længe siden
Skrevet 2010-Apr-29 kl 10:51
længe siden
virkelig længe
troede min blog var lukket ned, og alle blogs slettede....men min glæde var stor da jeg opdagede at alt er som før.
det føles som at gense en gammel ven, og det føles fantastisk.
min verden har været baby baby og baby, men nu hvor jeg kan tælle dage til min verden begynder igen, så var det måske på rette tid at genoptage noget der ikke har med baby at gøre...
og dog
jeg kan ikke beskrive hvor meget det river i mig at tænke på at min yngste søn, snart skal starte fuldtid væk fra mig
han er min baby, min kælepotte...mit rodehoved og min charmetrold....og jeg elsker ham som jeg elsker de andre
men hvor man sku tro at hjertet vænner sig til at tage afsked med børnene...der indrømmer jeg blankt at det gør det ikke
jeg absolut hader tanken om at min dreng skal bruge det meste af hans dag hos en anden end mig...og skønt jeg vitterligt har prøvet at ændre den fact.... i hvert fald en smule....så er det bare ikke lykkedes, og jeg kæmper videre, mens jeg arbejder på at løsrive mig nok fra min søn, til at ku overskue tanken.
hvis jeg havde et dejligt job at vænne tilbage til, er jeg sikker på at overgangen ville være nemmere at kapere....men jeg ser frem mod en meget stresset hverdag, på et job jeg inderst inde ikke længere har nogen interesse i.... så det er ikke lysten der driver værket.
men men, det skal nok gå, og jeg er sikker på at det bliver rart at starte op igen....og få noget virkelighed ind i mit liv. jeg har gået hjemme længe nu...og det må være sundt for mig snart at starte op igen.
da vi nu tidligere var enige om at dette sku være vores yngste barn....bad jeg lægen om at klippe noget over....men hun nægtede...og det ærger mig den dag idag.
jeg er nemlig...nu hvor min yngste nærmer sig 10 mdr...blevet skruk som en læggehøne....og jeg kan bilde mig selv ind at min krop er yderst gravid....selv om jeg ved det er næsten umuligt.
så jeg ønsker vitterligt at stampe hen til lægen...banke i bordet....og forlange at hun sætter mig i kø til en operation....med mindre hun vil låne os penge til ny bil og ekstra værelser i vores store hus 
ahh denne luft for tanker var fantastisk....skønt jeg stadig ikke har mod på at åbne op for det der fylder allermest.....
den skindbare sandhed
Skrevet 2009-Aug-28 kl 07:12
puha den er ikke altid sjov
men råt for usødet og en helt masse æv
sandheden er at jeg stadig ikke har tabt de sidste kilo. efter graviditeten har jeg prøvet at lave mavebøjninger hver dag, men efterhånden som trætheden får overtaget bliver det svært at holde det ved lige og jeg kan næsten se min mummy tummi grine af mig mens jeg kæmper mig vej gennem øvelserne. derudover er min søde tand bare alt alt for stor....og øvelser alene gør ingen underværker.
sandheden er at min mellemste søn har brug for hjælp for at blive lykkelig.
han har nok haft et problem længe, men det har taget mig tid at indse det....beslutningen var uundgåelig, men så ufattelig svær, og den dag hvor jeg endelig tog skridtet fuldt ud, føles det som at vifte med det hvide flag.
min søn er ikke længere lykkelig, men med hjælp kan han blive det igen. allerede efter få samtaler og gode råd er der fremgang at spore....så måske bliver det sket ikke nødvendigt at få hjælp fra kommunen..... men det kræver tid at vurdere om det er en permanent fremgang eller om det bare er en midletidig reaktion.
sandheden er...... at den hverdag han savner med sin søn.... ikke er den hverdag vi havde. han savner en hverdag som aldrig har eksisteret, for hjertet husker kun det gode....og netop fordi han savner så meget.... så glemmer han hvor hårdt det var.
episoden idag var en reminder om hvordan det var, og jeg håber det bringer lidt ro i hans sjæl.
for sandheden er at han lige nu føler sin position truet. i en verden hvor der ikke længere eksisterer "dine, mine og vores" men nu kun "dine og vores" der bliver han pludselig degraderet til at spille anden violin.... for hans tilstedeværelse er pludselig ikke så tvungen nødvendig som tidligere.
hverdagen er ikke længere presset ned i kasser hvor punktlighed er en absolut nødvendighed. han er fri til at bevæge sig lidt undenfor rammerne, og hvor han troede at han ville nyde det...opdager han at det giver ham en følelse af at han ikke længere er nødvendig for at hverdagen fungere.
han ved at jeg har gjort det før, og sagtens ku gøre det igen...og skønt jeg ingen planer har om at gøre det..... ja så giver det ham en tom følelse indeni.
det på trods af at han stadig fylder lige så meget i mine børns liv som tidligere....
min ældste søn ser ham som en bonus far.... men det gør ikke savnet af hans ældste søn mindre.
en stille aften
Skrevet 2009-Aug-22 kl 10:05
en stille aften
resultatet af en stille dag
sidder alene ved skærmen mens baby sover, hunden ligger i sin kurv, og manden er til fest.
jeg er træt men ikke træt nok.
ved jeg burde gå i seng, men med viden om at jeg på et tidspunkt skal afsted for at hente manden....gør at min krop nægter at lade sig overmande af trætheden.
