OPRET GRATIS BLOG
 
nutches verden

10 år

Skrevet 2016-Aug-27 kl 04:07
tænk at der snart er gået 10 år......kan da slet ikke forstå det. jeg har faktisk snart kendt min mand i 10 år.....og tænk engang at mange af mine tanker (omkring forholdet) igennem de 10 år er lige her på denne blog. det er sgu da lidt fantastisk :-) shit hvor er det egentligt vildt.......som enlig mor til 3 børn med så godt som hver sin fader.....havde jeg sgu aldrig drømt om at det ville komme her til. men det gør det.....forhåbentligt i hvert fald.....vi er jo ikke helt der endnu. https://www.youtube.com/watch?v=KNZH-emehxA hører denne sang....for hvilken sang ku man ellers høre når man sku tænke tilbage på et næsten 10 år langt forhold, som senere blev til et 8 år langt ægteskab, et par hunde og en enkelt ekstra guldklump, plus et helt hus fyldt med skavanker, et par delvist ustabile jobs.....og en masse aftner med alt for meget skærm tid, og alt for lidt taletid. når man som mestrer i planlægning, og amatører i langtids forhold, pludselig står der hvor alt er okay, men intet er perfekt. når man stadig kigger ham ind i øjnene og ser den mand man forelskede sig i, og man tvivler på om han mon føler den samme kærlighed når han ser på mig. når aftner fyldt med kærlig nussen, ender i et træt godnat, og man undrer sig over om kærligheden forsvandt ned i chips posen. når man opdager denne verden han har ved siden af, som man ville ønske at han havde mod på at dele, men som man aldrig helt bliver inviteret ind i.......når man prøver og prøver, men aldrig helt er der. jeg ser glimt af det......det gør jeg virkelig. glimt af de smil der betyder at han stadig føler det.... glimt af stolthed, af glæde og af krælighed. men det er som om jeg skal arbejde meget for at "gøre mig fortjent til det" og det trætter mig. økonomien blev stabil omkring det 4. år. det gjorde vores verden mere simpel.....men så kom alle diagnoserne.....og vi glemte lidt hvor hårdt det havde været.....nu bliver det hårdt igen....og jeg er spændt på at se hvad kærligheden siger til det. det har aldrig været et problem før.....men i vores forkælede ego verden.....kan det måske give problemer vi ikke kan huske at vi tidligere har haft. vi har så travlt i august....forældre møder, kirke tider, hundetræning, fodbold træning, besøg af familie, oprydning, vintertøj, vasketøj, flere møder, flere tider....mere planlægning......hvornår skemalægger vi tid til kærlighed. HAN ER STRESSET!!!!!!!!! der gik lige et lys op for mig........for f##### da. hvorfor har jeg ikke tænkt på det før. shit!!!!! gotta go

hvad hvis nu....

Skrevet 2015-Aug-28 kl 11:59
hvad hvis nu..... at det utænkelige blev tænkeligt, og lige til at tage og føle på.... hvad hvis nu det faktisk var, som jeg ikke helt kan slå ud af hovedet at det kan være..... intet tyder på det....absolut intet....og min fornuft fortæller mig også at det bare ikke kan være sandt.... men tænk nu hvis. tænk nu hvis min regelrette, ærlige, omsorgsfulde, kærlige, ansvarsfulde og dejlige mand.....havde en erfære..(kan sgu ikke engang stave til det) affære.....jo der var den vist ;-) ja hvad så???? sexlysten er det første der forsvinder siger man.....fordi en affære ofte handler om sex, og ikke andet. men hvad nu hvis manden aldrig har haft nogen særlig stor sexlyst, og det oftere har været manden end konen der har brugt hovedpiner og træthed som undskyldning. ja, så ville det ikke være alt for sandsynligt at denne mand havde brug for ekstra sex ved siden af. men hvad kan man ellers søge " ved siden af" og hvis det skulle passe.....og det har jeg meget svært ved at tro, så er det bare med den helt forkerte person, og i det helt forkerte tidsrum, men lige netop det eneste tidsrum hvor det ville kunne lade sig gøre, og med den eneste det kunne lade sig gøre med. med mindre det selvfølgelig er en kollega. for jeg undrer mig bare lidt.... pludselig er der rigtigt meget overarbejde....alt for mange fredage, lidt for mange lørdage, men ingen andre dage. hvorfor lige fredag. hver gang. og hvordan ville jeg have det. hvis det viste sig at jeg havde ret. vi har før joket med det.....hvordan skulle nogen af os have en affære, vi bor i en mikro lille by, og vi har alt for travlt. hvordan skulle det kunne lykkedes for nogen af os at skjule noget for nogen. når alle kender alle. og alle ved hvad alle laver. tænk hvis jeg havde en lille ven ved siden af. hvis der hver dag mellem * og * kom en bil kørende ned af gaden i vores lille villa kvarter. og så lige 30 min senere kørte væk igen......uh det ville tage naboerne ca 5 min. at sprede det til hele byen....så den eneste der ikke ville kende til det var manden min. for vi snakker nemlig ikke TIL folk, vi snakker OM folk. jeg kan ikke helt sætte mig ind i tankerne om en affære. kan nok ikke rigtigt tage det alvorligt. tror jeg ville blive pisse sur, be ham tænke alvorligt over hvad han havde gang i....og så ellers komme videre derfra. har aldrig haft en utro mand før.....det har altid været mig der har været mest gang i......karma måske så..... men på den tåbelige måde......det ville bare åbne op for et mærkeligt frit forhold uden personlige grænser. og med en helt masse tests.....på den rigtig ringe måde. tænker lidt videre over det.....om det mon virkelig ku være sandt. tvivler....er ikke rigtigt oppe at ringe over det.....kun pisse sur, fordi der endnu engang kom et arbejde i vejen for min "planlagte impuls sex" med min utroligt tiltrækkende mand. husmor brok herfra nutche

