er det værd
er det virkelig besværet værd
hvad er det vi prøver på
hvad er det vi kæmper så hårdt for
og lykkedes det
eller fejler vi langt hen af vejen
uanset hvor hårdt vi prøver at få det hele til at hænge sammen

sidder her, gennemsvedt efter en times intens træning
mødte manden i døren
et hej og farvel
han sku videre til hans egen træning
ind til de puttede børn, kysse dem godnat
mindstemand dukkede op i nattøj for lige at få en ekstra krammer
han vil komme herind nogle gange endnu, for lige at blive puttet af mor
inden han snart falder til ro i sin lille seng, kun få meter fra mig
den store dukker op om en times tid
hun ville gerne hentes, det er mørkt ude, men vi har ikke tid
det er vores evigt tilbagevendende problem.....

vi har aldrig tid
i en verden med 2 fuldtidsjob (+ alt det ekstra) 4 børn, (+ et weekend barn) hver sin fritidsinteresse, hver sit ønske for dagen, hver sin plan for weekenderne, hver sit ønske om hvornår hvilke pligter skal laves, hver sin måde at gribe projekterne an på.... der er vi i et konstant underskud af tid.
vi planlægger og det lykkedes næsten
men jeg er i tvivl om hvor vidt vi stadig har prioteringerne i orden

jeg har aldrig tidligere levet på denne måde
jeg har aldrig arbejdet så mange timer, og nydt det så meget
jeg har aldrig haft så stort et ønske om at gøre noget aktivt kun for mig
jeg har aldrig haft så travlt, haft så mange pligter, så mange ting der altid hænger, så mange ting jeg bare aldrig når
jeg har aldrig tilbragt så mange timer med mine børn og samtidig følt at jeg svigter dem hver eneste gang jeg ikke er der.

manden knokler som en hest, halvdelen af tiden
den anden del har han helt fri
jeg ved ikke hvilken del der driver mig mest til vanvid
når han er afsted 14 timer i døgnet er jeg helt alene med alt, alle pligter, alle opgaver... alt der kræver en voksen
når han er hjemme føler jeg at han bruger tiden "forkert"
det er hans frirum han skal ha lov til at slappe af
men jo mere han slapper af, jo mere skal jeg knokle når han igen ikke er der
det er skræmmende hvor hurtigt kroppen husker
hvor hurtigt man vænner sig til at være alene
der er bare ufatteligt mange ting jeg er vant til at han gør, så der er så meget nyt at lære
det kræver tid
og vi er tilbage ved starten
og spørgsmålet....
er det virkelig det værd????

jeg holder fast lidt endnu. prøver at finde en løsning
hvis jeg får tid

hmm græs enke
hvem pokker fandt dog på den tittel, og hvorfor
det lugter lidt af fortid, og engang hvor verden så anderledes ud.

manden her i huset er begyndt med nye arbejdstider.
det passer mig ubeskriveligt dårligt, for vi har planlagt vores hverdag efter vores job og fritidsinteresser. men nu ændres det, og ikke kun til det gode.
jeg er pludselig alene mor i rigtig mange timer, med rigtig mange pligter og alt for lidt tid.
vi har kun en bil, og den har manden naturligvis.... og hvor gør det dog det hele lidt vanskeligere.

for selv om jeg har prøvet den før, og i ret mange år, så er meget ændret siden da, og det kræver en del tilvænning at få denne nye hverdag op at køre.
jeg plejer at være god til at planlægge, men jeg har ikke haft den nødvendige tid, og jeg mangler meget et netværk af barnepiger der lige kan passe et par rollinger mens jeg smutter til et møde, løber en tur eller tager mindste mand til gymnastik. for hvem forbereder lige aftensmaden når mødet er kl 17 eller gymnastik slutter kl. 18?
hvem bader knægten mens jeg rydder op i køkkenet? hvem handler ind mens jeg ordner vasketøj, hvem lufter hund og øver staveord.... jamen puha jeg bliver helt forpustet.

der var engang hvor en hverdag alene med 3 børn var normalen, men det har det ikke været i mange år. den gang arbejdede jeg 30 timer om ugen. nu arbejder jeg 48. dengang boede jeg i centrum af en storby. nu bor jeg i udkanten af en mindre by (lig med ingen bus) dengang gik ingen af os til sport, og vi havde ingen anden forpligtelser andre end dem i vores lille hjem. nu går alle 6 medlemmer af husstanden til et eller andet, min ene søn går i skole i en anden by, og vi er bestyrelses medlemmer i den lokale forening. der er med andre ord, knap nok timer nok i en helt alm. hverdag.... og nu skal jeg f.... til at klare den alene

men men, det må jo også give nogle fordele. for engang når der komme ro på, sku min mand jo gerne have en del fridage også. så det krydser jeg fingre for.... for ellers bliver hverdagen sørme lidt stresset.

