så fik jeg denne enestående mulighed for at opleve en helt anden side af verden
og hvor har det været fantastisk
en hel weekend uden forpligtelser og ansvar
en hel weekend hvor jeg kun har skulle gøre hvad jeg selv havde lyst, hvornår jeg havde lyst, og hvor meget jeg havde lyst
ingen der kaldte, ingen der bad om hjælp, ingen hvis ønsker, behov og krav, kom før mine
og det har alt sammen været takket være min mand

denne luksus weekend var nemlig hans ide
hans foræring, hans helt personlige gave af frihed, fra ham til mig
midt i en hverdag fyldt med pligter, stress, ansvar og en lille knægt der stadig mangler den hjælp som ingen kan finde ressourcer til at give ham
lige der fandt min mand overskud til at give mig denne fantastiske weekend
og jeg elsker ham for det
men ideen var ikke nem for ham
han frygtede min reaktion, frygtede for hvordan jeg ville føle når han præsenterede mig for denne lidt anderledes ide
vi plejer nemlig kun at tage en enkelt weekend uden børn hvert år, og den tilbringer vi sammen
et romantisk get away, hvor vi bruger tiden på at genfinde den kærlighed vi ofte nedprioterer i hverdagen
det her var noget helt andet, noget helt nyt....... men shiiit hvor har det været skønt
jeg har været på tøse hygge, kina resturant, hygge shopping.... og så har jeg været en lang og romantisk tur nede af mindernes vej
jeg har taget lange uafbrudte bade, set platte serier og spist sushi i sofaen, danset tåbeligt rundt i huset med alt for høj 80-er musik i baggrunden. hørt den samme sang 50 gange og sunget forkert med hver gang og så har jeg nydt bare at være til.

men nu nærmer afslutningen sig.... og med den kommer savnet.
nu må de godt snart komme hjem
hjem til friskbagt brød og rene strømper
hjem til knus, kys og en helt masse snak om hvor sjov weekenden har været for os allesammen
hjem til et hus der er lidt for stille når aftenen falder på
lidt for stille uden deres små magtkampe
deres brok, krav og kærlighed
deres små protester når jeg putter dem
deres beklagelser når jeg sætter grænser
jeg falder i staver her........
jeg savner dem nu..... heldigvis
de er en del af mig, og skønt jeg nyder tiden alene, så er mit hjerte ikke helt uden dem, og når natten falder på er mit hjem bare lidt for tomt og stille
jeg mangler den kærlighed de fylder mit liv med... det kærlige kaos der er min hverdag og mit liv

Nutche

som om lidt vil klæde sig ud som heks og møde op til den fastelavnsfest som jeg har arrangeret i den lokale forening.... sådan kan man nemlig også vælge at slutte sin alene weekend

åh at finde sin gamle blog og bare lade tankerne flyde.
at sidde stille her, mens man lader alle sine bekymringer overmande en og bare komme frem i lyset.

min søn er syg.... på en måde. noget er der galt, han fungere ikke i skolen. intet klapper for ham, og han er alt for langt bagud.
adhd er deres forslag, visitering bliver sat i gang, men der er sørme ingen pladser til ham. udredning er i sigte, men der er ikke plads på børnepsyk før til januar.
skolen som tidligere har givet så meget og kæmpet så hårdt, finder på halv-hjertede hovsa løsninger som ikke fungere for hverken sønnike eller os. tingene skærper til og jeg frygter hvad det ender med.
lige nu er status lig nul. han lærer intet, han har ingen venner, og skolen har totalt givet op. men han skal gå der til august (mindst) så noget må der gøres. endnu et møde sættes i værk, og vi fortsætter med at krydse fingre lidt endnu.

min anden søn har nu også fået problemer. en sprogtest viser at han er et pænt stykke bagud, så ting sættes i gang. et møde med en talepædagog og endnu engang håber vi det bedste. vi får værktøjer til at lære ham flere ord, og desperate stopper vi ham med alle de ord han orker, i forsøg på at afhjælpe større problemer for vores lille søn i fremtiden.