var til en fest

Skrevet 2015-Aug-24 kl 12:27
ja det kan ske selv for mig :-) at jeg var til en fest. en af den slags hvor man faktisk skal finde et sted at sove, fordi der er for langt hjem. en af den slags fester hvor alle overnatter hos hinanden, i campingvogne, på sofaer, på gulve, eller hvor der nu er plads. vi havde også fået et tilbud. om en campingvogn, med en søster, og en svoger. men pga. allergi, og en ikke alt for stor lyst til at se så meget af en søster, så valgte vi et hotel. et hotel som lå lidt for langt væk til at man havde lyst til at betale for en taxa, men ikke helt langt nok væk til at jeg ikke lige kunne være chaffør.....igen. for mig, for ham, for søster, og for svoger. men det vidste jeg jo, da jeg gik ind til den fest. så jeg frygtede det, som jeg plejer. jeg orker ikke den slags. jeg er ikke nogen fest abe, jeg kendte ikke mange af gæsterne, og når alkohollen byttes ud med fornuften, så plejer jeg at være smuttet. men jeg blev der, og jeg nød det. jeg nød at være mig, lige der midt i festen. jeg nød at snakke, grine, pjatte og flirte. jeg nød at ingen af dem, betød noget i hverdagen, at ingen af tingene skulle gentages næste dag, og at ingen af dem kom lige fra baghaven, og kunne sætte lighedstegn mellem mig og mit job. som kellogs tigeren, så var det bare GREEEEAAAAAT :-) og selv da manden min mente at nu sku vi til at tage hjem, så var det ikke mig der havde travlt med at jage ham ud i bilen, spænde ham fast og prøve at undgå at han kom til skade. det var ikke mig der var den skrappe, det var ikke mig der skulle være træt, sur og ked......det var bare ikke mig. og det nød jeg. men så kom vi hjem, og den besked jeg havde ventet så længe på var kommet, og de ord var så små, og ærgelsen var så stor......og alting starter forfra. 5 ord. 5 små, ligegyldige ord, og en glad smiley. det var alt. 5 år uden kontakt, og det er hvad jeg får....... jamen for H....... hvorfor kan det blive ved med at undre mig. denne gang var det mig der tog kontakt. jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til, vidste ikke hvad jeg kunne forvente. det var som at åbne pandoras æske. men en ting jeg ikke havde forventet var dette.... ingen spørgsmål, ingen........ingenting. drengene er nu så store, de er begyndt at tænke på ham igen. jeg fandt hans fb. profil. jeg ved jo hvor den er, jeg har holdt øje med ham i årevis. så der var den, og pludselig var der en mulighed for kontakt. det fortalte jeg dem. jeg fortalte dem også at jeg ikke havde nogen fornemmelse af hvad de kunne forvente. jeg talte med manden min, sagde at jeg ville kontakte ham, og hvordan jeg ville gøre det. han gav grønt lys. så jeg søgte om venskab, og skrev en besked som forklarede hvorfor. men måske er det ikke børnene jeg skulle havde advaret. måske er det mig selv. hvordan kan han gå 5 år uden at ønske så meget som at se et billede af hans drenge.....jeg lære aldrig at forstå det. jeg ønsker at dænge ham til med billeder, fortælle ham hvor dejlige, skønne og helt fantastiske hans drenge er, hvor meget han burde ønske dem i hans liv, hvor langt jeg er villig til at gå for at lade dem lære ham at kende igen. han skal bare række hånden ud. jeg har allerede gjort det. men han gør det ikke. og det er ikke engang dem der er kede af det. det er mig. og min mands snusfornuftige kommentarer om hvad jeg dog havde forventet, gør ikke den forskel som han håbede. forresten hvad skete der lige med ham og hans møde med ex-en i smug.......hmmm den må komme senere. en husmors bekendelser nutche

som at gense en gammel ven

Skrevet 2015-Apr-15 kl 11:39
som at bevæge sig ind i en neutral verden et sted hvor man er ukendt, hvor man ikke oplever genkendelse som at bevæge sig gennem en storby, hvor ingen kender ens navn, ens familie forhold, og ved hvem der har boet i vores hus siden det blev bygget har ikke været herinde længe, kommer her ikke så tit, og de sidste par gange jeg har forsøgt...har computeren meldt fejl. men her er jeg, still going strong, og stadig af og til med trangen til at udtrykke mig, lige fra hjertet, og lige ud hvor ingen ved hvorfra læste min sidste blog, om mindste mand og dagnose, blev trist, på den ærgelige måde. han fik nemlig diagnose, med efterfølgende speciel tilbud, og en sagsbehandler som ingen ved hvem er. en kommune som er i tvivl om hvor stort hans handicap er, og som konstant sender os i modsatte retninger. men det går jo nok. tænker meget på manden for tiden. men hvilken mand. manden i sengen, manden i drømmen, manden ved bordet, manden i fantasien.....behovet for mere på den specielle måde, men det er jo ikke okay... man er jo gift. man hører så tit om det, kvinde lidt oppe i alderen (eller er det mest manden) har større behov i soveværelset end kvinden. taber sig, gør sig lækker, og finder sig en ny (date?) partner, flirt.... hvad??? jeg er i tvivl, og jeg er i tvivl om hvorfor jeg er i tvivl. elsker manden med ringen, manden i sengen, han er min bedste ven, min elsker, min kæreste, min partner på godt og ondt. han står ved min side både når livet er en dans på roser, og når livet er rigtigt svært.....på alle de fornuftige punkter, kunne jeg ikke ha det bedre men hvad så på alle de ufornuftige alt det man aldrig snakker med naboen om over hækken alt det slemme, forbudte, som kun de nærmeste veninder tør sige højt, og bestemt aldrig i en by som denne hvad er der med de tanker, som pludselig blev til drømme, som pludselig blev til fantasier....som pludselig blev sagt højt for aller første gang.....og pludselig med et smil, af den helt specielle slags jeg ønsker ikke et brud, det gør jeg virkelig ikke. men jeg er bare ikke helt mæt på den forkerte måde, og nok så mange samtaler med manden om drømme, fantasier og behov på det punkt, har intet ændret overhovedet. det lykkedes, den ene gang, den gang hvor alt var frækt, spændende og godt, og man ikke behøvede at klæde sig ud, den gang hvor jeg var så mæt og træt at selv tanken gjorde mig udmattet. den gang var det godt, på den rigtig gode måde. men hvordan får man det tilbage i en hverdag som vores? hvor finder jeg det henne, og hvordan? der findes den der side, hvor al den slags er okay hvor folk som mig, kan møde folk som mig, bare af det andet køn, og måske kan man få afløb for tanker, ord og smil, lige der men jeg frygter at i det øjeblik jeg bevæger mig derind, så kan jeg lige så godt kysse mit ægteskab farvel for hvordan ville jeg have det hvis behovet var hans...... jeg ville ønske at han snakkede med mig om det...... men hvordan kan jeg, og er det virkelig det som mænd ønsker.....