tænkte på det her den anden dag
en helt bestemt dag, med en helt speciel mening
især for os
men hvad er det vi fejrer?
er det den, det, eller os?
er det selve det romantiske ved dagen
er det den betydning den havde engang
er det den betydning den har nu?
hvad er forventningerne til den?
hvad burde de være?
gør vi nok ud af den?
er vi romantiske nok.....
er det okay at den kolde champagne bliver nydt i hver sin verden?
er den svage duft af romantik nok til at bære os igennem en hverdag hvor vi på mange måde er mere samarbejdspartnere end elskende?

vi har fra starten af valgt at denne dag ikke kun tilhører os.
det er en dag som vi nyder hele familien
børnene er med til at lave små gaver, hente blomster eller rundstykker, pakke søde bamser ind og vælge hjertekort med romantisk tekst.
vi går i køkkenet og bager hjertemuffins som vi har indkøbt onde mængder af hjertekrymmel til. kagerne falder sammen som et korthus, men hyggen er fantastisk og børnene elsker det.
vi spiser pizza ude, mens vi hygger og springer desserten over fordi maverne er overfyldte.
vi nipper iskold champagne mens den ene ser tv og den anden spiller computer med en af børnene.
resten bliver nydt i tavshed efter børne-putning og bleskift
aftenen smutter fra os mens vi ser film og dovner med en god bog i hver sin side af sengen...
men hvor blev romantikken af?

når forholdet starter er det årsdagen for det man fejer.
når man bliver gift er det bryllupsdagen man fejrer.
men hvad hvis man bliver gift på årsdagen for første møde?
fejrer man så 3 eller 5 år?
manden er ligeglad, han siger at vi fejer os. hvilken forskel gør det.
men som kvinde er det ikke helt et svar jeg kan falde til ro med.

jeg har god tid idag. børnene sover, manden er her ikke. der er ro til bare at lade tankerne flyde. det er skønt, og tiltrængt.
om det giver mening er for mig ligegyldigt

Nutche

pludselig en dag kom der et brev.
et af de der breve der med det samme får alle ens alarmklokker til at ringe.
det var fra kommunen og handlede om mine børns far
først var jeg meget bekymret, men da jeg læste videre gav det hele pludselig mening.
der stod nemlig at faderen var blevet indlagt til afrusning, og at de blot ville sikre sig at jeg var klar over dette problem og beskyttede mine børn imod det
hold da op...
jeg var rimelig imponeret, og det samme var den rådgiver jeg sku ringe til. hun ku høre at jeg havde styr på det, så der var ingen grund til bekymring for børnenes sikkerhed.
hun synes vi beskyttede dem på den rigtige måde, og gav mig råd til senere samvær, hvis det bliver aktuelt.
hun ku fortælle mig at faderen frivilligt har ladet sin indlægge denne gang, og det kan da kun være posetivt.
jeg fortalte i starten ikke børnene noget, men da den ene pludselig gav udtryk for et stærkt savn, fik han en lille smule afvide. jeg bad ham samtidig om endnu ikke at håbe noget, da det på ingen måde er en garanti for at han snart kan klare at være sammen med dem.

et eller andet sted græder mit hjerte så meget for de børn, for hold op hvor (især den yngste) virkelig ønsker sin far tilbage i sit liv. han drømmer, ønsker og håber så inderligt at far en dag bliver ædru nok til at ku være der for ham. lege, pjatte og spille spil. være sej, glad og nærværende, uden sorg og savn.
men om det nogensinde lykkedes aner jeg bare ikke. og jeg giver ham ikke falske forhåbninger.

den ældste er lidt på en anden måde.
han nævner ikke længere faderen, og ønskede ikke at sende ham en hilsen. ingen tvivl om at han savner ham, men det kommer ikke længere til udtryk, og han nævner ham ikke længere med savn i stemmen.