jeg burde lægge mig på sofaen og putte med en god film, men her på det sidste er det bare ikke lykkedes mig at falde i søvn til en tv-et.... tvært imod virker det som om alt lyd holder mig vågen, så jeg burde jo bare putte mig under dynen men jeg har slet ikke lyst.
når jeg nu ved at det blot er et spørgsmål om timer.... mange måske nok men stadig.... før jeg skal ud og køre med en sovende baby for at hente en ret beruset mand som sikkert bliver til en sovende mand i det øjeblik jeg bakker bilen ud fra p-pladsen..... ja så er det så som så med den ro der plejer at falde over mig.... for et eller andet sted ligger jeg jo bare og venter på det skide opkald.
jeg er ikke vred, ej heller frusteret eller jaloux...hvilket for mig er en kæmpe stor ting..... jeg er bare rastløs.... jeg keder mig lidt og jeg føler jeg sidder i vente position..... men måske er det bare en undskyldning for ikke at gå under dynen alene 
prøver prøver prøver....
vi ser om ikke det lykkedes
valget
Skrevet 2009-Jul-18 kl 03:18
jeg sidder her
så rødglødende af raseri
og prøver at finde hoved og hale i hvad det er jeg føler og hvorfor
hvorfor han valgte at trække sig i så vigtigt og åbenlyst et øjeblik
og atter engang efterlod mig alene i midten af noget som burde være et øjeblik vi deles om.
som den dag ved vores bryllup, hvor en sur knægt alene, var hans foretrukne valg, skønt samtlige gæster og den brud jeg vitterligt var, ventede på hans tilstedeværelse.....som han brilledere ved fraværet af.
igen idag var den gal....og i det øjeblik hvor centrum burde være på os og den knægt vi fejrede netop idag. valgte han at forsvinde et sted udenfor...og de undrende spørgsmål om hvor manden var, fandt jeg ingen svar på.... men kun en voksende frustration....som eksploderede da jeg opdagede at det ikke havde været en akut nødsituation der havde foresaget hans fravær.... men blot en teknikalitet som ku ha ventet til et roligt øjeblik hvor alles opmærksomhed ikke var centreret direkte på os.
jeg stod i midten af cirklen, med hele hans familie omkring mig, og følte mig som palle alene i verden, fordi min mand var forsvundet udenfor.
måske ville dette for enhver anden ikke betyde det store..... men i min verden er det bare alle de små ting der får mig til at fare op i det røde felt.....og det er den nærmest hysteriske opmærksomhed på detaljen der bekymrer mig.
er min verden blevet så perfekt, at jeg kun kan fremmane vrede og tristhed ved at gå op i selv de mindste detaljer.
nu hvor jeg har fået alt hvad jeg peger på....er min verden så blevet for kedelig....bliver jeg nød til at opfinde problemer for at ha noget at gå op i.... er det måske hormonerne der spiller mig et puds.... eller er det vitterligt noget som er okay at ta op til diskution i et stille øjeblik... fordi det er et mønster der er begyndt at gentage sig..... er 2 gange en vane eller er det bare et tilfælde som han ligger under for.'er jeg så lykkelig i min verden at jeg desperat leder efter fejl hos min mand.... bare for at ku ha noget at bebrejde ham for.
jeg ved det ikke.
hvis det handler om kampen mellem det gode og onde....hvorfor leder jeg så efter det onde i stedet for at nyde frugten af alt det gode.
har mennesker behov for at være triste og vrede af og til, for virkelig at nyde den lykke de føler hver eneste dag.
har jeg nået et sted i mit liv hvor jeg undrer mig over hvad der mere kan være i verden til mig.... så det måske var bedst at sortere ud i alt det gode for at starte forfra.....
hvad er det der gør at jeg leder efter noget der kan gøre mig vred? noget jeg kan blive trist af....noget jeg kan bebrejde ham.... i stedet for at nyde alt det gode han er i mit liv?
ved det ikke..... leder efter svar jeg ikke kan finde.
men det vigtigste er ikke svar.....
det er luft for mine tanker
svarene kommer senere.... de er ikke det vigtigste.... det er spørgsmålene.
Nutche
de ting man siger
Skrevet 2009-Jul-9 kl 07:15
åh hvor kan jeg mærke hormonerne rase i min krop.
dem der mener at gravide er i hormonernes vold, sku bare prøve at sidde med en nyfødt.
det er som om hvert eneste ord folk siger til mig, forplantes i mit indre, hvor det ganges op indtil det fylder langt mere end de intentioner det blev sagt med.
det er som om en helt lille følelse er eksploderet inde i mig og det tvinger mig i knæ med driv våde øjne og et blødende hjerte.
alle de små ting giver mig trang til at stor tude, og det føles som en lettelse når jeg endelig giver tårerne lov til at strømme, og hengiver mig til træthedens tåger. jeg læser lidt, men nyder at øjnene giver efter.... desværre bringer morgendagen ikke den lettelse med sig, som jeg havde forventet.
jeg ved jeg burde snakke med manden om det, og inden jeg går i seng i aften, er det nok nøjagtigt hvad jeg har gjort.... men lige nu er det svært at sætte ord på noget som højst sandsynligt er grundlagt i det øjeblik min søn blev født og hormornerne tog over.