hvis han bare var normal

Skrevet 2014-Mar-9 kl 07:23
så blev det snart tid igen tid for endnu et barn til at komme forbi børnepsyk til udredning. af mine 4 børn er det nu barn nr. 3 der skal den vej...og af min mands er det barn nr. 2 og det eneste der rammer mig denne søndag morgen er "åh hvis han bare var normal" først var der mellem søn der fik sin diagnose det ændrede ingenting ved ham, men meget ved den måde vi oplevede ham på. så kom medicinen som ændrede alt, og vores dejlige søn skulle vi pludselig lære at kende på ny. så kom tabet af vægt, så kom ny medicin, så kom en ny kost, som skulle hjælpe ham til at tage på igen.en stor bivirkning ved medicin er nemlig tab af appetit. så det skulle vi finde en løsning på. vi arbejdede længe. prøvede meget. men det lykkedes. hans vægt er nu stabil, og en blanding af god fed kost, og mange grøntsager, har gjort både os og lægen tilfreds. senere blev søvnen så et problem, og et større problem. her et år efter har vi stadig ikke fundet den helt rette løsning, men vi arbejder på det. skolen blev skiftet i efteråret, og der er ro på...nu mangler han blot at finde nogle venner...men det må komme senere. næsten i det øjeblik vi begyndte at slappe af med mellem mand, begyndte ældste at reagere. det var voldsom selvskadende opførsel, efterfulgt af selvmordstanker, og en fuldstændig mangel på evne til at sove om natten . vi prøvede alt, men i første omgang endte det med en diagnose som hed depression, og medicinering blev sat i værk. vi troede at det skulle gå fremad, men det gjorde det ikke...og det hele endte i et selvmords forsøg, som heldigvis ikke kostede mit elskede barn livet. resultatet var mere medicin, og det så ud til at virke, men det gør det ikke. buc sidder magtesløse, barnet har ikke den rette diagnose, men hvad fejler barnet så. i det mindste sover barnet om natten, og de har indrømmet deres fejl, så nu afventer vi nye test, for at se hvilken svar de kommer op med. mit skønne barn har fået lysten til livet tilbage, men har dage hvor alt virker sort. heldigvis er lysten til fremtiden der også, så vi krydser alt hvad krydses kan, for at dette ender godt. og så var der jo yngste skud. det bette myr. det barn som staver sig gennem ord på 2 sprog, det barn som elsker sange på engelsk, som nemt tæller til 200, men som ikke kan gennemføre at tage tøj på, hvis tøjet ikke ligger på samme måde. det barn som er så hjerteskærende kærligt, som er hele familiens lille kælepotte, men som af og til er så fastlåst i sine mønstre, at selv en kærlig og omsorgsfuld bror, kaster håndklædet i ringen. autisme/asbergers/infantil autisme.....ordene er mange hvad er der nu...... han starter udredning til april, ca et år efter at vores første barn blev udredt,....og jeg orker snart ikke flere diagnoser. jeg er forvirret, træt og stresset.....vi har absolut intet netværk, og det ved kommunen....vi har nemlig bedt om hjælp fra dem gentagne gange. de siger vi har nok at se til.... de er nu så kvikke... men hvad kan man gøre ved det. der er ro lige nu. de sover om natten, det gør de virkelig. vores forhold kører fint fint, alt er i ro, alt er i balance.... hvad brokker jeg mig for.... men jeg sværger.... når jeg kigger på den lille fyr, når han husker små detaljer fra bøger læst for længe siden, eller besøg hos pizza pige med sin onkel for 1 mdr. siden ja så ønsker jeg virkelig...uanset hvor unfair det må være...... åh hvis bare han var normal. men hvad ville det ændre...ingenting med al en mors kærlighed og respekt. nutche

græsenke på godt og ondt

Skrevet 2013-Nov-3 kl 08:05
så for søren
har jeg nogensinde haft mange modstridende følelser overfor min mand.... så er det bare vand i forhold til nu......
han er jo rejst.... og en del af mig har bare ikke rigtigt fattet det endnu.
vi er jo gift for pokker.... vi har hus, bil, fuldtidsjobs og en helt masse børn med en helt masse diagnoser.... vi har en hverdag der knap nok hænger sammen, fordi der er så mange ting der altid lige skal ordnes.... der er altid lige en der skal til læge/tandlæge/terapeut/psykolog.... vi har så mange pligter at sex ofte er en by i rusland, fordi vi bare falder sammen af udmattelse på sofaen, når børnene endelig er faldet i søvn.... hvis de falder i søvn.
vi har en hverdag der er så stresset at en bekendt engang beskrev os som en svingdørs-familie.... vi mødes kun i svingdøren til et goddag og farvel.....
men rejst er han altså... og jeg er ikke sikker på at det kun er skidt, for så er jeg pludselig blevet tvunget til at sætte farten ned...... og så det åbner det op for en helt masse muligheder i mit forhold til denne dejlige børneflok.
jeg er for eksempel en af de her morgen mennesker som trives fint med at dagen starter kl. 6, og det er lige gyldigt om det er onsdag eller søndag.
jeg plejer at gå i stuen for ikke at vække manden min, men i dag var han der jo ikke, så jeg tændte tv-et og lå og hyggede mig alene til børnene stod op, derefter kom de, en af gangen, ind til mig og puttede.... pludselig begyndte den ene at hoppe lidt i sengen, og pludselig var vi 4 personer i sengen, som alle hoppede bare en lille smule
det blev der grinet meget af, og børnene var alle glade og smilende da jeg lossede dem ud af sengen for selv at stå op.
i går da vi havde spist til aften, gik vi i gang med at lave et skema over pligter i huset. hvad der skal laves, hvor mange lommepenge det giver, og hvem der egentligt har lyst til at lave de forskellige ting.... på den måde ved jeg altid hvem jeg kan kalde på hvis der skal dækkes bord, eller fodres dyr.

meeen så er der jo også alt det som er knap så sjovt.... for det er bare knap så sjovt at sige "jeg elsker dig" til en bærbar, også selv om manden sidder på den anden side af verden, med sin bærbar, og kan se lige på mig.
det er bare heller ikke nær så hyggeligt at putte sig ind under dynen om aftenen og vide at det går 2 f**** måneder før den anden side af sengen igen er fyldt ud af min dejlige ægtemand.
jeg falder hen i tanker.... jeg har fjernet kaffemaskinen, men nyder duften af hans morgenkåbe.
jeg er jaloux over at han nu er nogen andres selskab i stedet for vores, men jeg er stolt over at han tog springet. jeg savner ham dybt ind i sjælen, men det var mig der støttede op om hans afrejse.... det var mig der som et andet heppekor, sagde at han selvfølgelig skulle forlade os for at arbejde i udlandet i 2 mdr..... og nu er det mig der må sluge den pille det er at han nu vitterligt har gjort som jeg sagde.... og er rejst fra os, for at leve som en udenlandsk single mand... mens jeg møder hverdagen med oprejst pande, og et håb om at jeg må komme helskindet gennem denne adskillelse.
jeg er stolt, jeg er stresset, jeg er forelsket, jeg savner, jeg græder, jeg modnes, jeg elsker, jeg håber....
jeg håber at vores forhold kommer forstærket gennem denne prøve. jeg håber at han ikke falder for det frie liv, jeg ønsker at stole på hans ord, jeg ønsker at sejle væk i hans smil og søde sætninger... jeg håber at savnet mindskes med tiden, for lige nu er det slemt. jeg håber at jeg ikke vil bebrejde ham hans afrejse, og at vi sammen finder hinanden når han endelig en dag vender hjem.
men lige nu..... der er der bare så uendelig lang tid til

