I dag har jeg været ret så sej, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har nemlig været ude og løbe. WOW!!! Men det er starten på "mit nye liv" uden kærlighedsfølelser der gør ens handlinger udefinerbare og dybt pinlige. (Jo de er der stadig, men Marly har låst dem inde i et lille kammer i mit "sjæls-definerede" (hjemmelavet ord for hjerte. Da det fysiske hjerte åbenbart ikke kan indeholde "sjælelige følelser") hjerte!!!)
Hvis han ændrer mening og følelse, er det ikke svært at bryde ind i dette kammer i mit hjerte, men lige nu er rummet fuldstændig låst, med panser sikret dør og det hele. For ud fra det jeg kan læse fra ham, føler han ikke det jeg vil at han skal føle.
Og så er det jo dumt at vente. Så kan man da lige så godt nyde det venskab vi har, og nyde det i fulde drag, og komme videre?!
Det bliver svært, men jeg tror på det kan lade sig gøre. Nu for vi se.

Men altså, derfor; denne aktive morgen.

Nu sidder jeg og læser om definitionen på religion, og hold da op, det ikke bare ligetil. Hvis man skal definere religion, så alle religioner kommer ind under, vil man altid komme til at udelukke nogle. For ikke alle religiøse overbevisninger har "en gud" eller "en jahve" (som jeg skal til at vende mig til at sige. Det er vidst mere akademisk korrekt at sige sådan?!)

Hmm. Tilbage til bøgerne. Tilbage til mit frie sind fra, en bestemt retning, nemlig ham. Han er dum. Eller det er han ikke. Han er et fantastisk menneske, og derfor bliver det hele nok lidt svært. Det ville være nemmere hvis han havde gjort noget imod mig. Så kunne jeg sige han var dum.

Men han fortjener det bedste, og det gør jeg også. Derfor betyder det måske at vi ikke er det bedste for hinanden?! Det er ihvertfald det jeg prøver at overbevise mig selv om!

Jeg er træt og tvær. Træt og tvær. Ser rejseholdet igen i aften. Har egentlig ikke tid, for jeg burde læse til i morgen, men jeg venter til kl. 20. - undskyldninger er der nok af.

Ih, sandheden er at jeg er begyndt at vente. Vente på sms'en. Opdaten. Jeg vil så gerne altså.. Men jeg. Og alt indeni mig vil, men fornuften vinder hver gang. Det hele bliver for åbent. Alting. Jeg. Jeg bliver så sårbar. Jeg hader at være sårbar.

De kan få alt muligt at vide. Jeg er ligeglad. Men når det kommer til ham. Så..

Hmm..

Det er altså lidt sjovt. Jeg sidder og læser, næsten, og det er lidt sjovt at skulle åbne en bibel i en anden sammenhæng end personlig interesse. Det at skulle se den som et neutralt individ og ikke troende, det er altså sværere end som så. 

Noget andet jeg lige kom til at tænke på, var mit liv før og efter Århus.
Før Århus havde jeg kun mit arbejde og når jeg skulle besøge mine 2 gode veninder i ny og næ. Der var selvfølgelig også de venner jeg også har. (Dem man har, men ikke er sådan i ved, hva er det dét hedder når der er nogle der er der regelmæssigt og nogle der er mere uregelmæssige? Ihvertfald er de nogle af de mere uregelmæssige veninder.)

Nu? Ja nu kan selv en kedelig weekend hurtigt vende. Jeg laver stort set noget, næsten hver weekend. Jeg kommer nok aldrig til at kede mig her i byen, og jeg nyder det.
Jeg plejer at være ekstremt indadvendt. Jeg kunne ikke noget med mange mennesker i flere dage, uden min tid alene.
Og nu kan jeg alt det der med mennesker i flere dage uden at det påvirker mig det synderligste.

Det er sjovt som man ændrer sig!

Jeg har et seriøst blogging problem lige nu!! Jeg hader når jeg skriver mere end 2 indlæg på en dag, men teknisk set er det jo søndag lige nu, så håber ikke i er trætte af mig.