min mand var i byen for nyligt. ingen problemer der, det er jul, det er tiden. han kommer hjem og betror mig at han har haft en affære (nej vel) han har tvært imod kun været ude at danse med en af pigerne et par gange (som man nu gør)
af en aller anden årsag var det mere vanskeligt for mig at kapere. han er nemlig en af dem der bare aldrig danser. til fester skal man næste hive ham derud, og i de mange år jeg har kendt ham, har han sammenlagt danset mig med 2 gange (vores bryllup ville han ikke danse til) så sørme om jeg ikke alligevel fik besøg af det lille røde jalousi monster, da min mand fortalte at denne pige havde været hans dansepartner op til flere gange denne aften (for min skyld kunne han hellere ha haft en affære)
så ja, selv om jeg sidder her og mener at jalousi ikke er noget jeg gider bruge tid på.... så skal der åbenbart ingenting til alligevel.
hmm..... gad vide hvordan det var hvis det var omvendt

først var han lille og så blev han stor
nu kommer det punkt
hvor han skal væk fra sin mor

jeg har vidst det længe
at efter ferien var det tid
og skønt jeg ved at han vil nyde det
så kræver det meget af mit moderhjerte
at skulle igennem den omstilling

på mandag begynder en ny epoke af både hans og mit liv
og det er nu lidt en svær tanke
han er mit sidste barn, min yngste som jeg har fået lov til at beholde hjemme langt mere tid end nogen af de andre
men nu er tiden rigtig, og han er så klar til at komme ud i verden
det er kun mig der halter bagefter
ferien har været lang og skøn, men tanken om mit daglige farvel til mindstemand, tager pusten fra den sidste tid.

min hverdag bliver travl og spændende og hans bliver fyldt med nye udfordringer og masser af nye bekendtskaber.
hans plads i min hverdag bliver snart fyldt ud, og i mit dagplejehjem vil hverdagen hurtigt falde ind i nye rytmer, med nye børn, nye kram, nye kys og nye oplevelser.
jeg skal blot vende mig til at andre skal give ham de ting i hverdagen.

i mit hjem bliver der gjort lidt kærligt grin med mine følelser, så trængte til lidt luft.
det er okay, jeg ved det godt
men svært er det nu

Nutche

åh der var engang
i de gode gamle dage
hvor jeg altid var forud med alting
hvor jeg havde planlagt alt inden alle andre
havde styr på alle aftaler
planlagt hver detalje
kom i god tid, i ro og mag, uden stress, uden sved på panden, og uden at sidde oppe sent hver aften
huskede fødselsdage, navne, ansigter, gymnastik tasker, forældremøder, telefonnumre, lege aftaler, og navnene på alle børnenes nærmeste børnehave/skole venner

hvad skete der?
fik jeg hænderne for fulde?
er det blot alderen?
fik jeg mere end jeg bad om?
hvad gik galt?
prioterer jeg forkert? eller var jeg galt på den dengang?
behøvede en 2 års fødselsdag virkelig at være planlagt til mindste detalje 2 mdr. før?
sku alt være klar længe inden gæsterne havde givet svar?
er jeg blevet sløset? ligeglad?
er min verden blevet så anderledes? eller er der bare blevet flere pligter i den?
er jeg stresset eller blot aktiv?
har jeg for mange interesser, for mange jern i ilden, eller er jeg blot for doven til at bruge tiden mest hensigtsmæssigt?

uanset hvad der er gået galt denne gang. så står jeg i hvert fald med et problem jeg skal have løst.
jeg har nemlig arrangeret en stor familiefest.
gæsterne er inviteret, alle har givet svar, der er indkøbt drikkevarer og planlagt menu (troede jeg)
nu viste det sig bare at den hjemmeside jeg havde kigget på ikke var opdateret, så prisen er langt højere end den først budgetteret 
alt i alt giver det en prisstigning på et ret pænt beløb.

så jeg er ikke helt tilfreds for at sige det pænt.

manden (som for øvrigt er hovedperson til denne begivenhed) har valgt at stikke hovedet i busken
han har fundet en dejlig film som passer fint til en ellers rolig søndag aften
hmm det fik mig så til at være endnu mindre tilfreds
for mens jeg sad svedende ved skærmen og brugte timer på at lede efter et andet sted hvor vi ku få noget mad der bare lignede den ønskede fest middag, ja så sad min husbond i sofaen og ser en krimi.
så jeg bankede let i bordet og skabte mig (som jeg nu engang gør) og så fjernede jeg min elskede søgemaskine fra skærmen og gik i gang med ligegyldige spil på fb. lidt a la en sit down strike (den har i hvert fald lige så lidt virkning)

så håber jeg at han har planer om at genoptage interessen i arrangementet lidt (men helst ikke mere end lidt) senere
ellers risikere vi at alle venner og familie medlemmer møder og i festtøj til en rugbrødsmad og en lunken cola
men det ku selvfølgelig også ha sin charme (ser man bort fra dem der kommer meget langt fra) 
stadig stresset, men har kastet håndklædet i ringen.... blot for i aften i hvert fald

