er det virkelig det værd......
Skrevet 2012-Mar-22 kl 09:38
er det værd
er det virkelig besværet værd
hvad er det vi prøver på
hvad er det vi kæmper så hårdt for
og lykkedes det
eller fejler vi langt hen af vejen
uanset hvor hårdt vi prøver at få det hele til at hænge sammen
sidder her, gennemsvedt efter en times intens træning
mødte manden i døren
et hej og farvel
han sku videre til hans egen træning
ind til de puttede børn, kysse dem godnat
mindstemand dukkede op i nattøj for lige at få en ekstra krammer
han vil komme herind nogle gange endnu, for lige at blive puttet af mor
inden han snart falder til ro i sin lille seng, kun få meter fra mig
den store dukker op om en times tid
hun ville gerne hentes, det er mørkt ude, men vi har ikke tid
det er vores evigt tilbagevendende problem.....
vi har aldrig tid
i en verden med 2 fuldtidsjob (+ alt det ekstra) 4 børn, (+ et weekend barn) hver sin fritidsinteresse, hver sit ønske for dagen, hver sin plan for weekenderne, hver sit ønske om hvornår hvilke pligter skal laves, hver sin måde at gribe projekterne an på.... der er vi i et konstant underskud af tid.
vi planlægger og det lykkedes næsten
men jeg er i tvivl om hvor vidt vi stadig har prioteringerne i orden
jeg har aldrig tidligere levet på denne måde
jeg har aldrig arbejdet så mange timer, og nydt det så meget
jeg har aldrig haft så stort et ønske om at gøre noget aktivt kun for mig
jeg har aldrig haft så travlt, haft så mange pligter, så mange ting der altid hænger, så mange ting jeg bare aldrig når
jeg har aldrig tilbragt så mange timer med mine børn og samtidig følt at jeg svigter dem hver eneste gang jeg ikke er der.
manden knokler som en hest, halvdelen af tiden
den anden del har han helt fri
jeg ved ikke hvilken del der driver mig mest til vanvid
når han er afsted 14 timer i døgnet er jeg helt alene med alt, alle pligter, alle opgaver... alt der kræver en voksen
når han er hjemme føler jeg at han bruger tiden "forkert"
det er hans frirum han skal ha lov til at slappe af
men jo mere han slapper af, jo mere skal jeg knokle når han igen ikke er der
det er skræmmende hvor hurtigt kroppen husker
hvor hurtigt man vænner sig til at være alene
der er bare ufatteligt mange ting jeg er vant til at han gør, så der er så meget nyt at lære
det kræver tid
og vi er tilbage ved starten
og spørgsmålet....
er det virkelig det værd????
jeg holder fast lidt endnu. prøver at finde en løsning
hvis jeg får tid
er det virkelig besværet værd
hvad er det vi prøver på
hvad er det vi kæmper så hårdt for
og lykkedes det
eller fejler vi langt hen af vejen
uanset hvor hårdt vi prøver at få det hele til at hænge sammen
sidder her, gennemsvedt efter en times intens træning
mødte manden i døren
et hej og farvel
han sku videre til hans egen træning
ind til de puttede børn, kysse dem godnat
mindstemand dukkede op i nattøj for lige at få en ekstra krammer
han vil komme herind nogle gange endnu, for lige at blive puttet af mor
inden han snart falder til ro i sin lille seng, kun få meter fra mig
den store dukker op om en times tid
hun ville gerne hentes, det er mørkt ude, men vi har ikke tid
det er vores evigt tilbagevendende problem.....
vi har aldrig tid
i en verden med 2 fuldtidsjob (+ alt det ekstra) 4 børn, (+ et weekend barn) hver sin fritidsinteresse, hver sit ønske for dagen, hver sin plan for weekenderne, hver sit ønske om hvornår hvilke pligter skal laves, hver sin måde at gribe projekterne an på.... der er vi i et konstant underskud af tid.
vi planlægger og det lykkedes næsten
men jeg er i tvivl om hvor vidt vi stadig har prioteringerne i orden
jeg har aldrig tidligere levet på denne måde
jeg har aldrig arbejdet så mange timer, og nydt det så meget
jeg har aldrig haft så stort et ønske om at gøre noget aktivt kun for mig
jeg har aldrig haft så travlt, haft så mange pligter, så mange ting der altid hænger, så mange ting jeg bare aldrig når
jeg har aldrig tilbragt så mange timer med mine børn og samtidig følt at jeg svigter dem hver eneste gang jeg ikke er der.
manden knokler som en hest, halvdelen af tiden
den anden del har han helt fri
jeg ved ikke hvilken del der driver mig mest til vanvid
når han er afsted 14 timer i døgnet er jeg helt alene med alt, alle pligter, alle opgaver... alt der kræver en voksen
når han er hjemme føler jeg at han bruger tiden "forkert"
det er hans frirum han skal ha lov til at slappe af
men jo mere han slapper af, jo mere skal jeg knokle når han igen ikke er der
det er skræmmende hvor hurtigt kroppen husker
hvor hurtigt man vænner sig til at være alene
der er bare ufatteligt mange ting jeg er vant til at han gør, så der er så meget nyt at lære
det kræver tid
og vi er tilbage ved starten
og spørgsmålet....
er det virkelig det værd????
jeg holder fast lidt endnu. prøver at finde en løsning
hvis jeg får tid
0 kommentar :: skriv kommentar ::
1 trackbacks :: trackback url
::
link