For jeg havde lige brug for at komme ud med noget gylle.

Min bedste veninde skal giftes. Jeg er glad på hendes vegne, og elsker det faktum at hun skal giftes med ham hun skal giftes med. De passer perfekt sammen. De er bare som.. som.. Ja, ok. Kan ikke lige finde et ord for det.
Så derfor fortjener hun det bedste. Aller bedste. Ihvertfald en kanon polterabend. Og det er ikke fordi jeg er vildt god til det og har den vilde tid til det. Faktisk kan jeg ikke overskue det. Men hun fortjener det, så jeg finder tiden til at arrangere det her. Eller prøve på det. Og så håbede jeg at de 2 andre ville tage noget af læsset også.

I dag fik jeg så den her besked fra en af dem. Hun fortalte at hun virkelig godt kunne lide de idéer jeg havde lagt frem og sådan, men at hun lige var startet på studie, lige kommet hjem fra rus-tur og derfor ikke kunne overskue det lige nu. Men hun vil skrive tilbage når hun havde et overskud til det.

...

WHAT!? HELT ÆRLIGT. (Dette lille møgfald fortjener stor skrift.) DET ER JO IKKE FORDI JEG HELLER HAR DET VILDE OVERSKUD, MEN JEG PRØVER VIDT MULIGT AT GØRE NOGET AF ALT DET HER TIL VIRKELIGHED. JEG ER FAKTISK OGSÅ LIGE KOMMET HJEM FRA RUS-TUR. EN TUR JEG VEL OG MÆRKE IKKE HAVDE BRUG FOR AT VÆRE MED PÅ, MEN ALLIGEVEL GJORDE. JEG ER OGSÅ LIGE STARTET!!!
HVEM TROR HUN, AT HUN ER BARE SÅDAN AT EGOISTISK FRALÆGGE SIG ET HVERT ANSVAR, NÅR VI ANDRE ER I SAMME BÅD?
SKID I HOVED LORTE-LORTE PISSE-LIS. LORTE BIIIIIIP!!!

...

Ok, så er den ged barberet. Min veninde fortjener det bedste, om jeg så skal arrangere hele lortet selv. Hun skal ihvertfald ikke have lov til at tage kredit for noget af det så!

Her sidder man så. Spiser tuc-kiks til morgen og Pitabrød, drikker kaffe og ser om Katnappere og Aristocats. tuc-kiks smager nu altså ikke så godt når det ikke er Kærgården der er på!!! Alt det der billige smør ting smager ikke lige så godt som kærgården! Det er altså klasse smør!
Men alligevel en dejlig morgen, hvis jeg selv skal sige det.
Jeg troede det ville blive en kedelig weekend, men lige pludselig er der en hel masse ting jeg skal.
Normalt er jeg ikke et socialt menneske, men efter jeg er flyttet herover, så er det altså gået den anden vej.

De sidste par dage, på rus-turen, ville jeg have trækket mig ind i mig selv efter et par timer. Jeg ville have brugt natten på at komme ordentligt op til socialt niveau. Det lyder mærkeligt, men det er sandt. Jeg har ikke været så god til mange mennesker, og jeg bærer stadig præg af ikke at være så vildt god til det.

Men jeg kan mærke at det er ved at forandre sig. Jeg ville kede min røv i laser, hvis jeg skulle være alene hele weekenden.
Specielt nu hvor jeg har set hele min samling af Grey's Anatomy og Gilmore Girls færdig. Og jeg har jo lånt min lost serie ud.. Jeg har stort set intet at se af serier.
Det er nok også meget sundt. Så kan jeg også få lavet noget andet. Det var nu alligevel hyggeligt nok. Jeg begynder nok forfra på et tidspunkt.

Hr. Onkel vralte har åbenbart en fjer på og er marinered i hvidvin. HAHAHA.. Den er altså hyggelig den her film.