Nutche

 

er det værd
er det virkelig besværet værd
hvad er det vi prøver på
hvad er det vi kæmper så hårdt for
og lykkedes det
eller fejler vi langt hen af vejen
uanset hvor hårdt vi prøver at få det hele til at hænge sammen

sidder her, gennemsvedt efter en times intens træning
mødte manden i døren
et hej og farvel
han sku videre til hans egen træning
ind til de puttede børn, kysse dem godnat
mindstemand dukkede op i nattøj for lige at få en ekstra krammer
han vil komme herind nogle gange endnu, for lige at blive puttet af mor
inden han snart falder til ro i sin lille seng, kun få meter fra mig
den store dukker op om en times tid
hun ville gerne hentes, det er mørkt ude, men vi har ikke tid
det er vores evigt tilbagevendende problem.....

vi har aldrig tid
i en verden med 2 fuldtidsjob (+ alt det ekstra) 4 børn, (+ et weekend barn) hver sin fritidsinteresse, hver sit ønske for dagen, hver sin plan for weekenderne, hver sit ønske om hvornår hvilke pligter skal laves, hver sin måde at gribe projekterne an på.... der er vi i et konstant underskud af tid.
vi planlægger og det lykkedes næsten
men jeg er i tvivl om hvor vidt vi stadig har prioteringerne i orden

jeg har aldrig tidligere levet på denne måde
jeg har aldrig arbejdet så mange timer, og nydt det så meget
jeg har aldrig haft så stort et ønske om at gøre noget aktivt kun for mig
jeg har aldrig haft så travlt, haft så mange pligter, så mange ting der altid hænger, så mange ting jeg bare aldrig når
jeg har aldrig tilbragt så mange timer med mine børn og samtidig følt at jeg svigter dem hver eneste gang jeg ikke er der.

manden knokler som en hest, halvdelen af tiden
den anden del har han helt fri
jeg ved ikke hvilken del der driver mig mest til vanvid
når han er afsted 14 timer i døgnet er jeg helt alene med alt, alle pligter, alle opgaver... alt der kræver en voksen
når han er hjemme føler jeg at han bruger tiden "forkert"
det er hans frirum han skal ha lov til at slappe af
men jo mere han slapper af, jo mere skal jeg knokle når han igen ikke er der
det er skræmmende hvor hurtigt kroppen husker
hvor hurtigt man vænner sig til at være alene
der er bare ufatteligt mange ting jeg er vant til at han gør, så der er så meget nyt at lære
det kræver tid
og vi er tilbage ved starten
og spørgsmålet....
er det virkelig det værd????

jeg holder fast lidt endnu. prøver at finde en løsning
hvis jeg får tid

hmm græs enke
hvem pokker fandt dog på den tittel, og hvorfor
det lugter lidt af fortid, og engang hvor verden så anderledes ud.

manden her i huset er begyndt med nye arbejdstider.
det passer mig ubeskriveligt dårligt, for vi har planlagt vores hverdag efter vores job og fritidsinteresser. men nu ændres det, og ikke kun til det gode.
jeg er pludselig alene mor i rigtig mange timer, med rigtig mange pligter og alt for lidt tid.
vi har kun en bil, og den har manden naturligvis.... og hvor gør det dog det hele lidt vanskeligere.

for selv om jeg har prøvet den før, og i ret mange år, så er meget ændret siden da, og det kræver en del tilvænning at få denne nye hverdag op at køre.
jeg plejer at være god til at planlægge, men jeg har ikke haft den nødvendige tid, og jeg mangler meget et netværk af barnepiger der lige kan passe et par rollinger mens jeg smutter til et møde, løber en tur eller tager mindste mand til gymnastik. for hvem forbereder lige aftensmaden når mødet er kl 17 eller gymnastik slutter kl. 18?
hvem bader knægten mens jeg rydder op i køkkenet? hvem handler ind mens jeg ordner vasketøj, hvem lufter hund og øver staveord.... jamen puha jeg bliver helt forpustet.

der var engang hvor en hverdag alene med 3 børn var normalen, men det har det ikke været i mange år. den gang arbejdede jeg 30 timer om ugen. nu arbejder jeg 48. dengang boede jeg i centrum af en storby. nu bor jeg i udkanten af en mindre by (lig med ingen bus) dengang gik ingen af os til sport, og vi havde ingen anden forpligtelser andre end dem i vores lille hjem. nu går alle 6 medlemmer af husstanden til et eller andet, min ene søn går i skole i en anden by, og vi er bestyrelses medlemmer i den lokale forening. der er med andre ord, knap nok timer nok i en helt alm. hverdag.... og nu skal jeg f.... til at klare den alene

men men, det må jo også give nogle fordele. for engang når der komme ro på, sku min mand jo gerne have en del fridage også. så det krydser jeg fingre for.... for ellers bliver hverdagen sørme lidt stresset.