når dårligt bliver værre og man går ned med stress

Skrevet 2013-Oct-10 kl 07:14
når jeg læser min sidste blog, læser jeg om en kvinde der havde det rigtigt skidt
havde jeg vidst hvad der ville komme... så havde jeg nok helt mistet gejsten

desværre gik mit ældste barn hen og fik det langt værre. de triste tanker tog overhånd, selskadende adfærd startede.... og mit stakkels barn havde til sidst, kun meget lidt lyst til livet.
mange mange snakke har vi haft, vi har været på psykiatrisk skadestue, vi har været på center for selvmords forebyggelse, vi har kontaktet hjælpe ordningen 24/7... vi har talt med læger, psykologer, klasselærer og behandler i alle afskygninger. men intet hjalp.... og til sidst blev mit elskede barn indlagt.
det kom nemlig der ud hvor selvmord var noget der blev spyttet ud som en udtalt trussel hver gang dagen bød på skolegang..... og som mor er der bare grænser for hvor meget hjertet kan bære

så jeg ringede derind... fortalte dem at min grænse var nået.... at den konstante frygt for mit barn liv havde fået mit indre bæger til at flyde over... og at jeg nu frygtede så meget for hendes liv at jeg ikke kunne passe mit job.
heldigvis tog de min bekymring alvorligt... og mit barn blev indlagt formiddagen efter.
men hvad så nu.... nu er h*n der, måske depression... måske ikke, måske medicin, måske ikke.... helt klart et skole skift, men  hvad så... hvad med efterskole pladsen som er bestilt til næste år...  hvad med alle de bivirkninger som antidepressiv kan have... hvad med mit job når jeg endnu engang skal rende til 1000 møder.... hvad med den inkompetente socialrådgiver som vi endnu engang har fået tildelt, hvad med min status som alene mor fra nu af og til jul.... hvad med de fredage hvor naboen nu skal hente mindstemand.... hvad med den mellemstes mavesmerter.... hvad med den yngstes talebesvær..... og hvad med det knæ som højst sandsynligt kræver en operation.... og kræver en operation ikke en sygemelding.... og er det lige præcis det der får mine arbejdsgivere til at kaste håndklædet i ringen og sige at de nu ikke magter mere sygdom... så jeg pludselig står uden job og uden mand få uger inden jul

drop det hvid flag, det er alt for sent... stik mig en rejse sydpå i et par måneder så jeg kan lade op....og så op med hovedet, op med humøret, frem med kampgejsten, og den gode karma.... for det bliver f***** hårdt. 

at komme op efter luft

Skrevet 2013-Jun-14 kl 10:18
så kom vi der til hvor jeg bare ikke kan rumme mere
hvor alt indeni trænger sig så meget på, at frygten for at eksplodere i en kæmpe skideballe, tudetur eller brandert (hvis jeg ellers drak) er faretruende nær
jeg ønsker at hejse det hvide flag, jeg giver op, kom og hent mig..... der hvor være et sted hvor udbrændte mødre tager hen, når de bare ikke orker mere
når problemerne bare bliver ved med at vælte ind over en, og hver evig eneste gang man har fundet en løsning på et af de utallige problemer..... så åbner man en bøtte med endnu flere, som bare vælter ud over en.
jeg drukner, jeg kan ikke få luft..... jeg er ved at blive bims.... og ganske fed igen hvis jeg selv skal sige det.
så her er jeg..... tilbage ved starten, min evige ven.... min blog,
ingen læser den, ingen har interesse for den, og det passer mig så uendeligt godt.... for så kan jeg læsse af og få luft.... lige her

en af mine utallige sønner fik for nylig konstateret adhd..... ja for pokker sikken en lettelse, vi havde kæmpet i ca 3 år for at nogen skulle tage hans problemer alvorligt. selv da han røg ind i en ekstrem trist og deprimeret fase.... så nægtede ppr at råbe vagt i gevær. da det hele tog overhånd og min stakkels søn nægtede at sove om natten, gik vi til egen læge som med det samme fik ham indstillet til udredning. en enkelt udsætning..... 2 mdr. i helvede.... og bums så var jeg mor til et barn med adhd.
endelig kunne vi få hjælp og støtte, det tog kun et par måneders konstante opkald og email til ergoterapeut, ppr, skole og sagsbehandler, så var min søn på medicin, med kugledyne, pude og endda støtte til aflastning. desværre lykkedes det os ikke at beholde ham i den normale skole.... så nu venter et skoleskift som drengen græder sig i søvn over hver aften.

men der er jo ved at komme en løsning på alt dette

min mellemste søn er ved at komme lidt i klemme, han føler sig svigtet, føler sig slet ikke set nok..... og det tror da f....

for ganske nylig opdagede vi nemlig at mit ældste barn var begyndt at skippe skolen. ikke noget der ligner dette barn. der plejer aldrig at være problemer. vi konfrontere barnet med det, og barnet kvittere med at bryde grædende sammen, tale om selvmord, ligegyldighed med livet.... og et selvværd der kan være på bunden af en ølflaske.....en lang snak åbner op for frygten for at mit elskede barn har en depression.....
og det er så her det hvide flag kommer ind....

for nu kan jeg ikke mere...... mit hjerte brister og jeg har bare lyst til at sætte mig ned og stortude..... rase.... kaste med noget..... eller gi op. det må da snart falde lidt til ro..... det må da snart begynde at give mening.