en træt, øm og ekstremt nærtagende
Nutche
med smil og træthed
Skrevet 2009-Jul-5 kl 12:33
farveskift, bliver nød til det
kan da ikke skrive om min søns fødsel i lilla 
for de små veer som startede op tidligt torsdag morgen, resulterede nemlig i fødslen af min søn, tidligt fredag nat.
præcis kl 2,22 fredag den 3 juli 2009, blev en våd og fedtet klump lagt op på min mave, og efter 21 timer med smerte, træthed og venten
var han det lille mirakel vi havde set sådan hen imod
fødslen af ham sætter det definitive punktum for min tid som gravid, han er mit fjerde barn, og i samråd med manden er vi kommet frem til at han bliver den sidste.
jeg har svært ved at finde de rigtige ord.
her i denne moderne familie af dine og mine...blev han det sidste lille tillægsord...så familien nu også rummer "vores"
det er stort, det er fantastisk, og det er vores eget private lille mirakel. han sætter det sidste punktum, gør os hel og fastholder den sammenhæng vi selv markerede ved vores bryllup.
hans fødsel var en lang rolig omgang, der startede så forsigtigt....på et tidspunkt nærmest gik i stå...og sluttede af med en stemning og en glæde der havde været en konge værdig.
ku ha krammet den jordmoder som med smil og glæde, hjalp os det sidste stykke vej mod målet....og da min mand faldt i søvn med vores nyfødte søn trygt sovende på brystkassen...ja der fyldte en lykke så stor mit hjerte...at jeg overvejede om det ville briste inden nyheden om den lille størrelse var blevet fortalt til verden udenfor.
en anderledes beretning.
en anderledes blog
en anderledes verden, med et helt nyt kapitel.
en masse smil, og en smule træthed
Nutche
mon det bliver idag
Skrevet 2009-Jul-2 kl 06:23
vågnede 5,15
en skarp smerte trak fra maven, ned i lænden hvor den blev i 15-20 sekunder
det gjorde nas og den dybe vejrtrækning blev glemt i træthedens tåger
kiggede lidt forskrækket på klokken
prøvede at sove videre
men en smerte som den, fylder mig med kilden i maven
for er det mon nu
har haft plukveer de sidste dage
terminen var i mandags
så jeg prøvede at lukke øjnene igen, men 14 min efter kom den næste smerte, og med centrum samme sted som den første...breder håbet om en snarlig fødsel sig.
forventningsfuld ventede jeg på den næste, men 20 min gik før der skete mere, og da var smerten faldet til ro, skønt centrum for smerten var det samme.
min mand stod op, jeg gik med ham, og før han sku ud af døren, fortalte jeg ham om mine (pluk)veer
med min erfaring indenfor fødsler, burde jeg uden at blinke, ku fortælle ham om dette var den rigtige slags, eller bare den slags der får kroppen til at forberede sig. men jeg ved det ikke. kun regelmæssigheden kan gøre mig helt sikker. og så intensiteten.
han fik lov til at køre og her for 14 min siden måtte jeg så ringe igen.
veerne er meget korte, og ikke specielt regelmæssige, så selv om han ikke var meget for det, fik jeg ham overbevist om at køre videre mod arbejde.
mens jeg lovede at ringe hvis smerterne tager til, og pausen mellem dem bliver kortere.
nu får vi se.
jeg har kilden i maven, men tør ikke håbe for meget.
det kan sagtens være min fødsel der er startet, men det kan også falde til ro når som helst.
krydser fingre og ser tiden an.
mange hilsner
Nutche
lige netop der
Skrevet 2009-Jun-4 kl 09:10
lige netop der
der hvor det bare helst ikke må gå galt
der hvor jeg har tilladt mig selv at drømme
tilladt mig selv at mærke, føle, hvor dejligt det ku være
når han kommer ud
selv med 3 sunde og raske børn
har jeg en klippefast tro på
at intet er sikkert
at der ingen garantier er
at alt stadig kan gå galt
her knap 4 uger før
frygter jeg stadig det værste
skønt alt ser fint ud.... der er ingen tegn på at den lille ikke sku stortrives
jeg har bestilt barnevognen
købt bleer, cremer, babytøj og puslepude
jeg er endda begyndt at vaske babytøjet, ligge det parat i kommoden
jeg burde være så glad og spændt
og det er jeg virkelig
men jeg er også stadig så overtroisk
at jeg frygter at der sker den lille noget inden han når at se dagens lys
en klog kone sagde engang at man ikke sku bekymre sig på forhånd
for hvad så med vugge død
hvad med farlige biler, hvad med høje trapper.... hvad med.......