Her sidder jeg, efter en ... rus-tur. (Jeg kunne ikke finde et ord der kunne eller kan beskrive rus-turen, for at være helt ærlig. For jeg synes 1 halvdel var godt planlagt, men sidste halvdel var nærmere unødvendig, for at sige det rent ud. Det var da en "druk-tur" det ved jeg godt. Men ren druk er ikke mig. Hvis der var noget sjov ind imellem, underholdning måske, ville det være ok. For så var der noget at samles om. Det der med at samles om en flaske, har aldrig rigtig været mig for at sige det ligeud.)
Men jeg kom tættere på folk. På dem fra min gruppe. Jeg kom tættere på dem og det er jeg glad for. De er ikke bare nogle udefineret individer der sådan går rundt og møder min vej, de er en del af min studie-tid nu eller de skal til at være det.

Før turen var jeg fyldt med frygt omkring det. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg gik ind til, hvad det her studie-noget krævede af mig og om jeg havde en mulighed for at opfylde kravende.
Nu har jeg fundet ud af at det er noget jeg kan. Noget der ikke er så svært, men bare kræver forberedelse og fordybelse. Og det er jo det jeg vil.
Nu skal vi i gang i næste uge. Det bliver uhyre spændene. Lige nu sidder jeg og kigger på alle mine spændene bøger og jeg kan ikke lade være med at ville hoppe ned i dem.
Nu når jeg har fundet ud af at mit studie er et studie der er organiseret og planlagt (Ikke at jeg ikke vidste det, men nu har jeg hørt det med egne ører og set det (i en eller anden forstand))
Jeg tror endelig de har fået det ind i mit hoved. At omgås på et universitet er noget vi kommer til at lære. Noget vi alle sammen kan. - Det virker bare så langt ude!!


Ok, nu stiller vi os om til uni. 

I morgen er dagen hvor jeg skal på rus-tur. Det skal nok blive hyggeligt, håber jeg. Det er bare alt det jeg overhovedet ikke står for.

Jeg kommer, i deres øjne, til at være den der kedelige pige der ikke lige er til at drikke en kæp i øret. Jeg er bare mere til det der - veninder, der kender mig, kommer og hænger ud og vi har det sjovt - sjov.
Jeg gider bare ikke lade alle mine pinligheder og dumme "marly" moments være i samme sætning som "Oh, jeg var fuld..."

Men i sidste ende er det ikke deres mening der kommer til at være dét der gør at jeg føler mig tilpas og sådan. Tror bare at det er det der med nye mennesker og nye holdninger og sådan. Og så kan man ikke lade være med at tænke over hvad de mener og hvad de syntes.
Og jeg kan ikke lade være med at slå mig i hovedet hele tiden. Jeg står for mig. For min mening. Jeg er ligeglad med hvad andre mener om mig. Jeg er mig, hvad end de tænker.

Jeg respekter deres holdninger, deres meninger, den måde de lever på. Er det så for meget at forvente at de gør det samme omvendt?

Og det gør de sikkert også. Måske tænker de slet ikke sådan om mig. Jeg mener, jeg har kun kendt de her mennesker i 2 dage nu.
Og stadig lader jeg det gå mig på. Jeg lader det komme ind under mit skind.


Og nu skal jeg ind og finde noget der kan nogenlunde ligne noget mexico-noget.. Tror i det gør noget hvis man ikke har noget der minder om det???

Jeg har fundet ud af hvad jeg virkelig skal arbejde på. Jeg bliver nødt til at få styr på min økonomi. Det der med penge er virkelig noget jeg ikke tænker så meget på, og det går ikke.
Jeg bliver nødt til at have styr på den her del. Det er så vigtig en ting, der bare ikke dur ikke at have styr på. Jeg ved jeg har skrevet det før, men nu er det seriøst. Jeg bliver nødt til at have styr på mine impulskøb.
Så nu skal jeg skrive alt jeg køber ned.
Fra 1 september må jeg tage tyren ved hornene, stoppe med at flæbe og hvis det slår mig, må jeg bytte det jeg køber.

For at gøre det hele rigtig godt, har jeg givet mig selv lov til at købe Grey's Anatomy sæson 4 d. 1 november. Se dét er da en god måde at få styr på mine ting på.