på en måde ville jeg ønske at han ville holde sig væk. hvor ondt det end lyder så kan jeg næsten ikke bære hvis han kommer tilbage for blot at forsvinde igen næste gang verden går ham imod. så lad dem da hellere vokse op uden ham. det er ikke fair hvis han dukker op igen, helt ædru med en helt masse løfter og snak til dem. det er 1 helt år siden de sidst så ham. det er alt for længe for børn at undvære deres far i.
og hvad så næste gang?

kan ikke finde en slutning på mine ord i dag, så stopper vist bare her.

selv når man er i god tid får man stadig stress

synes ellers jeg var ude i suuuuper god tid.
gaver lister ordnet, gaver til nevøer, niecer, søster og svoger købt ind og leveret og fryseren fyldt med kød.
meeeen så blev det pludselig 1. søndag i advent og min ene søn begynder at råbe "hvornår skal vi baaaaaaaaaaaaaageeeee?????"
jamen det skal vi da lige i dag søde dreng, var mit nok så pædagogiske og meget kærlige svar til den meget aktive knægt.
men der sku jo også pyntes op, ryddes op, købes ind, bages brød til den kommende uge og pølsehorn til klasse arrangementet, gøres rent og gøres klar, ordnes vasketøj og pakkes gaver ud. puuuuha og pludselig opdagede jeg at klokken var blevet sengetid og der var stadig ikke blevet bagt småkager.
så jeg trøstede sønnike med at jeg ville gøre dej klar i dag, og så kan vi da lige bage lidt småkager i aften.....
hmm.... nu er det bare lige at jeg skal til gymnastik med den ene og på løbetur med den anden, der skal laves mad, smøres madpakker osv. osv, så hvornår var det lige der sku blive tid til at bage de småkager i dag???

en enkelt dyb indånding og vi er klar igen.

jeg absolut elsker julen, men hvordan er det nu at man presser alle de ting ind i et (i forvejen ret stramt) program.
hvordan søren lykkedes det at bage, kreere og klippe/klistre, samtidig med at alle andre ting stadig skal nåes.
jeg ville seriøst elske hvis alt andet ligesom gik på stand by, bare lige i december. så var der tid til at lave alle de ting lidt mere helhjertet. i stedet for at gøre det mellem 16,30-17 en mandag eftermiddag.

hmm det må jeg lige overveje lidt.
det er da lykkedes alle de andre år

åh nogle ting ville jeg ønske jeg ku lukke ude
at jeg ikke behøvede at lytte til
det er ikke nødvendigt at de fortæller mig det
men kan jeg fortælle dem det?
spørger jeg ikke selv?
her jeg ikke trang til at finde ud af mere?
leder jeg stadig efter en grund, en redningsplanke for ham?
ønsker jeg ikke at de fortsætter med at fortælle mig hvad der sker og hvad de oplever.... for tænk hvis det nu en dag var gode nyheder
eller endnu dårligere....

de ser ham, taler med ham, trues af ham, opsøges af ham, gemmer sig for ham
til alt held er de voksne mennesker
hans børn ser ham ikke
heldigvis
der er bestemt ting de ikke behøver at vide noget om
de ved at han har et problem
de ved at han er misbruger
men de ved ikke hvordan dette misbrug ændrer deres højt elskede far
og det vil de aldrig få af vide
af mig

hans familie/venner kontakter mig af og til
politiet har også gjort det
nogen ber om råd, nogen læsser af, og nogen tror jeg har oplysninger som de ikke har
og jeg prøver så godt jeg kan
trøster, lytter og gætter
laver aftaler som de bryder
sætter stopper for kontakt som ingen gavner
og ignorerer den negative energi jeg overvældes af hver eneste gang jeg hører endnu en dårlig nyhed om ham
ville virkelig ønske at jeg ku sige
"behøver jeg at høre om det"
men jeg er ikke helt parat
endnu.

kan ikke komme udenom det. det er ren egoisme.

jeg er simpelthen gået hen og blevet (lidt) for rund.
jeg er vist efterhånden kravlet fra normal vægtig op til overvægtig. ikke af den kæmpe store slags, men bare lige der hvor spejlbilledet ikke længere er en ven, og hvor man egentligt helst undgår vægten.
jeg prøvede i en periode at lave ugentlige målinger og vejninger med en veninde. vi gjorde det gennem flere uger, men det gjorde ikke den store forskel. i en lang periode lavede jeg forskellige slags gymnastik, men det hjalp heller ikke.
mit problem er helt ligetil... jeg elsker mad, og har en kæmpe trang til søde sager.
men men men....
for nylig var der så en anden veninde der foreslog zumba.
jeg havde en helt masse fordomme, men sagde ja for hyggens skyld.
heldigvis blev jeg meget posetivt overrasket, jeg morede mig meget og svedte som en hest.
problemet er jo bare at en enkelt gang om ugen ikke gør den store forskel for min figur.
så nu er jeg sørme også begyndt at løbe en lille tur hver aften. samtidig med at jeg laver ca 30 mavebøjninger hver morgen...
og det føles fantastisk.