det eneste man som mor ønsker for sine børn er at de er lykkelige.... og lige nu er 3 af mine børn det ikke....... det er f.... nogle dårlige ods...... så hjerteskærende..... så trist...... der må være nogen der kan løse alt det her..... jeg ved ikke længere hvor jeg skal starte

med eller uden jer

Skrevet 2013-Feb-3 kl 08:30
så fik jeg denne enestående mulighed for at opleve en helt anden side af verden
og hvor har det været fantastisk
en hel weekend uden forpligtelser og ansvar
en hel weekend hvor jeg kun har skulle gøre hvad jeg selv havde lyst, hvornår jeg havde lyst, og hvor meget jeg havde lyst
ingen der kaldte, ingen der bad om hjælp, ingen hvis ønsker, behov og krav, kom før mine
og det har alt sammen været takket være min mand

denne luksus weekend var nemlig hans ide
hans foræring, hans helt personlige gave af frihed, fra ham til mig
midt i en hverdag fyldt med pligter, stress, ansvar og en lille knægt der stadig mangler den hjælp som ingen kan finde ressourcer til at give ham
lige der fandt min mand overskud til at give mig denne fantastiske weekend
og jeg elsker ham for det
men ideen var ikke nem for ham
han frygtede min reaktion, frygtede for hvordan jeg ville føle når han præsenterede mig for denne lidt anderledes ide
vi plejer nemlig kun at tage en enkelt weekend uden børn hvert år, og den tilbringer vi sammen
et romantisk get away, hvor vi bruger tiden på at genfinde den kærlighed vi ofte nedprioterer i hverdagen
det her var noget helt andet, noget helt nyt....... men shiiit hvor har det været skønt
jeg har været på tøse hygge, kina resturant, hygge shopping.... og så har jeg været en lang og romantisk tur nede af mindernes vej
jeg har taget lange uafbrudte bade, set platte serier og spist sushi i sofaen, danset tåbeligt rundt i huset med alt for høj 80-er musik i baggrunden. hørt den samme sang 50 gange og sunget forkert med hver gang og så har jeg nydt bare at være til.

men nu nærmer afslutningen sig.... og med den kommer savnet.
nu må de godt snart komme hjem
hjem til friskbagt brød og rene strømper
hjem til knus, kys og en helt masse snak om hvor sjov weekenden har været for os allesammen
hjem til et hus der er lidt for stille når aftenen falder på
lidt for stille uden deres små magtkampe
deres brok, krav og kærlighed
deres små protester når jeg putter dem
deres beklagelser når jeg sætter grænser
jeg falder i staver her........
jeg savner dem nu..... heldigvis
de er en del af mig, og skønt jeg nyder tiden alene, så er mit hjerte ikke helt uden dem, og når natten falder på er mit hjem bare lidt for tomt og stille
jeg mangler den kærlighed de fylder mit liv med... det kærlige kaos der er min hverdag og mit liv

Nutche

som om lidt vil klæde sig ud som heks og møde op til den fastelavnsfest som jeg har arrangeret i den lokale forening.... sådan kan man nemlig også vælge at slutte sin alene weekend

en husmors bekendelser

Skrevet 2012-Dec-11 kl 12:27
åh at finde sin gamle blog og bare lade tankerne flyde.
at sidde stille her, mens man lader alle sine bekymringer overmande en og bare komme frem i lyset.

min søn er syg.... på en måde. noget er der galt, han fungere ikke i skolen. intet klapper for ham, og han er alt for langt bagud.
adhd er deres forslag, visitering bliver sat i gang, men der er sørme ingen pladser til ham. udredning er i sigte, men der er ikke plads på børnepsyk før til januar.
skolen som tidligere har givet så meget og kæmpet så hårdt, finder
på halv-hjertede hovsa løsninger som ikke fungere for hverken sønnike eller os. tingene skærper til og jeg frygter hvad det ender med.
lige nu er status lig nul. han lærer intet, han har ingen venner, og skolen har totalt givet op. men han skal gå der til august (mindst) så noget må der gøres. endnu et møde sættes i værk, og vi fortsætter med at krydse fingre lidt endnu.

min anden søn har nu også fået problemer. en sprogtest viser at han er et pænt stykke bagud, så ting sættes i gang. et møde med en talepædagog og endnu engang håber vi det bedste. vi får værktøjer til at lære ham flere ord, og desperate stopper vi ham med alle de ord han orker, i forsøg på at afhjælpe større problemer for vores lille søn i fremtiden.


min mand var i byen for nyligt. ingen problemer der, det er jul, det er tiden. han kommer hjem og betror mig at han har haft en affære (nej vel) han har tvært imod kun været ude at danse med en af pigerne et par gange (som man nu gør)
af en aller anden årsag var det mere vanskeligt for mig at kapere. han er nemlig en af dem der bare aldrig danser. til fester skal man næste hive ham derud, og i de mange år jeg har kendt ham, har han sammenlagt danset mig med 2 gange (vores bryllup ville han ikke danse til) så sørme om jeg ikke alligevel fik besøg af det lille røde jalousi monster, da min mand fortalte at denne pige havde været hans dansepartner op til flere gange denne aften (for min skyld kunne han hellere ha haft en affære)

ja, selv om jeg sidder her og mener at jalousi ikke er noget jeg gider bruge tid på.... så skal der åbenbart ingenting til alligevel.
hmm..... gad vide hvordan det var hvis det var omvendt

en ny epoke

Skrevet 2012-Jul-29 kl 08:57
først var han lille og så blev han stor
nu kommer det punkt
hvor han skal væk fra sin mor

jeg har vidst det længe
at efter ferien var det tid
og skønt jeg ved at han vil nyde det
så kræver det meget af mit moderhjerte
at skulle igennem den omstilling

på mandag begynder en ny epoke af både hans og mit liv
og det er nu lidt en svær tanke
han er mit sidste barn, min yngste som jeg har fået lov til at beholde hjemme langt mere tid end nogen af de andre
men nu er tiden rigtig, og han er så klar til at komme ud i verden
det er kun mig der halter bagefter
ferien har været lang og skøn, men tanken om mit daglige farvel til mindstemand, tager pusten fra den sidste tid.

min hverdag bliver travl og spændende og hans bliver fyldt med nye udfordringer og masser af nye bekendtskaber.
hans plads i min hverdag bliver snart fyldt ud, og i mit dagplejehjem vil hverdagen hurtigt falde ind i nye rytmer, med nye børn, nye kram, nye kys og nye oplevelser.
jeg skal blot vende mig til at andre skal give ham de ting i hverdagen.

i mit hjem bliver der gjort lidt kærligt grin med mine følelser, så trængte til lidt luft.
det er okay, jeg ved det godt
men svært er det nu

