et skridt frem og 2 retur
Skrevet 2011-Dec-11 kl 09:28
pludselig en dag kom der et brev.
et af de der breve der med det samme får alle ens alarmklokker til at ringe.
det var fra kommunen og handlede om mine børns far
først var jeg meget bekymret, men da jeg læste videre gav det hele pludselig mening.
der stod nemlig at faderen var blevet indlagt til afrusning, og at de blot ville sikre sig at jeg var klar over dette problem og beskyttede mine børn imod det
hold da op...
jeg var rimelig imponeret, og det samme var den rådgiver jeg sku ringe til. hun ku høre at jeg havde styr på det, så der var ingen grund til bekymring for børnenes sikkerhed.
hun synes vi beskyttede dem på den rigtige måde, og gav mig råd til senere samvær, hvis det bliver aktuelt.
hun ku fortælle mig at faderen frivilligt har ladet sin indlægge denne gang, og det kan da kun være posetivt.
jeg fortalte i starten ikke børnene noget, men da den ene pludselig gav udtryk for et stærkt savn, fik han en lille smule afvide. jeg bad ham samtidig om endnu ikke at håbe noget, da det på ingen måde er en garanti for at han snart kan klare at være sammen med dem.
et eller andet sted græder mit hjerte så meget for de børn, for hold op hvor (især den yngste) virkelig ønsker sin far tilbage i sit liv. han drømmer, ønsker og håber så inderligt at far en dag bliver ædru nok til at ku være der for ham. lege, pjatte og spille spil. være sej, glad og nærværende, uden sorg og savn.
men om det nogensinde lykkedes aner jeg bare ikke. og jeg giver ham ikke falske forhåbninger.
den ældste er lidt på en anden måde.
han nævner ikke længere faderen, og ønskede ikke at sende ham en hilsen. ingen tvivl om at han savner ham, men det kommer ikke længere til udtryk, og han nævner ham ikke længere med savn i stemmen.
på en måde ville jeg ønske at han ville holde sig væk. hvor ondt det end lyder så kan jeg næsten ikke bære hvis han kommer tilbage for blot at forsvinde igen næste gang verden går ham imod. så lad dem da hellere vokse op uden ham. det er ikke fair hvis han dukker op igen, helt ædru med en helt masse løfter og snak til dem. det er 1 helt år siden de sidst så ham. det er alt for længe for børn at undvære deres far i.
og hvad så næste gang?
kan ikke finde en slutning på mine ord i dag, så stopper vist bare her.
et af de der breve der med det samme får alle ens alarmklokker til at ringe.
det var fra kommunen og handlede om mine børns far
først var jeg meget bekymret, men da jeg læste videre gav det hele pludselig mening.
der stod nemlig at faderen var blevet indlagt til afrusning, og at de blot ville sikre sig at jeg var klar over dette problem og beskyttede mine børn imod det
hold da op...
jeg var rimelig imponeret, og det samme var den rådgiver jeg sku ringe til. hun ku høre at jeg havde styr på det, så der var ingen grund til bekymring for børnenes sikkerhed.
hun synes vi beskyttede dem på den rigtige måde, og gav mig råd til senere samvær, hvis det bliver aktuelt.
hun ku fortælle mig at faderen frivilligt har ladet sin indlægge denne gang, og det kan da kun være posetivt.
jeg fortalte i starten ikke børnene noget, men da den ene pludselig gav udtryk for et stærkt savn, fik han en lille smule afvide. jeg bad ham samtidig om endnu ikke at håbe noget, da det på ingen måde er en garanti for at han snart kan klare at være sammen med dem.
et eller andet sted græder mit hjerte så meget for de børn, for hold op hvor (især den yngste) virkelig ønsker sin far tilbage i sit liv. han drømmer, ønsker og håber så inderligt at far en dag bliver ædru nok til at ku være der for ham. lege, pjatte og spille spil. være sej, glad og nærværende, uden sorg og savn.
men om det nogensinde lykkedes aner jeg bare ikke. og jeg giver ham ikke falske forhåbninger.
den ældste er lidt på en anden måde.
han nævner ikke længere faderen, og ønskede ikke at sende ham en hilsen. ingen tvivl om at han savner ham, men det kommer ikke længere til udtryk, og han nævner ham ikke længere med savn i stemmen.
på en måde ville jeg ønske at han ville holde sig væk. hvor ondt det end lyder så kan jeg næsten ikke bære hvis han kommer tilbage for blot at forsvinde igen næste gang verden går ham imod. så lad dem da hellere vokse op uden ham. det er ikke fair hvis han dukker op igen, helt ædru med en helt masse løfter og snak til dem. det er 1 helt år siden de sidst så ham. det er alt for længe for børn at undvære deres far i.
og hvad så næste gang?
kan ikke finde en slutning på mine ord i dag, så stopper vist bare her.
0 kommentar :: skriv kommentar ::
link