det er ren egoisme.
ren voksen, ego tid.
det er løb, dans og simple øvelser, og det fylder min krop med glæde og velbehag.
mine løbeture er tit ledsaget af en hund og mindst 1 af børnene. men de cykler eller løber ved siden af, så jeg har mulighed for at få pulsen i vejret.
jeg ved ikke om dette kan virke bedre end alle de andre ting jeg har prøvet.
jeg har stadig kæmpe problemer med at styre min trang til søde sager. det er praktisk talt umuligt for mig at undvære det i min hverdag, og i weekenden tager det helt overhånd.
men jeg kæmper, jeg prøver, og jeg arbejder.... for jeg ønsker virkelig ikke at fortsætte med at være i kategorien overvægtig.
og som jeg siger til min ældste:
"det kan godt være at vi ikke klarer at løbe hver dag, men alt det gode vi gør kommer aldrig skidt tilbage"

æv så kom der flere af dem
de ærgelige nyheder
dem der gør at man lige skal ud og ha lidt luft
dem der gør at man ikke kan finde ro
dem der gør at man drømmer triste drømme
dem der gør at man sørger over spildt liv

fik en opringning igår
en fjern bekendt havde triste ting at fortælle
fortiden spøger på en grim måde
og den efterlader mig trist og modløs på hans vegne
det er så uendeligt spild af liv
men det er ikke noget jeg kan ændre ved
han er syg
så utroligt syg
og nu hvor hans verden er en lodret kurve, på vej mod afgrunden
står jeg så langt fra, og ønsker mig et øjeblik tilbage til den gang hvor jeg gjorde en forskel
det føles så unfair at noget menneske skal spilde sit liv på den måde
men herfra hvor jeg er kan jeg ikke stille noget op
det kræver en vilje, det kræver et ønske om at blive hjulpet
og det siger de at han ikke har
har han mon nogensinde haft det???
gemmer jeg mine minder i en lille bobbel, for at fastholde en smule posetive ting som jeg kan give videre til mine børn fra deres far

åh gud hvor er det trist
kan ikke ryste følelsen af mig
jeg tror på noget godt i alle, og ikke mindst i ham
men hvad er det så der gør at alkoholen har taget over og alt andet er væk
jeg sørger så meget fordi jeg synes det er så ufatteligt unfair
de savner ham så meget
stiller så mange spørgsmål
og prøver at acceptere den fact at de måske ikke ser ham igen
de kan ikke forstå
og hvordan skulle de dog det
de er så små, men har allerede nu oplevet så mange savn, så meget svigt
når ens egen far vælger en fra pga. alkohol, så er verden ikke altid lige nem

jeg drømte i nat at de så ham
oplevede hans forfald
jeg så dem undres og græde
over denne mærkelige person
som før var deres elskede far
jeg passer godt på dem, jeg håber aldrig det kommer til at ske
men en dag ber de om den fulde sandhed
og jeg ville så inderligt ønske at han ville være ved deres side
ædru og klar til at forklare dem
men jeg ved godt det er yderst usansynligt

tør jeg spørge
om jeg savner det

tør jeg tænke
tanken til ende

burde jeg gøre mere
for at de får ham at se igen

burde jeg afskrive ham
som en del af deres fortid

vil de nogensinde acceptere
at de måske ikke ser ham igen

kan de lære at leve
uden ham

vil de en dag forstå
hvilken person han virkelig er

vil de indse
hvor syg han faktisk er

vil de ønske
at finde tilbage til ham

vil de finde
det de savner

eller vil de græde
over det de finder

vil han modtage dem
med glæde

eller vil han være for syg til at indse
hvor dejlige de er.