Nutche

en planlægnings mester i problemer

Skrevet 2012-May-27 kl 10:24
åh der var engang
i de gode gamle dage
hvor jeg altid var forud med alting
hvor jeg havde planlagt alt inden alle andre
havde styr på alle aftaler
planlagt hver detalje
kom i god tid, i ro og mag, uden stress, uden sved på panden, og uden at sidde oppe sent hver aften
huskede fødselsdage, navne, ansigter, gymnastik tasker, forældremøder, telefonnumre, lege aftaler, og navnene på alle børnenes nærmeste børnehave/skole venner

hvad skete der?
fik jeg hænderne for fulde?
er det blot alderen?
fik jeg mere end jeg bad om?
hvad gik galt?
prioterer jeg forkert? eller var jeg galt på den dengang?
behøvede en 2 års fødselsdag virkelig at være planlagt til mindste detalje 2 mdr. før?
sku alt være klar længe inden gæsterne havde givet svar?
er jeg blevet sløset? ligeglad?
er min verden blevet så anderledes? eller er der bare blevet flere pligter i den?
er jeg stresset eller blot aktiv?
har jeg for mange interesser, for mange jern i ilden, eller er jeg blot for doven til at bruge tiden mest hensigtsmæssigt?

uanset hvad der er gået galt denne gang. så står jeg i hvert fald med et problem jeg skal have løst.
jeg har nemlig arrangeret en stor familiefest.
gæsterne er inviteret, alle har givet svar, der er indkøbt drikkevarer og planlagt menu (troede jeg)
nu viste det sig bare at den hjemmeside jeg havde kigget på ikke var opdateret, så prisen er langt højere end den først budgetteret 
alt i alt giver det en prisstigning på et ret pænt beløb.

så jeg er ikke helt tilfreds for at sige det pænt.

manden (som for øvrigt er hovedperson til denne begivenhed) har valgt at stikke hovedet i busken
han har fundet en dejlig film som passer fint til en ellers rolig søndag aften
hmm det fik mig så til at være endnu mindre tilfreds
for mens jeg sad svedende ved skærmen og brugte timer på at lede efter et andet sted hvor vi ku få noget mad der bare lignede den ønskede fest middag, ja så sad min husbond i sofaen og ser en krimi.
så jeg bankede let i bordet og skabte mig (som jeg nu engang gør) og så fjernede jeg min elskede søgemaskine fra skærmen og gik i gang med ligegyldige spil på fb. lidt a la en sit down strike (den har i hvert fald lige så lidt virkning)

så håber jeg at han har planer om at genoptage interessen i arrangementet lidt (men helst ikke mere end lidt) senere
ellers risikere vi at alle venner og familie medlemmer møder og i festtøj til en rugbrødsmad og en lunken cola
men det ku selvfølgelig også ha sin charme (ser man bort fra dem der kommer meget langt fra) 
stadig stresset, men har kastet håndklædet i ringen.... blot for i aften i hvert fald

Nutche

 

er det virkelig det værd......

Skrevet 2012-Mar-22 kl 08:38
er det værd
er det virkelig besværet værd
hvad er det vi prøver på
hvad er det vi kæmper så hårdt for
og lykkedes det
eller fejler vi langt hen af vejen
uanset hvor hårdt vi prøver at få det hele til at hænge sammen

sidder her, gennemsvedt efter en times intens træning
mødte manden i døren
et hej og farvel
han sku videre til hans egen træning
ind til de puttede børn, kysse dem godnat
mindstemand dukkede op i nattøj for lige at få en ekstra krammer
han vil komme herind nogle gange endnu, for lige at blive puttet af mor
inden han snart falder til ro i sin lille seng, kun få meter fra mig
den store dukker op om en times tid
hun ville gerne hentes, det er mørkt ude, men vi har ikke tid
det er vores evigt tilbagevendende problem.....

vi har aldrig tid
i en verden med 2 fuldtidsjob (+ alt det ekstra) 4 børn, (+ et weekend barn) hver sin fritidsinteresse, hver sit ønske for dagen, hver sin plan for weekenderne, hver sit ønske om hvornår hvilke pligter skal laves, hver sin måde at gribe projekterne an på.... der er vi i et konstant underskud af tid.
vi planlægger og det lykkedes næsten
men jeg er i tvivl om hvor vidt vi stadig har prioteringerne i orden

jeg har aldrig tidligere levet på denne måde
jeg har aldrig arbejdet så mange timer, og nydt det så meget
jeg har aldrig haft så stort et ønske om at gøre noget aktivt kun for mig
jeg har aldrig haft så travlt, haft så mange pligter, så mange ting der altid hænger, så mange ting jeg bare aldrig når
jeg har aldrig tilbragt så mange timer med mine børn og samtidig følt at jeg svigter dem hver eneste gang jeg ikke er der.

manden knokler som en hest, halvdelen af tiden
den anden del har han helt fri
jeg ved ikke hvilken del der driver mig mest til vanvid
når han er afsted 14 timer i døgnet er jeg helt alene med alt, alle pligter, alle opgaver... alt der kræver en voksen
når han er hjemme føler jeg at han bruger tiden "forkert"
det er hans frirum han skal ha lov til at slappe af
men jo mere han slapper af, jo mere skal jeg knokle når han igen ikke er der
det er skræmmende hvor hurtigt kroppen husker
hvor hurtigt man vænner sig til at være alene
der er bare ufatteligt mange ting jeg er vant til at han gør, så der er så meget nyt at lære
det kræver tid
og vi er tilbage ved starten
og spørgsmålet....
er det virkelig det værd????

jeg holder fast lidt endnu. prøver at finde en løsning
hvis jeg får tid

græs enke

Skrevet 2012-Mar-6 kl 03:55
hmm græs enke
hvem pokker fandt dog på den tittel, og hvorfor
det lugter lidt af fortid, og engang hvor verden så anderledes ud.

manden her i huset er begyndt med nye arbejdstider.
det passer mig ubeskriveligt dårligt, for vi har planlagt vores hverdag efter vores job og fritidsinteresser. men nu ændres det, og ikke kun til det gode.
jeg er pludselig alene mor i rigtig mange timer, med rigtig mange pligter og alt for lidt tid.
vi har kun en bil, og den har manden naturligvis.... og hvor gør det dog det hele lidt vanskeligere.

for selv om jeg har prøvet den før, og i ret mange år, så er meget ændret siden da, og det kræver en del tilvænning at få denne nye hverdag op at køre.
jeg plejer at være god til at planlægge, men jeg har ikke haft den nødvendige tid, og jeg mangler meget et netværk af barnepiger der lige kan passe et par rollinger mens jeg smutter til et møde, løber en tur eller tager mindste mand til gymnastik. for hvem forbereder lige aftensmaden når mødet er kl 17 eller gymnastik slutter kl. 18?
hvem bader knægten mens jeg rydder op i køkkenet? hvem handler ind mens jeg ordner vasketøj, hvem lufter hund og øver staveord.... jamen puha jeg bliver helt forpustet.