Så hver gang jeg ser noget jeg egentlig ikke har brug for, skal jeg bare sige "Grey's 4" og så får jeg tankerne på noget andet.

Så, hver gang der er noget jeg godt kunne tænke mig, så skriver jeg det ned og ønsker det i fødselsdagsgave, eller noget.

Det eneste jeg reelt må købe er koncert billetter til min lillebror. For det er hans fødselsdagsgave.

I morgen skal jeg til bryllup. Jeg gider ikke. For det første skal jeg på en virkelig lang tur hele vejen til den anden side af Jylland.
Jeg gider ikke. Mest fordi jeg skal side i bus hele vejen. Men også det at jeg skal side der helt alene og jeg kender ikke rigtig stedet.

Jeg HADER at tage steder hen og med mennesker jeg ikke ved så meget om. Jeg HADER nyt.

Det føles som om jeg ikke har været på nettet i flere måneder. Jeg fik tjekket konto (kæmpe minus!!! Ups!?) og andre nødvendige ting. Det der med at skulle tage stilling med uni, venter jeg med til i morgen. Og bryllup forresten.
Ikke at jeg skal giftes. Jeg skal til et bryllup.

Og som om det ikke er nok at dumme mig ved at blive rigtig gode venner med en lygtepæl, så skal jeg også lige kyle min hightech telefon i min kaffe.
- Som min veninde sagde: "Den døde da i det mindste med stil."

Nu har jeg så købt en ny. Ham gutten i butikken gav mig en demo-version, så jeg behøvede ikke at betale for den! NICE!!! Se det var da bare lige højdepunktet på hele dagen. At gå hjem med en (næsten) gratis telefon!!
At jeg så skal leve med 2 abonnementer de næste 2 måneder er så lige en anden ting.

Det her flyttehjemmefra-noget går da bare enormt godt hva?!

Her sidder jeg. I mit nye hjem. Spiser morgenmad. Og så har jeg valgt at lave en Grey's anatomy - maraton. Det lyder ikke lige som det man skal gøre de første dage man bor i en ny by.
Man burde udforske området. Gå ned til den der sø der skulle ligge i nærheden. Tage ned i byen. I ved se sig lidt omkring.

I stedet vælger jeg at sidde der hjemme, i nattøj, spiser morgenmad og ser "Grey's Anatomy" Sæson 2 part 1. Jeg burde anskaffe mig part 2 også.
Måske skulle jeg tage ned og købe den i en fona eller noget. Hmm.

Lige nu sidder Meredith Grey fuld og prøver på at blive "sober", mens Cristina Yang render rundt og leder efter et højre ben. Den her serie bliver aldrig kedelig. Jeg elsker selv 1 sæson. Jeg elsker begyndelsen på alting. Det er egentlig lidt sjovt.
Jeg elsker den første bog i Harry Potter, "Twilight". Jeg elsker den første fordi den er ny. De bliver introduceret. Alt er uskyldigt på en ret "ren" måde.

HAHA.. Cristina bliver fyret hvis hun ikke finder et højre, behåret ben. HAHAHAHA. Aldrig kedelig siger jeg jer. Den her serie bliver aldrig kedelig. Hold kæft hvor jeg elsker den serie.

Kærlighed, humor, seriøsitet, hormoner, u-turns. Meredith Grey og så er der ham den lækre Patrick Dempsey. Det kan være han er gammel, og jeg er ikke vild med noget af det andet han er med i. Men i "Grey's anatomy" er han bare lækker!!!! uff.. Alt dette rullet sammen i en serie. Én serie!? Wow.

Jeg ELSKER kaffe og "Grey's anatomy"... I LOVE IT (Sagt med en accent ligesom ham der gutten der går ekstremt meget op i udseende på mænd!!! Hvad er det nu han hedder??? Ole Henriksen. Der var den!

Jeg har lige lavet det dummeste af det dummeste. Jeg har gjort noget som har voldt skade mod mig selv, og min cykel.

Jeg har cyklet ind i en lygtepæl.