han mister
noget helt ubeskriveligt

deres kærlighed
betyder mere end ord kan beskrive

han er ligeglad, han ønsker dem ikke
hans sorg er for stor, og hans misbrug er for altoverskyggende

jeg græder ved tanken. ingen burde opleve den slags svigt

så slog den til igen
den 6. sans
tro på det eller lad være
jeg er ikke i tvivl

sad til en fest
sang en sang
personlig var den, måske det var det
fik kuldegysninger i et varmt rum
først en gang, så flere
stille bredte uroen sig i min krop
noget var der galt
ventede utålmodigt på at sangen var slut og der var skålet
fandt min jakke og min tlf
4 beskeder, 2 ubesvarede opkald
min datter i panik
problemer med de bedsteforældre der ikke længere kan magte den store børneflok
meget snak frem og tilbage
børnene i ro, og festen fortsatte

knap 2 timer efter tog vi hjem
med lidt bange anelser
børnene var ude af balance
en græd, en ledte efter mistede ting i en mørk have, en sov

konklusionen er klar
min 6. sans har slået til igen
(og vi har brug for andre barnepiger)

den helt specielle halskæde
eller der var faktisk 2
den ene fanger mit blik mere end den anden
grunden dertil.....
den har aldrig været brugt
jeg har fået den
en anden havde fundet den
men dens tidligere ejer
er ikke længere iblandt os
og jeg funderer over.....
jamen så helt utroligt mange ting

hvornår købte hun den
hvorfor købte hun den
sku den bruges til noget specielt
hvad var det der fik hende til at købe lige netop dette smykke
havde hun planer om at bære det til en helt speciel lejlighed, som hun aldrig nåede at deltage i
eller var det et impulskøb, som vi kvinder er så gode til
var det et fejlkøb som aldrig rigtigt harmonerede med hendes andre smykker
eller blev hun simpelthen for syg for hurtigt, så smykket blev glemt.

det andet der ligger i æsken virker ikke fangende i starten, men studeret lidt nærmere... tyder det på at denne kæde heller ikke er brugt. et lille mærke med pris ligger i æsken med det. og jeg kan ikke helt ryste den lidt triste fornemmelse af mig.
ubrugte smykker, fundet af mandens nye kæreste, og foræret til en slægtning af denne kæreste.
jeg forstår godt at den nye kæreste ikke kan gå med disse smykker.
men kan jeg.
jeg kender ikke den afdøde
kender ikke grunden til købet
har ingen minder, tanker eller ord forbundet med disse smykker
men stadig ved jeg ikke om jeg kan få mig selv til at bære dem,
smukke som de er
jeg ved det simpelthen ikke
Nutche

ja så skete det pludselig en dag
at trangen til at skrive, læse og mindes
dukkede op igen
så jeg ledte tilbage og fandt denne side.
det tog mig laaang tid, men jeg læste hver eneste blog jeg havde skrevet. grinte, smilede, græd og atter igen.... mindes
da jeg tog beslutningen om at det var tid til at skrive endnu en blog, ku jeg pludselig ikke logge ind.
æv og brok og mange skæld ud, indtil jeg til sidst fandt ud af at skrive en mail og be om råd.
pludselig lykkedes det og så var jeg tilfreds igen.

om hverdagen vil byde på flere blogs fra mig, det har jeg ikke helt besluttet. men trangen til at skrive er her lige nu. og jeg det er her jeg har valgt at skrive nogle af alle mine tanker ned.

alt for nu, men måske tilbage for at blive et fast indslag på megablog.

Nutche

længe siden
virkelig længe
troede min blog var lukket ned, og alle blogs slettede....men min glæde var stor da jeg opdagede at alt er som før.
det føles som at gense en gammel ven, og det føles fantastisk.
min verden har været baby baby og baby, men nu hvor jeg kan tælle dage til min verden begynder igen, så var det måske på rette tid at genoptage noget der ikke har med baby at gøre...
og dog
jeg kan ikke beskrive hvor meget det river i mig at tænke på at min yngste søn, snart skal starte fuldtid væk fra mig
han er min baby, min kælepotte...mit rodehoved og min charmetrold....og jeg elsker ham som jeg elsker de andre
men hvor man sku tro at hjertet vænner sig til at tage afsked med børnene...der indrømmer jeg blankt at det gør det ikke
jeg absolut hader tanken om at min dreng skal bruge det meste af hans dag hos en anden end mig...og skønt jeg vitterligt har prøvet at ændre den fact.... i hvert fald en smule....så er det bare ikke lykkedes, og jeg kæmper videre, mens jeg arbejder på at løsrive mig nok fra min søn, til at ku overskue tanken.
hvis jeg havde et dejligt job at vænne tilbage til, er jeg sikker på at overgangen ville være nemmere at kapere....men jeg ser frem mod en meget stresset hverdag, på et job jeg inderst inde ikke længere har nogen interesse i.... så det er ikke lysten der driver værket.
men men, det skal nok gå, og jeg er sikker på at det bliver rart at starte op igen....og få noget virkelighed ind i mit liv. jeg har gået hjemme længe nu...og det må være sundt for mig snart at starte op igen.