der var engang hvor en hverdag alene med 3 børn var normalen, men det har det ikke været i mange år. den gang arbejdede jeg 30 timer om ugen. nu arbejder jeg 48. dengang boede jeg i centrum af en storby. nu bor jeg i udkanten af en mindre by (lig med ingen bus) dengang gik ingen af os til sport, og vi havde ingen anden forpligtelser andre end dem i vores lille hjem. nu går alle 6 medlemmer af husstanden til et eller andet, min ene søn går i skole i en anden by, og vi er bestyrelses medlemmer i den lokale forening. der er med andre ord, knap nok timer nok i en helt alm. hverdag.... og nu skal jeg f.... til at klare den alene

men men, det må jo også give nogle fordele. for engang når der komme ro på, sku min mand jo gerne have en del fridage også. så det krydser jeg fingre for.... for ellers bliver hverdagen sørme lidt stresset.

valentinsdag og så meget mere end det

Skrevet 2012-Feb-16 kl 09:17
tænkte på det her den anden dag
en helt bestemt dag, med en helt speciel mening
især for os

men hvad er det vi fejrer?
er det den, det, eller os?
er det selve det romantiske ved dagen
er det den betydning den havde engang
er det den betydning den har nu?
hvad er forventningerne til den?
hvad burde de være?
gør vi nok ud af den?
er vi romantiske nok.....
er det okay at den kolde champagne bliver nydt i hver sin verden?
er den svage duft af romantik nok til at bære os igennem en hverdag hvor vi på mange måde er mere samarbejdspartnere end elskende?

vi har fra starten af valgt at denne dag ikke kun tilhører os.
det er en dag som vi nyder hele familien
børnene er med til at lave små gaver, hente blomster eller rundstykker, pakke søde bamser ind og vælge hjertekort med romantisk tekst.
vi går i køkkenet og bager hjertemuffins som vi har indkøbt onde mængder af hjertekrymmel til. kagerne falder sammen som et korthus, men hyggen er fantastisk og børnene elsker det.
vi spiser pizza ude, mens vi hygger og springer desserten over fordi maverne er overfyldte.
vi nipper iskold champagne mens den ene ser tv og den anden spiller computer med en af børnene.
resten bliver nydt i tavshed efter børne-putning og bleskift
aftenen smutter fra os mens vi ser film og dovner med en god bog i hver sin side af sengen...
men hvor blev romantikken af?

når forholdet starter er det årsdagen for det man fejer.
når man bliver gift er det bryllupsdagen man fejrer.
men hvad hvis man bliver gift på årsdagen for første møde?
fejrer man så 3 eller 5 år?
manden er ligeglad, han siger at vi fejer os. hvilken forskel gør det.
men som kvinde er det ikke helt et svar jeg kan falde til ro med.

jeg har god tid idag. børnene sover, manden er her ikke. der er ro til bare at lade tankerne flyde. det er skønt, og tiltrængt.
om det giver mening er for mig ligegyldigt

Nutche

et skridt frem og 2 retur

Skrevet 2011-Dec-11 kl 09:28
pludselig en dag kom der et brev.
et af de der breve der med det samme får alle ens alarmklokker til at ringe.
det var fra kommunen og handlede om mine børns far
først var jeg meget bekymret, men da jeg læste videre gav det hele pludselig mening.
der stod nemlig at faderen var blevet indlagt til afrusning, og at de blot ville sikre sig at jeg var klar over dette problem og beskyttede mine børn imod det
hold da op...
jeg var rimelig imponeret, og det samme var den rådgiver jeg sku ringe til. hun ku høre at jeg havde styr på det, så der var ingen grund til bekymring for børnenes sikkerhed.
hun synes vi beskyttede dem på den rigtige måde, og gav mig råd til senere samvær, hvis det bliver aktuelt.
hun ku fortælle mig at faderen frivilligt har ladet sin indlægge denne gang, og det kan da kun være posetivt.
jeg fortalte i starten ikke børnene noget, men da den ene pludselig gav udtryk for et stærkt savn, fik han en lille smule afvide. jeg bad ham samtidig om endnu ikke at håbe noget, da det på ingen måde er en garanti for at han snart kan klare at være sammen med dem.

et eller andet sted græder mit hjerte så meget for de børn, for hold op hvor (især den yngste) virkelig ønsker sin far tilbage i sit liv. han drømmer, ønsker og håber så inderligt at far en dag bliver ædru nok til at ku være der for ham. lege, pjatte og spille spil. være sej, glad og nærværende, uden sorg og savn.
men om det nogensinde lykkedes aner jeg bare ikke. og jeg giver ham ikke falske forhåbninger.

den ældste er lidt på en anden måde.
han nævner ikke længere faderen, og ønskede ikke at sende ham en hilsen. ingen tvivl om at han savner ham, men det kommer ikke længere til udtryk, og han nævner ham ikke længere med savn i stemmen.

på en måde ville jeg ønske at han ville holde sig væk. hvor ondt det end lyder så kan jeg næsten ikke bære hvis han kommer tilbage for blot at forsvinde igen næste gang verden går ham imod. så lad dem da hellere vokse op uden ham. det er ikke fair hvis han dukker op igen, helt ædru med en helt masse løfter og snak til dem. det er 1 helt år siden de sidst så ham. det er alt for længe for børn at undvære deres far i.
og hvad så næste gang?

kan ikke finde en slutning på mine ord i dag, så stopper vist bare her.

jule fred og julestress

Skrevet 2011-Nov-28 kl 12:29
selv når man er i god tid får man stadig stress

synes ellers jeg var ude i suuuuper god tid.
gaver lister ordnet, gaver til nevøer, niecer, søster og svoger købt ind og leveret og fryseren fyldt med kød.
meeeen så blev det pludselig 1. søndag i advent og min ene søn begynder at råbe "hvornår skal vi baaaaaaaaaaaaaageeeee?????"
jamen det skal vi da lige i dag søde dreng, var mit nok så pædagogiske og meget kærlige svar til den meget aktive knægt.
men der sku jo også pyntes op, ryddes op, købes ind, bages brød til den kommende uge og pølsehorn til klasse arrangementet, gøres rent og gøres klar, ordnes vasketøj og pakkes gaver ud. puuuuha og pludselig opdagede jeg at klokken var blevet sengetid og der var stadig ikke blevet bagt småkager.
så jeg trøstede sønnike med at jeg ville gøre dej klar i dag, og så kan vi da lige bage lidt småkager i aften.....
hmm.... nu er det bare lige at jeg skal til gymnastik med den ene og på løbetur med den anden, der skal laves mad, smøres madpakker osv. osv, så hvornår var det lige der sku blive tid til at bage de småkager i dag???