man kan blive ved
det at blive forældre er en lang bekymring
og den stopper aldrig
så nogen gange er der behov for bare at lukke øjnene og tro
tro på at alt kan lykkedes
og at vores lille velskabte søn
vil komme ud til os i løbet af den næste måneds tid
for vi er lige netop der
hvor det bare helst ikke må gå galt
at være parat til næste skridt
Skrevet 2009-Jun-1 kl 08:56
det kilder lidt i maven
den lille skubber rundt derinde
det er sidst på dagen for mig, så mine ribben er ved at være ømme, min ryg er træt, og kroppen har svært ved at finde hvile
stillingen ved skærmen er ikke den rette for mig, men hvad er så
lænestolen er ikke helt rigtig
sofaen er skøn, men ikke længe af gangen
overetagen er varm, lummer efter en fantastisk dag
men varmen gør mig ikke bedre tilpas
og min rastløshed er til at skære i
jeg er rund, frodig måske endda
min mave strutter og den lille er virkelig aktiv derinde
det gør mig glad, fylder mig med lykke
men samtidig med utålmodighed
jeg trådte ind i 8. måned for et par dage siden, og præcis idag sku der så være 4 uger til den lilles ankomst
jeg er jo en erfaren mor efterhånden.... så mellem 4 og 6 uger er mit gæt... smiler lidt
ingen af mine børn er kommet til tiden, og den ældste lod vente på sig i næsten 14 dage ekstra
så mens jeg stille sidder her og sveder, tænker jeg over hvor svært det faktisk er at vente 9 mdr på noget man ønsker sig så intenst
foran mig ligger ca 4 uger mere af samme slags, nogle timer i ekstreme smerter...og så sku den gerne være der.
men midt i min utålmodighed, tager jeg mig selv i at kæmpe med det næste skridt
jeg har delt mine pligter ang. babyen lidt op i uger, og har givet mig selv lov til at vaske det bedårende tøj, når jeg nåede netop hertil...
alligevel finder jeg det svært, det bliver meget virkeligt nu, og hvad nu hvis det sku gå galt.
intet tyder på det, men der er altid den lille risiko, og måske er det den der får mig til at stoppe lidt op
for hvad nu hvis....
men jeg har brug for at satse
brug for at krydse fingre
brug for at stole på at min krop endnu engang kan præstere det mirakel det er at sætte et barn i verden
så jeg gør det
jeg står klar på tærskelen til dette næste skridt
krydser alt hvad krydses kan
så jeg kan gøre det sdste klar til vores lille ny
så må vi se hvornår han får lyst til at komme ud derinde fra
mange utålmodige hilsner
Nutche
en helt alm lørdag
Skrevet 2009-May-30 kl 04:24
starter med overskriften...
det hedder så en titel opdager jeg
nå, starter med at skrive at det er søndag....
hmm..... kanon start, og jeg overvejer muligheden for at dette bliver endnu en meningsløs blog
men skidt
mindes engang inde på farmer
jeg opdagede at min kæreste (nuværende mand) faktisk læste mine blogs
det gjorde pludselig at jeg ikke ku koncentrere mig om at skrive dem
en dag spurgte han hvorfor jeg ikke havde været inde og skrive
jeg prøvede kort efter
men med kæresten i tankerne blev det næsten umuligt at ramme de rigtige taster, og fejlslag pr. linie lå på mindst 2
seriøst godt klaret da mine linjer normalt ikke er ret lange
lige nu sidder jeg så her og kæmper med koncentrationen igen
har fundet lidt musik frem
men mine tanker har svært ved at blive ved skærmen
og den belastende lyd fra en kamp på tv, bryder mine ord op i små bidder der har svært ved at give mening
synes ellers det var så sjovt et emne jeg sku skrive om
men det er svært at skrive om hvor tiltrukket jeg er af min mand
når han sidder svedig og beskidt og nyder en øl mens han krydser fingre for udfaldet af kampen....
hvad det så end er for en kamp
vi var ude og prøve at købe barnevogn igår
fandt en vi ku li, og som var til at betale, men sørme om den så ikke er udsolgt i hele dk
på samtlige lagre....
og ingen ku fortælle os hvornår den igen kom til landet
normalt ikke noget kæmpe problem....
jeg mener som 4 gangs gravid er jeg vel i god tid... neeeej det er jeg ikke.... jeg har knap en måned tilbage....og det er nok til at få selv en garvet ekspeditrice i ønskebørn, til at ryste på hovedet.
det forventes nemlig at man bestiller sådan en tingest flere måneder i forvejen...og så ifølge gammel overtro... først henter den når baby er blevet leveret på adressen af den venlige hr. stork
men sådan vil vi ikke ha det
vi vil gerne ha den nu, gerne snart, jeg er ikke specielt overtroisk.... og jeg ser ingen ide i at jage de kære bedste forældre (som i forvejen skal passe de andre) en smut forbi og hente en barnevogn i samlesæt.... nej nej
så den stakkels ekspeditrice blev lidt chokeret og sagde at så sku de nok sørge for at skynde sig så de ku ha den hjemme "allerede" om 14 dage....
øhhh.... ja tak det ku være skønt....for sku jeg imod alle forventninger gå i fødsel lidt før, ja så ku det være rart ikke at være låst fast indenfor
at jeg samtidig insisterede på at betale det hele, lige der i butikken.... ja det var nok til at hun slet ikke ku finde ud af det længere......
da vi havde betalt den (lidt dyrere end beregnet) barnevogn og jeg gerne ville snuse lidt rundt i mekkaet for gravide....måtte min mand dog markere sig
"har du set færdig, for nu gider jeg altså ikke flere babyting" var hans kommentar da jeg bevægede mig lidt ekstra ud i hjørnerne på den skønne butik
og taget i betragtning af at vi faktisk har været i 5 forskellige butikker for at finde denne vogn... ja så kan man kun tage hatten af for at han er fulgt med så langt.