da vi nu tidligere var enige om at dette sku være vores yngste barn....bad jeg lægen om at klippe noget over....men hun nægtede...og det ærger mig den dag idag.
jeg er nemlig...nu hvor min yngste nærmer sig 10 mdr...blevet skruk som en læggehøne....og jeg kan bilde mig selv ind at min krop er yderst gravid....selv om jeg ved det er næsten umuligt.
så jeg ønsker vitterligt at stampe hen til lægen...banke i bordet....og forlange at hun sætter mig i kø til en operation....med mindre hun vil låne os penge til ny bil og ekstra værelser i vores store hus

ahh denne luft for tanker var fantastisk....skønt jeg stadig ikke har mod på at åbne op for det der fylder allermest.....

om det er okay
det ved jeg ikke
om det er normalt
er jeg sikker på
det der med flirten
eller bare tanken om
at en af de fortrolige
som ekspedienten i butikken
eller den rare læge, frisør, pædagog eller psykolog

i en simpel verden
føler man af og til trang til
at bryde løs
i en elsket verden
med gode følelser
vil der af og til være nogen der bare
tar pusten fra en
et øjeblik hvor man stopper op og undrer sig over
hvad der pludselig skete indeni i
da man forlod stedet med et lidt større smil end man havde med derind
hvor fortroligheden pludselig efterlod en med kilden i maven
for skønt det ville være meget upraktisk
når fortroligheden er så stor
så ville en simpel flirt vel ikke være det værste der ku ske
tanken er dejlig
skønt min verden ikke tillader det
et sted hvor jeg kommer så ofte vil det give mig seriøse problemer
jeg kan sagtens styre det
det ved jeg
min verden er for elsket og dejlig til at risikere den slags tanker
men bare i et split sekund
var det en dejlig ting at lege lidt med
Nutche

puha den er ikke altid sjov
men råt for usødet og en helt masse æv
sandheden er at jeg stadig ikke har tabt de sidste kilo. efter graviditeten har jeg prøvet at lave mavebøjninger hver dag, men efterhånden som trætheden får overtaget bliver det svært at holde det ved lige og jeg kan næsten se min mummy tummi grine af mig mens jeg kæmper mig vej gennem øvelserne. derudover er min søde tand bare alt alt for stor....og øvelser alene gør ingen underværker.
sandheden er at min mellemste søn har brug for hjælp for at blive lykkelig.
han har nok haft et problem længe, men det har taget mig tid at indse det....beslutningen var uundgåelig, men så ufattelig svær, og den dag hvor jeg endelig tog skridtet fuldt ud, føles det som at vifte med det hvide flag.
min søn er ikke længere lykkelig, men med hjælp kan han blive det igen. allerede efter få samtaler og gode råd er der fremgang at spore....så måske bliver det sket ikke nødvendigt at få hjælp fra kommunen..... men det kræver tid at vurdere om det er en permanent fremgang eller om det bare er en midletidig reaktion.
sandheden er...... at den hverdag han savner med sin søn.... ikke er den hverdag vi havde. han savner en hverdag som aldrig har eksisteret, for hjertet husker kun det gode....og netop fordi han savner så meget.... så glemmer han hvor hårdt det var.
episoden idag var en reminder om hvordan det var, og jeg håber det bringer lidt ro i hans sjæl.
for sandheden er at han lige nu føler sin position truet. i en verden hvor der ikke længere eksisterer "dine, mine og vores" men nu kun "dine og vores" der bliver han pludselig degraderet til at spille anden violin.... for hans tilstedeværelse er pludselig ikke så tvungen nødvendig som tidligere.
hverdagen er ikke længere presset ned i kasser hvor punktlighed er en absolut nødvendighed. han er fri til at bevæge sig lidt undenfor rammerne, og hvor han troede at han ville nyde det...opdager han at det giver ham en følelse af at han ikke længere er nødvendig for at hverdagen fungere.
han ved at jeg har gjort det før, og sagtens ku gøre det igen...og skønt jeg ingen planer har om at gøre det..... ja så giver det ham en tom følelse indeni.
det på trods af at han stadig fylder lige så meget i mine børns liv som tidligere....
min ældste søn ser ham som en bonus far.... men det gør ikke savnet af hans ældste søn mindre.