Min første cykeltur i Århus, og jeg vælger at cykle ind i en lygtepæl. FLOT!

Det vil altså sige at der er en lygtepæl derude i Århus der har mit ene øre og halvdelen af mit ansigt smasket ind i. Så hvis i finder det må i godt lige sende det tilbage til mig, tak.. Det er lidt træls at mangle halvdelen af ens ansigt!!!

Så er jeg her. Jeg sidder i mit nye hjem og er ved at melde min flytning. Jeg troede aldrig jeg skulle komme så langt.
Men nu er jeg her. Jeg aner ikke hvad der venter mig, men jeg er her.

I går fik jeg besøg af 2 af mine veninder. Det var virkelig godt at se nogle velkendte ansigter et nyt sted. Tror ikke de vidste hvor glad jeg var for at se dem.
For jo, det er mærkeligt at flytte til en helt anden by. Det er et sted jeg næsten ikke kender.
Men nu er jeg her. Og nu skal jeg til at lære det hele at kende.

Lige nu er jeg fattet med det. Lige nu er det egentlig ok. Det kan være det ser anderledes ud i morgen. Vi får se!!


Men Marly er nu glad for sit valg, selvom der stadig er hint af noget mismod og noget tristhed. Men det kan man jo ikke komme udenom, når man flytter fra sit hjem, hvor man har haft det godt igennem mange år!?

Hvor har jeg altså bare lyst til at skide det hele et stykke og blive hjemme. Jeg gider ikke flytte i morgen. Det hele er lidt noget lort lige nu.
Normalt ville jeg kunne sige til mig selv at det var det der skulle gøres og så stole på at det var det.

Det her er en drøm der er ved at gå i opfyldelse, det at flytte hjemmefra. Men måske tog jeg lidt for meget i munden med både at flytte, starte på studie og ja. Ved det ikke, men nu må jeg bare tage et skridt af gangen og se hvad der sker.

Nu må jeg heller begive mig ud og pakke de sidste ting. Måske er det også det der irriterer mig lidt at jeg stadig mangler lidt til at kunne slappe helt af.

Ok. Det er virkelig mærkeligt. Jeg ved ikke hvad der sker. Men jeg har ikke en skrive ting. Hva er det nu det hedder. Nå ja. En blokering.
For jeg vil frygtelig gerne skrive. Jeg elsker at skrive. Nogle gange er dét det eneste jeg kan. Jeg kan ikke snakke. Jeg bytter om på han og hun. Jeg kan ikke snakke.

Jeg ser "Greys anatomy" og han lææææææækker... Altså Patrick Dempsey.

Ej se, jeg kan ikke engang fokusere.

Jeg kommer nok tilbage på et tidspunkt. Lige nu er jeg bare ikke inspireret af intetheden, men skal have en atombombe til at falde før jeg bliver inspireret.

Orv. Ved i godt at på fredag ved jeg om jeg er kommet ind på universitetet i Århus?

Jeg har lovet mig selv at skrive en brev til min mor. Et brev om hvorfor jeg har gjort som jeg har gjort. For det skylder jeg hende. Og den her blog vil være et forsøg på at gå tilbage og finde ud af hvorfor. Jeg havde det hele så klart dengang jeg tog valget af ikke at have kontakt med hende.
Og jeg ville ønske jeg kunne sige at der var nogle ydre omstændigheder der gjorde at jeg tog valget. Jeg ville jeg kunne sige: "Det var alkohol." eller "Det var stoffer" eller "Det var på grund af hendes mand". Dele af det var den sidste.

Dengang hun mødte sin nye mand, valgte hun sig selv. Og engang imellem er det også ok. Jeg vil da ikke ønske for min mor eller min far at de var alene. Jeg ville ønske for dem begge at de fandt en at dele resten af livet med.

Men dengang da mor valgte ham frem for os, er der en situation der står klart for mig. Mor der sidder overfor mig, i det lille rækkehus. Mor der sidder overfor mig og siger: "I, børn, kommer altid først."
Men da hun lod ham komme ind i sit liv så hurtigt. Da hun gav ham lov til at tage styringen før jeg kunne følge med.
Da hun valgte at ignorere alle signalerne om at der var noget galt. Lod ham skabe splid mellem os, var der en del af mig, inde i mig, der brød.