især fordi en lørdag med 25 graders varme ikke ligefrem indbyder til at baby-shoppe.
men derimod til den kolde øl i haven
som min mand... meget velfortjent... tog sig da han kom hjem
så ja... en helt alm lørdag.....
med nedtællingen i gang, og vognen næsten i hus
Nutche
et behov for ord
Skrevet 2009-May-26 kl 12:17
synes det er svært lige nu
og jeg undrer mig over at tingene altid ramler lige omkring en vigtig begivenhed i mit liv
omkring vore bryllup var der så mange ting og problemer at jeg flere gange overvejede at opgi hele projektet. og nu hvor jeg nærmer mig den sidste nedtælling til fødslen af min søn, vælter det igen ned over os med løse ender, store spørgsmål og vigtige beslutninger som ikke kan udsættes.
og det generer mig....frustrere mig....og gør at jeg har svært ved at finde den ro jeg har så stort behov for.
var ved læge her til formiddag, min blodprocent var lav, og noget ved min urin var ikke helt som det skal være....
så kan jeg bedre forstå at min træthed er så overvældende at jeg sover det meste af formiddagen væk. uden rigtigt at føle mig frisk.
min mand er ude af balance.... hans søn trives ikke, har selv-destruktive tanker, og skolen har opgivet alt om at udsluse ham til en normal skole, som der ellers var snak om på et tidspunkt. han trives simpelthen ikke sammen med de andre, og hans raserianfald er alt for kraftige til at det er forsvarligt at lave ændringer af den slags.
oveni det mener knægtens mor, at sønnen vil ha det bedst hos hende, hun mener vi har for meget at se til her, at drengen bliver forsømt, og at hun kan ta langt bedre vare på ham....og hun er parat til at gå rettens vej for at få sin vilje...... hun fortæller sønnen at hans far er imod det og at han er skyld i at de ikke kan være sammen....hvilket naturligvis får sønnen til at vende sig mod hans far og mig....og mene at vi er nogle frygtelige mennnesker der nægter at lade ham bo ved hans mor.
så min mand har kastet håndklædet i ringen.....givet op. og fortalt hende at han går med til at drengen må flytte.
det er så svært......
i det inderste af hans hjerte ved min mand godt, at det sikkert ikke er noget der vil gavne hans søn i det lange løb. at den mor som pludselig er blomstret op, og efter 5 år, ønsker hendes søn hjem.....kan falde tilbage i gamle rutiner igen....og hvad sker der så med drengen til den tid.
at drengens ønsker om at flytte hjem til hans mor, lige nu er så brændende..... men som med alt andet, så kan det blot være et impulsiv ønske, manet frem af en mor som ikke forstår at beholde sin mening for sig selv. han ønsker at gøre hans mor tilfreds, og når hun har sagt at lykken vil være hjemme ved hende.... ja så må det være sådan....og på trods af at hele vores verden er indrettet efter ham.... alt i små firkantede kasser..... ja så ser han kun at vi ikkke har tid nok, og at vi holder ham fra at flytte. at den lillebror han glæder sig sådan til....vil stjæle hans fars opmærksomhed, har hans mor for længst fortalt ham.....så han kan jo kun give hende ret.... det er ikke lykken med 4 søskende..... og 2 voksne.... det må være lykken med en mor, en søster....og en bror på "børnehjem" for så får man mere opmærksomhed....og det er i virkeligheden det det handler om.
min frustration er til at skære igennem her... og pludselig er ordene ved at vælte mig.... tankerne nægter at give slip..... for hvor ville jeg gerne bare ruske ham....og hans tåbelige mor.... så de ku se sandheden i øjnene.....skønt det er en sandhed med mange ansigter.
for hvordan kan hun tro at hun vil ku magte ham nu, når hun ikke har ku magte ham tidligere,,,,,på trods af den medicin hun får, og den ro hun har fundet.....jeg tror ikke på det.
hvis hun virkelig elsker ham, burde hun så ikke se på hvad hendes ord gør ved en dreng der i forvejen ikke har det nemt......han er så nem at manipulere med...og det har hun fundet ud af....
og min mand.... denne dejlige fantastiske mand.... den mand med den store styrke, den store kontrol...og det store hjerte
jeg ser ham smuldre for øjnene af mig.... da han kommer hjem med tårer i øjnene og fortæller mig at han har givet op.....når han sidder fjern i blikket og fortæller mig at han ikke vil byde hans søn at skulle igennem en retsag, for til sidst at skulle vælge mellem hans mor og far... knægten er uligevægtig nok i forvejen,...og en lang retsag er det sidste som drengen har behov for.... det sidste nogen af os har behov for.
han ved godt at dette måske ikke er den rette løsning.... men han ved også at det forhåbentligt vil give knægten den ro han har behov for....fordi det vil få moderen til at stoppe den manipulation, drengen har så svært ved at gennemskue....
lige nu hjemsøger tankerne ham.....han fortryder hvert minut..... men han er i tvivl om hvad muligheder der ellers er.....og han risikere at resultatet bliver det samme uanset hvor lang en retsag bliver.....
hvad jeg selv føler er næsten ligegyldig her..... men jeg tror ikke at en retsag er løsningen.....og jeg længes desperat efter ro omkring mig..... det har været en turbulent tid.....og hvis han beslutter sig for at gennemføre det..... ja så håber jeg meget at det vil give både ham og resten af familien, en hverdag uden alt for meget indblanding fra diverse exer....