en stille aften
resultatet af en stille dag
sidder alene ved skærmen mens baby sover, hunden ligger i sin kurv, og manden er til fest.
jeg er træt men ikke træt nok.
ved jeg burde gå i seng, men med viden om at jeg på et tidspunkt skal afsted for at hente manden....gør at min krop nægter at lade sig overmande af trætheden.
jeg burde lægge mig på sofaen og putte med en god film, men her på det sidste er det bare ikke lykkedes mig at falde i søvn til en tv-et.... tvært imod virker det som om alt lyd holder mig vågen, så jeg burde jo bare putte mig under dynen men jeg har slet ikke lyst.
når jeg nu ved at det blot er et spørgsmål om timer.... mange måske nok men stadig.... før jeg skal ud og køre med en sovende baby for at hente en ret beruset mand som sikkert bliver til en sovende mand i det øjeblik jeg bakker bilen ud fra p-pladsen..... ja så er det så som så med den ro der plejer at falde over mig.... for et eller andet sted ligger jeg jo bare og venter på det skide opkald.
jeg er ikke vred, ej heller frusteret eller jaloux...hvilket for mig er en kæmpe stor ting..... jeg er bare rastløs.... jeg keder mig lidt og jeg føler jeg sidder i vente position..... men måske er det bare en undskyldning for ikke at gå under dynen alene
prøver prøver prøver....
vi ser om ikke det lykkedes

jeg sidder her
så rødglødende af raseri
og prøver at finde hoved og hale i hvad det er jeg føler og hvorfor
hvorfor han valgte at trække sig i så vigtigt og åbenlyst et øjeblik
og atter engang efterlod mig alene i midten af noget som burde være et øjeblik vi deles om.
som den dag ved vores bryllup, hvor en sur knægt alene, var hans foretrukne valg, skønt samtlige gæster og den brud jeg vitterligt var, ventede på hans tilstedeværelse.....som han brilledere ved fraværet af.
igen idag var den gal....og i det øjeblik hvor centrum burde være på os og den knægt vi fejrede netop idag. valgte han at forsvinde et sted udenfor...og de undrende spørgsmål om hvor manden var, fandt jeg ingen svar på.... men kun en voksende frustration....som eksploderede da jeg opdagede at det ikke havde været en akut nødsituation der havde foresaget hans fravær.... men blot en teknikalitet som ku ha ventet til et roligt øjeblik hvor alles opmærksomhed ikke var centreret direkte på os.
jeg stod i midten af cirklen, med hele hans familie omkring mig, og følte mig som palle alene i verden, fordi min mand var forsvundet udenfor.

måske ville dette for enhver anden ikke betyde det store..... men i min verden er det bare alle de små ting der får mig til at fare op i det røde felt.....og det er den nærmest hysteriske opmærksomhed på detaljen der bekymrer mig.
er min verden blevet så perfekt, at jeg kun kan fremmane vrede og tristhed ved at gå op i selv de mindste detaljer.
nu hvor jeg har fået alt hvad jeg peger på....er min verden så blevet for kedelig....bliver jeg nød til at opfinde problemer for at ha noget at gå op i.... er det måske hormonerne der spiller mig et puds.... eller er det vitterligt noget som er okay at ta op til diskution i et stille øjeblik... fordi det er et mønster der er begyndt at gentage sig..... er 2 gange en vane eller er det bare et tilfælde som han ligger under for.'er jeg så lykkelig i min verden at jeg desperat leder efter fejl hos min mand.... bare for at ku ha noget at bebrejde ham for.
jeg ved det ikke.
hvis det handler om kampen mellem det gode og onde....hvorfor leder jeg så efter det onde i stedet for at nyde frugten af alt det gode.
har mennesker behov for at være triste og vrede af og til, for virkelig at nyde den lykke de føler hver eneste dag.
har jeg nået et sted i mit liv hvor jeg undrer mig over hvad der mere kan være i verden til mig.... så det måske var bedst at sortere ud i alt det gode for at starte forfra.....
hvad er det der gør at jeg leder efter noget der kan gøre mig vred? noget jeg kan blive trist af....noget jeg kan bebrejde ham.... i stedet for at nyde alt det gode han er i mit liv?
ved det ikke..... leder efter svar jeg ikke kan finde.
men det vigtigste er ikke svar.....
det er luft for mine tanker
svarene kommer senere.... de er ikke det vigtigste.... det er spørgsmålene.
Nutche