Igennem hele skilsmissen fik vi tudet ørerne fulde med at min mor og far havde et godt samarbejde og at de sagtens kunne sammen. Men i handling så vi noget andet.
I handling så jeg min mor skabe rygter, arbejde imod min far, prøve på at straffe ham. Men da hun prøvede på at straffe min far, lod hun os i stikken. Hun lod os straffe.

Til sidst, da vi sad der overfor hinanden. Dengang havde jeg valgt min far. Dengang havde jeg valgt at bo hos far. For han gav mig ro. Han fortalte mig sandheden. Når han lovede mig noget, blev det sådan.
Dengang, når jeg sad overfor hende, følte jeg det hele som ren formalitet. Mig der prøvede at finde ud af et eller andet. Se noget andet.
Men alt hvad jeg fik ud af det var en følelse af at min mor skulle kunne sige at hun havde sit på det rene og nu var det min tur til at gøre noget.

Hvis der er noget jeg har lært ud fra alt det her er at man aldrig kræver noget fra sine børn, der er en voksens arbejde.
Det var hende der skulle gøre noget for det. Det var hende der skulle vise mig at hendes ord ikke var andet end hælden vand i ørerne, og opsøgen for opmærksomhed og negativ accept.

Hele min barndom, når jeg fortalte om noget jeg gerne ville eller noget jeg godt kunne tænke mig at gøre, fik jeg at vide at det skulle vi da gøre og vi skulle da få gjort noget ved det.
Men når det kom til action, var min mor den første til at bakke ud. Ikke sådan helt. Men det var som om alle mine drømme og ønsker blev lagt over i et hjørne fordi min mor ikke gav mig sparket.

Jeg ved godt at nogle gange skal man gøre noget ud af det selv. Men et af de vigtigste ting i at være forælder er at se og høre børnenes ønsker og være villig til at gå langt for dem og gøre noget ved dem. Det kan godt være barnet bakker ud, men i mit tilfælde var det fordi jeg ikke følte jeg kunne, følte jeg ikke havde hvad der skulle til.
For mig handler en mors "arbjede" overfor sine børn om at kunne se det, og prøve at hjælpe barnet på vej. Hjælpe barnet med at se at det godt kan. At det er muligt.

Dette er et barns bekendelser. Dette er mine bekendelser.

1.) I have a lot of dreams;
And you're deffinetly one of them.
Everything inside,
everything that makes me breath,
Tells me the truth.

I know you don't know.
I know you're not aware.
I wish things where different.
I wish You felt different about me.

2.) I think way to much,
And every moment i have with you.
I preciously,
lock up inside my heart, still
telling me the truth.

Every step I make,
I'm afraid I'll push you away.
And everytime I try.
I see you futher away from me.
It all tells me the truth.

3.) But I am a dreamer,
I'll never forget you in any way.
I'll wait around,
till you turn around and face me,
and see the whole truth.

Her sidder jeg så, efter 2 ugers mega fed ferie. Nok den bedste indtil videre. Og jeg kan ikke få armene ned. Der har bare været det hele. Og så sammen med 10 mennesker jeg holder utrolig meget af.
Og når man så er blevet vandt til at færdes med så mange mennesker hver dag, er det altså bare utrolig kedeligt at komme hjem til sin far og lillebror, og vel og mærke også hele ens værelse i flyttekasser og fuldstændig nedpakket.

Sandheden er at jeg ikke rigtig føler jeg skulle hjem. Tidligt i morges kunne jeg have sat mig ned og tudet over det hele. Uddannelse. Århus. Flytte hjemmefra. Hvad er det egentlig jeg har gang i? kan jeg overhovedet holde det niveau det kræver at studere på universitet i Århus? Kommer jeg til at kede mig i Århus? Vil jeg kunne stable en hverdag på benene der er bedre end den jeg har nu? - en hverdag der ikke bliver indelukket og kedelig og ensformig?! Kommer jeg til at kede mig fordi de mennesker jeg regner med at holde en fast kontakt med svigter mig?