en enkelt dyb indånding og vi er klar igen.

jeg absolut elsker julen, men hvordan er det nu at man presser alle de ting ind i et (i forvejen ret stramt) program.
hvordan søren lykkedes det at bage, kreere og klippe/klistre, samtidig med at alle andre ting stadig skal nåes.
jeg ville seriøst elske hvis alt andet ligesom gik på stand by, bare lige i december. så var der tid til at lave alle de ting lidt mere helhjertet. i stedet for at gøre det mellem 16,30-17 en mandag eftermiddag.

hmm det må jeg lige overveje lidt.
det er da lykkedes alle de andre år

behøver jeg høre om det

Skrevet 2011-Oct-29 kl 08:16
åh nogle ting ville jeg ønske jeg ku lukke ude
at jeg ikke behøvede at lytte til
det er ikke nødvendigt at de fortæller mig det
men kan jeg fortælle dem det?
spørger jeg ikke selv?
her jeg ikke trang til at finde ud af mere?
leder jeg stadig efter en grund, en redningsplanke for ham?
ønsker jeg ikke at de fortsætter med at fortælle mig hvad der sker og hvad de oplever.... for tænk hvis det nu en dag var gode nyheder
eller endnu dårligere....

de ser ham, taler med ham, trues af ham, opsøges af ham, gemmer sig for ham
til alt held er de voksne mennesker
hans børn ser ham ikke
heldigvis
der er bestemt ting de ikke behøver at vide noget om
de ved at han har et problem
de ved at han er misbruger
men de ved ikke hvordan dette misbrug ændrer deres højt elskede far
og det vil de aldrig få af vide
af mig

hans familie/venner kontakter mig af og til
politiet har også gjort det
nogen ber om råd, nogen læsser af, og nogen tror jeg har oplysninger som de ikke har
og jeg prøver så godt jeg kan
trøster, lytter og gætter
laver aftaler som de bryder
sætter stopper for kontakt som ingen gavner
og ignorerer den negative energi jeg overvældes af hver eneste gang jeg hører endnu en dårlig nyhed om ham
ville virkelig ønske at jeg ku sige
"behøver jeg at høre om det"
men jeg er ikke helt parat
endnu.

egoist motion

Skrevet 2011-Oct-26 kl 07:22
kan ikke komme udenom det. det er ren egoisme.

jeg er simpelthen gået hen og blevet (lidt) for rund.
jeg er vist efterhånden kravlet fra normal vægtig op til overvægtig. ikke af den kæmpe store slags, men bare lige der hvor spejlbilledet ikke længere er en ven, og hvor man egentligt helst undgår vægten.
jeg prøvede i en periode at lave ugentlige målinger og vejninger med en veninde. vi gjorde det gennem flere uger, men det gjorde ikke den store forskel. i en lang periode lavede jeg forskellige slags gymnastik, men det hjalp heller ikke.
mit problem er helt ligetil... jeg elsker mad, og har en kæmpe trang til søde sager.
men men men....
for nylig var der så en anden veninde der foreslog zumba.
jeg havde en helt masse fordomme, men sagde ja for hyggens skyld.
heldigvis blev jeg meget posetivt overrasket, jeg morede mig meget og svedte som en hest.
problemet er jo bare at en enkelt gang om ugen ikke gør den store forskel for min figur.
så nu er jeg sørme også begyndt at løbe en lille tur hver aften. samtidig med at jeg laver ca 30 mavebøjninger hver morgen...
og det føles fantastisk.

det er ren egoisme.
ren voksen, ego tid.
det er løb, dans og simple øvelser, og det fylder min krop med glæde og velbehag.
mine løbeture er tit ledsaget af en hund og mindst 1 af børnene. men de cykler eller løber ved siden af, så jeg har mulighed for at få pulsen i vejret.
jeg ved ikke om dette kan virke bedre end alle de andre ting jeg har prøvet.
jeg har stadig kæmpe problemer med at styre min trang til søde sager. det er praktisk talt umuligt for mig at undvære det i min hverdag, og i weekenden tager det helt overhånd.
men jeg kæmper, jeg prøver, og jeg arbejder.... for jeg ønsker virkelig ikke at fortsætte med at være i kategorien overvægtig.
og som jeg siger til min ældste:
"det kan godt være at vi ikke klarer at løbe hver dag, men alt det gode vi gør kommer aldrig skidt tilbage"

de knap så rare nyheder

Skrevet 2011-Oct-4 kl 11:47
æv så kom der flere af dem
de ærgelige nyheder
dem der gør at man lige skal ud og ha lidt luft
dem der gør at man ikke kan finde ro
dem der gør at man drømmer triste drømme
dem der gør at man sørger over spildt liv

fik en opringning igår
en fjern bekendt havde triste ting at fortælle
fortiden spøger på en grim måde
og den efterlader mig trist og modløs på hans vegne
det er så uendeligt spild af liv
men det er ikke noget jeg kan ændre ved
han er syg
så utroligt syg
og nu hvor hans verden er en lodret kurve, på vej mod afgrunden
står jeg så langt fra, og ønsker mig et øjeblik tilbage til den gang hvor jeg gjorde en forskel
det føles så unfair at noget menneske skal spilde sit liv på den måde
men herfra hvor jeg er kan jeg ikke stille noget op
det kræver en vilje, det kræver et ønske om at blive hjulpet
og det siger de at han ikke har
har han mon nogensinde haft det???
gemmer jeg mine minder i en lille bobbel, for at fastholde en smule posetive ting som jeg kan give videre til mine børn fra deres far

åh gud hvor er det trist
kan ikke ryste følelsen af mig
jeg tror på noget godt i alle, og ikke mindst i ham
men hvad er det så der gør at alkoholen har taget over og alt andet er væk
jeg sørger så meget fordi jeg synes det er så ufatteligt unfair
de savner ham så meget
stiller så mange spørgsmål
og prøver at acceptere den fact at de måske ikke ser ham igen
de kan ikke forstå
og hvordan skulle de dog det
de er så små, men har allerede nu oplevet så mange savn, så meget svigt
når ens egen far vælger en fra pga. alkohol, så er verden ikke altid lige nem

jeg drømte i nat at de så ham
oplevede hans forfald
jeg så dem undres og græde
over denne mærkelige person
som før var deres elskede far
jeg passer godt på dem, jeg håber aldrig det kommer til at ske
men en dag ber de om den fulde sandhed
og jeg ville så inderligt ønske at han ville være ved deres side
ædru og klar til at forklare dem
men jeg ved godt det er yderst usansynligt

Forrige side | Side 1 af 13 | Næste side

Venner