tænkte på det her den anden dag
en helt bestemt dag, med en helt speciel mening
især for os
men hvad er det vi fejrer?
er det den, det, eller os?
er det selve det romantiske ved dagen
er det den betydning den havde engang
er det den betydning den har nu?
hvad er forventningerne til den?
hvad burde de være?
gør vi nok ud af den?
er vi romantiske nok.....
er det okay at den kolde champagne bliver nydt i hver sin verden?
er den svage duft af romantik nok til at bære os igennem en hverdag hvor vi på mange måde er mere samarbejdspartnere end elskende?

vi har fra starten af valgt at denne dag ikke kun tilhører os.
det er en dag som vi nyder hele familien
børnene er med til at lave små gaver, hente blomster eller rundstykker, pakke søde bamser ind og vælge hjertekort med romantisk tekst.
vi går i køkkenet og bager hjertemuffins som vi har indkøbt onde mængder af hjertekrymmel til. kagerne falder sammen som et korthus, men hyggen er fantastisk og børnene elsker det.
vi spiser pizza ude, mens vi hygger og springer desserten over fordi maverne er overfyldte.
vi nipper iskold champagne mens den ene ser tv og den anden spiller computer med en af børnene.
resten bliver nydt i tavshed efter børne-putning og bleskift
aftenen smutter fra os mens vi ser film og dovner med en god bog i hver sin side af sengen...
men hvor blev romantikken af?

når forholdet starter er det årsdagen for det man fejer.
når man bliver gift er det bryllupsdagen man fejrer.
men hvad hvis man bliver gift på årsdagen for første møde?
fejrer man så 3 eller 5 år?
manden er ligeglad, han siger at vi fejer os. hvilken forskel gør det.
men som kvinde er det ikke helt et svar jeg kan falde til ro med.

jeg har god tid idag. børnene sover, manden er her ikke. der er ro til bare at lade tankerne flyde. det er skønt, og tiltrængt.
om det giver mening er for mig ligegyldigt

Nutche

pludselig en dag kom der et brev.
et af de der breve der med det samme får alle ens alarmklokker til at ringe.
det var fra kommunen og handlede om mine børns far
først var jeg meget bekymret, men da jeg læste videre gav det hele pludselig mening.
der stod nemlig at faderen var blevet indlagt til afrusning, og at de blot ville sikre sig at jeg var klar over dette problem og beskyttede mine børn imod det
hold da op...
jeg var rimelig imponeret, og det samme var den rådgiver jeg sku ringe til. hun ku høre at jeg havde styr på det, så der var ingen grund til bekymring for børnenes sikkerhed.
hun synes vi beskyttede dem på den rigtige måde, og gav mig råd til senere samvær, hvis det bliver aktuelt.
hun ku fortælle mig at faderen frivilligt har ladet sin indlægge denne gang, og det kan da kun være posetivt.
jeg fortalte i starten ikke børnene noget, men da den ene pludselig gav udtryk for et stærkt savn, fik han en lille smule afvide. jeg bad ham samtidig om endnu ikke at håbe noget, da det på ingen måde er en garanti for at han snart kan klare at være sammen med dem.

et eller andet sted græder mit hjerte så meget for de børn, for hold op hvor (især den yngste) virkelig ønsker sin far tilbage i sit liv. han drømmer, ønsker og håber så inderligt at far en dag bliver ædru nok til at ku være der for ham. lege, pjatte og spille spil. være sej, glad og nærværende, uden sorg og savn.
men om det nogensinde lykkedes aner jeg bare ikke. og jeg giver ham ikke falske forhåbninger.

den ældste er lidt på en anden måde.
han nævner ikke længere faderen, og ønskede ikke at sende ham en hilsen. ingen tvivl om at han savner ham, men det kommer ikke længere til udtryk, og han nævner ham ikke længere med savn i stemmen.

på en måde ville jeg ønske at han ville holde sig væk. hvor ondt det end lyder så kan jeg næsten ikke bære hvis han kommer tilbage for blot at forsvinde igen næste gang verden går ham imod. så lad dem da hellere vokse op uden ham. det er ikke fair hvis han dukker op igen, helt ædru med en helt masse løfter og snak til dem. det er 1 helt år siden de sidst så ham. det er alt for længe for børn at undvære deres far i.
og hvad så næste gang?

kan ikke finde en slutning på mine ord i dag, så stopper vist bare her.