Mennesker svigter hinanden. Det har jeg oplevet flere gange. Men jeg tror ikke jeg vil kunne bære det hvis de 15 mennesker der betyder mest i mit liv, svigter mig nu!

At jeg så har brugt næsten 6-7000 kr. er så noget helt andet. Jeg har haft ferie og har ikke gidet tænke på penge. Sådan er det og sådan skal det være.

Og nu skal jeg så på arbejde kl. 6.30 på mandag. Hvilket er min sidste tid i børnehaven. Jeg tror jeg fælder en lille tåre når jeg skal sige farvel!
Og d. 31 juli får jeg besked om jeg er kommet ind. D. 1-2 august flytter jeg så til Århus.

Der er bare alt for meget på en gang! Den her ferie har været i et lille hul, hvor jeg kunne puste ud og glemme alt det her hjemme. Men nu er jeg kommet hjem. Nu er jeg tilbage i huldet.

 

Jeg er sikker på at jeg ikke kommer til at fortryde de valg jeg har taget. For jeg ved at Gud er med i dem. Men jeg er stadig frygtelig usikker. Usikker på fremtiden. Som altid vel!?

Og så har jeg lige brug for at komme ud med noget..

HVORDAN KATTEN KAN DE TILLADE SIG SELV OG DERES MORAL I BEHOLD AT SENDE MIG EN REGNING FOR NOGET JEG IKKE HAR MED AT GØRE? JEG ER IKKE ENGANG MEDLEM MERE!

 

Advarsel her fra: Homeenter.com; Lige meget hvor godt et tilbud de fyrer af, så LAD VÆRE med at blive medlem!!!

Nu har du pakket dine ting igen. Du har været her de sidste par uger, men på grund af uoverenstemmelser med far har du forladt skuden, for 117 gang. 

Jeg kan huske du sagde at du havde brug for rammer? Jeg kan huske at du sagde at du kunnet have blevet til så meget mere, hvis du var blevet her? Du kunne måske være blevet i skolen? Blevet student?

Men fordi vores hjem er splittet mellem to verdener, Mors og Fars, flakker du hvileløst rundt. Den ene dag er alting fryd og gammen, den næste kæmper du en indædt kamp fordi du tror du har ret.

Du er kun 17 år gammel, og ja det kan godt være du bliver myndig næste år, men der er så meget du ikke ved endnu. Så meget du intet aner om.
Jeg ved du gerne vil flytte hjemmefra om et år, men for at du kan gøre det bliver du nødt til at tage ansvar for det du gør. At far ikke kunne ha at du gjorde som du gjorde er fair nok.

Hvis mor og far var sammen i dag, havde beskeden været den samme. Man tager ansvar for sin egen røv og kryber ikke udenom.

Det kommer til at bide dig i røven en dag. Du kommer til at lide under det en dag.

Med alt det her du har gjort de sidste par uger og ikke lave en skid og derudover være så ansvarsløs på dit arbejde og overfor far, så forstår jeg ikke at du prøver at lave en straffe-aktion mod far?

Hvordan kan du tillade dig det? Hvordan kan du overhovedet komme i tanke om ikke at bruge det hoved Gud har skabt dig med?

 

Det værste er at du nu flakker rundt, jeg ville ønske du stod her og tog ansvar og straf for det du nu har gjort! Jeg ville ønske at mor sendte dig tilbage hertil for at gøre op! Jeg ville ønske at mor og far havde den slags samarbejde!Jeg ville ønske du så alvoren i at blive væk på arbejdet.

Livet er ikke en dans på roser, og lige nu gør du det værre for dig selv.

Jeg bliver bare så vred og ked af det. For alt det du ikke gør herhjemme rammer mig.
Jeg ved at du har hjertet og hovedet til at gøre det rigtige! Det gør bare så ondt at se dig trække dig selv længere ned i slammet!

 

K.H. Marly