åh hvor kan jeg mærke hormonerne rase i min krop.
dem der mener at gravide er i hormonernes vold, sku bare prøve at sidde med en nyfødt.
det er som om hvert eneste ord folk siger til mig, forplantes i mit indre, hvor det ganges op indtil det fylder langt mere end de intentioner det blev sagt med.
det er som om en helt lille følelse er eksploderet inde i mig og det tvinger mig i knæ med driv våde øjne og et blødende hjerte.
alle de små ting giver mig trang til at stor tude, og det føles som en lettelse når jeg endelig giver tårerne lov til at strømme, og hengiver mig til træthedens tåger. jeg læser lidt, men nyder at øjnene giver efter.... desværre bringer morgendagen ikke den lettelse med sig, som jeg havde forventet.
jeg ved jeg burde snakke med manden om det, og inden jeg går i seng i aften, er det nok nøjagtigt hvad jeg har gjort.... men lige nu er det svært at sætte ord på noget som højst sandsynligt er grundlagt i det øjeblik min søn blev født og hormornerne tog over.
en træt, øm og ekstremt nærtagende
Nutche

farveskift, bliver nød til det
kan da ikke skrive om min søns fødsel i lilla

for de små veer som startede op tidligt torsdag morgen, resulterede nemlig i fødslen af min søn, tidligt fredag nat.
præcis kl 2,22 fredag den 3 juli 2009, blev en våd og fedtet klump lagt op på min mave, og efter 21 timer med smerte, træthed og venten
var han det lille mirakel vi havde set sådan hen imod
fødslen af ham sætter det definitive punktum for min tid som gravid, han er mit fjerde barn, og i samråd med manden er vi kommet frem til at han bliver den sidste.

jeg har svært ved at finde de rigtige ord.
her i denne moderne familie af dine og mine...blev han det sidste lille tillægsord...så familien nu også rummer "vores"
det er stort, det er fantastisk, og det er vores eget private lille mirakel. han sætter det sidste punktum, gør os hel og fastholder den sammenhæng vi selv markerede ved vores bryllup.
hans fødsel var en lang rolig omgang, der startede så forsigtigt....på et tidspunkt nærmest gik i stå...og sluttede af med en stemning og en glæde der havde været en konge værdig.
ku ha krammet den jordmoder som med smil og glæde, hjalp os det sidste stykke vej mod målet....og da min mand faldt i søvn med vores nyfødte søn trygt sovende på brystkassen...ja der fyldte en lykke så stor mit hjerte...at jeg overvejede om det ville briste inden nyheden om den lille størrelse var blevet fortalt til verden udenfor.

en anderledes beretning.
en anderledes blog
en anderledes verden, med et helt nyt kapitel.

en masse smil, og en smule træthed
Nutche

vågnede 5,15
en skarp smerte trak fra maven, ned i lænden hvor den blev i 15-20 sekunder
det gjorde nas og den dybe vejrtrækning blev glemt i træthedens tåger
kiggede lidt forskrækket på klokken
prøvede at sove videre
men en smerte som den, fylder mig med kilden i maven
for er det mon nu
har haft plukveer de sidste dage
terminen var i mandags
så jeg prøvede at lukke øjnene igen, men 14 min efter kom den næste smerte, og med centrum samme sted som den første...breder håbet om en snarlig fødsel sig.
forventningsfuld ventede jeg på den næste, men 20 min gik før der skete mere, og da var smerten faldet til ro, skønt centrum for smerten var det samme.
min mand stod op, jeg gik med ham, og før han sku ud af døren, fortalte jeg ham om mine (pluk)veer
med min erfaring indenfor fødsler, burde jeg uden at blinke, ku fortælle ham om dette var den rigtige slags, eller bare den slags der får kroppen til at forberede sig. men jeg ved det ikke. kun regelmæssigheden kan gøre mig helt sikker. og så intensiteten.
han fik lov til at køre og her for 14 min siden måtte jeg så ringe igen.
veerne er meget korte, og ikke specielt regelmæssige, så selv om han ikke var meget for det, fik jeg ham overbevist om at køre videre mod arbejde.
mens jeg lovede at ringe hvis smerterne tager til, og pausen mellem dem bliver kortere.
nu får vi se.
jeg har kilden i maven, men tør ikke håbe for meget.
det kan sagtens være min fødsel der er startet, men det kan også falde til ro når som helst.
krydser fingre og ser tiden an.
mange hilsner
Nutche