu.
Det er tilgengæld det omgivelserne fortæller mig. Mine veninder der en efter en langsomt bliver afsat, eller er gravide. Min familie der spørger til hver familiesammenkomst - "Hvornår kommer der en sidekammerat?!".
Samfundet fortæller mig at man ikke kan være 23 år gammel og aldrig have haft en rigtig kæreste.
Men det kan jeg, og ved i hvad? Jeg er ikke flov over det.
Det hele skal nok komme når det skal komme. Jeg har hele livet foran mig. Jeg har verdens fedeste studie. Jeg håber på at komme mere ud at rejse. Og snart har jeg verdens dejligste rumboer!? Hvad mere kan jeg ønske mig? - En kæreste? - ej for katten, det er en luksus-ting. Jeg kan sagtens klare mig uden. Behøver ikke en gut til at bekræfte mig i mig selv. Det har jeg mig selv til.
Det er ikke fordi min far hører vildt meget om det. må dryp af hele historien får han da, og det fordi min far er den person jeg stoler på aller mest i hele verdenen. Min far har været der for mig igennem tykt og tyndt. Han har været den mere eller mindre stabile klippe - alt det min mor ikke var.
Og det er jo rigtigt! I min verden skal man på efterskole - få sig en kæreste derfra - efter et par år blive gift med samme - efter endnu et par år få et par børn. Det er prototypen på en kristens liv. Meget generaliseret, men stadig forestillingen fra andre sider om det liv, jeg befinder mig i nu.
Og for det første ligner jeg ikke en der er kristen. For det andet udfylder jeg kun "efterskole" kriteriet. For det tredje er det jo ikke fordi jeg ønsker "to-somhed" lige nu.
Jeg har et liv der skal leves. Og jo, der er da ønske om fremtidig "to-somhed", men det er jo ikke noget jeg inderst inde kan se mig selv i lige nu.
Det er tilgengæld det omgivelserne fortæller mig. Mine veninder der en efter en langsomt bliver afsat, eller er gravide. Min familie der spørger til hver familiesammenkomst - "Hvornår kommer der en sidekammerat?!".
Samfundet fortæller mig at man ikke kan være 23 år gammel og aldrig have haft en rigtig kæreste.
Men det kan jeg, og ved i hvad? Jeg er ikke flov over det.
Det hele skal nok komme når det skal komme. Jeg har hele livet foran mig. Jeg har verdens fedeste studie. Jeg håber på at komme mere ud at rejse. Og snart har jeg verdens dejligste rumboer!? Hvad mere kan jeg ønske mig? - En kæreste? - ej for katten, det er en luksus-ting. Jeg kan sagtens klare mig uden. Behøver ikke en gut til at bekræfte mig i mig selv. Det har jeg mig selv til.
3 kommentar :: skriv kommentar ::
link