selv når man er i god tid får man stadig stress

synes ellers jeg var ude i suuuuper god tid.
gaver lister ordnet, gaver til nevøer, niecer, søster og svoger købt ind og leveret og fryseren fyldt med kød.
meeeen så blev det pludselig 1. søndag i advent og min ene søn begynder at råbe "hvornår skal vi baaaaaaaaaaaaaageeeee?????"
jamen det skal vi da lige i dag søde dreng, var mit nok så pædagogiske og meget kærlige svar til den meget aktive knægt.
men der sku jo også pyntes op, ryddes op, købes ind, bages brød til den kommende uge og pølsehorn til klasse arrangementet, gøres rent og gøres klar, ordnes vasketøj og pakkes gaver ud. puuuuha og pludselig opdagede jeg at klokken var blevet sengetid og der var stadig ikke blevet bagt småkager.
så jeg trøstede sønnike med at jeg ville gøre dej klar i dag, og så kan vi da lige bage lidt småkager i aften.....
hmm.... nu er det bare lige at jeg skal til gymnastik med den ene og på løbetur med den anden, der skal laves mad, smøres madpakker osv. osv, så hvornår var det lige der sku blive tid til at bage de småkager i dag???

en enkelt dyb indånding og vi er klar igen.

jeg absolut elsker julen, men hvordan er det nu at man presser alle de ting ind i et (i forvejen ret stramt) program.
hvordan søren lykkedes det at bage, kreere og klippe/klistre, samtidig med at alle andre ting stadig skal nåes.
jeg ville seriøst elske hvis alt andet ligesom gik på stand by, bare lige i december. så var der tid til at lave alle de ting lidt mere helhjertet. i stedet for at gøre det mellem 16,30-17 en mandag eftermiddag.

hmm det må jeg lige overveje lidt.
det er da lykkedes alle de andre år

åh nogle ting ville jeg ønske jeg ku lukke ude
at jeg ikke behøvede at lytte til
det er ikke nødvendigt at de fortæller mig det
men kan jeg fortælle dem det?
spørger jeg ikke selv?
her jeg ikke trang til at finde ud af mere?
leder jeg stadig efter en grund, en redningsplanke for ham?
ønsker jeg ikke at de fortsætter med at fortælle mig hvad der sker og hvad de oplever.... for tænk hvis det nu en dag var gode nyheder
eller endnu dårligere....

de ser ham, taler med ham, trues af ham, opsøges af ham, gemmer sig for ham
til alt held er de voksne mennesker
hans børn ser ham ikke
heldigvis
der er bestemt ting de ikke behøver at vide noget om
de ved at han har et problem
de ved at han er misbruger
men de ved ikke hvordan dette misbrug ændrer deres højt elskede far
og det vil de aldrig få af vide
af mig

hans familie/venner kontakter mig af og til
politiet har også gjort det
nogen ber om råd, nogen læsser af, og nogen tror jeg har oplysninger som de ikke har
og jeg prøver så godt jeg kan
trøster, lytter og gætter
laver aftaler som de bryder
sætter stopper for kontakt som ingen gavner
og ignorerer den negative energi jeg overvældes af hver eneste gang jeg hører endnu en dårlig nyhed om ham
ville virkelig ønske at jeg ku sige
"behøver jeg at høre om det"
men jeg er ikke helt parat
endnu.

kan ikke komme udenom det. det er ren egoisme.

jeg er simpelthen gået hen og blevet (lidt) for rund.
jeg er vist efterhånden kravlet fra normal vægtig op til overvægtig. ikke af den kæmpe store slags, men bare lige der hvor spejlbilledet ikke længere er en ven, og hvor man egentligt helst undgår vægten.
jeg prøvede i en periode at lave ugentlige målinger og vejninger med en veninde. vi gjorde det gennem flere uger, men det gjorde ikke den store forskel. i en lang periode lavede jeg forskellige slags gymnastik, men det hjalp heller ikke.
mit problem er helt ligetil... jeg elsker mad, og har en kæmpe trang til søde sager.
men men men....
for nylig var der så en anden veninde der foreslog zumba.
jeg havde en helt masse fordomme, men sagde ja for hyggens skyld.
heldigvis blev jeg meget posetivt overrasket, jeg morede mig meget og svedte som en hest.
problemet er jo bare at en enkelt gang om ugen ikke gør den store forskel for min figur.
så nu er jeg sørme også begyndt at løbe en lille tur hver aften. samtidig med at jeg laver ca 30 mavebøjninger hver morgen...
og det føles fantastisk.