en hverdag med den ro og stabilitet jeg sådan længtes efter.....her 5 uger før fødslen.
mange mange mange tanker
Nutche
gaab
Skrevet 2009-May-21 kl 10:14
har nu siddet med min pegefinger i vand siden kl 18,45....og her i skrivende stund er kl 22,18, så min hud er ikke længere så pæn.
begrundelse for dette vanvid....:
jeg sku lige ordne noget i ovnen, uden at tage det ud, så jeg endte med at teste varmelegmet med min finger......
ikke den mest gennemtænkte ide... men ungerne morede sig.
nu sidder jeg så her og glor lidt foran skærmen, mens jeg sms-er med en anden gravid veninde.
mine unger er puttet, og manden er (skønt han sidder knap 2 meter fra mig) i en anden verden af tv, larm og spænding.
jeg har aldrig været god til uhygge og spænding....så mens jeg prøver at vende min finger til at være i stue temp, så jeg snart ku komme i bad, ja så ville jeg bruge et par minutter herinde.
problemet er selvfølgelig at jeg ikke har noget særligt at skrive om, så denne blog bliver rent tidsfordriv.
jeg har ondt, jeg er stor, tyk, og trætheden er blevet så udtalt at jeg næsten er afhængig af min middagslur
for nylig var manden og jeg på besøg på fødegangen, og bare duften af sygehus sætter gang i længslen efter en snarlig fødsel.
jeg kan godt li at være gravid.... det kan jeg faktisk godt... det er helt fantastisk.... men jeg er bare kommet til det punkt hvor den lille størrelse indeni, er begyndt at fylde lige rigeligt....og jeg savner at ha min krop for mig selv.
de kraftige plukveer tager til, og nogen af dem smerter så jeg må tage trappen over flere gange.
de øvelser som jeg før virkelig nød, er nu blevet noget jeg gør af stædighed, fordi jeg nægter at blive en af de store dovne gravide.
jeg håber at alt min besvær vil gøre det nemmere for mig at tabe de kilo der sidste gang var så sværre at slippe af med.
nå, kroppen værker, men fingeren smerter ikke mere,,,, så jeg vil tage en bog med ind under dynen.... hvor jeg kan slappe af og ligge ordentligt.
Nutche
gad nok vide
Skrevet 2009-May-19 kl 09:54
gad vide
hvordan en person kan have en sådan magt over mig
gad vide
om han ved hvad de få ord han sender mig
betyder for min verden
har svært ved at forholde mig til
at min krop reagere så kraftigt
på noget der er så uskyldigt
for det er da uskyldigt.... er det ikke
en mail
nogle ganske få ord
og jeg rødmer som en skolepige
jeg vidste det var fra ham, allerede inden jeg åbnede min mailbox
fb er et tåbeligt sted
men i en verden af tidsfordriv, rengøring og middags hvil
er det blevet mit vindue til verden
og åbenbart også til fortiden
den første mail fortalte jeg ingen om
men så kom den næste
og skønt jeg fik afsluttet det med mit svar
så fortalte jeg min mand om det
uanfægtet at han nok helst er fri
det ved jeg så heller ikke om han faktisk er...
prøvede at snakke med ham om det
men hans svar er løse
han sagde at så længe det ikke havde nogen betydning så var han ligeglad
(tror det var noget i den stil)
nej det har ingen betydning
for hverken min fortid eller mig....
men det er stadig nok til at få mine tanker til at svæve
bare lige et par dage
for min verden er så simpel... til tider så intetsigende.... fordi jeg er SÅ meget husmor at min verden cirkulere om mine børn og min mand
så tilgiv mig denne forsigtige flugt fra hverdagen..... i uskyldens navn
det er bare et par ord, et par minder....og guderne skal vide jeg undrer mig stadig
hvad får ham til at fastholde kontakten efter så lang tid
er han sådan overfor alle
hvad siger hans kæreste
og hvad får han selv ud af det
jeg husker ham som denne smukke sexfixerede mand
ufatteligt tiltrækkende..... men ikke speciel interessant mand
han dragede mig, som en bi til honning
men vi havde intet at snakke om.... ingen ting vi ku bruge timer på at diskutere eller argumentere om... intet fællesskab, udover den fysiske tiltrækning
vores date bestod af berøring, sex, mere berøring....men næsten ingen ord
og da vi gik hver til sit
var der aldrig en ond kommentar eller en ond tanke mellem os
han hjalp mig til at se verden udenfor
og i hans selskab fandt jeg ind til en side af mig selv jeg forlængst havde glemt i en verden af tristhed og desperate one night stands
han er den eneste af dem jeg aldrig kan fortryde
fordi det var så specielt
vil gerne finde en mening med at han til stadighed hjemsøger mit liv
men selv i min vildeste fantasi
kan jeg ikke forstå hvad han dog vil der
mindes, drømmer, men holder fast i livet som det er
hvordan kan jeg andet....min drøm er lige her
Nutche
tyk og træt
Skrevet 2009-May-17 kl 04:44
jeps
indrømmer det gerne
lige idag er jeg bare tyk og træt
maven fylder, trætheden er næsten til at tage og føle på, og plukveerne kommer væltende
det smerter, det udmatter og jeg føler mig klodset og besværet
men det går nu nok
lige nu er maven stenhård igen, og det gør det svært at sidde ordentligt ned
den lille er begyndt at bevæge sig meget derinde, der er ikke meget plads, og det smerter når en lille fod rammer ribbenene med hård kraft, eller når han bevæger hovedet helt nede i mit bækken
det føles som om maven er for lille og jeg indrømmer blankt at jeg nogen dage bare tæller ugerne.