det er ren egoisme.
ren voksen, ego tid.
det er løb, dans og simple øvelser, og det fylder min krop med glæde og velbehag.
mine løbeture er tit ledsaget af en hund og mindst 1 af børnene. men de cykler eller løber ved siden af, så jeg har mulighed for at få pulsen i vejret.
jeg ved ikke om dette kan virke bedre end alle de andre ting jeg har prøvet.
jeg har stadig kæmpe problemer med at styre min trang til søde sager. det er praktisk talt umuligt for mig at undvære det i min hverdag, og i weekenden tager det helt overhånd.
men jeg kæmper, jeg prøver, og jeg arbejder.... for jeg ønsker virkelig ikke at fortsætte med at være i kategorien overvægtig.
og som jeg siger til min ældste:
"det kan godt være at vi ikke klarer at løbe hver dag, men alt det gode vi gør kommer aldrig skidt tilbage"

æv så kom der flere af dem
de ærgelige nyheder
dem der gør at man lige skal ud og ha lidt luft
dem der gør at man ikke kan finde ro
dem der gør at man drømmer triste drømme
dem der gør at man sørger over spildt liv

fik en opringning igår
en fjern bekendt havde triste ting at fortælle
fortiden spøger på en grim måde
og den efterlader mig trist og modløs på hans vegne
det er så uendeligt spild af liv
men det er ikke noget jeg kan ændre ved
han er syg
så utroligt syg
og nu hvor hans verden er en lodret kurve, på vej mod afgrunden
står jeg så langt fra, og ønsker mig et øjeblik tilbage til den gang hvor jeg gjorde en forskel
det føles så unfair at noget menneske skal spilde sit liv på den måde
men herfra hvor jeg er kan jeg ikke stille noget op
det kræver en vilje, det kræver et ønske om at blive hjulpet
og det siger de at han ikke har
har han mon nogensinde haft det???
gemmer jeg mine minder i en lille bobbel, for at fastholde en smule posetive ting som jeg kan give videre til mine børn fra deres far

åh gud hvor er det trist
kan ikke ryste følelsen af mig
jeg tror på noget godt i alle, og ikke mindst i ham
men hvad er det så der gør at alkoholen har taget over og alt andet er væk
jeg sørger så meget fordi jeg synes det er så ufatteligt unfair
de savner ham så meget
stiller så mange spørgsmål
og prøver at acceptere den fact at de måske ikke ser ham igen
de kan ikke forstå
og hvordan skulle de dog det
de er så små, men har allerede nu oplevet så mange savn, så meget svigt
når ens egen far vælger en fra pga. alkohol, så er verden ikke altid lige nem

jeg drømte i nat at de så ham
oplevede hans forfald
jeg så dem undres og græde
over denne mærkelige person
som før var deres elskede far
jeg passer godt på dem, jeg håber aldrig det kommer til at ske
men en dag ber de om den fulde sandhed
og jeg ville så inderligt ønske at han ville være ved deres side
ædru og klar til at forklare dem
men jeg ved godt det er yderst usansynligt

tør jeg spørge
om jeg savner det

tør jeg tænke
tanken til ende

burde jeg gøre mere
for at de får ham at se igen

burde jeg afskrive ham
som en del af deres fortid

vil de nogensinde acceptere
at de måske ikke ser ham igen

kan de lære at leve
uden ham

vil de en dag forstå
hvilken person han virkelig er

vil de indse
hvor syg han faktisk er

vil de ønske
at finde tilbage til ham

vil de finde
det de savner

eller vil de græde
over det de finder

vil han modtage dem
med glæde

eller vil han være for syg til at indse
hvor dejlige de er.

han mister
noget helt ubeskriveligt

deres kærlighed
betyder mere end ord kan beskrive

han er ligeglad, han ønsker dem ikke
hans sorg er for stor, og hans misbrug er for altoverskyggende

jeg græder ved tanken. ingen burde opleve den slags svigt

så slog den til igen
den 6. sans
tro på det eller lad være
jeg er ikke i tvivl

sad til en fest
sang en sang
personlig var den, måske det var det
fik kuldegysninger i et varmt rum
først en gang, så flere
stille bredte uroen sig i min krop
noget var der galt
ventede utålmodigt på at sangen var slut og der var skålet
fandt min jakke og min tlf
4 beskeder, 2 ubesvarede opkald
min datter i panik
problemer med de bedsteforældre der ikke længere kan magte den store børneflok
meget snak frem og tilbage
børnene i ro, og festen fortsatte

knap 2 timer efter tog vi hjem
med lidt bange anelser
børnene var ude af balance
en græd, en ledte efter mistede ting i en mørk have, en sov

konklusionen er klar
min 6. sans har slået til igen
(og vi har brug for andre barnepiger)

den helt specielle halskæde
eller der var faktisk 2
den ene fanger mit blik mere end den anden
grunden dertil.....
den har aldrig været brugt
jeg har fået den
en anden havde fundet den
men dens tidligere ejer
er ikke længere iblandt os
og jeg funderer over.....
jamen så helt utroligt mange ting

hvornår købte hun den
hvorfor købte hun den
sku den bruges til noget specielt
hvad var det der fik hende til at købe lige netop dette smykke
havde hun planer om at bære det til en helt speciel lejlighed, som hun aldrig nåede at deltage i
eller var det et impulskøb, som vi kvinder er så gode til
var det et fejlkøb som aldrig rigtigt harmonerede med hendes andre smykker
eller blev hun simpelthen for syg for hurtigt, så smykket blev glemt.