men der er et stykke vej endnu.
jeg ved jeg skal nyde det, det er absolut sidste gang jeg er gravid, har lavet en aftale med min mand og mig selv om at der ikke skal være flere børn.
så jeg burde nyde alt det her
og det gør jeg også for det meste
men sådan en træt søndag eftermiddag.....ja der trængte jeg lige til at brokke mig lidt.
alle de dejlige og søde tanker om at være gravid, smider jeg på netdokters babyklub... det hjælper jo ikke at skræmme alle dem der endnu ikke er så langt, eller som venter den første
nutche
og så var der
Skrevet 2009-May-9 kl 07:22
ham den ene man ikke helt kan finde ud af
ham som alle enten elsker eller hader
ham som ikke helt har fundet ud af sin verden endnu
han er en tornado af følelser fra elskelig til vrede
fra kys til spytten og ødelagte ting
han sparker, bander, raser, smadrer ting, svarer igen, råber, gentager, opdrager de andre med hård hånd, og eksplodere når de andre gør det ved ham.
han hader regler og autoriteter, og gør højlydt oprør mod dem
med konsekvensen at han tilbringer mange minutter i hans eget selskab, på værelset med en lukket dør.
de store bander af ham, slår, sparker og niver ham.... de gider ham ikke, han er strid, han forstår ikke deres lege og nægter at høre efter og indordne sig efter deres regler.
det resultere i mange tårer, mange løftede pegefingre, og megen ekstra opdragelse
generelt er han faktisk ikke nogen nem knægt
og vi bruger mange kræfter på at kæmpe med ham
men jeg elsker ham, jeg kan slet ikke stå for ham
han er min trold
hans brune øjne, gyldne hud, mørke hår og store smilehuller
er en skrigende kontrast til min blege hud og mit lyse hår
han charmer sig ind i enhver der møde ham
hans indstilling til livet er så fantastisk
han har besluttet at alle folk elsker ham....så det gør de
hvordan beskriver jeg det
han går ind i folk med træsko på....og uanset hvor strid han er.... så har han bare øjeblikke hvor han slet ikke er til at modstå
han kommer hen til mig bare for at blive kysset
han kravler op til mig, putter hovedet ind til min mave...og sidder lidt mens han mærker babyen sparke
han er et dybt charmerende barn, der bare rammer mit hjerte så intenst
jeg ville gå gennem ild og vand for ham, og jeg elsker ham ufatteligt højt
han har haft det meget svært, været virkelig syg, men har altid taget det med et fantastisk humør
han er super glad for mindre børn, og jeg tror han bliver en fantastisk store bror
jeg får lyst til at beskytte ham mod hele den verden der virker så hård
men jeg ved at selv en charmetrold har brug for opdragelse
hvis han skal ha nogen mulighed for at klare sig i den virkelige verden
men det er nu lidt svært
når han stirrer på mig med hans brune øjne
og bare siger "jeg ææææælsker dig mor"
Nutche
kun ord
Skrevet 2009-May-8 kl 06:43
en af de dage
med en af de sætninger
og en af de ord
som får en anden betydning
et aktivt barn
en mor med smerter
en frustreret far
en trøste søster
med veninder i knibe
der pludselig befinder sig et sted
hvor man bare får lyst til at råbe
får lyst til at skige mod himlen
at han er velkommen til at stikke af
ta halen mellem benene og smut
historien er for simpel
for tåbelig til at fortjene ord
men netop fordi mine veninder er i knibe
er bloggen det sted hvor jeg må lufte mine hormoner
han gik faktisk
midt i en samtale
rasende....uden sønderlig grund
og jeg undrer mig over
hvem af os det er... der faktisk er i hormonernes vold
lige nu har han overtaget pladsen
og et eller andet sted fryder det mig lidt....
gå for h.... gå
det ville lette lige nu
og slippe mig for nogen af de tanker min hverdag så ofte er fyldt med
det er kun ord
jeg ved det godt
men lige nu var det hvad jeg trængte til
luft
oasen
Skrevet 2009-Apr-24 kl 09:05
foråret er i fuld gang herude
det inspirere
det føles super godt
vi bor tæt på en jernbane
tæt på en trafikeret vej
og tæt på et mindre industri kvarter
men toget sagtner farten inden det når os....og med de lysegrønne træer, fyldt med smukke blade
er lyden meget svag
trafikken fra vejen høres svagt, den genere ikke... og vejen ligger så langt fra huset at den ikke er nogen risiko for os
lastbilerne der kører i pendulfart til industrien kan man høre, men ikke se, og når fyraftens klokken lyder...svinder lyden ind til en svag brummen....som stopper helt så snart det bliver weekend
så på trods af kvarterets placering, mellem jernbanen, den store vej, og industrien
er her overraskende roligt.