det andet der ligger i æsken virker ikke fangende i starten, men studeret lidt nærmere... tyder det på at denne kæde heller ikke er brugt. et lille mærke med pris ligger i æsken med det. og jeg kan ikke helt ryste den lidt triste fornemmelse af mig.
ubrugte smykker, fundet af mandens nye kæreste, og foræret til en slægtning af denne kæreste.
jeg forstår godt at den nye kæreste ikke kan gå med disse smykker.
men kan jeg.
jeg kender ikke den afdøde
kender ikke grunden til købet
har ingen minder, tanker eller ord forbundet med disse smykker
men stadig ved jeg ikke om jeg kan få mig selv til at bære dem,
smukke som de er
jeg ved det simpelthen ikke
Nutche

ja så skete det pludselig en dag
at trangen til at skrive, læse og mindes
dukkede op igen
så jeg ledte tilbage og fandt denne side.
det tog mig laaang tid, men jeg læste hver eneste blog jeg havde skrevet. grinte, smilede, græd og atter igen.... mindes
da jeg tog beslutningen om at det var tid til at skrive endnu en blog, ku jeg pludselig ikke logge ind.
æv og brok og mange skæld ud, indtil jeg til sidst fandt ud af at skrive en mail og be om råd.
pludselig lykkedes det og så var jeg tilfreds igen.

om hverdagen vil byde på flere blogs fra mig, det har jeg ikke helt besluttet. men trangen til at skrive er her lige nu. og jeg det er her jeg har valgt at skrive nogle af alle mine tanker ned.

alt for nu, men måske tilbage for at blive et fast indslag på megablog.

Nutche

længe siden
virkelig længe
troede min blog var lukket ned, og alle blogs slettede....men min glæde var stor da jeg opdagede at alt er som før.
det føles som at gense en gammel ven, og det føles fantastisk.
min verden har været baby baby og baby, men nu hvor jeg kan tælle dage til min verden begynder igen, så var det måske på rette tid at genoptage noget der ikke har med baby at gøre...
og dog
jeg kan ikke beskrive hvor meget det river i mig at tænke på at min yngste søn, snart skal starte fuldtid væk fra mig
han er min baby, min kælepotte...mit rodehoved og min charmetrold....og jeg elsker ham som jeg elsker de andre
men hvor man sku tro at hjertet vænner sig til at tage afsked med børnene...der indrømmer jeg blankt at det gør det ikke
jeg absolut hader tanken om at min dreng skal bruge det meste af hans dag hos en anden end mig...og skønt jeg vitterligt har prøvet at ændre den fact.... i hvert fald en smule....så er det bare ikke lykkedes, og jeg kæmper videre, mens jeg arbejder på at løsrive mig nok fra min søn, til at ku overskue tanken.
hvis jeg havde et dejligt job at vænne tilbage til, er jeg sikker på at overgangen ville være nemmere at kapere....men jeg ser frem mod en meget stresset hverdag, på et job jeg inderst inde ikke længere har nogen interesse i.... så det er ikke lysten der driver værket.
men men, det skal nok gå, og jeg er sikker på at det bliver rart at starte op igen....og få noget virkelighed ind i mit liv. jeg har gået hjemme længe nu...og det må være sundt for mig snart at starte op igen.

da vi nu tidligere var enige om at dette sku være vores yngste barn....bad jeg lægen om at klippe noget over....men hun nægtede...og det ærger mig den dag idag.
jeg er nemlig...nu hvor min yngste nærmer sig 10 mdr...blevet skruk som en læggehøne....og jeg kan bilde mig selv ind at min krop er yderst gravid....selv om jeg ved det er næsten umuligt.
så jeg ønsker vitterligt at stampe hen til lægen...banke i bordet....og forlange at hun sætter mig i kø til en operation....med mindre hun vil låne os penge til ny bil og ekstra værelser i vores store hus

ahh denne luft for tanker var fantastisk....skønt jeg stadig ikke har mod på at åbne op for det der fylder allermest.....