da vi flyttede ind her
for over et år siden.....ja tiden går stærkt
tvivlede jeg på at vi ville komme til at bruge den
altanen på første sal
for hvem vil dog kravle op på en altan og sidde, når man har en stor have man kan være i.
alligevel placerede vi et par gamle stole og et grimt bord deroppe
bare i tilfælde af at vi sku få lyst til at gå derud og sætte os lidt
vi har næsten slidt betrækket af stolene
for i vores rummelige 2 etagers hus, med den meget firkantede have, den altid optagede trampolin
og lyden af børnestemmer der stiger med glæden og vejret
ja der er altanen bare blevet en lille oase for både børn og voksne
en træt knægt, kan holde en pause fra tv-et, for lige at kigge ud til hans søskende
et hold gæster kan nyde en smøg, tæt på de andre, men stadig så langt væk at røgen ikke kommer indenfor
og en træt forældre, kan tage en lun trøje, en god bog, og et glas cola eller en kold øl med derop.... og bare nyde fuglenes sang og den helt specielle fred der er derude
vi har siddet der så mange timer, mens vi drømte, diskuterede...eller tog de store beslutninger der til stadighed påvirker vores liv.
vi elsker den, den er vores lille fristed
vores lille oase
og den dag hvor de gamle stole og det grimme bord er slidt op
ja så er jeg sikker på at vi skifter dem ud med noget der er mindst lige så grimt
Nutche
som er alt anden end alvorlig idag
den 6. sans
Skrevet 2009-Apr-17 kl 10:48
hvad gør jeg
når min 6. sans totalt har taget over
når alle siger jeg burde give manden en chance, at han har forbedret sig... at det faktisk er en logisk mulighed at hans tlf var i stykker
men alle alarmklokker indeni mig ringer så højt
når ordene bare ikke rækker langt nok ind til at berolige mig
og mine bitre erfaringer fortæller mig at min 6. sans har ret
den er helt gal, og jeg kan mærke det helt ind i sjælen
jeg ville elske at fortælle at jeg ofte tager fejl i disse situationer
at jeg tit har været for hård ved ham
tit har fejlbedømt ham...og tit har måtte undskylde så inderligt for mine grove beskyldninger
men jeg tager ALDRIG fejl
ALDRIG
hver eneste gang jeg har følt at den var gal
har jeg haft ret
hver eneste gang jeg har ligget søvnløs pga. hans manglende opkald
har den været bidende sikker
at han var faldet i druk
og denne gang.... er jeg heller ikke i tvivl
uanfægtet at det ku være skønt... virkelig skønt hvis jeg tog fejl.... bare denne ene gang
men det gør jeg ikke....
4 dage
så lang tid er der gået siden han skrev ang drengenes ophold hos ham i weekenden.
jeg skrev et spørgsmål tilbage men fik intet svar.
dagen efter prøvede jeg igen,,,, det var vigtige detaljer som jeg gerne ville ha på plads... stadig intet svar
jeg ventede igen, prøvede igen... men stadig intet svar.
igår prøvede jeg at ringe... men skønt telefonen blev taget.... var der ingen stemme i den anden ende.
få min efter ringede han op.... men der var stadig ikke nogen der sagde noget.... skønt jeg ikke lagde på de første minutter,.... senere på aftenen prøvede jeg igen.... 2 gange,,, lagde en besked på hans svarer.... stadig ingen respons.
jeg skrev til hans søster her til morgen, for at finde ud af om der var sket noget... men stadig intet svar.... så jeg sender endnu en besked.... denne gang om at jeg gerne vil høre fra ham idag... hvis han stadig ønsker at se drengene i weekenden.
pludselig modtager jeg en besked om at nu virker hans tlf igen......
men jeg tror ikke på den
jeg spørger til de opkald jeg har lavet.... hvorfor de ikke er blevet svaret på.... det ved han ikke rigtigt
jeg spørger til de beskeder jeg har sendt over de sidste 3-4 dage..,.. dem er han kommet til at slette....og mere respons får jeg ikke... indtil nu
for mig er der slet ingen tvivl.... jeg er sikker som amen i kirken.... på at han har været fuld de sidste par dage... men jeg har intet bevis... for min 6. sans holder ikke i retten.
derudover har han faktisk ikke forpligtet sig til at være ædru når han ikke har drengene... men kun når drengene er hos ham.... så jeg kan ikke holde nogenting imod ham....
jeg skal faktisk aflevere drengene til ham som aftalt.... bare han har en antabus erklæring....
dvs. at en mand der (højst sansynligt) har lagt i sprit de sidste par dage.... kan tage en pille.... og derefter anser man ham for at være passende ansvarsbevidst.... til at han kan tage vare på 2 små drenge.....
jamen shit hvor er jeg blevet en kold og kynisk mor...
men samtidig er jeg blevet en løve mor.... som vil gøre alt for at beskytte sine børn mod en verden de ikke behøver at opleve.....
logik, fornuft.... følelse.....evnen til at tilgi og gi manden endnu en chance.....
beklager.....min 6. sans, og alle mine alarm klokker ringer omkap
men han har retten på hans side....
jeg skal bare aflevere, smile.... og krydse fingre
Nutche
Forrige side | Side 1 af 12 | Næste side
|
|
|
eller forundrede