om det er okay
det ved jeg ikke
om det er normalt
er jeg sikker på
det der med flirten
eller bare tanken om
at en af de fortrolige
som ekspedienten i butikken
eller den rare læge, frisør, pædagog eller psykolog

i en simpel verden
føler man af og til trang til
at bryde løs
i en elsket verden
med gode følelser
vil der af og til være nogen der bare
tar pusten fra en
et øjeblik hvor man stopper op og undrer sig over
hvad der pludselig skete indeni i
da man forlod stedet med et lidt større smil end man havde med derind
hvor fortroligheden pludselig efterlod en med kilden i maven
for skønt det ville være meget upraktisk
når fortroligheden er så stor
så ville en simpel flirt vel ikke være det værste der ku ske
tanken er dejlig
skønt min verden ikke tillader det
et sted hvor jeg kommer så ofte vil det give mig seriøse problemer
jeg kan sagtens styre det
det ved jeg
min verden er for elsket og dejlig til at risikere den slags tanker
men bare i et split sekund
var det en dejlig ting at lege lidt med
Nutche

puha den er ikke altid sjov
men råt for usødet og en helt masse æv
sandheden er at jeg stadig ikke har tabt de sidste kilo. efter graviditeten har jeg prøvet at lave mavebøjninger hver dag, men efterhånden som trætheden får overtaget bliver det svært at holde det ved lige og jeg kan næsten se min mummy tummi grine af mig mens jeg kæmper mig vej gennem øvelserne. derudover er min søde tand bare alt alt for stor....og øvelser alene gør ingen underværker.
sandheden er at min mellemste søn har brug for hjælp for at blive lykkelig.
han har nok haft et problem længe, men det har taget mig tid at indse det....beslutningen var uundgåelig, men så ufattelig svær, og den dag hvor jeg endelig tog skridtet fuldt ud, føles det som at vifte med det hvide flag.
min søn er ikke længere lykkelig, men med hjælp kan han blive det igen. allerede efter få samtaler og gode råd er der fremgang at spore....så måske bliver det sket ikke nødvendigt at få hjælp fra kommunen..... men det kræver tid at vurdere om det er en permanent fremgang eller om det bare er en midletidig reaktion.
sandheden er...... at den hverdag han savner med sin søn.... ikke er den hverdag vi havde. han savner en hverdag som aldrig har eksisteret, for hjertet husker kun det gode....og netop fordi han savner så meget.... så glemmer han hvor hårdt det var.
episoden idag var en reminder om hvordan det var, og jeg håber det bringer lidt ro i hans sjæl.
for sandheden er at han lige nu føler sin position truet. i en verden hvor der ikke længere eksisterer "dine, mine og vores" men nu kun "dine og vores" der bliver han pludselig degraderet til at spille anden violin.... for hans tilstedeværelse er pludselig ikke så tvungen nødvendig som tidligere.
hverdagen er ikke længere presset ned i kasser hvor punktlighed er en absolut nødvendighed. han er fri til at bevæge sig lidt undenfor rammerne, og hvor han troede at han ville nyde det...opdager han at det giver ham en følelse af at han ikke længere er nødvendig for at hverdagen fungere.
han ved at jeg har gjort det før, og sagtens ku gøre det igen...og skønt jeg ingen planer har om at gøre det..... ja så giver det ham en tom følelse indeni.
det på trods af at han stadig fylder lige så meget i mine børns liv som tidligere....
min ældste søn ser ham som en bonus far.... men det gør ikke savnet af hans ældste søn mindre.

en stille aften
resultatet af en stille dag
sidder alene ved skærmen mens baby sover, hunden ligger i sin kurv, og manden er til fest.
jeg er træt men ikke træt nok.
ved jeg burde gå i seng, men med viden om at jeg på et tidspunkt skal afsted for at hente manden....gør at min krop nægter at lade sig overmande af trætheden.
jeg burde lægge mig på sofaen og putte med en god film, men her på det sidste er det bare ikke lykkedes mig at falde i søvn til en tv-et.... tvært imod virker det som om alt lyd holder mig vågen, så jeg burde jo bare putte mig under dynen men jeg har slet ikke lyst.
når jeg nu ved at det blot er et spørgsmål om timer.... mange måske nok men stadig.... før jeg skal ud og køre med en sovende baby for at hente en ret beruset mand som sikkert bliver til en sovende mand i det øjeblik jeg bakker bilen ud fra p-pladsen..... ja så er det så som så med den ro der plejer at falde over mig.... for et eller andet sted ligger jeg jo bare og venter på det skide opkald.
jeg er ikke vred, ej heller frusteret eller jaloux...hvilket for mig er en kæmpe stor ting..... jeg er bare rastløs.... jeg keder mig lidt og jeg føler jeg sidder i vente position..... men måske er det bare en undskyldning for ikke at gå under dynen alene
prøver prøver prøver....
vi ser om ikke det lykkedes